Let it snow...

I går eftermiddags så min have sådan ud. Det sneede stadigvæk, denne 3 dag i rækken af snevejrsdage.
Første dag væltede det ned med den slags sne, som er supervådt - børnehaven sejlede allerede da jeg afleverede Thilde, og synet af et barn, i en MEGET stor og MEGET brun pøl vand/sjap, liggende på mavn i gang med at "svømme", fik mig til at takke min skaber for at være sygemeldt netop sådan en dag hvor der bare skal skiftes strømper, underbukser, flyverdragter, bukser, strømper igen, hjemmesko i en lang køre.

Jeg havde planlagt at jeg skulle grave mine georginer op mandag. Jeg nåede det ikke. Nu har jeg afskrevet dem totalt. Bedre held næste gang, jeg får intet op af jorden de næste par dage, og hvis jeg gjorde var det nok for sent alligevel.

Til gengæld fik jeg en stor pige hjem, der var plaskvåd og iskold. Hun har nu fået blærebetændelse af at kælke! Vi taler kælkeskader allerede i slutningen af november... det bliver altså en lang vinter, forudser jeg.

De næste to dage har det bare væltet ned, og sneen ligger tyk og hvid over det hele. I dag sner det kun lidt. Vi skal have julefest i børnehaven, der er rejst juletræ med røde æbler på gårdspladsen, varm saft og juledekorationsværksted. Vi glæder os.

Bagefter er der fakkeloptog fra børnehaven. Vi plejer at mødes med byens spejdere og tambourkorpset, og følge efter julemanden der kommer på ladet af en gammel bil. Han skal nemlig tænde byens juletræ, og han plejer at blive hejst op til toppen i den lokale brandbil... I år skal vi dele os, som en anden knækpølse - Anna er nemlig blevet spejder. Faren og moren, der begge har fulgt stolte grønne traditioner, må synke nogen gange når hun kommer med sine blå spejderkammerater. Vi skal snart ha' købt den der uniform, men altså... ahøm... lad os bare sige, at vi, der troede vi var så fordomsfri og åbensindede alligevel kan mærke at dette ligger dybt.

Farver eller ej, vi glæder os til byens juletræstænding. Vi glæder os til at vores egen spejderpige skal gå med, for hun er stolt og glad, så det er vi også (og det ER vi). Vi glæder os til alle karamellerne der plejer at regne ned fra julemanden når han har tændt juletræet. Vi glæder os til sneen som kommer til at gøre det hele ekstra julet. Jo, december står for døren. Og nu skal jeg hente brænde (igen)...

Julekævlen

Snart - lige om lidt, er det faktisk ok at begynde at jule. Jeg er vokset op i en familie, hvor nisselandskaber og juletræer ikke var et hit - min bror har endda stiftet "julehadernes klub". Jeg føler mig splittet... for nej, jeg er faktisk heller ikke ret meget til nisser. Jeg synes det er meget sjovt, men vil egentlig hellere fokusere på englene, og julens budskab - du ved, noget med Jesus og næstekærlighed. Og jeg blev fysisk dårlig da jeg i efterårsferien (I EFTERÅRSFERIEN!!) så at Salling hængte gran og hjerter op.

Selvom jeg elsker sommeren højest, er efteråret en af mine yndlingsårstider (jeg har vist 4 i alt). Men jeg synes efteråret drukner i jul, og den smukke årstid med den høje himmel bliver i stedet en langtrukket venten efter noget uopnåeligt. Jeg synes det er ærgeligt, særligt fordi jeg synes det bliver direkte uudholdeligt når jeg har små børn. De har spurgt efter jul den sidste måned. Og hvordan skulle de kunne andet? Damebladende har kørt nisse/juledekorations/småkage-tillæg siden efterårsferien?

Men på søndag skal adventskalenderen være klar. Jeg tror jeg har skabt en form for overblik. Der er købt lidt guf, og jeg mangler bare at finde ud af om manden endnu en gang skal have en øl-adventskalender, eller om jeg skal ud i andre dicipliner. Jeg ved det ikke endnu.
Hvad jeg til gengæld godt ved, så skal jeg 1. juledag bage. Der er bestilt julekævle til 2. juledag... et orgie ud over alle grænser.

Kagen er faktisk en af de ting, jeg så har med hjemmefra. For min mor lavede nogengange "Buche de Noël" som den hedder på fransk. Vi taler smørcreme med chokolade og lækre bunde, rullet sammen i en roulade-agtig ting. Man skærer enderne af, og limer dem på med mere chokolade og vælter så en anden chokolade-creme ud over og laver "bark"... til sidst skal træstammen/kævlen pyntes med alt hvad den kan holde af marcipan/chokolade/sukker-pynt i skov-genren. Det er hæftigt. Og monstersjovt... jeg er begyndt at tænke over hvordan dette års julekævle skal se ud... Det er faktisk lidt hyggeligt at samle sammen til, og tænke på den ventende chokolade-kævle der skal ulme og varme hele julen.

Kaster

I går sad mit ældste datterbarn og stirrede henført ud i luften. Hun så helt absolut fjoget ud, som hun sad der og stirrede og tegnede lidt i en bog.

Når man ser hendes tegning forstår man jo nok hvorfor hun blev lidt lang i blikket... og Mor her blev stolt over at mit store barn pludselig kan stave til "kærester"... Hun bliver altså så stor!

Had...

En følelse man ikke snakker meget om. Men ikke desto mindre vil jeg tale om, at det er et rendyrket had jeg har til sommer/vintertids-skift. Jeg har været tidligt oppe hele ugen, tidligst kl. 5:15, senest kl. 5:46. Ikke desto mindre vækker vores vækkeur først kl. 6:15, og man bliver så ærgelig af at gå glip af en halv-til-en-hel times søvn på det tidspunkt af dagen.

Vores børn er ikke bygget til at skifte sove-og stå op-tider. De står simpelthen op før fanden får sko på, men falder til gengæld i søvn midt under aftensmaden. Det har varet en uge indtil nu. Vi er ude i decideret børneplageri.

Hvem pokker fik den åndsvage idé? Ikke en med små børn, tydeligvis!

Et haveproblem....

Mine timer alene hjemme bringer meget med sig. Således også en oprydning i årets mange fotos, hvor jeg faldt over dette fund.
Tanken var at da jeg tog billedet i Sverige i sommers, straks skulle fise hjem og anskaffe mig "sådan en". Jeg ved ikke hvad den hedder, og det har været svært at finde den. Jeg ærger mig, for jeg kunne måske godt ha' listet en aflægger med hjem (og SÅ ligner jeg først rigtigt min mor, brrrr).
Min tanker kredser om den, og jeg er derfor nød til at spørge: Ved du hvad den hedder? Og hvor jeg kan købe den? Har du den i haven og synes den spreder sig værre end skvalderkål? Eller spiser dræbersneglene den til morgen, middag og aften?

Vejen frem..

Jeg går hjemme i disse dage. Sygemeldt med stress, og med brug for en timeout. Jeg er nået frem til, at det faktisk er ok. Og at jeg derfor har tid til at gøre det jeg synes er vigtigt. At tænke, læse, glo ud i luften, reflektere over mit liv og hvor jeg er på vej hen. Og måden jeg gør det på.

Min læge kunne sidste fredag også konstatere at jeg har en moderat depression. Det lyder så skræmmende når jeg ser det her på skrift, men det føles faktisk meget rigtigt. Og jeg føler mig nu i et "kom videre"-humør, ikke på den der "glem-det-og-tag-dig-sammen"-agtige måde, men mere i en "gør-noget-ved-det-og-rejs-dig-stærkere"-retning.

Mit største problem er at kunne se hvad der faktisk lykkes. Hvad jeg er god til. Hvor mine styrker er. Får jeg noget pænt at vide, undskylder jeg det, eller finder fejl. Jeg er rigtig dårlig til at tage imod ros, og endnu dårligere til at tage imod kritik. Det bliver personligt, og jeg føler mig overbevist om at jeg er et dårligt menneske. Mere end alle andre. Og at jeg da snart må blive afsløret i mit snyd som forklædt "sød".

Derfor har jeg det også hårdt med min rolle som mor. Jeg synes faktisk det er supersvært, for jeg finder mig mange gange dagligt i konflikt med den der indre lille pige, som lovede sig selv en masse da hun selv stod med sin egen mor. Hver gang jeg hæver stemmen, synes jeg ikke blot jeg lyder som min mor, men jeg BLIVER hende. Om det er rimeligt eller ej kan jeg slet ikke vurdere. Men jeg ved at det er den absolutte største frygt jeg har - at blive min mor.

Samtidigt er det en sorg at jeg er bange for at mine egne piger så får det ligesådan med mig. Tænk sig! Jeg tager allerede sorgen på forskud. Jeg ved udemærket godt at det er dumt af mig, men det er svært at lade være. Oveni kommer skyld og skam, når folk siger jeg har verdens sødeste piger - jeg ved det, og burde derfor være mere taknemmelig, tilsyneladende. Det bliver også en slag pres.
Men nu er tiden kommet til at jeg vil være Lina-mor. Jeg er det allerede, jeg ved det godt, men jeg vil selv kunne sætte pris på det. Og jeg vil kunne se det! Fandme!

Jeg udnytter at kunne hente dem tidligt. Og skider på gode manerer og spiser jordbær snører på den eneste rigtige måde det kan gøres på... Og så må jeg tage vejen frem. Små skridt, men den vej jeg gerne vil. Jeg føler jeg har taget de første trin. Nogen gange bliver jeg rundtosset, og forvirret og kan ikke lige finde vej, men jeg har flere hænder der kan føre mig. Et sæt store stærke mandehænder, som faktisk har båret mig frem de sidste par uger og som har hvisket ting i mit øre der endelig når min hjerne. Og to sæt små, lune hænder, lidt snaskede og fedtede men som er så fulde af kærlighed og hengivenhed, ømhed og sikkerhed på, at den vej vi skal er frem. Sammen.

Fryd

I dag har jeg været i haven. Sådan alene, uden afbrydelser og 'Mooooaaarr vil du gynge mig'er til at forstyrre hvad jeg er i gang med. Jeg har faktisk ikke været rigtigt i haven siden sommerferien, hvor mine forgyldte planer om farvekoordinerede bede, formklippet buksbom og bevidst beplantning fik en ordentlig skalle. Siden løb jeg tør for kræfter, eller også mistede jeg bare fokus.

Men jeg ville jo egentligt gerne, og ved at jeg til næste år ærger mig (igen) fordi jeg udskød at plante den der staude jeg alligevel syntes stod forkert, eller fordi jeg bare blev doven og ikke gad. Det sker hvert år, og jeg har på den konto mistet nogen ting som jeg egentlig var rigtig glad for - en gøgeurt som jeg fik af min far, men som kom til at stå et dumt sted hvor den bare døde stille og roligt. En edderkoppeplante som kom til at stå der hvor pigerne tilsyneladende havde en sti til hulen - fandt jeg ud af bag efter. Andre historier findes i kataloget, og jeg ærger mig.

Jeg har sammen med Anne bestilt en mængde blomsterløg, som bare skulle i jorden. Det er blevet udskudt af flere grunde - dårligt vejr, dårlig tid, dårlig evne til at rejse sig af sofaen... Nu skulle det være! Og i dag blev det - der er blevet delt, flyttet, plantet, lagt løg og nydt i store mængder. Jeg kan ikke tage billeder af det, for billedet findes tilsyneladende kun i mit hoved. Men tulipaner i lilla, skilla og allium er plantet i det blå bed, mini-tulipaner, narcisser i hvide og grønlige nuancer i det hvide bed, og gule tulipaner og narcisser i mit gul-orange bed. I det pink/røde bed er der sat en ret stor mængde vibeæg... det bliver godt! Og at sidde i sweater, møgbeskidt og kunne dufte en kop varm the, jord og fugtig have, mens alt er stille var belønningen for nu. Det bliver så meget bedre til næste år!