tirsdag, december 28, 2010

Enden er nær!

På mere end en måde er enden nær! Et år er gået, og løber snart ud og bliver til 2011. En sygdomsperiode ophører, og bliver til almindelig hverdag. December sluttes med al den hygge, kagekrummer, kalveleverpostej og julekugler den har kunnet indeholde... og små nøgne rygge sidder i sofaen, med enderne helt nær.


Det hele føles godt. Jeg afslutter året et rigtigt godt sted kan jeg mærke. Der arbejdes hårdt, måske ikke sådan fysisk, men mentalt. Jeg er selvfølgelig spændt på at skulle starte på jobbet igen - er alt som før? Falder jeg tilbage i den rolle jeg havde tidligere? Har jeg virkelig ændret mig som jeg selv tror jeg har?... jeg er stadig fortrøstningfuld. Og tror på projektet.

Men indtil den står på mandag morgen med ud af fjerene og sure miner, så rå-nyder vi alt hvad vi kan. Samvær, nærvær og tilvalgt ensomhed står på programmet. Jeg er begyndt at komme i vanligt mad-gear, og er såmænd også begyndt at planlægge lidt hvad min have skal indeholde til næste år... UHM!

onsdag, december 08, 2010

En gave sendt fra himlen...

For flere måneder siden blev der åbnet for salget af billetter til Roger Waters i Parken og Herning. En komplet gennemspilning af hele mesterværket "The wall"... det kombinerer flere af mine største musik-drømme. Roger Waters er ikke nogen stor sangstjerne på den klassiske facon, onde rygter lyder at han faktisk er tonedøv. Hvis han er, har han nu klaret det meget godt...
Men musikalsk rammer det noget i mig, og jeg elsker hans langstrakte episke fortællinger der fylder et helt album.

Jeg sad klar til at købe billetter da salget gik i gang kl. 10 engang i august... der var udsolgt kl. 12... og jeg fik ingen billetter. Jeg har sjældent græmmet mig så meget. Jeg skrev mig i ren og skær frustration op på venteliste, som jeg sad der 12:15 og stirrede på en computer der bare meldte udsolgt.

I forgårs fik jeg en mail fra billetfirmaet. Om jeg ville købe billetter der var tilovers? Først til mølle-og-så-videre. Jeg fræsede ind og bestilte to. De landede på mit køkkenbord i dag... Fryd og glæde....



Jeg glæder mig helt vildt - og deler gerne et af mine absolutte farvoritnumre med Pink Floyd. Nyd musikken og glæd dig til de absolut bedste 3 sidste minutter. Jeg kan ihvertfald næsten ikke vente til det bliver den 13. juni 2011...

Veje...

Jeg har længe gået med en mørk kappe over mig, som både var tung og svær at se igennem. Der er ikke meget Harry Potter-usynlighedskappe over den, måske bortset fra det faktum at jeg nogengange har følt jeg var nærmest usynlig - eller ønskede at jeg var det. Det mest underlige er, at jeg slet ikke mærkede at den var der i det daglige. Jeg troede det var en del af mig, ligesom mit hår, eller en arm. Måske bevidst om at den var til stede, men jeg stillede slet ikke spørgsmålstegn ved dens berettigelse, eller om det kunne være anderledes. Jeg tænker heller ikke så meget over at mine ben sidder der hvor de gør, og kan det de kan.


I den sidste 1½ uge har jeg mærket at kappen er smidt. Den er væk, og har kun lagt sig på mine skuldre en enkelt dag. Det er en fuldstændig vanvittig følelse at slippe noget jeg troede var permanent. Som jeg måske nok ønskede jeg kunne slippe, men ikke anede hvordan jeg skulle håndtere.
Jeg har en veninde som er præst i folkekirken. Vi fandt hinanden på et arbejdsløshedskursus før jeg fik børn, og vi har fulgt hinanden lige siden. Hun har mistet sin far, ligesom jeg også har mistet min mor, sådan cirka samtidigt i livet. Det betyder meget for mig at kunne snakke med en, der forstår den sorg det er at miste når man er ung. I en af vores mange samtaler sagde hun noget til mig, som jeg virkelig har taget til mig. I diskussionen om problemer der dukker op igen og igen sagde hun "den sten du ikke kan flytte, skal du gå udenom".
Jeg tror jeg endelig er ved at finde en vej forbi stenen. Der er ingen der siger at vejen er nemmere, eller at den ikke vil være hård at gå. Jeg er forberedt på blod, sved og tårer. Men blot den følelse at flytte sig er fantastisk. Jeg kan se mig selv, som jeg stod der foran en kæmpemæssig sten. Jeg har stået så meget det samme sted, og gået frem og tilbage foran den sten, at der er et helt hul i jorden foran den. Jeg har forsøgt at flytte på den så meget, at mine hænder bløder. Det er også hårdt arbejde.
Måske kommer min nye vej til at føre andre steder hen end jeg havde tænkt mig. Jeg håber på at oplevet smukke ting på min vej, som kan få det til at boble i maven. I går førte vejen fra min psykolog mig forbi dette smukke syn. Jeg kan mærke at kappen ligger og roder rundt i bunden af min bil, den er både krøllet og fuld af jord og krummer. Til gengæld sidder jeg selv op, og kan være taknemmlig for vejen og det den fører mig forbi.

fredag, november 26, 2010

Let it snow...

I går eftermiddags så min have sådan ud. Det sneede stadigvæk, denne 3 dag i rækken af snevejrsdage.
Første dag væltede det ned med den slags sne, som er supervådt - børnehaven sejlede allerede da jeg afleverede Thilde, og synet af et barn, i en MEGET stor og MEGET brun pøl vand/sjap, liggende på mavn i gang med at "svømme", fik mig til at takke min skaber for at være sygemeldt netop sådan en dag hvor der bare skal skiftes strømper, underbukser, flyverdragter, bukser, strømper igen, hjemmesko i en lang køre.

Jeg havde planlagt at jeg skulle grave mine georginer op mandag. Jeg nåede det ikke. Nu har jeg afskrevet dem totalt. Bedre held næste gang, jeg får intet op af jorden de næste par dage, og hvis jeg gjorde var det nok for sent alligevel.

Til gengæld fik jeg en stor pige hjem, der var plaskvåd og iskold. Hun har nu fået blærebetændelse af at kælke! Vi taler kælkeskader allerede i slutningen af november... det bliver altså en lang vinter, forudser jeg.

De næste to dage har det bare væltet ned, og sneen ligger tyk og hvid over det hele. I dag sner det kun lidt. Vi skal have julefest i børnehaven, der er rejst juletræ med røde æbler på gårdspladsen, varm saft og juledekorationsværksted. Vi glæder os.



Bagefter er der fakkeloptog fra børnehaven. Vi plejer at mødes med byens spejdere og tambourkorpset, og følge efter julemanden der kommer på ladet af en gammel bil. Han skal nemlig tænde byens juletræ, og han plejer at blive hejst op til toppen i den lokale brandbil... I år skal vi dele os, som en anden knækpølse - Anna er nemlig blevet spejder. Faren og moren, der begge har fulgt stolte grønne traditioner, må synke nogen gange når hun kommer med sine blå spejderkammerater. Vi skal snart ha' købt den der uniform, men altså... ahøm... lad os bare sige, at vi, der troede vi var så fordomsfri og åbensindede alligevel kan mærke at dette ligger dybt.

Farver eller ej, vi glæder os til byens juletræstænding. Vi glæder os til at vores egen spejderpige skal gå med, for hun er stolt og glad, så det er vi også (og det ER vi). Vi glæder os til alle karamellerne der plejer at regne ned fra julemanden når han har tændt juletræet. Vi glæder os til sneen som kommer til at gøre det hele ekstra julet. Jo, december står for døren. Og nu skal jeg hente brænde (igen)...

tirsdag, november 23, 2010

Julekævlen

Snart - lige om lidt, er det faktisk ok at begynde at jule. Jeg er vokset op i en familie, hvor nisselandskaber og juletræer ikke var et hit - min bror har endda stiftet "julehadernes klub". Jeg føler mig splittet... for nej, jeg er faktisk heller ikke ret meget til nisser. Jeg synes det er meget sjovt, men vil egentlig hellere fokusere på englene, og julens budskab - du ved, noget med Jesus og næstekærlighed. Og jeg blev fysisk dårlig da jeg i efterårsferien (I EFTERÅRSFERIEN!!) så at Salling hængte gran og hjerter op.

Selvom jeg elsker sommeren højest, er efteråret en af mine yndlingsårstider (jeg har vist 4 i alt). Men jeg synes efteråret drukner i jul, og den smukke årstid med den høje himmel bliver i stedet en langtrukket venten efter noget uopnåeligt. Jeg synes det er ærgeligt, særligt fordi jeg synes det bliver direkte uudholdeligt når jeg har små børn. De har spurgt efter jul den sidste måned. Og hvordan skulle de kunne andet? Damebladende har kørt nisse/juledekorations/småkage-tillæg siden efterårsferien?

Men på søndag skal adventskalenderen være klar. Jeg tror jeg har skabt en form for overblik. Der er købt lidt guf, og jeg mangler bare at finde ud af om manden endnu en gang skal have en øl-adventskalender, eller om jeg skal ud i andre dicipliner. Jeg ved det ikke endnu.
Hvad jeg til gengæld godt ved, så skal jeg 1. juledag bage. Der er bestilt julekævle til 2. juledag... et orgie ud over alle grænser.

Kagen er faktisk en af de ting, jeg så har med hjemmefra. For min mor lavede nogengange "Buche de Noël" som den hedder på fransk. Vi taler smørcreme med chokolade og lækre bunde, rullet sammen i en roulade-agtig ting. Man skærer enderne af, og limer dem på med mere chokolade og vælter så en anden chokolade-creme ud over og laver "bark"... til sidst skal træstammen/kævlen pyntes med alt hvad den kan holde af marcipan/chokolade/sukker-pynt i skov-genren. Det er hæftigt. Og monstersjovt... jeg er begyndt at tænke over hvordan dette års julekævle skal se ud... Det er faktisk lidt hyggeligt at samle sammen til, og tænke på den ventende chokolade-kævle der skal ulme og varme hele julen.

søndag, november 07, 2010

Kaster

I går sad mit ældste datterbarn og stirrede henført ud i luften. Hun så helt absolut fjoget ud, som hun sad der og stirrede og tegnede lidt i en bog.


Når man ser hendes tegning forstår man jo nok hvorfor hun blev lidt lang i blikket... og Mor her blev stolt over at mit store barn pludselig kan stave til "kærester"... Hun bliver altså så stor!

lørdag, november 06, 2010

Had...

En følelse man ikke snakker meget om. Men ikke desto mindre vil jeg tale om, at det er et rendyrket had jeg har til sommer/vintertids-skift. Jeg har været tidligt oppe hele ugen, tidligst kl. 5:15, senest kl. 5:46. Ikke desto mindre vækker vores vækkeur først kl. 6:15, og man bliver så ærgelig af at gå glip af en halv-til-en-hel times søvn på det tidspunkt af dagen.
Vores børn er ikke bygget til at skifte sove-og stå op-tider. De står simpelthen op før fanden får sko på, men falder til gengæld i søvn midt under aftensmaden. Det har varet en uge indtil nu. Vi er ude i decideret børneplageri.

Hvem pokker fik den åndsvage idé? Ikke en med små børn, tydeligvis!

fredag, november 05, 2010

Et haveproblem....

Mine timer alene hjemme bringer meget med sig. Således også en oprydning i årets mange fotos, hvor jeg faldt over dette fund.
Tanken var at da jeg tog billedet i Sverige i sommers, straks skulle fise hjem og anskaffe mig "sådan en". Jeg ved ikke hvad den hedder, og det har været svært at finde den. Jeg ærger mig, for jeg kunne måske godt ha' listet en aflægger med hjem (og SÅ ligner jeg først rigtigt min mor, brrrr).
Min tanker kredser om den, og jeg er derfor nød til at spørge: Ved du hvad den hedder? Og hvor jeg kan købe den? Har du den i haven og synes den spreder sig værre end skvalderkål? Eller spiser dræbersneglene den til morgen, middag og aften?

torsdag, november 04, 2010

Vejen frem..

Jeg går hjemme i disse dage. Sygemeldt med stress, og med brug for en timeout. Jeg er nået frem til, at det faktisk er ok. Og at jeg derfor har tid til at gøre det jeg synes er vigtigt. At tænke, læse, glo ud i luften, reflektere over mit liv og hvor jeg er på vej hen. Og måden jeg gør det på.

Min læge kunne sidste fredag også konstatere at jeg har en moderat depression. Det lyder så skræmmende når jeg ser det her på skrift, men det føles faktisk meget rigtigt. Og jeg føler mig nu i et "kom videre"-humør, ikke på den der "glem-det-og-tag-dig-sammen"-agtige måde, men mere i en "gør-noget-ved-det-og-rejs-dig-stærkere"-retning.

Mit største problem er at kunne se hvad der faktisk lykkes. Hvad jeg er god til. Hvor mine styrker er. Får jeg noget pænt at vide, undskylder jeg det, eller finder fejl. Jeg er rigtig dårlig til at tage imod ros, og endnu dårligere til at tage imod kritik. Det bliver personligt, og jeg føler mig overbevist om at jeg er et dårligt menneske. Mere end alle andre. Og at jeg da snart må blive afsløret i mit snyd som forklædt "sød".

Derfor har jeg det også hårdt med min rolle som mor. Jeg synes faktisk det er supersvært, for jeg finder mig mange gange dagligt i konflikt med den der indre lille pige, som lovede sig selv en masse da hun selv stod med sin egen mor. Hver gang jeg hæver stemmen, synes jeg ikke blot jeg lyder som min mor, men jeg BLIVER hende. Om det er rimeligt eller ej kan jeg slet ikke vurdere. Men jeg ved at det er den absolutte største frygt jeg har - at blive min mor.

Samtidigt er det en sorg at jeg er bange for at mine egne piger så får det ligesådan med mig. Tænk sig! Jeg tager allerede sorgen på forskud. Jeg ved udemærket godt at det er dumt af mig, men det er svært at lade være. Oveni kommer skyld og skam, når folk siger jeg har verdens sødeste piger - jeg ved det, og burde derfor være mere taknemmelig, tilsyneladende. Det bliver også en slag pres.
Men nu er tiden kommet til at jeg vil være Lina-mor. Jeg er det allerede, jeg ved det godt, men jeg vil selv kunne sætte pris på det. Og jeg vil kunne se det! Fandme!


Jeg udnytter at kunne hente dem tidligt. Og skider på gode manerer og spiser jordbær snører på den eneste rigtige måde det kan gøres på... Og så må jeg tage vejen frem. Små skridt, men den vej jeg gerne vil. Jeg føler jeg har taget de første trin. Nogen gange bliver jeg rundtosset, og forvirret og kan ikke lige finde vej, men jeg har flere hænder der kan føre mig. Et sæt store stærke mandehænder, som faktisk har båret mig frem de sidste par uger og som har hvisket ting i mit øre der endelig når min hjerne. Og to sæt små, lune hænder, lidt snaskede og fedtede men som er så fulde af kærlighed og hengivenhed, ømhed og sikkerhed på, at den vej vi skal er frem. Sammen.

mandag, november 01, 2010

Fryd

I dag har jeg været i haven. Sådan alene, uden afbrydelser og 'Mooooaaarr vil du gynge mig'er til at forstyrre hvad jeg er i gang med. Jeg har faktisk ikke været rigtigt i haven siden sommerferien, hvor mine forgyldte planer om farvekoordinerede bede, formklippet buksbom og bevidst beplantning fik en ordentlig skalle. Siden løb jeg tør for kræfter, eller også mistede jeg bare fokus.

Men jeg ville jo egentligt gerne, og ved at jeg til næste år ærger mig (igen) fordi jeg udskød at plante den der staude jeg alligevel syntes stod forkert, eller fordi jeg bare blev doven og ikke gad. Det sker hvert år, og jeg har på den konto mistet nogen ting som jeg egentlig var rigtig glad for - en gøgeurt som jeg fik af min far, men som kom til at stå et dumt sted hvor den bare døde stille og roligt. En edderkoppeplante som kom til at stå der hvor pigerne tilsyneladende havde en sti til hulen - fandt jeg ud af bag efter. Andre historier findes i kataloget, og jeg ærger mig.

Jeg har sammen med Anne bestilt en mængde blomsterløg, som bare skulle i jorden. Det er blevet udskudt af flere grunde - dårligt vejr, dårlig tid, dårlig evne til at rejse sig af sofaen... Nu skulle det være! Og i dag blev det - der er blevet delt, flyttet, plantet, lagt løg og nydt i store mængder. Jeg kan ikke tage billeder af det, for billedet findes tilsyneladende kun i mit hoved. Men tulipaner i lilla, skilla og allium er plantet i det blå bed, mini-tulipaner, narcisser i hvide og grønlige nuancer i det hvide bed, og gule tulipaner og narcisser i mit gul-orange bed. I det pink/røde bed er der sat en ret stor mængde vibeæg... det bliver godt! Og at sidde i sweater, møgbeskidt og kunne dufte en kop varm the, jord og fugtig have, mens alt er stille var belønningen for nu. Det bliver så meget bedre til næste år!

søndag, oktober 31, 2010

KolortelandNEWS

Endnu en gang er en måned hastigt draget forbi. En med en ferie indopreret i midten, som var både tiltrængt og nødvendig. Efteråret levner ikke meget plads til at dvæle, det er som om alting skal afsluttes, nåes og startes efter sommerferie og inden nytår.

Men i glimt er det alligevel blevet til noget. Et par dage i hjemmet med maveonde resulterede i enorm hygge i vores indendørs hule - i vindueskarmen med gardinerne trukket for, med madkasse, tæppe, pude og bamse.

I gang med af fabrikere gaver til efterårsferiens store kombinerede fødselsdagsfest Farmor/Olde Will.

Tøsetur UDEN farmand til McD, igang med at fortære burgere og kyllingedimser (i absolut laveste kvalitet, ja ja) med stor entusiasme (for jeg har besluttet at mine børn ikke skal blive direkte mærkelige af mine holdninger til mad).
Eftermiddagslur på sofaen i det lune tæppe af mormors, ild i brændeovnen og kakao lige rundt om hjørnet.

Rovfulgeshow med alle kusinerne (til glæde i al almindelighed og Marie-glæde i særdeleshed, det ses vist tydeligt).

Gåtur i det Silkeborgensiske med indlagte klappepauser af en sød (og lidt grim) hest, der var vild med at få græs.

Venten med læææængsel efter farmor og farfar til "bedsteforældredag" i O.D. Samvær hvor alle bedster kom for at se hvordan det er at gå i klassen, og snakke om hvad de selv havde lavet med deres egne bedsteforældre, til deres egenskolegang og hvornår de så de skønne børnebørn første gang og andet.

Dans på fortorvet hvor Thilde og jeg går efter aflevering af Anna. På de helt rigtige dage, med det helt rigtige lys, kan vi danse med særligt lange ben....

At råbe og synge i "vores" tunnel og nyde lyden der er derinde - og kigge på den mærkelige graffiti som jo nærmest er obligatorisk i en tunnel.

Og at komme ned for at kigge til pigerne, som er kravlet op til hinanden i sengen og er faldet i søvn. Det er da idel lykke...

Alt det er oktober også. Men oktober endte også med at være en ferie hvor jeg virkelig skulle mærke efter. Min diabeteslæge havde sagt at han syntes jeg virkede stresset, og han anbefalede en sygemelding. Det var svært at sluge, for er jeg mere stresset end vanligt? Og kan man være stresset når man har et deltidsjob? Men efter en tur til egen læge stod jeg med en 4 uger lang sygemelding i hånden. Og en recept på medicin mod depression. Meget mærkeligt, men efter en uge også meget godt kan jeg mærke.
Og nu må jeg så se. Der er ting der skal arbejdes med, det ved jeg. Men mit løfte om at fokusere på det gode jeg gør, og løfte det frem i lyset for mig selv, skal jeg stadig stå ved tænker jeg. For det er vist virkelig dér skoen trykker - at kunne se egne evner (og ikke kun egne begrænsninger). Der arbejdes videre imens at november står på spring.

onsdag, oktober 20, 2010

Havedepression

Jeg bruger ikke ret meget tid i haven om efteråret. Jeg har nærmest ikke været der siden min sommerferie sluttede. Og ja, jeg ved godt det er synd og skam, men jeg har det bare som om at gassen er gået af ballonen. Nu er efteråret her helt sikkert. Og hvis jeg skal nå det, så er det nu.
I dag slæbte jeg mig ned i drivhuset for at tage skaderne i nærmere øjesyn. Det var vildt deprimerende. Alle tomater står med slaskede blade, og jeg har høstet en hel kæmpe kurv fuld af ufærdige tomater. Jeg har forsøgt at redde mine chili'er og små røde pebre. Nu står de i min entre og jeg håber at de kan overvintre der.
Mine georginer står som kogt spinat i bedet. De er HELT færdige med at se godt ud, ligesom mine squash der aldrig rigtig kom i gang i år - heller (og det kan virkelig gøre mig deprimeret at jeg end ikke kan gro squash - har nogen hørt om problemer med det? Jeg troede problemet med squash primært var at komme af med dem...).
Vores hæk - vores laaaange og tykke (og dødirriterende, bevares) hæk er blevet fældet. Og derved er jeg nu havnet i det, som jeg aller mindst kan li' ved nybygger-kvarterer - de tomme haver. Mangel af alder og tid. Bart og nøgent. Jeg kan mærke at jeg i den grad savner min hæk! Men ja, jeg ved godt at man skal så grueligt meget igennem før det bliver godt. Og jeg ved også at det ikke er mig der år efter år har klippet satanen som sender torne i alle retninger. Jeg har til gengæld ligget på knæ og fået torne op i fingrene, med ømme og tykke led til følge. Så jo, den skal væk... men hulk alligevel!
Og for ligesom at understrege den triste stemning har det regnet helt vildt. Så jeg har ikke fået plantet alle mine løg endnu...
Løsningsforslaget lå ligefor: The, tæpper og hjemmebagte cremelinser. Lidt godt må der være for at man kan klare sådan en efterårs-have-depression. Og jeg er overbevist om at til næste år, SÅ er energien der helt til oktober. For år for år får jeg mere lyst, tid, og kræfter til at gøre haven til det jeg vil. Og en smule "armchair gardening" er vel ikke at fornægte heller?

tirsdag, oktober 12, 2010

Sy(ge) dage...

Jeg har besluttet at genoptage nogle af mine interesser. Det er blevet skubbet for langt ud, og jeg kan mærke at jeg længes. Og det er jo som om at mit stofindkøb ikke er blevet begrænset. Så håbet var at få tømt lidt ud, og samtidigt få produceret et par langærmede sager til småpigerne. Jeg gik i gang i weekenden med at hive ud af skabet. Det blev til "blåbær"kjolen, som er lavet af velour. Stoffet er købt her, men det var vist en rest. Der er dog meget andet godt, ved jeg med sikkerhed.

Mønsteret er fra min elskede "Sy børnetøj 4-7 år" som du anskaffer dig her... Det er det der hedder A-form og er blot syet med rouleau i halskant og ærmekanter... en nem lige sag når man har sig en overlock (fik jeg sagt at jeg ejer en overlock?... muuaaarrrhhhhh)...


Men velour, det bliver jo hurtigt sådan lidt 70'er retro tænker du nok, og du har helt ret.
Jeg har dog indkøbt nogle gode sager i Stof&Stil, blandt andet et par omgange lyserød/pink/coral,mørkerødt-halløj, som blev til disse Molo-inspirerede kjoler til pigerne (syet efter samme grundmønsterbog, blot det der hedder Form 1). Jeg syede dem i eftermiddags... jeg har nemlig været hjemme i 2 dage. Jeg har haft vederstyggeligt ondt i maven, og det bliver bare ikke bedre af at stofbunkerne ligger og griner af mig på køkkenbordet (måske jeg også derfor blev på sofaen). Men efter frokost i dag fes jeg ned efter mine unger, for min mavepine fortalte mig at den var på vej væk, og til gengæld blev afløst af en overstrømmende trang til at være sammen med småpigerne. Og sy kjoler til småpigerne.

Med en overlocker (hov - her er den igen) går det temmeligt stærkt. Ungerne var hentet kl 13, og kjolerne var færdige kl 16.... med indlagt kaffepause...
Jeg elsker at sy i velour.... jeg skulle aldrig ha' troet at de ord kom over mine læber, men det gør det nu... og jeg overvejer julegaver knaldet sammen hurtigere end man kan tage sko på, køre til Århus og bevæge sig rundt i diverse butikker.


Jeg overvejer meget lige nu. Men altså, ikke længere hvordnår jeg får brugt af velourbunkerne.. de er begyndt at falde.
Jeg kan lige nå at tømme lidt ud i efterårsferien inden jeg drager mod messe i Fredericia... mon ikke depoterne så stiger igen?

Weekending

I den sidste weekend var det dejligt vejr. Der var planer om ture i haven, men de gled ud i sandet. Det blev i stedet en weekend med sofa, the, strikketøj, krimi og symaskine... Det blev til en lillepige der bagte sine første småkager. Det blev en stor pige der skrev sit eget lykønskningskort... man går vel i O. klasse??
Det blev til skovtur, svampejagt og også bare øjeblikke med nydelse over den nu tændte radiator...

onsdag, oktober 06, 2010

weekending..

Jeg har besluttet mig for at prøve at indfange det gode. Jeg er stresset, og har faktisk svært ved at filtrere tingene i min hverdag. Og jeg kan se, at alting ikke er lige trælse, hvis jeg fokuserer. Og jeg tror på, at jeg ved at fokusere på det gode, det der får mig til at blive glad, smile og blive varm indeni, og så glemme det andet, ja så må det give et skub i den rigtige retning. Ikke at dette skal blive endnu en af de ting, der skal flueben ved, for dem har jeg ved Gud ikke brug for. Men fokus på det gode jeg OGSÅ gør... og som min familie gør.
I den weekend vi lige har været i, lavede vi flere ting, ikke meget, men godt. Der blev bygget et pindsvinebo til at stille i haven til de små pus... med egen indgang, selvfølgelig, og dørskilt, hvad ellers?


Og der blev bagt cookies efter en nyfundet opskrift, som skulle vise sig at være noget af det bedste og nemmest jeg har prøvet endnu. Den helt rigtige overflade opstod, sprøde, seje og bløde på en gang. En virkelig vellykket cookie, som det tog 10 minutter at lave - hverken mere eller mindre (ja, ja, altså uden bagetid, ok?)... Prøv dem i det kedelige vejr vi lever i, og bliv opløftet! De ligger lige her.

torsdag, september 30, 2010

Pindgris

Denneher lille fyr mødte jeg i haven i går. Ikke større end en tennisbold, gik den rundt og snøflede ved højlys eftermiddag. Og det er ikke andet end 3 dage siden vi så en anden og mere grandvoksen udgave rende rundt en morgen i dagslys også. Det har jeg aldrig oplevet før. Men denneher var så yndig og nuttet, at vi simpelthen var nødt til at prøve at kigge lidt nærmere på den.


Så gør det faktisk ikke så meget at det er efterår... når man en solvarm eftermiddag får lov til at møde den lækreste lille baby pindgris...

onsdag, september 29, 2010

KolortelandNEWS

Septembers himmel er så blå... og Thildes øjne er ligeså. Denne måned står unægteligt i Thildebergs tegn. For 4 år siden kom hun til verden, lille og stille. Det er hun så ikke længere... altså stille. Men lille - jo. En tur til lægen til det årlige tjek og et lille stik afslører en pige som er tynd. Aller nedest i vægt-kurven. Men lægen sagde at det havde jeg sikkert styr på, så det ville hun ikke informere mig mere om. Vi opgraderer mængden af ostehapser og kanelsukker, og holder fast i sødmælken endnu. For 13 kg er ærligt talt ikke meget, og det største problem jeg har, er at hun ikke passer noget tøj. Alt falder ned om rumpen på hende - men så har man vel en undskyldning for at finde symaskinen frem....
Og hun er da usædvanligt skøn. Og smuk... hun har det som en fisk i vandet, da storesøster så absolut er kommet over "honeymoon" perioden i skolen. Hun har det svært med det meste - tage tøj på, udføre blot en ting som man ber om (tage sko på, f.eks)... Og heldigvis (eller desværre) er der jo altid et barn som opfører sig eksemplarisk. I denne omgang er det Thilde.

Og der var da også børnefødselsdag med vennerne, med de bestilte franske hotdogs (meget nøje bestilt!), kager, tjams og skattejagt. Det var en helt igennem super eftermiddag...

Thilde ønskede følgende dagsprogram for selve dagen: 1. en togtur til Århus, 2. en is i Århus og 3. at spise på restaurant. Og det lyder jo mærkeligt, at barnet der ikke spiser bestiller et restaurant-besøg, men vi kan her oplyse at det MEGET bestemt skulle være på Amanda - den lokale grill-snask. Her bestilte pigebarnet en fransk hotdog (fik jeg sagt hun er i en fransk-hotdog-periode) UDEN (igen meget bestemt) snask i. Javel!
En superlækker is blev nydt på smutturen til Århus. Hun ville kun køre i tog og spise is, så vi tog hjem igen efter 1 time. Så det blev også til eftermiddagslur til hele familien, inden Amanda-besøg...

Det blev til en velbesøgt familie-fest, hvor alle kom og fejrede Thilde. Vi nødt godt af både bedsteforældre og flere hold gode venner, så sådan en 4 års fødselsdag kan ikke fejres med mindre vi bliver til 17 mennesker. Det er lige noget Thilde ka' li....
Jeg nåede at godte mig over andre menneskers samtaler om børn der ikke vil sove om natten (og ja, jeg lærte at det ikke er pænt at godte sig, da Thilde samme nat fik denne sæsons første omgang ørebøvl... og dermed allerede har midstet det ene dræn i øret. Fedt, det bliver en laaaang vintersæson).

Det er blevet til formiddage i nattøj, i gang med at lege baby-og-mor med den efterladte sut (vi takker!).

Det blev til en ny cykel til en meget stor Anna.

Det blev til eftermiddags-the i haven, med nylavet blåbær-marmelade med pastis og hjemmebagte müsli-boller.

Og det blev til høstfest i børnehaven, hvor æblerne gøres klar til at kunne blive mostet i pressen...
Alt i alt en dejlig, men alt for fortravlet måned. Masser af aftenmøder både på vores egen skole og i Annas. Uger der er fyldt op med aftaler af både dejlig og mindre dejlig karakter. Mangel på tid der får både voksne og børn til at mugge. Og en have der burde luges en sidste gang, men som jeg kun orker at dumpe ned i når jeg vender snuden hjem. Men nu, NU, er alting bedre. Kalenderen er mindre fyldt, og vi aner en efterårsferie i nærheden. Der planlægges om vi nu skal forsøge med en omgang bål-mad. Der skal spises op fra fryseren inden vi modtager vores nyslagtede lam. Hvidløgene skal lægges så de kan få frost og blive store til næste år... og de nyplantede blåbærbuske skal give de sidste bær, inden vi lukker og slukker for bærsæsonen for i år. Det skal nok ende dejligt.

lørdag, september 18, 2010

Vendestrik

Jeg lovede at jeg ville vise hvad jeg har brugt en del aftener på den sidste tid. Når jeg siger en del, så er det egentligt ikke fordi at det har taget lang tid at strikke den. Der har været kursusdage, sygedage og forældremøde-aftener nok at tage af. Og de stille aftener foran fjernsynet har også være der, men er hurtigt blevet erstattet af ligge-i-sengen-og-læse-aftener, fordi jeg har være dødtræt. Mit arbejde fylder uhensigtsmæssigt meget på den trælse måde, og det dræner for energi. Og tiden er også bare travl, weekend efter weekend går uden tid til ingenting.


Nok med brok. Hermed vises et stykke lækkert vendestrik... lige inden jeg er nødt til at trævle 2 ærmer, en ryg og et forstykke op. Stort set hele trøjen... Og hvad kan man så lære af det? Mål ALTID barnet grundigt (og her mener jeg RIGTIGT GRUNDIGT) inden du fortsætter med at slå op...

Trøjen er en klassisk vendestrikstrøje a la dem der findes i bogen som du kan finde her. Bogen er skrevet af min foretrukne børnetøjsforfattere som udgiver på forlaget Vingefang. Du kan finde et link til deres bøger her på siden også.

Garnet er købt her og kan kun anbefales. Det hedder Schoppel Zauberball, og jeg har egentligt købt et nøgle på håndarbejdsmesse sidste år. Det var bare sådan et køb, som trillede ned i min indkøbskurv... Da jeg senere, meget senere, så noget hvor jeg tænkte "aha, det er lige dét, som mit tryllegarn skal bruges til"... ja så var der jo ikke andet for end at købe noget mere.

Jeg har brugt 2 nøgler i alt, samt en hvid uld af ubestemmelig herkomst, men eftersom at trøjen var lidt for bred foran, og til gengæld lidt for kort på ærmerne (ØVVVV), så tror jeg måske at 2. strikning kommer til at være cirka lige så garnforbrugende. Når jeg har strikket den færdig igen, så kommer der måske en tegning med nogle løse mål...

mandag, september 13, 2010

Provokeret

I går aftes sendte DR2 anden halvdel af programmet Danmark mod Danmark. Det handlede om de kulturradikale mod den mere konservative del af vores befolkning. Særligt handlede det om Poul Henningsen, PH, som foretaler for den frigjorte tanke, og et opgør med de snærende bånd som normer, traditioner og religion kan være. Ihvertfald når tanken ikke er fri, men bliver afklapset og forhindret.

Jeg synes programmet var meget spændende, fordi jeg er tiltalt af tanken om den frie tanke. Ihvertfald på nogle planer kan jeg følge med intellektuelt, og stiller mig op i køen af folk, der faktisk hepper på at vi må have udvikling for at kunne blive til bedre og lykkeligere mennesker. For mig virker det som om man skal starte med at udvikle sig selv, og droppe at opfylde andre folks behov for at passe ind.

Og jeg synes også at snakken er ganske aktuel. Jeg mener f.eks at vi virkelig har brug for en kropsfrigørelse igen. Vi tror efterhånden på at vores kroppe skal ligne noget overjordisk. Vi skammer os så snart vi ikke ligner en norm der ikke eksisisterer. Vi fræser hen til plastik-kirugen og får lavet så bizarre indgreb som en kønslæbe-operation, fordi vi mener der er noget for meget (og ja, det er der sikkert nogen der har et oprigtigt behov for, men det skal ikke være normalt!). Jeg arbejder i en SFO, hvor piger i 2.klasse bliver flove over at skulle tisse i en skov. Og simpelthen ikke kan det. Eller som ikke vil bade og klæde om til gymnastik. Det mener jeg faktisk vi har et stort ansvar som voksne for, og hvis ikke vi går vejen først og viser at det ikke er mærkeligt eller sært, så kan vi kun takke os selv.

Modsætningen blev i programmet repræsenteret af flere medlemmer af Dansk Folkeparti. Det er selvfølgeligt ikke særligt objektivt, da det sikkert er andre kulturradikale tilhængere der har siddet på DR2 og klippet skidtet sammen, men alligevel kan man jo høre hvilke holdninger der ligger til grund for deres verdensopfattelse.

Jeg var dybt rystet over disse holdninger der blev lagt frem. Jeg ved det jo godt, men glemmer alligevel fra gang til gang, hvor anderledes jeg synes det er. De er f.eks også kristne, ligesom jeg. Kan vi virkelig være så forskellige i vores opfattelse af verden, mennesker, poesi og værdier?
Og samtidigt repræsentere noget der i overordnet forstand burde være det samme?
En ting fik jeg med mig. Indmeldingsblanketterne til Dansk Folkeparti kommer til at vente til evigheden på mig...

onsdag, september 08, 2010

FCS

I blogverdenen findes en klassiker, som går sin sejrsgang. Den hedder "February Baby Sweater", og er designet af Elizabeth Zimmerman, som du kan læse mere om her. Hun ville være fyldt 100 år for ikke så længe siden, og jeg glædede mig over at vide at hun har været på denne jord, og at hun faktisk har givet mig 2 af de mest brugte strik-ting jeg har lavet nogen sinde.

For et år siden strikkede jeg "FLS" (February Lady Sweater), som du kan finde her. Jeg går med den hele tiden. Og har besluttet at jeg skal lave en til. Det er et fantastisk stykke strik, som er nemt at gå til, og som sidder skønt. FLS er egentligt ikke Elizabeth Zimmerman, men blot baby-sweateren forstørret og tilpasset voksne mål. Så jo, det tager alligevel afsæt i hendes opskrift.

Og det fik mig sidste år til at kreere denne skønne sag, som jeg så har døbt FCS (February Child Sweater). Jeg har ikke en opskrift, men kan anbefale at man først strikker en voksen til sig selv. Bagefter har man mulighed for at måle efter, regne ud hvor stort et bærestykke ens barn har brug for. Og så er det egentligt bare at køre derudaf.

Jeg har strikket den i ICELAND garn, som er en skøn blanding af uld, akryl og alpaca. Det betyder mine unger faktisk gider gå med det. Det er varmt og blødt. Og bedst af alt: man kan bruge pind 3½-4....

Projektet var temmeligt hurtigt overstået, og jeg overvejer også en gentagelse af børnemodellen. Måske jeg skal prøve mine egne anvisninger, og strikke en til mig selv... jeg tænker brun/beige, eller måske lilla? Eller en grå?

Jeg tænker flotte træknapper, eller måske dem som jeg var så heldig at finde til Annas? De passer nemlig superflot i farven, og har det smukkeste mønster. De lå i min knap-kasse i 3 år inden de fandt denne trøje at bo i. Men det er virkelig et hit. Så ventetiden var bestemt det værd.


Så er jeg hermed også startet med at vise lidt frem, af alt det jeg laver. Nu har jeg valgt en gammel model, for de lå lige til højre-benet. Næste step må være de to vendestrikstrøjer jeg er ved at lave til pigerne. Jeg fik inspiration her.... (og hermed er det så konstateret, at jeg godt kan finde ud af linke til andre steder på nettet. Det vil alle vist få glæde af!).