Realiteten var, at det drillede lidt. En meget dyrt indkøbt font (hvis du spørger mig), ville ikke lege med. Den kom til det alligevel. Og chokket over hvor LIDT plads der var til at lege, kom jeg også over. Kompromiser og lange telefonsamtaler med Tine.
Nu er det, som faktisk var april-nummeret på gaden. Det er mystisk at sidde med i hånden. Der er ting der skal laves om til næste gang har jeg noteret. Og jeg har noteret at min nye skærm viser faktisk farverne helt perfekt - intet mindre. Hviket også burde åbne op for gode garnkøb over nettet... jo jo, det er skam okay at starte lille firma.
Hvad er der ellers sket?
Foråret kommer, og det samme gør alt det lækre. Der er blevet nydt stenbiderrogn af de voksne, og jeg mærker for hver mundfuld, at livet endnu en gang er værd at leve.
Der er puslet i haven. Anna skulle blot have lov til at blive iført sommerhat, og så var hun klar på en omgang drivhusvask. Det fik den helt store omgang. Og samtidigt blev den Kiwi som vi fik af min far fældet derinde. Den havde taget magten over drivhuset. Så nu er jeg blevet tilpas vred på den, og det overskyggede altså sorgen over at måtte sige farvel. I stedet købte vi en klatrerose til vores trappe - og plantede den i skyggen, den stakkel. Vi må se om den overlever.
Der er blevet spist og drukket i haven. Thilde og jeg nød i søndags en skøn kop the ude, mens vi tilfreds skuede over højbedene. Hun hjalp faktisk "med plukke blomster, Mor", og hun var MEGET stolt over den skønne "buket" som hun holdt i hånden under hele koppens varighed. 
En dag kom Carl-Emil og hentede Anna, for hun skulle hjælpe med at bygge en fælde. Da jeg kom ned til dem for at kalde på aftensmad, viste Anna mig stolt, at hun sørme selv havde fundet sin fars sav, og at hun kun havde savet sig i hånden to steder. Dagen efter fik hun sin egen værktøjskasse, og fælden kunne nu udbygges. Hvordan fælden skal vende ved ingen, men til gengæld er der rigtigt mange søm i den! Og udleveringen af værktøj betød kun at Carl-Emil havde savet i bindingsværket et sted... kloge børn, de to entrepenører.
Og så har vi bagt. Mange gange. Der er skabt fantastiske brød i mit køkken. Thilde hjælper gerne med at "rulle-bage", og ellers vil hun gerne "boble-sæbe"... alting er bagvendt.
Og det er vist forbundet med en vis "Dr. Jekyll & Mr. Hyde"-genkendelse i hjemmet, at vi har Thilde i løsdrift. Hun er 2 år på godt og ondt. Hun vil en masse, og konstaterer oftest at det var det modsatte hun ville istedet. Det er svært for alle parter. Nogengange kommer vi til at grine af hende - med endnu et flip til følge. Men hun er også skøn. Sjovt, fuld af påfund og selvstændighed. Hun kan nusse rundt stille i timer i haven. Med dukkerne. Og hun begynder at servere kaffe og chokolade, når hun synes der er for lidt af den slags i hjemmet. Det er godt hun selv kan, når nu vi andre er så principfaste. Jeg tror, at hvis ikke forældrene var så stædige, så ville vi have det helt vidunderligt. Nu er det kun de sure regler og "spis-op'er" der fylder, men dropper vi at huske det, så er de der unger faktisk skønne. Lukker jeg øjnene for damebladenes "bo-sådan-med-dine-børn"-artikler (hvor man ikke kan se der bor børn, eller også så har de ingen arme at rode med)... og valser jeg ud i haven og kigger, så ligger de smukke blomsterløg faktisk dernede under snegleægene og skvalderkålen.
Det er blevet forår igen!
Ihverfald ligner jeg en der har fået en på øjet. En tur igennem byen og i venteværelset hos lægen kunne jeg ane flere som stirrede mindre pænt på mig. Og hvad mon de tænker? Det værste var dem som jeg kender ude fra skolen - forældre til børn jeg har. Et par stykker så ud som om at de ihvertfald udemærket vidste at jeg havde fået tæsk. At jeg så også har det som om jeg har fået tæsk, gør det ikke bedre. Jeg må hellere skynde mig og lave en hyldestside til min kære mand, som nok er den sidste i denne familie der kommer til at uddele tæsk nogensinde.
Og så må man jo glædes hvor man kan. Min kat har ædt alle mine ranunkler, går og miaver og kratter i potteplanterne. Hun er godt i gang med auriklerne nu... og hun gnaver også gerne i alt muligt andet. Når hun så får chancen for at komme ud, takker hun pænt nej. Hvorfor skulle man dog?
Og hun har jo ret - jeg må ind på sofaen sammen med mine to nye bøger jeg har købt som en sygdomsgave til mig selv: Stieg Larsons sidste, og så Jane Austens "Stolthed og fordom".. der burde være plads til lidt selvforkælelse. Forårsruller i fryseren, og en stak numse-panodiler til Thilde. Vi er vist forsynede.