mandag, februar 04, 2013

Jeg så noget grønt...

I fredags, da jeg kørte på arbejde, så jeg grønne marker omkring mig. Det hev og sled i mit gartnerhjerte, og jeg fik straks lyst til at vende bilen, køre hjem og hive havehandskerne på. Det kunne dog ikke lade sig gøre, og imens jeg sad og kiggede ud af vinduet på mit job, tog de små lette snefnug til. Nu skal det siges at fredag er en lang dag. Det sneede uafladeligt. Da jeg kørte hjem kl 16 var snefnuggene blevet til afsindigt store skomagerdrenge.

 

Nu er alting hvidt igen. Og jeg har ikke rigtigt lyst til havehandsker, men nærmere skibukser og mine sælskindsluffer. Well... man kan jo altid drømme. Og jeg fandt disse billeder frem fra sommeren (lidt ved et tilfælde). De er fra i sommers, Sverige - og jeg tog billeder af dem fordi jeg gerne ville have sådanne spir i min have. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad det er, men drømmen er da god nok.

 
Og måske er det lige præcis det som denne nyopståede ventetid på bedre dage skal bruges til: planer og drømme. Ved du hvad de forskellige blomster hedder? Særligt 1. billedes to forskellige blå planter vækker min interesse.... Måske jeg også skulle vaske mine havehandsker, havejakke og gummirøjsere. Så de er HELT klar til forårets komme!