Det er for alvor blevet efterår. Oktober har været kold, fuld af våde flyverdragter og spritnye vinterstøvler som allerede lugter af ged.
Som f.eks. at komme i haven, lave bål og skære græskarhovedet ud. Skrabe græskarkerner ud, riste dem i ovnen, bage kager med græskarsnask.
Riste "skumbeduser" over et bål som næsten brændte hele tiden... eller spise dem inden de når at komme helt på pinden.
Nyde solens sparsomme stråler i en lille plet på bænken, mens maven bliver varmet af hyldebærsaften.
Ligge i solpletten under sofabordet en time mens man triller alle sine glas kugler ud på gulvtæppet.
Filte svampe hjemme hos farfar og farmor sammen med kusinerne.
Eller gå på skovtur med farfar og farmor, samle ægte kastanjer, hilse på en sød hest og give den græs.
Finde et kæmpe kastanjetræ, og samle dem sammen, ae og mærke hvor kolde og glatte de er.
At komme i børnehave igen, og få en særlig ting med hjem - en afhugget andefod. Det er det ypperste når man går i naturbørnehave. Nu ligger den i salt og tørrer ind - og skal selvfølgelig ned til samlingen hvor et rådyr-ben og en indtørret mus allerede har en æresplads.
En ferie hvor moren endelig fik syet kjoler til sine piger - 3 i alt. En top, et par bukser. Og jeg fik lært at sy smock, som er elastik syet rundt tæt, som får det syede til at rynke særligt dejligt. Det gik som en leg. En kittelkjole "ode til Marimekko" (tror jeg den skal hedde) blev det også til. Succes.
Nu venter hårde uger med masser af arbejde. Aftenmøder, skole/hjem-samtaler og nye arbejdstider. Jeg kan ikke overskue det, og har mest lyst til at kravle ned under dynen. Men der er glimt ind imellem. Som i går da Thilde og jeg tog en tur til byen. Vi skulle til øjenlægen med Thildeberg, som fik konstateret let skelen og nedsat syn på det ene øje. Om 14 dage skal vi afsted igen, denne gang til øjendrypning og større tjek - og så må vi se hvad det ender med. De har ikke nævnt noget endnu.
Det smil, de øjne og den kærlighed de (nogengange) deler så smukt. Det får mit hjerte til at gøre helt ondt af kærlighed til de to små piger.
De hænder der kunne nulre filtbolden i 2 timer, selvom man kun er tre år gammel - eller hende den store, der faktisk overraskede alle med en filtet fluesvamp. Jeg bliver stolt, overrasket og lidt flov over ikke at have tiltro nok til at tro de kan alt.
De timer vi bruger på at lave mad sammen, når det går forbilledligt godt uden skrål og klager over grøntsager. Jeg bliver glad og stolt over at have piger, som gider og kan.
Mine frække tøser. De er dejlige og skønne, også når de stikker af, ikke vil have tøj på eller når de helt bevidst gør det modsatte af hvad jeg kommanderer... jeg skal bare huske det!
Lidt billeder fra et før og et efter... nattefrosten kom i efterårsferien, og tog ubarmhjertigt mine georginer. Jeg skal have dem op lige om lidt, når jeg får tid snarest muligt. Men det er et glædeligt gensyn, for jeg ved at de kommer igen til næste år. Desværre var i år ikke mit georgine-år. Jeg tror jeg manglede at give højbedene gødning, for flere ting er blevet pjevset og småt. Jeg har gang i nogen med en rideskole, nogle heste og hvad de ellers efterlader. Det må kunne skaffes.
Septembers himmel er så blå... og alligevel er det de gyldne farver som skal kendetegne denne måned. Det har været skønt. Og en tidlig morgen kl 7, på vej på arbejde fik jeg dette dejlige glimt ud over Århusbugten. Så er det ikke helt så slemt at være morgenåbner alligevel.
Og der har været masser af disse rige øjeblikke. Som når to små piger sidder og nusser katten i en plet solskin.
En søndag morgen hvor vi er på jagt efter morgendis, og i stedet finder solstriber, bog og agern.
Min klematis blomstrer på livet løs, og de fine rosa nuancer ligner springvand når de endelig slår dørene op. Mine geoginer er endelig ved at ligne sig selv - og jeg kan næsten ikke holde tanken ud at de lige om lidt skal ligge døde hen af den kolde jord. De er for dejlige til at kunne give slip!
Pigernes børnehave har holdt høstmarked, og vi fik serveret kage og saft, så på æblepresser og nød stemningen imellem børn og voksne. De havde forberedt sig i uger, og glædet sig næsten lige så længe.
Og så har den stået på MGP med popcorn. Hygge inde, uldne sokker og langærmede trøjer. Vi leger stadigvæk at det er varmt, men mine tæer var lige ved at fryse af i dag i sandalerne. Hjem og i uldne striksokker!
Ikke at jeg tror jeg kommer til at sidde som den basse vi gik forbi forleden dag, men det virker at trække i de tråde man har til rådighed. Når så andre tråde dukker op, må man vel prøve at rykke lidt i dem også....
Hvis ikke man kan se hun er stolt, så må man næsten være blind. Hun rider selv, gør hun! Ikke uden tårer, men selv... og hun bestemte en stor del af tiden over hesten, og ikke omvendt som sidst. Faktisk var hun helt ovenpå!
Efter en grædetur kunne kun en galoptur med Rikke gøre hende glad igen. Og selvfølgelig uden hænder, Mor! Hun er ikke bange af sig, den lille skrubbe, og vi er bare glade for at det går så godt... der er helt klart hestefeber igen på torsdag...
Og så kan jeg jo også præsentere mit nyeste isenkram til kameraet, nemligt et nyt objektiv som specielt er godt til billeder med lidt lys. Det er himlen at tage billeder med, jeg skal lige lære det at kende, men hurra for det i en ridehal med lidt belysning.
