Her har været stille. Jeg ved det godt. Lad os bare sige at bloggens stilhed på ingen måde afspejler hvordan huset her i Kolorteland ellers har lydt. Der har været gråd, gråd og... nårh ja, gråd.
Jeg føler jeg er blevet adskillige år ældre, og har spottet en hel del rynker omkring øjene på mig selv. Jeg er så træt, at jeg næsten er ligeglad. Det betyder intet imod den afmagt, som jeg står med, når jeg kan se mit barn har så ondt. Og jeg faktisk ikke kan stille noget op.
Det værste er, at jeg faktisk bliver så træt, at jeg bryder mig lidt mindre om hende. Efter 4 dage med konstant hyl og skrig, så synes jeg ikke hun er helt så sød - og så springer trommehinden endelig, og vi får vores dejlige, storsmilende og pludrende Selma igen. Væk er det vrælende babymonster som ikke sover, og som ikke vil noget som helst. Og man opdager at kærligheden stadigvæk er der, indenunder træthed og underskud.
Vi har haft dårlige ører og halsbetændelse i 6 uger. Selma konstant mellemørebetændelse i forskellige stadier, os andre 4 ind imellem. Streptokokker igen. Seneste nyt er min mand der har fået vand i benene, og som ligner en der er gravid i 9. måned. Jeg er overbevist om at det er de forb.... streptokokker igen. Han skal til lægen i morgen. Og vi er endnu en gang ude i en "kend din læge endnu bedre" omgang. Vi kommer hele tiden.
Selma, hun er i stedet ved ørelægen. Og på onsdag skal vi derind igen. I lørdags sprang den ene trommehinde, i går den anden. Det er 3. omgang på 6 uger. Og vi håndspritter, undgår gæster indendørs (tak for godt vejr), ingen holder barnet ud over Mikkel og jeg osv for at mindste smitte, som vores ørelæge har formanet.
Nu går vi så i gang med zoneterapi oveni. Jeg har skaffet en date som kan trykke lidt. Jeg er praktisk talt villig til hvad som helst for at få min nattesøvn bare lidt mere igen. Blot to sammenhængende timers søvn er en luksus imod en nat og dag skåret ud i halv- og heltimes bidder.
Ungen? Hun er sød. Men det har været svært at tage et billede hvor hun smiler.
Har vi lavet andet? Ja, og du kan følge med i Mikkel og min
fotoudfordring, som vi har sat hinanden stævne i. Et nyt billede hver uge. Et nyt tema hver uge. Jeg glæder mig til at lege med min mand, være kreativ og tænke store tanker sammen. Hvis bare min hjerne kunne løbes lidt i gang.... lad os bare sige at de to første ugers udfordringer ikke helt er hvad jeg havde planlagt. Det endte med to billeder taget i desperation i min have, istedet for de fotosafarier i nærområdet jeg havde planlagt. Hm. Næste uge min ven, så er det i gang! For da har vi gode ører og overskud, ikke?
