onsdag, januar 30, 2008

KolortelandNEWS

Pust pust.... sikke en måned. Januar har noget rent og klart over sig, og jeg elsker faktisk denne måned - for ovenpå decembers hygge, så er det fedt at rydde op i julepynten - og få tørret vindueskarmen over samtidigt! Så har jeg da nået det en gang i dette år.... Det er en asketisk måned - maden er nem, frisk og sprød (aaahh, vi har fået årets første nykogte torskerogn), og fedmen og overfloden fra sidst er væk. En af de første aftner i måneden startede vi med hjemmelavede burgere, og det er et hit når man er 3½ år, og selv kan smække sådan en sammen... men at spise den er straks mere besværligt!


Den første fritirsdag betød besøg fra Stenløse, og det var superhyggeligt. Farmor og farfar var med, og tøserne hygge sig rigtigt. De store legede med barbiedukker i kælderen, mens de helt store tøser var i Hornslet downtown og shoppe - for dem der betvivler projektet kan det siges at man faktisk godt kan komme til at bruge alt for mange penge her også! Det var rigtigt dejligt at se familien, for det er faktisk sjældent at det bliver til noget - vi bor for spredt til at det kan blive mere end et par gange om året... Heldigvis er sommerferien i år allerede planlagt til Framnäs i Sverige igen i år - med begge Mikkels søstre og alle pigerne... Det ser vi allerede frem til!


Meeeen... det har også været en hård måned, og vores ellers kernesunde børn har været syge hver uge i denne måned, læs laaange og detaljerede sygdomsberetninger længere nede på siden - eller lad være!
Det har været mere eller mindre åndssvagt det hele. Thilde formåede at spolere en hel del de timer hun har brugt i hjemmet... hun hærger fortsat, og på billedet er hun fanget efter at have tømt en pakke italiensk pizzamel ud over vores pergo-gulv... og godt i gang med næste pakke. To sekunder efter billedet er taget, tog jeg årets mest åndssvage styrt, idet jeg havde taget Thilde på armen. I den anden hånd havde jeg jo mit elskede kamera, og da jeg så jokker ned i en plastik-dukketallerken som står på et melbestrøet pergo-gulv, ja så flyver jeg gennem luften... og lander nærmest vandret på gulvet. Jeg når dog at tænke at jeg ikke kan lade Thilde tage fra, og heller ikke kameraet, så det bliver min numse der tager skraldet .... aaaaav! hvor åndet kan det være?

Vi besluttede at nyde søndagens gode vejr med en skovtur, og det var bare skønt. Efter 3 år i Hornslet har vi fundet en tur som er helt tilpas for alle parter. Der er både troldeskov, marker og slotte... jo, det er som det skal være! Thilde fik fri bane og kom ud og gå, og hun elsker det bare! Men hvis der er et lille hums på vejen så sætter hun sig ned og forventer at vi løfter hende - man har vel tjenestefolk! Så der er ingen grund til bekymring, hun har stadig sin meget tilbagelænede tilgang til tingene. Hun snakker rigtigt meget nu, og har klare sproglige favoritter: Kaster sutten på gulvet og udbryder forundret "Hov?", krammer med sin "gugu" som er dukken... peger på sin arm og siger "av" (måske et tegn som vi burde gøre noget ved - endnu en tur til lægen måske?)...

I søndags faldt Thilde så på hovedet i endnu et Gaarde'sk tumpestyrt, da hun havde taget sin søsters undertrøje over hovedet (med det resultat at man faktisk ikke kan se noget)... Da pigebarnet endnu kun lige er begyndt at gå, humper hun lidt som om hun har træben, og pludselig står hun på næset i en slags kolbøtte... Hun bløder ud af munden, og supermor her kan bare overhovedet ikke tåle når MINE børn bløder.... Men det ser faktisk meget voldsomt ud, og vi frygter jo at hun har fået slået den eneste tand... det ser dog ikke helt så slemt ud næste morgen, men vi ved jo også at forsikringen er svære at danse med, og man skal melde alt hvad der kan være af tandskader med det samme... så jeg drager til tandlægen tirsdag med hende. Her kan tandlægen fortælle at man ikke kan anmelde tandskader når der ikke er nogen tænder (måske de kunne have sagt det i telefonen?), og at det var yderst impornerende at hun i en alder af næsten 1½ kun har en tand... Hun kunne dog konstatere at der faktisk var tænder et sted derinde...

Onsdag måtte jeg afsted akut med Anna til ørelægen... mellemørebetændelse! Jeg får en ufrivillig tur til Århus, og for at de 44 km ikke skulle være helt trælse fik vi købt et par sko til mig... og Anna prøvede samtidigt samtlige lyserøde sko, støvler og gummistøvler i butikken. Hun var ret fornærmet over at jeg ikke ville købe nogen til hende... Herhjemme står den så på øreskyldninger, øredråber og hue... det er jo rart at vi ved hvad vi skal lave når vi nu lige er blevet færdige med penicillinbehandlingen ikke?
Min skønne mand syntes det hele var så synd for mig, at han forkælede mig med en stor buket franske anemoner og ranunkler! Jeg elsker dem! Og de minder mig om, at nu kommer foråret lige om lidt... vi skal til at købe frø til haven.... jeg skal have planlagt køkkenhaven... sommerblomsterne.... Hvor skønt kan det være? Januar er slet ikke lang nok til alt det jeg skal nå inden februar...


Tankerne har også været forbi min kære far, som jo nu har været død i et år. Det føles som om det var i forgårs han var i haven, og hans hyttesko står stadigvæk nede i vores skur... for dem kunne han jo ligesågodt lade stå til næste gang... Anna har også tænkt meget på morfar, og hun har været i gang med at tegne tegninger til ham. Hun var vist ked at at opdage at han ikke kunne se hvor dygtig hun er blevet. Hendes tegninger ligner alt muligt nu, og det virkede som om hun gerne ville vise det frem til ham osse... så vi besluttede at hun kunne lave en til ham, og så stillede hun sig op på det høje bjerg i børnehaven og sendte det med vinden. Hun har også snakket meget om at morfar skulle se hendes børnehave. Måske kommer det efter at farmor var med nede og hente for første gang da Simone var på besøg. Jeg tror ikke vi tænker over hvor vigtigt det er for vores børn at de også får lov til at vise "deres" virkelighed frem - de voksne de er iblandt, de legekammerater de har, alle kaninerne - det er hendes hverdag... og det skulle morfar også se nu! Vi har aftalt, at hun en dag når hun drømmer kan flyve op og hente ham, og så kan de flyve sammen ned og han kan se det hele.... og det er åbenbart godt nok. Så hun flyver og flyver alt hvad hun har lært....

tirsdag, januar 22, 2008

Og denne uges børnesygdom er.....

I sidste uge var det skarlagensfeber.... og en velfortjent fri-tirsdag var i vente. Den første i 2 måneder, for december stod på bihulebetændelse, børn og julehygge - og jeg må indrømme at jeg nok bare ikke helt er skabt til det der børneri. Ihvertfald ikke konstant. De sidste 4 weekender har Anna og Thilde siddet ovenpå mig fra vi stod op til de gik i seng... og jeg får spat! Jeg, som er stor tilhænger af at forældre har tid til deres børn, gider bare ikke lave noget med dem hele tiden. Jeg vil gerne være i samme rum, snakke osv - men f.eks når jeg syer, sidder Anna og stikker fingrene ind i den der dims der kører rundt. Når jeg står og laver mad, kommer hun fisende med et "hvad skal vi lave Mor?", og det er da dejligt - men nogengange vil jeg være egoistisk og bare være mig.
Så jeg havde længe overvejet om en tur til Århus og Barresso skulle være målet... men endte med at beslutte bare at være hjemme, og skulle sy alt det jeg gerne vil: kjole til MIG, skjorte til MIG, fødselsdagsgave til Kamille, fastelavnskostumer - you name it! Med kaffekop i hånden og intet ansvar for andet end mig.... ahhh!
Søndag morgen har Thilde uforklarlige myggestik i hovedet - søndag aften har hun 10... mandag morgen har hun 30 fordelt rundt på kroppen... Hmmmm. Jeg forsøger desperat at ringe til min læge, for jeg skal køre hjemmefra kl. 8 for at nå at aflevere børn og komme på arbejde. Kl 8:30 er der stadigvæk ingen kontakt og jeg drøner Anna i børnehave i bilen (ja, så fik vi lige forhøjet vores CO2 udledning lidt mere)... Nede hos dagplejemor Heidi vil hun ikke have Thilde før hun er blevet tjekket ved lægen. Hun tror det er børnesår, og jeg ender med at måtte aflyse at komme på jobbet... 8:56 får jeg endelig fat i lægeLone.

Det er jo superpinligt at hun aldrig behøver at få mit cpr-nummer. Når jeg siger "det er Lina", så hilser hun mig som mine veninder (og ærligt talt, jeg tror jeg snakker mere i telefon med hende end med mine venider). Nu har hun så også lært mine børns cpr-numre, en diciplin jeg ikke engang selv helt kan...

Nå, men hun vil gerne kigge på barnet, og kl 12 er vi hos lægen. Thilde hader læger, og sidst blev hun så ellevild edderspændtrasende at end ikke Mikkel kunne holde hende. Hun kigger blot på lægen, og så vil hun stikke af. Alligevel lykkes det hende at få kigge på myggestikkene, der har bredt sig yderligere.
Lægen ringer til en kollega, og nu er der to lægedamer der skal kigge på Thilde.... Thilde er sur, hun skælder ud... og damerne siger enstemmigt: Det er skoldkopper!
Nu vil den opmærksomme læser vide at vi faktisk havde ret mange skoldkopper i sommers... og skoldkopper kommer som sagt kun en gang i livet. Alligevel står de to damer og fortæller mig, at det ikke er første gang de har hørt stakkels forældre klage over at det havde børnene overstået... og fået igen.
Så min dejlige fridag, som er lige nu, indebærer et barn. Indtil videre har hun tømt opvaskeren, rullet en rulle staniol ud, spredt 210 muffinsforme ud over gulvet.... og jeg har nået at klippe en lille smule at Kamilles gave... God Kamille ikke er ret stor, for jeg når ihvertfald ikke andet i dag. På billedet ses også Thildes utilfredshed med situationen - men hun er nu ikke plaget som hun var sidst... hun hærger løs som hun plejer. Hvis så bare hun var syg og sad stille!

fredag, januar 18, 2008

Nytårsforsætter...

Jeg har lige læst sidste års nytårsforsætter... og jeg var til en foredragsholder i går, som hævdede at hvis man forestillede sig målet, og vejen derhen, ville man blive totalt udmattet bare ved tanken om alt det man skal ændre (og alt det man ikke formår). Derfor vil jeg, istedet for at remse op alt det jeg burde, forstille mig mit liv i december 2008.... For hvis man mentalt kan være der, og føle hvordan det føles, så er man (ifølge foredragsholderinden) allerede på vej til at ændre sig mentalt. Så må i jo regne ud hvad der er mine nytårsforsætter....

Det er gråt udenfor, lettere diset. Heldigvis har jeg tændt op i brændeovnen, og de varme hjemmestrikkede, sorte strømper luner mine tæer. Jeg nuller stille rundt med en kop kaffe, og Mikkel har kørt pigerne i dagpleje og børnehave... hele formiddagen er derfor min egen. Jeg er i gang med at lime fotos ind i vores album. Jeg kan se tilbage på et år, hvor der er sket meget... Pigernes værelser er blevet færdige - det kom lidt som en overraskelse, men der var mange af vores dejlige venner som hjalp. Vi hyggede os endda mens vi fik det færdigt, og resultatet er overvældende! Skønne nye værelser med hems, Annas i en lyserød farve som hun elsker overalt på jorden - Thildes fyldt med hendes egne sager hun kan rode i. Og vores soveværelse med karnap og det hele - det hjalp godtnok også da vi tilfældigt vandt en halv million (den ene gang vi har spillet lotto). At vi i foråret holdt en fest i vores "nye" hus, og med lækker mad og gode venner - superfedt.

Billederne viser også en have, der er blevet strammet lidt op. Der er blevet plantet kaprifolie "Rubens" ved de grimme rækværk, kanterne på græsset er skåret... køkkenhaven spirer med få, men sjove arter. Jeg valgte at satse på mange blomster igen i år, og mangfoldigheden er fantastisk. At jeg kunne bytte mig frem til så meget var utroligt, men jeg havde jo også selv en del at give igen - og at finde nye interesser hos folk man allerede kender er jo dejligt.
Anna lærte at lege selv i haven, så der var plads til at jeg gik igang med mit hængekøje-projekt. Vi fik renset op ved min fars springvand, og det føltes godt at lave en krog som han havde sat igang - og med hængekøje ovenover hans vandrislen, så var det jo bare hans i ånden!

Jeg kigger på et billede af Thilde der sidder og spiser hjemmebagt rugbrød med Mosegårds-pølse på... Man kan se alle hendes tænder! Tænk at hun alligevel fik nogen, for i starten af året havde hun jo kun en. Nu render hun rundt, og hun snakker - hun er skøn! Hun er meget fræk, men også rolig og fordybet i sine ting.
Anna lærte til gengæld at cykle - hun fik også den helt rigtige cykel i fødselsdagsgave. Det var fedt, for vi fandt den i den blå avis - og med lidt opfriskning kom den til at være 10 gange federe end dem man ellers kan købe - og Anna fik pompom'er på styret i lyserød som hun havde ønsket sig. Hun lærte også at lege selv - og har nu sin faste hule omme bagved vores Forsythia. Der er der plads til at være hemmelig og barn, og man kan gå ud og plukke lidt skovjordbær lige udenfor døren... Hun er blevet rigtigt stor på det år - heldigvis giver mit arbejde mig nogle fridage, så jeg kan nyde børnene. Sidst bagte vi julesmåkager alle tre, drak varm kakao og så Emil fra Lønneberg.

Nåh, jeg må hellere videre. Min madplan siger at jeg lige skal koge en skibberlabskovs til aftensmaden - det er fedt at vi har fået styr på at handle en gang om ugen, og madplaner for 14 dage af gangen. Det føles fedt. Og bare kunne stikke armen ned i fryseren efter øko-kylle og hjemmebagt brød - hurra for kummefryseren...

Jeg glæder mig til 2009!

tirsdag, januar 15, 2008

Så er vi der igen...

I går skulle have været en hektisk dag... mine planer var følgende: På arbejde fra 9-16, og så til bestyrelsesmøde i børnehaven fra 17 til en 19-20 stykker.... efterfølgende (eller nærmere samtidigt) en tur til kor fra 19:15 til 21:30... Alt i alt en dag, hvor enkeltdelene var ok, men det samlede billede temmeligt hektisk.

Men så er det at Anna begynder at have høj feber... efterfulgt af tyndskid i stride strømme. Nå, men der er også mange børn der har haft det dårligt på arbejdet, så mon ikke det "bare" er en gang omgangssyge... Anna virkede nu ikke nævneværdigt syg, og bortset fra den dårlige mave var hun yderst frisk og fimsede meget rundt på sofaen. Vi fik samtidigt set Barbie-videoen "Rapunzel" rigtigt mange gange (lige præcis tre gange for meget efter min mening).

Jeg fræser ned i børnehaven, og på vej derned synes jeg bilen kører mærkeligt... Jeg tjekker efter punkteringer da jeg ankommer, men det ser fint ud (synes jeg, men hvad ved jeg også om biler), og jeg går ind til et mindre inspirerende møde hvor jeg er ved at dø af sult indtil flere gange. Klokken lidt i 20 kører jeg mod Århus for at komme til kor... men bilen kører altså mærkeligt, og jeg vælger at stoppe foran Hornslet dyreklinik, det sidste sted med lys inden man for alvor kommer ud på bøhlanden... og her kan jeg se en mega-møtrik der sidder fast i vores helt splinternye vinterdæk (vi snakker om en uge gamle dæk). Jeg prøver febrilsk at ringe til Mikkel, for hvad så? Da jeg ikke kan få fat i ham, vælger jeg at køre hjem for at han lige kan pille den ud med en tang.... og da han gør det, fiser alt luft ud af dækket - så slut med at komme til kor. Og en lang dag blev istedet til en dag på sofaen. Og der kunne jeg så fundere over sandsynligheden for, at en 5 cm lang møtrik (uden spids) rammer op i vores dæk istedet for at vælte ned på jorden... ikke ret stor, vel?

I morges blev Mikkel vækket af den stille lyd af et barn der brækker sig ud i dynen... Thilde fik opkast. Nårh ja, hvorfor ikke? En halv time senere eksploderede hun ud i vores seng med endnu en omgang tyndskid.... Og Anna havde pludselig mærkelige knopper over hele kroppen! Jeg plejer jo straks at finde en masse diagnoser i min "det lille barn"-bog, og vaklede mellem mæslinger (som ville være et mirakel eftersom hun er vaccineret), lussingesyge og skarlagensfeber. Så vi fik en tid hos læge for bare lige at blive tjekket... og da Mikkel så kan køre mig i skole samtidigt bagefter, bliver et lægebesøg nu en familieudflugt. Vi får tjekket Anna, hun bliver podet i halsen - og ganske rigtigt: halsbetændelse med streptokokker - aka skarlagensfeber. Hun kommer på en penicillinkur og da jeg som noget af det sidste spørger hvor meget det smitter, ja så tilbyder lægen lige at tjekke Thilde samtidigt (selvom det ikke er noget de gør, som hun siger)... et kvarter efter har vi to børn med skarlagensfeber, og i penicillinbehandling - men hvorfor udsætte barn nummer to, når begge kan være syge samtidigt...

Så nu venter vi på det næste: vandskade? Rotter? Andre med gode ideer?