Barnemad

Det er i virkeligheden temmeligt misvisende - ordet "barnemad". For det hentyder til noget der er nemt og ukompliceret - faktisk noget der kan klares med hænderne på ryggen. Og sådan troede jeg også det var, indtil jeg fik børn. Ihvertfald indtil jeg fik barn nummer to. Thilde... Barnet der skulle lære mig, at kræsenhed ikke kun er for børn der kun får pålægschokolade på toastbrød morgen, middag og aften. Thilde er blevet introduceret for alt mellem himmel og jord, inklusiv indisk og sushi, inden hun var 1 år. Hun har hadet det med mad fra hun begyndte at spise grød.. og vi kæmper stadig.

Nu har endnu en kombattant meldt sig under fanerne - Selma. Og jeg er nødt til at tænke mig godt om, og trække vejret dybt, for at hoppe på vognen. For det har kostet blod, sved og tårer.

I søndags var der en ganske interessant avisartikel i Politikens MAD tillæg. Den handlede om kræsenhed, og at det i nogle kulturer er fuldstændigt uacceptabelt for det første at være kræsen, og for det næste at spise alene. Artiklen snakkede også en del om det, at vi er et samfund præget af "frit valg", som får os til at være temmeligt besværlige for vores medmennesker/medkokke. For den ene vil ikke spise lam, den anden kan ikke udstå ærter og så er en allergisk overfor et eller andet... Det fik mig til at tænke.... en hel del faktisk.

Jeg kan sagtens se, at det semi-hellige i at bryde brød sammen er gået fløjten herhjemme. Vi taler om ernæring, sundhed og tid, hvor vi måske hellere skulle tale om råvarers udseende, hvor det har boet/levet/groet og respekten for at vi rent faktisk får noget i maven. Og måske skulle vi allerhelst tale om noget helt andet. Som hvad vi har lavet i dag. Og hvad vi vil lave i morgen. Sammen og hver for sig.
Så nu er der kommet andre boller på suppen, for jeg vil have at Selma vokser ukræsent op. Ihvertfald i anden grad end sin storesøster...

Følelsen af at sætte sig til bordet er lige nu anderledes. Thilde? I går spiste hun 5 stykker bagt kartoffel og tre frikadeller. Det er helt uhørt vildt i Thilde-regi. Jeg har besluttet at jeg IKKE gider høre om hvad man ikke kan lide (det har jeg sagt før, men det føles anderledes denne gang, fordi formålet ikke er at få mad ned i børnene, men at have det rart for os alle - mig inklusiv der har brugt tid på at lave maden). Jeg har besluttet totalt ingen tolerence for "jeg skal ha' noget andet end I andre" - man må spise hvad der kommer på bordet. Basta. Skal mine børn så leve med stegt lever 7 dage om ugen? Næh... de personlige valg må komme ind, når jeg pænt spørger hvad de kunne tænke sig at spise i løbet af ugen - når jeg sidder og laver madplan. De bliver hørt. Hver uge. Men jeg vil også gerne have at de respekterer at vi kan lide forskellige ting, at hver har sine livretter.

Og så sætter vi nu lillesøster med på bordet. Vi taler sammen. En god lejlighed til at lytte på hinanden - det kunne vi alle øve os i, her i den stortalende familie. I aften skal vi have frikadeller igen. I morgen falafel med pitabrød og hummus... Lad os se om en måned eller to med projekt "lad os bryde brød sammen" kunne give en anden dynamik omkring aftensbordet. Jeg håber det. Eller også bliver jeg klogere - endnu en gang.

Min nye veninde...

Jeg har fået en ny veninde. Hun kender mig allerede rigtigt godt. Du ved, sådan en som rammer rigtigt 9 ud af 10 gange med gaverne. Som kender min stil og personlige preferencer. Som disker op med ting der interesserer mig - mad, have, mode, indretning, kreative gør det selv ting og endeløse marker af smukke billeder... Jamen tænker du.. Hvad hedder hun?

Hun hedder:

Pinterest. En mulighed for at gemme billeder når du surfer rundt. Det er som at klippe i dameblade (ja, jeg har notesbøger fyldt med billeder der inspirerer mig). Hvis du også har det, så er pinterest også noget for dig. Og til forskel for dine egne notesbøger, så deler du her dine bøger med andre. Du får med andre ord lynhurtigt linket dig op til andre med samme smag/stil som dig selv, men som har andre jagtmarker end dig. Du kan også bare tage en surftur rundt og søge på f.eks. "roser"... så får du alle de billeder andre har samlet med ordet rose hæftet på. Det er da smart.

Det mest smarte er, hvis man er visuelt orienteret som jeg, at man kan sidde i sin sofa og kigge billeder. Det er som at sidde med et dameblad. Med min nye (hov fik jeg sagt SAMSUNG GALAXY S PLUS) smartphone er det dameblad i lommeformat. Jeg elsker det. Og jeg kan dele med andre... jeg låner billeder af rigtige veninder der også er med på bølgen, og vi kan snakke om det vi lige har pinnet.

Har du lyst til at se mine såkaldte boards, så klik her...

Inspiration?

Jeg er inde i en meget inspirerende fase af mit liv. Jeg genopdager sider som har været glemt siden jeg var teenager, de sider der beskæftiger sig med identitet, lyst og væren. Jeg er ganske enkelt ved at finde ind til kernen af hvem det lige er Lina er. Hvorfor har jeg været væk? Jeg ved det ikke - og så alligevel måske. Jeg tror faktisk at min mors død for 14 år siden lagde mit liv i en anden retning. Og selvom jeg følte mig sat fri, har jeg måske også skulle bruge krudt på at blive voksen i en fart.

I mit arbejde med at skabe en nebengescheft som fotograf, kommer jeg rundt på mange websites. Jeg bruger meget tid på at kigge billeder, at undersøge hvad der er gjort og lære selv at mestre teknikker enten på kamera eller i efterbehandlingen. Disse rundture skaber en maaaasse lyst til at skabe. Til at gå i gang. Til at finde ud af hvad det lige var der i sin tid gav mig samme kreative følelse.

Det gjorde Peter Gabriel i sin tid. Jeg kunne bruge mange timer i gang med et eller andet iført hans musik i mine ører. Og han spiller jo stadig... Men en gang imellem har man brug for noget andet - og jeg faldt over denne herre, GOTYE, forleden i radionen. Jeg ville ha' svoret det var Peter Gabriel, men det var det altså ikke. Men det er godt! Og jeg bliver inspireret når jeg ser og hører denne musikvideo. Hvorfor? Jeg ved det ikke... men den minder mig om kernen fra et tidligere liv....

Portrætfotos

Det er slet ikke til at forstå - men lige om lidt kommer foråret igen. Sidste forår var jeg underdrejet pga. graviditet, men formåede alligevel at få taget lidt billeder til mit fotofirma. Jeg fik ikke gjort ret meget mere ved det...

Nu er energi og tid der igen. Og jeg har pillet de skønneste fotos frem! Lidt tid og kærlighed ved dem gør, at denne dejlige kvinde også er blevet fanget så hun ligner den million hun er!! Jeg er simpelthen så glad for dette foto, for det fanger alt det jeg ønsker at udtrykke som fotograf: farvespil, romantik, kant og glimt i øjet!

Nu kommer foråret igen, og jeg satser på flere - mange flere - fotosessions som denne - uden kvalme og bræk, forstået! Det jeg glæder mig aller mest til i det nye år, er at kunne fokusere på opgaven, give inspiration og lyst - og få kvinder til at føle sig som verdens centrum for en dag...

Huskeliste

Hvad vil jeg gerne nå i min barsel? Lige sådan nu? Af håndarbejde, vel at mærke...

Jeg har lavet en helt og aldeles uprioriteret liste:

Sy Thildes oldemor-firkant-tæppe færdigt (læs: hæfte ender og hækle sammen... suuuuuk)
Strikke Fiona-top til Selma. Og måske Thilde.... og...
Strikke sweater til Anna str 8 år - ved ikke helt endnu hvilken.
Diverse hatte og vanter og strømper (kan blive ved, sidste strik-hat blev væk samme dag som den blev taget i brug. Også suuuuuuuk)
Strikke min Amanda cardigan færdig

Sy tæppe af alle rester.
Sy små bukser str 68 til Selma
Sy pæn kjole til pænt brug til Anna
Pyjamas til Thilde

...og det er så de ting der enten mangler fysisk, eller f.eks. at lave et tæppe, så der kan blive plads i sy-skabet (hvilket måske også er et rent fysisk behov).

Når jeg det? Næppe... men det er godt at have en lille liste at gå efter, når lysten griber en. Det gør den ofte. Men lige om lidt kan vi også komme ud og rode i haven. Og så skulle de indendørs ting gerne være overståede...

Fod-flødeskum

At stikke fødderne i flødeskum må være den blødeste fornemmelse jeg kan forestille mig (fik jeg sagt at jeg godt kan li' flødeskum??). Derfor skrev jeg disse skønne hjemmesko/hyggesokker på min ønskeseddel, vel vidende at for 400krs flødeskum var nok lige i overkanten.
Men jeg er inde i en periode, hvor jeg øver mig i ikke at skamme mig over, at jeg elsker ting, at jeg godt kan lide nye ting, og at jeg ønsker mig ting. Jeg tror det er et led i min "bliv-et-bedre-menneske"-proces. Jeg har nemlig haft tendensen til, at det at ønske sig nyt var "dårligt" (se bare Mother Theresa, ønskede hun sig måske nyt hele tiden?? Eller Gandhi? Nej vel, griskhed dermed påvist!). Men for mig er ting mere end bare ting. Ting er drømme... Ting kan være en smuk lampe, eller det kan være en tegning. Det kan være en fingerring eller planter til haven.

For mig er min ønskeseddel noget, som jeg skriver "mig" på. Jeg bruger tid på at surfe rundt (jeg ser det lidt som istedet for at vindues-kigge). Ser jeg noget pænt lægger jeg billedet i en mappe, så jeg kan kigge på det igen. Og jeg skiver ting på som jeg synes definerer hvad jeg er/gerne vil være...
Det der ryger i mappen er ting som på en eller anden måde inspirerer. Jeg behøver ikke skulle eje alle tingene, eller have præcise kopier... men de sætter tanker i gang.

Disse sko fik jeg ikke i julegave... men de blev sat ned med 50% her i januar. Og så er det i orden at proppe fødderne i det varmeste, blødeste flødeskum. De sender følelse af vellyst gennem kroppen når jeg mærker efter på mine fødder, og det er en underlig følelse af at gå med bare tæer, men bare pakket varmt ind. De er bløde, står fast på alt og bedst af alt: man kan beholde dem på når man går op i sofaen....
Det kan godt være at Mother Theresa IKKE gik i Falke Cottage hjemmesko. Det er mest synd for hende! Hvis du har lyst, kan du finde dem her. Fod-flødeskum rules, og jeg tror faktisk måske det var sådan Jesus havde det, da han gik på vandet....

Der syes igen!

Efter næsten et år uden trang til symaskine og overlock, ja så har lysten i den grad indfundet sig. Jeg har længe villet, men nu er overskuddet så stort, at det bliver til noget. Med to piger i bagagen kunne man tænke at babytøjsbunken var ret stor. Men bukser var der ikke meget af, faktisk ikke nogen som kunne bruges længere. Så frem med maskinen og i gang.

 Jeg syede stjernebukserne i løbet af 40 minutter - inklusiv kaffepause og surfning på nettet ind imellem. Det blev restebunken der gav materialerne, som alle er kommet herfra engang. Om de har det længere vides ikke, men så kan du finde noget andet lækkert! Stof&Stuff er min lokale stof-pusher (som også har åbnet butik i Århus), og jeg håber at komme derned en del mere i år!

Resultatet var så vellykket at jeg straks fandt frem til to par mere. Mønsteret kommer herfra, det er den såkaldte "Form 2" - og jeg valgte at lave et par små fløjlsbukser i rødt babyfløjl med nogle rester som pynt, samt favoritskråbånd. Også fra Stof &Stuff.

Jeg havde glemt hvor skønt det er at sy babytøj. For det første er det hurtigt overstået, og for det andet kan man i den grad få brugt alle rester. Drømmen i bunke-nedbringningen er at få lavet et patchwork-tæppe af de sidste små rester. Det bliver også lækkert.