mandag, december 17, 2012

I denne søde juletid...

Lige om lidt er det juleaften - der er ret præcist en uge til. Er jeg klar? Har jeg nået det jeg skal? Næh... men i år tager jeg det pænt afslappet. Måske skyldes det, at min psykolog har givet mig noget hypnoterapi (som lyder som noget værre humbug-halløj), måske skyldes det at jeg er sygemeldt pga operation... måske skyldes det... tja?

Lad mig startet med første mulighed. Jeg er sådan en, som er til god, solid vestlig medicin - tag en pille og fiks det. Har du ondt, har du mulighed for at gøre noget til en vis grænse. Jeg tror på psykens indvirken på fysikken, og har du ondt i benet, kan det sagtens skyldes at du har ondt i livet - groft sagt. Jeg tror også på at jeg selv alene kan gøre mig selv lykkelig - dvs jeg forventer ikke at andre mennesker skal omlægge deres liv for at jeg kan være her, selvom hensyn er godt.
Da jeg for to år siden blev sygemeldt med stress og depression var det med følelsen af at være jordens dårligste menneneske - uden tvivl. En følelse som klæbede fast siden al den tid jeg kunne huske tilbage. At andres lykke afhang af mig. Peger man fingre af andre, ja så peger der jo tre tilbage på en selv - og mine fingre var store, fede, tykke medisterpølser i forhold til den pegende lille cocktailpølse.
For to år siden blev jeg bare for træt af at forsøge at lave mig selv om, passe ind, banke mig selv i hovedet med alle de ting der kunne gøres anderledes, og jeg begyndte i terapi hos Ingrid Lund i Rønde.

Uden at vi nu skal gå ind i dybden, og bestemme om jeg blev pottetrænet for lidt eller meget, så er der sket ting og sager. Alligevel var der mønstre som var mig umulige at bryde. Jeg røg i gamle handlemønstre om og om igen - og for et par måneder siden foreslog hun mig så hypnoterapi. Alene ordet får mine hår på armene til at stritte lidt - og hvis ikke det var hende der havde foreslået det, så ville jeg nok ha' tænkt "farvel og tak". Men det virker. Som i VIRKER. At sidde i ti minutter og visualisere sig det ene og andet gør, at 36 års kamp bare er forbi. Er det fedt? JA! Føler jeg mig pludselig som en succes? JA DA! Og er det værd at fortsætte kampen for at finde det mig, som jeg ved er derinde? OHHH JA!

Men det leder mig videre til min næste anke - hurtige løsninger. Det har vist aldrig været mig. Jeg tager gerne den laaaange, snoede vej for at komme i mål med et godt resultat. Jeg bager selv mit eget brød - ikke for at lyde spelt-agtig, men fordi det bare smager bedre i min mund, når jeg ved hvad der er i. Jeg kunne godt købe mine vanilliekranse. De smager godt. Men jeg ville gå glip af at se pigerne blomstre når de selv (som i HELT selv) styrer kødhakker og bageplader.
Hvilket leder videre til min næste mulighed - operation. Som også så fint hægter sig på både vanilliekranse og hurtige løsninger. Jeg har fået plastikkirugi. Jep. Og pludselig føler jeg at jeg ryger i en kategori med botox-læber, ældningsfornægtelse og dårligt selvværd...

For 9 år siden gik jeg lykkeligt rundt med en lille mave, der senere skulle blive en stor mave, en stor Anna - efterfulgt af både en Thilde og en Selma. Maven blev efterladt som en tom pose, og det var VIRKELIGT svært at acceptere en hængevom i en alder af 27 år. Ikke bare en lille bule, men decideret en pølse som hang ud over underbukser, buksekanter og nederdele. Som bulede ud som en ekstra barm når jeg tog en stram kjole på - hvilket jeg så ikke gjorde. Som gjorde at min mave lignede en dame på 80 års. Flere velmenende mennesker fik sagt at det ikke var så slemt, og at jeg sikkert bare skulle lave nogen maveøvelser... og jeg blev virkelig ked af det. For nogengange så er positiv tilgang til tingene bare noget...forbandet sludder. Den var grim, i vejen og upassende. Ingen tvivl!
Tanken om at få den fjernet har poppet op mange gange. Men jeg er ikke til hurtige løsninger. Jeg tager billeder af kvinder for at de kan få et andet billede af sig selv, og hvor hyklerisk er det lige at jeg så selv vil under kniven? Tankerne var der...

Min egen læge sagde at jeg ligesågodt kunne forsøge at få det gjort, at det jo ingen skade gjorde at prøve. 11 måneder på venteliste til forundersøgelse. Og pludselig en dag i oktober stod jeg i underhyler foran en ung læge der hev i min vom, fandt et målebånd frem og sagde "den der skal du NOK få fjernet"... og så var det ligesom om min modstand forsvandt. For måden han sagde det på, bekræftede at jeg ikke var hysterisk, perfektionistisk.
Jeg fik godkendelsen ret hurtigt - mini maveplastik på det offentliges regning - og 4 uger efter - i tirsdags - fik jeg fjernet lidt over 1kg løst hud. Lægen som opererede opgraderede det til en stor maveplastik, jeg fik syet mavemuskler sammen (så forstår man jo pludselig hvorfor jeg har haft ondt i lænden/ryggen de sidste mange år), flyttet navlen lidt og et langt ar fra hofteben til hofteben.
Men ved I hvad? Jeg kan se min egen krop! Jeg har ikke set mit kejsersnitsar, jeg har ikke mødt mit venusbjerg de sidste 9 år. Det er genkendelsens glæde! Hurtige løsninger.... eller holdbare løsninger. Nogen gange må man gøre op med sine fordomme. Måske hypnoterapi lyder fusket, men hvis det virker, hvorfor så kæmpe imod? Måske plastikkirugi kan være en hurtigere løsning end 1000vis af maverulninger, men nogen gange må der andre midler til.

søndag, december 02, 2012

Smuksak


Tiden går så ufatteligt hurtigt... For bare 8 (!) år siden stod jeg med en næsten 6 måneder gammel Anna, der skulle fejre sin første jul. Det gjorde vi, mens vi målløse kiggede på tsunamibilleder fra den anden side af jorden, og verdens kontraster blev tydelige...

Anna stillede forleden velvilligt op til forskellige forsøg i studiet, og som jeg sidder her og kigger på billederne af hende, så slår det mig hvor stor, klog og smuk hun er - ja, ja - jeg ved godt det er min egen datter. Men hun er så uspoleret, barnlig, glad og totalt en usleben diamant. Det er ikke hende der klager over at hendes tøj er beskidt, hullet eller uordentligt. Hun opdager det ALDRIG. Og man kan være sikker på at har jeg købt et par nye strømpebukser til hende, så er bunden hullet eller rumpen ligner en si anden gang de er på. Sådan ER det bare - jeg har efterhånden lært det.

Men hun er også den der har lavet julekalender til sin mindste lillesøster. Hun har et hjerte af guld, hun elsker ALLE mennesker - og hun viser det gladeligt. Hun deler kram ud, hun skriver laaange kærlighedserklæringer og hun er god som dagen er lang.
Smukke, smukke Anna.

tirsdag, november 27, 2012

Stormen efter stilhed

Her har været stille - I know! Jeg har haft forrygende travlt, og haft en forrygende sommer. Mit fotofirma - Peppermint foto & layout - fik den skønneste opgave som løb af stablen i sommerferien. 2 uger i København, 2 i Aarhus.... Cirkus Summarum!
Jeg skulle fotografere for FOTO.DK i en stand i forteltet, portrætter af børnene der var på besøg. Og var der mange? DET tror jeg nok lige! En hurtig og umatematisk sammentællen siger mig, at jeg løseligt har fotograferet 3500 forskellige børn.
Derudover har jeg grinet som aldrig før, nydt at gå på arbejde for første gang, spist lækker mad sammen med Bamse og Hr. Skæg, taget billeder, billeder og atter billeder - og er blevet bekræftet i, at jeg faktisk var god til det.

Efterfølgende har jeg været på job, efterfulgt af 8 ugers ferie - sammen med Selma. På mandag starter hun i dagpleje, og vi skal ned og besøge dagplejemor Heidi sammen i dag.
Julefotograferingerne står for døren, og jeg har travlt. Det er FANTASTISK, og jeg nyder hvert eneste fotoshoot. I søndags havde jeg hele familien Odgaard på besøg. 6 skønne unger i hver sin størrelse. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet og nyde de her unger. Og er det ikke det man skal, når man har fået taget et billede? Er det ikke minderne, fastfrysningen af et øjeblik vi alle går efter? Hvorfor får du taget billeder? Og får du overhovedet taget portrætter, eller er det fint med skolefotoet en gang om året? Hvad leder du efter i et fotografi?

Jeg er nysgerrig, jeg ved det godt. Men det er min mulighed for at opdage andre sider end mine egne... Imens vil jeg lige kigge på lidt flere billeder som jeg skal have færdigbehandlet inden Selmissen vågner. Hvis du vil tjekke mine andre fotos ud kan du kigge på min hjemmeside her. Her er der også mulighed for at downloade en prisliste....

onsdag, juli 04, 2012

Sidste stille dag...

I dag er det officielt. Min sidste "alene" dag på barsel. Fra i morgen er Mikkel hjemme. Næste uge er pigerne hjemme. Tirsdag går det løs....

Solen skinner og jeg burde gå i min have. Burde, burde... Men andet trækker. Et lækkert strikketøj som jeg har haft i gang i et år - først med en mørk uld som jeg købte, til trods for at jeg havde lovet mig selv at det skulle være blåt og hvis ikke der var blå, så ville jeg ikke købe noget. Jeg kom ud med nogle hundedyre grafit-grå nøgler, som viste sig at være fra to forskellige sendinge i så høj en grad at det generede mig. Jeg satser på at det bliver en sweater til hver af pigerne i stedet, i hver sin sending. Eller sammen med noget der kan få det til at se ensartet ud.

Jeg strikker en Amanda, som har været rimeligt populær her i blogland. Min inspiration kommer herfra, og i går kom der to store nøgler garn som næsten er som jeg ønskede. Kvalitet og farve fejler intet, jeg tror jeg er blevet snydt af skærmens farveforskel. Men jeg købte et farvekort også, og det bliver godt alligevel. Jeg elsker ihvertfald hver eneste farve fra HolstGarn.
Det eneste jeg mangler er at have hænderne fri, og hvis ikke jeg får det nu, så kommer der sommeraftner hvor det at sidde med noget i hænderne bliver helt rigtigt!

fredag, juni 29, 2012

At forberede sig...


Her går det slag i slag. Jeg har en stopfyldt sommerferie som indebærer både Danmarks største cirkustelt og et bryllup. Det sidste er det første, og jeg har samtidigt tid til at redigere nogen af de billeder jeg tog i januar. Jeg var ude og lege med Maja, og jeg har en mængde gode billeder liggende. Men der gik dårlige ører i den, og jeg har ikke fået rørt ved det. NU skal det være!

Så jeg leger. Laver sjov og ballade. Det er faktisk ret festligt at arbejde med billeder hvor der var -8 grader og masser af sne! Nu glæder jeg mig til at tage billeder i højsommeren. Det skal nok blive godt!

onsdag, juni 27, 2012

Mere end 1000 ord...


Afslappet og stilfuldt. Er det ikke det en kat kan? Med en arrogance som vi andre bare ikke kan levere. Jeg synes Trunte udviser 100% katteadfærd - man ser i hendes blik den overlegenhed som præger en kat. "Er det der virkeligt nødvendigt?"...

Om lidt har vi sommer. Trunte har været hos os i snart 4 år. Hun startede som en forskræmt lille killing. Nu? Hun ejer os - ikke omvendt. Der er lange perioder hvor hun kun kommer ind for at æde, og går så snart kun kan. Og vi har bare at diske op med den foretrukne ENE slags katteknas der spises - glem resten. Katten som kan sortere sin mad, og kun spiser de HELE katteknas, og efterlader dem der er gået i stykker på gulvet.
Man er vel dronning.

mandag, juni 25, 2012

Hvor er kagen?

Min topskat fylder 8 år idag. 8! Det virker på den ene side som en evighed siden jeg fik hende, og på den anden side var det i går. Forstår pludselig den voksne "hvor er du vokset siden sidst" som jeg altid syntes var skørt da jeg var barn. Men hun er vokset siden sidst.

I dag er lidt mere stille end de plejer. Farmand (Annas eeelskede farmand) har lige fået fjernet mandler, og er temmeligt slatten. Ihvertfald i dag. Og derfor er store fester også aflyst. Heldigvis endte det med at farmor og farfar kunne kigge forbi lidt. Det gav ihvertfald moren her lidt ro på, for jeg syntes det var synd at hun slet ikke fik nogen fest.
Gode venner tog pigerne med i sommerhus allerede fredag, og det viste sig at være så heldigt, at vi har lånebedsteforældre der stiller op til fest - Annes farmor ville være blevet 100år, og i den andledning kunne man jo lige spise noget lagkage. Og så fejrede de Anna med. Så lagkage blev det til i weekenden.

Jeg er ikke den store lagkagoman, og derfor har farmor lovet at tage en med i eftermiddag. Men frokosten står jeg for. Og hvad andet kan man lave, når ens datter elsker: flødeost, rejer og røget laks? Sandwich selvfølgelig! Men ikke bare sandwich... en sandwich cake - eller smörgåstårta blev det til. Jeg synes den ser god ud... mmmmm


torsdag, juni 14, 2012

Tågen letter... håber jeg!


Som skrevet i sidste indlæg, så gik jeg i krig mandag. Jeg ringede først til sygehuset, for jeg var overbevist om at de kunne se det vanvittige i vores situation. Næsten to måneder på venteliste for at få et dræn. Sygeplejersken var helt med på vores problematik, men skulle høre en læge ad... Da hun ringede tilbage kunne jeg høre at hun ikke var vild med at give besked - men vi måtte altså få en ny henvisning for at få nyt dræn, og derfor måtte vi ind til egen ørelæge først. Sukkkkk. Jeg tudbrølede en halv times tid, og ringede så til egen ørelæge (og tudbrølede lidt mere).

Vi er med tre ørebørn det man må kalde "kendte ansigter", og jeg behøver bare sige mine børns navn, så ved de liiiige præcis hvem vi er (godt eller skidt??). Sekretæren sukkede højlydt og sagde at det simpelthen ikke kunne passe. Nu skulle hun lige snakke med ørelægen... og de besluttede at de ville klemme Selma ind næste morgen i egen klinik til dræn. Narkoselægen blev ringet op og spurgt om han ville gå med til det - og en time efter havde vi tid til nyt dræn. For Selma har ventet så længe på dræn, at hun nu er over 6 måneder, og så kan narkoselægen godt selv klare ærterne (eller æteren?).
Voila!

Tirsdag - præcis en uge efter første dræn - fik hun nyt dræn. Denne gang en slags der skulle kunne sidde længere. Og en penicillin-kur oveni, da venstre øre er fuldstændigt inficeret og "flæsket". Spørgsmålet er om det overhovedet har været raskt, det tror jeg ikke.
Nu sover hun nogenlunde, øjnene lyser og hun kan fortsætte hvor hun slap - øve sig i at sidde op!
Og jeg kan slappe af - for falder dræn ud, så kan jeg gribe knoglen og få en ny tid i den nærmeste fremtid. Det er en befrielse. Og det skaber måske luft - til syprojekter og strik. Til have-nul og bagning... Meeen. Om en uge skal min mand have fjernet mandler (endnu et skridt i retningen mod færre halsbetændelser). At narkoselæge og ørelæge kiggede medlidende på mig i tirsdags og sagde "Uha, han bliver SÅ dårlig, han er intet værd i laaang tid, uha uha" har jeg ikke sagt højt.

lørdag, juni 09, 2012

Øredræn, velsignelse og ulykke...

I tirsdags drog vi mod Aalborg sygehus. Vi skulle være der kl 7, så vi kørte tidligt afsted. Det endte med Aalborg fordi det var her der var kortest ventetid på dræn. Og selvom vi har prøvet det hele før mange gange med de to store piger, så var det alligevel nyt - for nu var det Selmas tur, og fordi hun skulle på sygehuset. Det skulle hun fordi hun stadig er så lille - og så ville vores vanlige ørelæge ikke lægge dræn (det har noget med narkosen at gøre).

Hun tog det pænt. Og det hele gik så godt. Vel hjemme igen fik vi pludselig en helt anden Selma at se. Hun grinede hele tiden - som i HELE tiden. Godtnok holdt hun nattefest allerede den første nat, men denne gang var det ikke fordi hun skreg af smerte i 1½ time - næh, ungen skreg af GRIN! (Og så er det bare lidt svært at blive muggen, også kl 02).

Allerede samme dag som indgrebet begynder det sædvanlige dumme øre at flyde. Hurra! Dagen efter begynder det andet øre... Og vi skylle med saltvand i store mængder for at holde dræn rensede, flere gange om dagen. I går ringede jeg efter øredråber fordi øreflåd ikke var blevet bedre, tværtimod.

Jeg har faktisk haft mareridt om natten. Både før, under og efter. Før dræn drømte jeg om telefonopkald hvor de oplyste mig om, at proceduren var lavet om og det nu først var når barnet var 4 år at man kunne få dræn. Natten op til drømte jeg, at vi ankom for blot at finde en flok måbende sygeplejersker der sagde "næh, det har vi ikke hørt om". Og i dagene efter har jeg drømt at drænet kom flydende ud af øret i en klat øresnask.

Her til morgen skete det så - det ene dræn KOM ud med flåd. Og jeg fik ondt i maven og begyndte at tude. For vi havde jo lige fået vores gode Selski tilbage - hende som vi godt vidste var derinde, men som bare også har været så langt væk. Hende grinemaskinen som bare er så skøn. Som er en humørbombe. Og som på 3½ dag har lavet et kæææmpe udviklings-spring fordi der pludselig var luft til det. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at hun skal have så ondt igen. Og at vi skal kæmpe igen for at få en tid laaaangt ude i fremtiden. Eller bare i næste uge. For vi var jo endelig på den anden side.


Siden starten af februar har hun haft konstante mellemørebetændelser. Vi har max 6 dage uden flåd som rekord, og trommehinden er sprængt så mange gange at vi ikke tæller længere - en slem uge var det 3 gange det skete. Og det er så forbandet synd for hende - og det er ski ærligt talt også lidt synd for os andre - jeg indrømmer ihvertfald gerne at jeg bliver bims i låget af konstante skrigedage, natlige hyleture i timer og nærmest ingen lure over 20 minutter. Som i godt gammeldags bimmelim.
Nå, men der er jo ikke andet at gøre end at hoppe ud på det dybe vand og flyde med strømmen. Mandag står den på telefonopkald til hospitalet først - jeg går lige efter hjertet - og så må jeg jo bide mig godt fast... eller tigge... eller græde.... eller?

søndag, maj 20, 2012

Hvad lykken også kan være...

Indrømmet. Bloggen er forsømt. Ingen fede syprojekter ser dagens lys, ingen smukke billeder af haven. Jeg må indrømme at jeg er blevet ramt af foråret, men måske også trangen til at sortere. At mit liv ikke leves på bloggen, og værdien af mine gøremål ikke forhøjes af at blive udstillet. At livet leves nede på græsplænen, eller foran symaskinen i højere grad - og at den tid der bliver brugt på blogindlæg istedet kunne bruges i haven, med ungerne eller med en bog i hånden.
Om det fortsætter sådan ved jeg ikke endnu. Men jeg ved at det føles godt at leve livet her og nu.


I går aftes, efter at have sendt gode venner hjem, gik jeg lige rundt i haven. Og som jeg stod der i korte ærmer, mens solen stadig skinnede kl 20, og det var varmt, ja så boblede glæden i maven. Det var SÅDAN her jeg havde forestillet mig det! Gummistøvler... nylonstrømper, nysyet kjole i 50'er snit og engelske Joseph Bentley-haveredskaber. Lav sol, et par unger og mit alene hjemme. Det føltes godt. Det var ikke perfekt, men dejligt.

Om lidt skal jeg derud igen. Bundskatten sover, mellemskatten leger med dukkehus og topskatten er på spejderlejr. Min mand er hos en god ven og overnatte efter en herreaften, og der er stadig tid tilbage i min barsel. Hvis bare hver dag kunne være sådan her...

tirsdag, maj 15, 2012

Forårsfornemmelser...


Nogen har måske fulgt med i Mikkels og min fotoudfordring. Nogen gange er der dobbelt afkast i form af genbrug.. og da jeg så Claus Dalbys forårs-fotokonkurrence vidste jeg med ét; hvilket billede jeg ville sende ind. For mig er de blå anemoner; som er noget af det første der kommer frem; indbegrebet af forår, Og med en hurtig, flittig bi der konstant lander og letter, er bare skønt.

Har du lyst til at stemme, eller se de andre indsendte fotos, kan du se dem her,

torsdag, maj 03, 2012

På bar bund...

Barsel - det må da være lækkert at have uanede mængder tid i haven at gå at nusse i? Mmmmm.. ja. Hvis det var så vel. Selmas ører lader ikke mange pauser tilbage. Vi venter på tid til dræn - den vi fik i Århus var d. 15. juni - til forundersøgelse. Det var bare ikke godt nok. Så laaaange telefonsluse-køer bragte mig videre til Aalborg. Vi venter stadig.
Barnet sover derfor små snacklure, og der er ikke meget tid til havearbejde, men blomsterfloren kan nydes nu. Alle mine tulipaner og narcisser vælter op.

Det sammen kan man roligt sige om skvalderkålen. Vi fældede det ene af vores to Troldhasler. I know, græd bare, men den var enorm, skyggede for pæretræer og efterlod et staudebed fyldt med Vild Ingefær, Skvalderkål, Ramsløg og... dræbersnegle. Jeg har luget og luget år efter år. Samtidigt blev jeg bare mere og mere sur over at halvdelen af bedet nærmest lå hen under det træ. Vi har beholdt det andet, som har en bedre form. Og derfor er jeg gået i gang med at grave.
Jeg fjerner skidtet manuelt, og så må vi se. Det er et stort sammenstrikket filtertæppe af skvalderkålsrødder.


 Måske jeg kan bruge pladsen til at flytte rundt på nogen af tingene, som faktisk står ret så tæt. Og der er noget terapeutisk over at kunne se hvor man kommer frem - og blive efterladt på bar bund. Bar bund kan være godt som et nyt lærred, og jeg mærker at der skal males med blomster om lidt.


Ligenu? Der sidder en smilende blomst i skråstolen som venter på en omgang mad. Der er ingen sympati for lysten til at grave, flytte, dele og plante. Hm... 

fredag, marts 30, 2012

Funky hanefjeds sweater


Jeg klarede det! Fik strikket Selmas funky hanefjeds sweater færdig INDEN hun voksede ud af den! Den endte med en lilla tråd Arwetta og en pink/koral tråd Qualitas. Mønsteret er en raglansweater ud af hovedet. Jeg er næsten tilfreds. Der er nogen kanter der ikke helt lever op til mit kritiske øje, men når ungen smiler og solen skinner, så ser man det faktisk ikke.
Og hermed fik jeg så lavet et stykke strik, som slet ikke var nødvendigt sådan fysisk, men meget nødvendigt mentalt. Hun skulle også have sin egen Mor-trøje (og faktisk er Thildes gået i stykker, så den kunne ikke genbruges). Det fik hun. Jeg synes både den og hun er ret funky når hun ligger der i den. Og jeg får lyst til at sy små posebukser i lilla velour m pink tittekanter til. Strikke en sød (og passende) elefanthue der kan lune de små ører.

...meeen - først skal jeg afslutte Oldemorfirkant-tæppet. Jeg hækler hver ledig stund. For at få skidtet sat sammen. For NU skal det fandfisme laves færdigt! Løse ender sluttes og bliver gjort færdige... næste trin - quilt af alle mine rester, så syskabet kan lukkes igen!

tirsdag, marts 27, 2012

Juniorseng

En lille salgstale - jeg har en juniorseng for meget (og ja, jeg har stadig 3 børn). Den go'e, gamle slags der kan trækkes ud. Og den er skøn.
Er det noget for dig? Den skal have ny madras. Men den er fin og gammel...



 Billederne viser den ret gul, men det er noget lakeret træ. Den ser mere "træagtig" ud i virkeligheden... Skriv hvis det var noget!

mandag, marts 26, 2012

Suk, hjerte brist ikke... men trommehinde, ja tak!

Her har været stille. Jeg ved det godt. Lad os bare sige at bloggens stilhed på ingen måde afspejler hvordan huset her i Kolorteland ellers har lydt. Der har været gråd, gråd og... nårh ja, gråd.
Jeg føler jeg er blevet adskillige år ældre, og har spottet en hel del rynker omkring øjene på mig selv. Jeg er så træt, at jeg næsten er ligeglad. Det betyder intet imod den afmagt, som jeg står med, når jeg kan se mit barn har så ondt. Og jeg faktisk ikke kan stille noget op.
Det værste er, at jeg faktisk bliver så træt, at jeg bryder mig lidt mindre om hende. Efter 4 dage med konstant hyl og skrig, så synes jeg ikke hun er helt så sød  - og så springer trommehinden endelig, og vi får vores dejlige, storsmilende og pludrende Selma igen. Væk er det vrælende babymonster som ikke sover, og som ikke vil noget som helst. Og man opdager at kærligheden stadigvæk er der, indenunder træthed og underskud.


Vi har haft dårlige ører og halsbetændelse i 6 uger. Selma konstant mellemørebetændelse i forskellige stadier, os andre 4 ind imellem. Streptokokker igen. Seneste nyt er min mand der har fået vand i benene, og som ligner en der er gravid i 9. måned. Jeg er overbevist om at det er de forb.... streptokokker igen. Han skal til lægen i morgen. Og vi er endnu en gang ude i en "kend din læge endnu bedre" omgang. Vi kommer hele tiden.
Selma, hun er i stedet ved ørelægen. Og på onsdag skal vi derind igen. I lørdags sprang den ene trommehinde, i går den anden. Det er 3. omgang på 6 uger. Og vi håndspritter, undgår gæster indendørs (tak for godt vejr), ingen holder barnet ud over Mikkel og jeg osv for at mindste smitte, som vores ørelæge har formanet.
Nu går vi så i gang med zoneterapi oveni. Jeg har skaffet en date som kan trykke lidt. Jeg er praktisk talt villig til hvad som helst for at få min nattesøvn bare lidt mere igen. Blot to sammenhængende timers søvn er en luksus imod en nat og dag skåret ud i halv- og heltimes bidder.
Ungen? Hun er sød. Men det har været svært at tage et billede hvor hun smiler.


Har vi lavet andet? Ja, og du kan følge med i Mikkel og min fotoudfordring, som vi har sat hinanden stævne i. Et nyt billede hver uge. Et nyt tema hver uge. Jeg glæder mig til at lege med min mand, være kreativ og tænke store tanker sammen. Hvis bare min hjerne kunne løbes lidt i gang.... lad os bare sige at de to første ugers udfordringer ikke helt er hvad jeg havde planlagt. Det endte med to billeder taget i desperation i min have, istedet for de fotosafarier i nærområdet jeg havde planlagt. Hm. Næste uge min ven, så er det i gang! For da har vi gode ører og overskud, ikke?

onsdag, februar 29, 2012

Barnemad

Det er i virkeligheden temmeligt misvisende - ordet "barnemad". For det hentyder til noget der er nemt og ukompliceret - faktisk noget der kan klares med hænderne på ryggen. Og sådan troede jeg også det var, indtil jeg fik børn. Ihvertfald indtil jeg fik barn nummer to. Thilde... Barnet der skulle lære mig, at kræsenhed ikke kun er for børn der kun får pålægschokolade på toastbrød morgen, middag og aften. Thilde er blevet introduceret for alt mellem himmel og jord, inklusiv indisk og sushi, inden hun var 1 år. Hun har hadet det med mad fra hun begyndte at spise grød.. og vi kæmper stadig.


Nu har endnu en kombattant meldt sig under fanerne - Selma. Og jeg er nødt til at tænke mig godt om, og trække vejret dybt, for at hoppe på vognen. For det har kostet blod, sved og tårer.

I søndags var der en ganske interessant avisartikel i Politikens MAD tillæg. Den handlede om kræsenhed, og at det i nogle kulturer er fuldstændigt uacceptabelt for det første at være kræsen, og for det næste at spise alene. Artiklen snakkede også en del om det, at vi er et samfund præget af "frit valg", som får os til at være temmeligt besværlige for vores medmennesker/medkokke. For den ene vil ikke spise lam, den anden kan ikke udstå ærter og så er en allergisk overfor et eller andet... Det fik mig til at tænke.... en hel del faktisk.

Jeg kan sagtens se, at det semi-hellige i at bryde brød sammen er gået fløjten herhjemme. Vi taler om ernæring, sundhed og tid, hvor vi måske hellere skulle tale om råvarers udseende, hvor det har boet/levet/groet og respekten for at vi rent faktisk får noget i maven. Og måske skulle vi allerhelst tale om noget helt andet. Som hvad vi har lavet i dag. Og hvad vi vil lave i morgen. Sammen og hver for sig.
Så nu er der kommet andre boller på suppen, for jeg vil have at Selma vokser ukræsent op. Ihvertfald i anden grad end sin storesøster...

Følelsen af at sætte sig til bordet er lige nu anderledes. Thilde? I går spiste hun 5 stykker bagt kartoffel og tre frikadeller. Det er helt uhørt vildt i Thilde-regi. Jeg har besluttet at jeg IKKE gider høre om hvad man ikke kan lide (det har jeg sagt før, men det føles anderledes denne gang, fordi formålet ikke er at få mad ned i børnene, men at have det rart for os alle - mig inklusiv der har brugt tid på at lave maden). Jeg har besluttet totalt ingen tolerence for "jeg skal ha' noget andet end I andre" - man må spise hvad der kommer på bordet. Basta. Skal mine børn så leve med stegt lever 7 dage om ugen? Næh... de personlige valg må komme ind, når jeg pænt spørger hvad de kunne tænke sig at spise i løbet af ugen - når jeg sidder og laver madplan. De bliver hørt. Hver uge. Men jeg vil også gerne have at de respekterer at vi kan lide forskellige ting, at hver har sine livretter.

Og så sætter vi nu lillesøster med på bordet. Vi taler sammen. En god lejlighed til at lytte på hinanden - det kunne vi alle øve os i, her i den stortalende familie. I aften skal vi have frikadeller igen. I morgen falafel med pitabrød og hummus... Lad os se om en måned eller to med projekt "lad os bryde brød sammen" kunne give en anden dynamik omkring aftensbordet. Jeg håber det. Eller også bliver jeg klogere - endnu en gang.

mandag, februar 27, 2012

Min nye veninde...

Jeg har fået en ny veninde. Hun kender mig allerede rigtigt godt. Du ved, sådan en som rammer rigtigt 9 ud af 10 gange med gaverne. Som kender min stil og personlige preferencer. Som disker op med ting der interesserer mig - mad, have, mode, indretning, kreative gør det selv ting og endeløse marker af smukke billeder... Jamen tænker du.. Hvad hedder hun?

Hun hedder:

Pinterest. En mulighed for at gemme billeder når du surfer rundt. Det er som at klippe i dameblade (ja, jeg har notesbøger fyldt med billeder der inspirerer mig). Hvis du også har det, så er pinterest også noget for dig. Og til forskel for dine egne notesbøger, så deler du her dine bøger med andre. Du får med andre ord lynhurtigt linket dig op til andre med samme smag/stil som dig selv, men som har andre jagtmarker end dig. Du kan også bare tage en surftur rundt og søge på f.eks. "roser"... så får du alle de billeder andre har samlet med ordet rose hæftet på. Det er da smart.

Det mest smarte er, hvis man er visuelt orienteret som jeg, at man kan sidde i sin sofa og kigge billeder. Det er som at sidde med et dameblad. Med min nye (hov fik jeg sagt SAMSUNG GALAXY S PLUS) smartphone er det dameblad i lommeformat. Jeg elsker det. Og jeg kan dele med andre... jeg låner billeder af rigtige veninder der også er med på bølgen, og vi kan snakke om det vi lige har pinnet.

Har du lyst til at se mine såkaldte boards, så klik her...

onsdag, februar 08, 2012

Inspiration?

Jeg er inde i en meget inspirerende fase af mit liv. Jeg genopdager sider som har været glemt siden jeg var teenager, de sider der beskæftiger sig med identitet, lyst og væren. Jeg er ganske enkelt ved at finde ind til kernen af hvem det lige er Lina er. Hvorfor har jeg været væk? Jeg ved det ikke - og så alligevel måske. Jeg tror faktisk at min mors død for 14 år siden lagde mit liv i en anden retning. Og selvom jeg følte mig sat fri, har jeg måske også skulle bruge krudt på at blive voksen i en fart.

I mit arbejde med at skabe en nebengescheft som fotograf, kommer jeg rundt på mange websites. Jeg bruger meget tid på at kigge billeder, at undersøge hvad der er gjort og lære selv at mestre teknikker enten på kamera eller i efterbehandlingen. Disse rundture skaber en maaaasse lyst til at skabe. Til at gå i gang. Til at finde ud af hvad det lige var der i sin tid gav mig samme kreative følelse.

Det gjorde Peter Gabriel i sin tid. Jeg kunne bruge mange timer i gang med et eller andet iført hans musik i mine ører. Og han spiller jo stadig... Men en gang imellem har man brug for noget andet - og jeg faldt over denne herre, GOTYE, forleden i radionen. Jeg ville ha' svoret det var Peter Gabriel, men det var det altså ikke. Men det er godt! Og jeg bliver inspireret når jeg ser og hører denne musikvideo. Hvorfor? Jeg ved det ikke... men den minder mig om kernen fra et tidligere liv....

fredag, januar 27, 2012

Portrætfotos

Det er slet ikke til at forstå - men lige om lidt kommer foråret igen. Sidste forår var jeg underdrejet pga. graviditet, men formåede alligevel at få taget lidt billeder til mit fotofirma. Jeg fik ikke gjort ret meget mere ved det...

Nu er energi og tid der igen. Og jeg har pillet de skønneste fotos frem! Lidt tid og kærlighed ved dem gør, at denne dejlige kvinde også er blevet fanget så hun ligner den million hun er!! Jeg er simpelthen så glad for dette foto, for det fanger alt det jeg ønsker at udtrykke som fotograf: farvespil, romantik, kant og glimt i øjet!

Nu kommer foråret igen, og jeg satser på flere - mange flere - fotosessions som denne - uden kvalme og bræk, forstået! Det jeg glæder mig aller mest til i det nye år, er at kunne fokusere på opgaven, give inspiration og lyst - og få kvinder til at føle sig som verdens centrum for en dag...

søndag, januar 15, 2012

Huskeliste

Hvad vil jeg gerne nå i min barsel? Lige sådan nu? Af håndarbejde, vel at mærke...

Jeg har lavet en helt og aldeles uprioriteret liste:

Sy Thildes oldemor-firkant-tæppe færdigt (læs: hæfte ender og hækle sammen... suuuuuk)
Strikke Fiona-top til Selma. Og måske Thilde.... og...
Strikke sweater til Anna str 8 år - ved ikke helt endnu hvilken.
Diverse hatte og vanter og strømper (kan blive ved, sidste strik-hat blev væk samme dag som den blev taget i brug. Også suuuuuuuk)
Strikke min Amanda cardigan færdig

Sy tæppe af alle rester.
Sy små bukser str 68 til Selma
Sy pæn kjole til pænt brug til Anna
Pyjamas til Thilde

...og det er så de ting der enten mangler fysisk, eller f.eks. at lave et tæppe, så der kan blive plads i sy-skabet (hvilket måske også er et rent fysisk behov).

Når jeg det? Næppe... men det er godt at have en lille liste at gå efter, når lysten griber en. Det gør den ofte. Men lige om lidt kan vi også komme ud og rode i haven. Og så skulle de indendørs ting gerne være overståede...

onsdag, januar 11, 2012

Fod-flødeskum

At stikke fødderne i flødeskum må være den blødeste fornemmelse jeg kan forestille mig (fik jeg sagt at jeg godt kan li' flødeskum??). Derfor skrev jeg disse skønne hjemmesko/hyggesokker på min ønskeseddel, vel vidende at for 400krs flødeskum var nok lige i overkanten.
Men jeg er inde i en periode, hvor jeg øver mig i ikke at skamme mig over, at jeg elsker ting, at jeg godt kan lide nye ting, og at jeg ønsker mig ting. Jeg tror det er et led i min "bliv-et-bedre-menneske"-proces. Jeg har nemlig haft tendensen til, at det at ønske sig nyt var "dårligt" (se bare Mother Theresa, ønskede hun sig måske nyt hele tiden?? Eller Gandhi? Nej vel, griskhed dermed påvist!). Men for mig er ting mere end bare ting. Ting er drømme... Ting kan være en smuk lampe, eller det kan være en tegning. Det kan være en fingerring eller planter til haven.

For mig er min ønskeseddel noget, som jeg skriver "mig" på. Jeg bruger tid på at surfe rundt (jeg ser det lidt som istedet for at vindues-kigge). Ser jeg noget pænt lægger jeg billedet i en mappe, så jeg kan kigge på det igen. Og jeg skiver ting på som jeg synes definerer hvad jeg er/gerne vil være...
Det der ryger i mappen er ting som på en eller anden måde inspirerer. Jeg behøver ikke skulle eje alle tingene, eller have præcise kopier... men de sætter tanker i gang.

Disse sko fik jeg ikke i julegave... men de blev sat ned med 50% her i januar. Og så er det i orden at proppe fødderne i det varmeste, blødeste flødeskum. De sender følelse af vellyst gennem kroppen når jeg mærker efter på mine fødder, og det er en underlig følelse af at gå med bare tæer, men bare pakket varmt ind. De er bløde, står fast på alt og bedst af alt: man kan beholde dem på når man går op i sofaen....
Det kan godt være at Mother Theresa IKKE gik i Falke Cottage hjemmesko. Det er mest synd for hende! Hvis du har lyst, kan du finde dem her. Fod-flødeskum rules, og jeg tror faktisk måske det var sådan Jesus havde det, da han gik på vandet....

søndag, januar 08, 2012

Der syes igen!

Efter næsten et år uden trang til symaskine og overlock, ja så har lysten i den grad indfundet sig. Jeg har længe villet, men nu er overskuddet så stort, at det bliver til noget. Med to piger i bagagen kunne man tænke at babytøjsbunken var ret stor. Men bukser var der ikke meget af, faktisk ikke nogen som kunne bruges længere. Så frem med maskinen og i gang.
 Jeg syede stjernebukserne i løbet af 40 minutter - inklusiv kaffepause og surfning på nettet ind imellem. Det blev restebunken der gav materialerne, som alle er kommet herfra engang. Om de har det længere vides ikke, men så kan du finde noget andet lækkert! Stof&Stuff er min lokale stof-pusher (som også har åbnet butik i Århus), og jeg håber at komme derned en del mere i år!

Resultatet var så vellykket at jeg straks fandt frem til to par mere. Mønsteret kommer herfra, det er den såkaldte "Form 2" - og jeg valgte at lave et par små fløjlsbukser i rødt babyfløjl med nogle rester som pynt, samt favoritskråbånd. Også fra Stof &Stuff.


Jeg havde glemt hvor skønt det er at sy babytøj. For det første er det hurtigt overstået, og for det andet kan man i den grad få brugt alle rester. Drømmen i bunke-nedbringningen er at få lavet et patchwork-tæppe af de sidste små rester. Det bliver også lækkert.

torsdag, januar 05, 2012

Uden sammenligning

Sammenligning er af det onde, jeg ved det godt. Og mit moderskab kan heller ikke sammenlignes denne gang med de andre. Ikke fordi de to andre har været til rotterne, men fordi at jeg denne gang har to erfaringer med i bagagen. Det kan mærkes. Måske er Selma nem at aflæse - eller også har jeg bare træningen i at se om det er bøvs eller bæ der giver mavepine. Jeg synes ihvertfald det går godt. Men jeg når stadigvæk lige så lidt som i de andre barsler. Dagene går, og julekort og barnedåbs invitation (til senere denne måned) ligger stadigvæk på skrivebordet. Men også denne gang kan jeg mærke en forskel. " Det går nok" er mantraet. "Kommer tid, kommer råd".

Jeg kunne fortsætte. I dag når jeg at skrive på min blog. Og komme til samtale i børnehaven om vores skolemodne barn - Thilde er blevet indskrevet i skolen. Uha! De bliver så store. Og mens jeg kan se Selma vokse mellem fingrene på mig, får jeg øje på mit ældste barn.
 Sådan så hun ud, da hun for 7½ år siden lå i liften på Edouard Suensonsgade i Århus. Og skreg, og ville spise. Det virker som i går.
Nu? Det er hende der går rundt med sin identiske, forsinkede tvilling, som elsker at kramme med sin storesøster. Og uden sammenligning, så bliver Selma vist vores alles rosin i pølseenden, som bliver overøst med kærlighed. For når Annas arme er blevet lange af at bære, står der en villig Thilde i kø til at blive den næste til at holde, synge og ae.
Uden sammenligning, så er vi vist heldige alle sammen!