søndag, maj 20, 2012

Hvad lykken også kan være...

Indrømmet. Bloggen er forsømt. Ingen fede syprojekter ser dagens lys, ingen smukke billeder af haven. Jeg må indrømme at jeg er blevet ramt af foråret, men måske også trangen til at sortere. At mit liv ikke leves på bloggen, og værdien af mine gøremål ikke forhøjes af at blive udstillet. At livet leves nede på græsplænen, eller foran symaskinen i højere grad - og at den tid der bliver brugt på blogindlæg istedet kunne bruges i haven, med ungerne eller med en bog i hånden.
Om det fortsætter sådan ved jeg ikke endnu. Men jeg ved at det føles godt at leve livet her og nu.


I går aftes, efter at have sendt gode venner hjem, gik jeg lige rundt i haven. Og som jeg stod der i korte ærmer, mens solen stadig skinnede kl 20, og det var varmt, ja så boblede glæden i maven. Det var SÅDAN her jeg havde forestillet mig det! Gummistøvler... nylonstrømper, nysyet kjole i 50'er snit og engelske Joseph Bentley-haveredskaber. Lav sol, et par unger og mit alene hjemme. Det føltes godt. Det var ikke perfekt, men dejligt.

Om lidt skal jeg derud igen. Bundskatten sover, mellemskatten leger med dukkehus og topskatten er på spejderlejr. Min mand er hos en god ven og overnatte efter en herreaften, og der er stadig tid tilbage i min barsel. Hvis bare hver dag kunne være sådan her...

tirsdag, maj 15, 2012

Forårsfornemmelser...


Nogen har måske fulgt med i Mikkels og min fotoudfordring. Nogen gange er der dobbelt afkast i form af genbrug.. og da jeg så Claus Dalbys forårs-fotokonkurrence vidste jeg med ét; hvilket billede jeg ville sende ind. For mig er de blå anemoner; som er noget af det første der kommer frem; indbegrebet af forår, Og med en hurtig, flittig bi der konstant lander og letter, er bare skønt.

Har du lyst til at stemme, eller se de andre indsendte fotos, kan du se dem her,

torsdag, maj 03, 2012

På bar bund...

Barsel - det må da være lækkert at have uanede mængder tid i haven at gå at nusse i? Mmmmm.. ja. Hvis det var så vel. Selmas ører lader ikke mange pauser tilbage. Vi venter på tid til dræn - den vi fik i Århus var d. 15. juni - til forundersøgelse. Det var bare ikke godt nok. Så laaaange telefonsluse-køer bragte mig videre til Aalborg. Vi venter stadig.
Barnet sover derfor små snacklure, og der er ikke meget tid til havearbejde, men blomsterfloren kan nydes nu. Alle mine tulipaner og narcisser vælter op.

Det sammen kan man roligt sige om skvalderkålen. Vi fældede det ene af vores to Troldhasler. I know, græd bare, men den var enorm, skyggede for pæretræer og efterlod et staudebed fyldt med Vild Ingefær, Skvalderkål, Ramsløg og... dræbersnegle. Jeg har luget og luget år efter år. Samtidigt blev jeg bare mere og mere sur over at halvdelen af bedet nærmest lå hen under det træ. Vi har beholdt det andet, som har en bedre form. Og derfor er jeg gået i gang med at grave.
Jeg fjerner skidtet manuelt, og så må vi se. Det er et stort sammenstrikket filtertæppe af skvalderkålsrødder.


 Måske jeg kan bruge pladsen til at flytte rundt på nogen af tingene, som faktisk står ret så tæt. Og der er noget terapeutisk over at kunne se hvor man kommer frem - og blive efterladt på bar bund. Bar bund kan være godt som et nyt lærred, og jeg mærker at der skal males med blomster om lidt.


Ligenu? Der sidder en smilende blomst i skråstolen som venter på en omgang mad. Der er ingen sympati for lysten til at grave, flytte, dele og plante. Hm...