tirsdag, marts 12, 2013

Noget om små børn...

...Selma er efterhånden en stor pige. Hun snakker totalt uforståeligt whø-dø-sprog hele tiden, krydret med obligatoriske og rigelige "hov"er og "heeeiii"er. Hun er tung at bære, og hun har efterhånden sin egen vilje. Kan blive stiv som et bræt og buet som en flitsbue i løbet af få nanosekunder, hvis vi ikke har forstået budskabet. Men hun er også vores alle sammens lækre kirsebær på toppen af isen, og hun bliver så overøst med kærlighed man knapt fatter det.

For et år siden græd hun konstant, plaget af den ene ørepine efter den anden - spørgsmålet er, om det simpelthen var een lang ørepine-marathon? Nu er hun glad og fro. Forskellen er til at tage og føle på. Alligevel føler jeg mig drænet og træt når ungerne er puttet. Går frivilligt i seng tidligt - i går klokken 20:30. Selma har nemlig nået "hærgestadiet" hvor hun rager alt vores lort ud på gulvet som en anden maskine. Og hun bliver ved. Ofte med ryggen til, sidder hun og kaster sit legetøj (eller vores bøger, strikkesager, plastikbøtter eller andet) over skulderen uden at se hvor det lander.

Vi gav op. Var simpelthen blevet både for gamle og trætte til at gide rydde mere op. Efter ris og køkkensager spredt ud over gulvet i uger gav vi op sidste weekend. Monterede skabslukkere på køkkenet. Freden har sænket sig i det lille hjem, og forældrene er måske en anelse mere friske.

...og efter laaange weekender hvor jeg rent faktisk har taget mig selv i at drømme om at gå på arbejde (og få lidt fred), så er der ikke noget bedre en at dyppe den lækre unge i et badekar. Så ren og uforfalsket glæde over vand skyller alle eder og smadrede genstande bort. De brænder sig fast på nethinden (og i kameraet - heldigvis), og minder mig om at også dette skal forsvinde bort. Og det er derfor man får børn - også mere end et barn. Så elskelig og dejlig, vores helt egen særlige Selma - barnet som ville være i vores familie og som tager sin plads som den største selvfølgelighed i verden. Hun får mit hjerte til at flyde over med kærlighed med smil som disse... mmmm!

fredag, marts 01, 2013

Leder efter den røde tråd...

At være kreativ er godt - eller... dvs at der følger jo også nogle bagsider af medaljerne med. Som f.eks en lige så rodet tilværelse når man liiiige leder efter den der specielle nål, lynlås eller strikkepind. Jeg lover mig selv HVER gang jeg rydder op i sy-og strikkesager, at jeg fra NU AF vil holde pinlig orden.
Well - skal vi ikke bare sige at det ikke holder?

Drømmen om en fast syplads på 1.salen med skab, hylder og bord er blevet droppet. I stedet måtte vi rykke pigernes skrivebord derud, så Selmadsen fik sin egen soveplads. Nu drømmer jeg om oprydning og opgradering af et kælderværelse som ligenu indeholder bunker af bobleplast, gamle barnesenge og mit tøj. Vi har bygget skab i kælderen og er ved at flytte ind. Det har taget 14 dage so far, hvilket ikke er imponerende. Jeg tror det er fordi at jeg er bange for al den anden oprydning, tagen stilling og lign der følger med - skal min mors gamle habitjakke i grøn uld gemmes? Engang kan det jo være at nogen vil gå med den? Og den ruskindsjakke som både hun og jeg gik med som unge? Og hvad med motorcykeltøjet, som faktisk dårligt kan lynes om min nu noget større krop? Arrrgh....


Og flytning af tøj betød at et skuffedarium dukkede op. Troede egentligt jeg havde tømt det, men det må siges at være en sandhed med modifikationer. Nu har det stået på stuegulv i 14 dage, og jeg besluttede at det skulle være! NU! .... men må sande atter at det bare tager enormt lang tid at sortere, smide ud, tage stilling. For kunne man måske ikke engang bruge en trykknap? Og hvordan ordner man egentlig 250 ruller sytråd uden det bliver til een stor filter? Og kommer jeg nogensinde dertil hvor jeg husker at lægge ting på plads, eller skulle jeg måske hellere arbejde ud fra realistisk "jeg-er-den-jeg-er" synspunkt og udvikle et system der i det mindste ikke fylder hele vores spisebord...

mandag, februar 04, 2013

Jeg så noget grønt...

I fredags, da jeg kørte på arbejde, så jeg grønne marker omkring mig. Det hev og sled i mit gartnerhjerte, og jeg fik straks lyst til at vende bilen, køre hjem og hive havehandskerne på. Det kunne dog ikke lade sig gøre, og imens jeg sad og kiggede ud af vinduet på mit job, tog de små lette snefnug til. Nu skal det siges at fredag er en lang dag. Det sneede uafladeligt. Da jeg kørte hjem kl 16 var snefnuggene blevet til afsindigt store skomagerdrenge.

 

Nu er alting hvidt igen. Og jeg har ikke rigtigt lyst til havehandsker, men nærmere skibukser og mine sælskindsluffer. Well... man kan jo altid drømme. Og jeg fandt disse billeder frem fra sommeren (lidt ved et tilfælde). De er fra i sommers, Sverige - og jeg tog billeder af dem fordi jeg gerne ville have sådanne spir i min have. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad det er, men drømmen er da god nok.

 
Og måske er det lige præcis det som denne nyopståede ventetid på bedre dage skal bruges til: planer og drømme. Ved du hvad de forskellige blomster hedder? Særligt 1. billedes to forskellige blå planter vækker min interesse.... Måske jeg også skulle vaske mine havehandsker, havejakke og gummirøjsere. Så de er HELT klar til forårets komme!