lørdag, december 26, 2009

KolortelandNEWS

Så blev det til jul og december. Det har været skønt, hæsblæsende og travlt. Heldigvis har pigerne og os nydt at være hjemme hos farfar og farmor i juledagene. Dejlig julemad blev spist - kræsenpinden Thilde fik rugbrød både før og efter, for hvem vil smage på ris a la mande, når man kan få en rugbrød uden smør?
Og Anna griner smøret, for hun vandt mandlen. Både den ægte, og børnesnydemandlen var gemt i hendes portion, og hun fik dem begge listet ned ved tallerkenen, uden nogen voksne opdagede det - men blikket i hendes øjne afslører hende dog! Det er tydeligt at se, at her er der en der bærer på en stor og vidunderlig hemmelighed...

Hun vandt et pakkespil, som vi afprøvede dagen efter....

....lad os bare sige at det IKKE var en videre succes. Børnene tudede efter hinanden, og det var den rene elendighed. Jeg tror der går nogen år inden vi prøver igen.


Pigerne har også nydt snevejret. Det har sneet den sidste uge rigtigt meget, og vi har fundet det varme tøj frem. Turen mellem Hornslet og Silkeborg tog 3½ time, en tur der normalt tager en time. Vi fik spist kager og hygget, men det betød også at Mikkel og jeg ikke kom ud og spise på hans fødselsdag. Vi var simpelthen dødtrætte da vi ankom.

Julen har været fuld af gaver og dejlige oplevelser. Sidst har vi kælket i vilden sky ned af en stejl bakke sammen med Familien Risager. Det har været sjovt, dejligt og har kildet i maven!

tirsdag, december 22, 2009

Forventninger

Lige om lidt, rundt om hjørnet, ligger juleaften og lurer. Det er sjovt i år, for begge piger er så store at det er noget ved. Thilde glæder sig for første gang, og hopper op og ned. Hun forstår ikke helt, at det ikke er nu, og det er svært at vente. Derfor har vi også måtte lukke ørene meget for ikke at høre hvad der var i pakken til Mor og Far nede fra børnehaven.

Anna derimod har nået en alder, hvor der tælles dage på de små neglelaksbemalede fingre. Hun planlægger og har været i gang længe. Der er hevet gaver hjem fra børnehaven som ikke er blevet afsløret. Hun har syet i en uge (on and off - mere off end on)... 4 små gaver til farfar, farmor, Olde William og Bedste Margit. Hun har samlet nødder i børnehaven i oktober og lagt ved... hun har stukket sig, grædt, blødt og mugget. Men de blev færdige, og i går aftes sent, da alle gaver skulle pakkes ind sammen med fars fødselsdagsgaver, sad vi og havde en rigtigt hyggelig stund.
Hun pakkede dem helt selv ind, flot og fint. Hun skrev små til og fra kort, underskrevet AnnaG. Vi hyggede og snakkede, og talte om løst og fast. Hun bliver så stor, dygtig og dejlig, at det er svært at forstå. Et nyt år venter klar til brug... det bliver dejligt!
Lige om lidt er det jul. Glædelig jul til dig også!