onsdag, august 30, 2006

KolortelandNEWS



Så er vi kommet til augustNEWS her fra kolorteland. Stedet lever op til sit navn, og Anna bryder jævnligt ud i "Her lugter looort...." når vi kører bil (vi har ellers insisteret på at kalde det pølser, for det lyder bare så grimt, men hun har jo ret...).

Vi har haft undervands-have en stor del af tiden, men det er da blevet til lidt lugning og hakning for Mikkel. Specielt når han har skullet afreagere over skolebørn, er det godt at have en have.... Vores "åben børne-have" i søndags for kirken foregik indenfor, da det stod ned i stænger. Vi kunne dog hygge med honningkage og æblemarmelade indendørs, heldigvis. Jeg havde dagen i forvejen bagt til den store guldmedalje, og skulle lige tjekke hvordan man kunne opbevare dem bedst. Om ikke jeg læser i en Camilla Plum-artikel at børn ikke var så vilde med honningkage... Åh nej, og her skulle vi have huset fuld af unger! Mærkeligt nok skete der noget underligt... en af kagerne blev

angrebet af et underligt skadedyr. Jeg tror vi er kommet frem til at det er en "Annaensis Gaardena" der lige kom til at æde en lille bid af en af kagerne, i et ubevogtet øjeblik - og frygten for at kagerne ikke ville blive spist blev glemt.


Og så har vi jo ventet i spænding på at høre sidste nyt om lillesøster. Sidste gang jeg var på Skejby fik jeg at vide, at moderkagen måske ikke virkede helt så godt længere, og at jeg skulle gå hjem og holde øje med hendes aktivitet og mit insulinforbrug. De gjorde os opmærksomme på at måske kunne det være at hun skulle ud lidt før vi havde regnet med det.

I dag har jeg været derude igen, og nu er der ingen ko på isen. Hun vokser præcist som hun skal, ligger lige midt i kurven, moderkagen ser fin ud og alt er i den skønneste orden. Jeg fik at vide at det lignede en fuldstændig normal graviditet, så jeg skulle bare gå hjem og vente en uge mere. Jeg fik også at vide at jeg udemærket kunne slække på at holde mine blodsukre så stramt, så der fik jeg også lang line.... Jeg snakkede lidt fødsel igen med dem, jeg har gået og haft følelsen af at alle undtaget mig synes det mest oplagte er at få et kejsersnit igen. Jeg spurgte om jeg bare havde jord i hovedet, eller hvad deres vurdering var. Heldigvis forsikrede de mig, at jeg ikke var komplet åndssvag, og at der var fine chancer for at føde normalt med den graviditet jeg har. Derfor ville de også tilskynde mig til at vente så lang tid som muligt og forsvarligt, så min krop er klar til at føde. Der var 100% respekt.

Ellers har vi her brugt regnvejrsdagene til at sidde indendørs og putte med puder og tæpper.

En eftermiddag i silende regnvejr hentede Anna og jeg kager. Det var en drøm at få lov til at opleve ekstasen over at købe en Kaj-kage, bære den hele vejen hjem, pakke den ud og dernæst kysse og kramme den. Den endte dog med at blive spist (mest af Mikkel og jeg....).

Nu venter vi så på September.... og vi er helt sikre på at næste NEWS indeholder billeder af lillesøster.. Vi håber at alle har det godt, og opfordrer til at I skriver hilsner i gæstebogen/kommentarer - det er så hyggeligt at læse!

onsdag, august 02, 2006

Oh Baby

Så har jeg været på Skejby i dag, og jeg var nok lidt for hurtig på aftrækkeren da jeg sagde at lillesøster var mere lydig end sin storesøster.... selvom lægen i sidste uge forsikrede mig om, at det ikke var ret sandsynligt at lillesøster ville vende sig om igen, så er det sket. Nu ligger hun og putter med hovedet i højre side, fuldstændig som Anna gjorde de sidste 8 uger. Jeg må åbenbart være rigtig lækker og blød lige der. Så jeg aftalte med lægen, at hvis hun bliver ved med at ligge med hovedet opad, så bliver det et kejsersnit, og så fik jeg lov til at føde selv ellers. Hun (lægen) sagde at jeg havde 75% chance for at føde selv, og 25% for kejsersnit i forhold til den fødsel jeg havde sidst. Hun gjorde mig opmærksom på at mine chancer for kejsersnit er oppe på 45% set i det lys, eftersom at jeg har en højere risiko pga. diabetes. Hun syntes at jeg skulle have lov at prøve selv, og hvis jeg ombestemte mig, så var det også ok. Og så skrev hun ned, at vi har aftalt at de skulle gribe ind noget før, så jeg ikke var så brugt, hvis der ikke skete noget - ligesom sidst. Det er rart at vide, at det nu står i min journal, og jeg er blevet bakket op af alle tre fødselslæger i mit valg. De er alle klar over hvad det er jeg gerne vil, og så føler jeg at jeg kan lægge det væk.

Nu vil jeg bruge noget tid på at glæde mig til lillesøster kommer ud, indtil nu kan jeg ikke forestille mig andet end endnu en Anna. Og når hun så ovenikøbet spræller lige så meget, og er lige så fræk som hende, hvordan kan det så blive anderledes?
En af de "gamle" sygeplejersker sagde at jeg nok skulle regne med at der var 6-7 uger tilbage, når nu det gik så fint, og at jeg desuden ikke skulle gå efter at føde i august, det var der så mange der skulle - de har regulært babyboom derude nu. Nej, juleaften skulle man have for øje, hvis man gerne ville have det hele for sig selv.... men det var jo lige lidt for sent for mit vedkommende. Så vi prøver at ramme d. 21. september, det kunne jo også være sjovt, hvis det blev på min mors fødselsdag.