Jeg går hjemme i disse dage. Sygemeldt med stress, og med brug for en timeout. Jeg er nået frem til, at det faktisk er ok. Og at jeg derfor har tid til at gøre det jeg synes er vigtigt. At tænke, læse, glo ud i luften, reflektere over mit liv og hvor jeg er på vej hen. Og måden jeg gør det på.
Min læge kunne sidste fredag også konstatere at jeg har en moderat depression. Det lyder så skræmmende når jeg ser det her på skrift, men det føles faktisk meget rigtigt. Og jeg føler mig nu i et "kom videre"-humør, ikke på den der "glem-det-og-tag-dig-sammen"-agtige måde, men mere i en "gør-noget-ved-det-og-rejs-dig-stærkere"-retning.
Mit største problem er at kunne se hvad der faktisk lykkes. Hvad jeg er god til. Hvor mine styrker er. Får jeg noget pænt at vide, undskylder jeg det, eller finder fejl. Jeg er rigtig dårlig til at tage imod ros, og endnu dårligere til at tage imod kritik. Det bliver personligt, og jeg føler mig overbevist om at jeg er et dårligt menneske. Mere end alle andre. Og at jeg da snart må blive afsløret i mit snyd som forklædt "sød".
Derfor har jeg det også hårdt med min rolle som mor. Jeg synes faktisk det er supersvært, for jeg finder mig mange gange dagligt i konflikt med den der indre lille pige, som lovede sig selv en masse da hun selv stod med sin egen mor. Hver gang jeg hæver stemmen, synes jeg ikke blot jeg lyder som min mor, men jeg BLIVER hende. Om det er rimeligt eller ej kan jeg slet ikke vurdere. Men jeg ved at det er den absolutte største frygt jeg har - at blive min mor.
Samtidigt er det en sorg at jeg er bange for at mine egne piger så får det ligesådan med mig. Tænk sig! Jeg tager allerede sorgen på forskud. Jeg ved udemærket godt at det er dumt af mig, men det er svært at lade være. Oveni kommer skyld og skam, når folk siger jeg har verdens sødeste piger - jeg ved det, og burde derfor være mere taknemmelig, tilsyneladende. Det bliver også en slag pres.
Men nu er tiden kommet til at jeg vil være Lina-mor. Jeg er det allerede, jeg ved det godt, men jeg vil selv kunne sætte pris på det. Og jeg vil kunne se det! Fandme!
Jeg udnytter at kunne hente dem tidligt. Og skider på gode manerer og spiser jordbær snører på den eneste rigtige måde det kan gøres på... Og så må jeg tage vejen frem. Små skridt, men den vej jeg gerne vil. Jeg føler jeg har taget de første trin. Nogen gange bliver jeg rundtosset, og forvirret og kan ikke lige finde vej, men jeg har flere hænder der kan føre mig. Et sæt store stærke mandehænder, som faktisk har båret mig frem de sidste par uger og som har hvisket ting i mit øre der endelig når min hjerne. Og to sæt små, lune hænder, lidt snaskede og fedtede men som er så fulde af kærlighed og hengivenhed, ømhed og sikkerhed på, at den vej vi skal er frem. Sammen.