Godt nytårsforsæt!

Sidste år (januar 2008) skrev jeg et indlæg om nytårsforsætter. Om hvordan man skulle visualisere sig selv der hvor man gerne ville være, istedet for at opremse alle de ting man skal lave om. I dag har jeg læst det igen, bare for sjov. Jeg blev meget overrasket! Mit bud er at 80% er gået i opfyldelse - og det er en del mere end jeg ellers har oplevet. Måske filmen knækker lige der hvor huset er færdigt og vi har vundet i Lotto, men ellers...
Det burde kunne få selv en Lina til at føle sig rig og lykkelig - set i bakspejlet. Og det er vel også noget værd.

Vinter igen. Endnu et år er gået, og 2010 står for døren. Striktrøjerne og sokkerne bevidner om tiden og lysten til håndarbejde endnu et år. Det er på mange måder et skelsættende år som er gået, det gode 2009. Vi har sagt farvel til dagplejemor Heidi for evigt. Nu er Thilde startet i Mosegården sammen med Anna, og hun er allerede i gang med at lege med andre. Ofte står Benjamin højt på listen, så det er jo nemt når Anna alligevel er hos Carl-Emil. Foråret gik med blomster og lys, havetid og lyst. De mange forskellige juleroser indkøbt i løbet af året venter spændte i jorden på det nye forår. Tulipanerne sprang ud i en skøn flor, og vanen tro er nye købt og plantet her i efteråret. Drømmen om en forårshave med et bed med allium og påskeliljer, tulipaner og akelejer kom. Et forsommer bed med akelejer og geranium i alverdens farver var også en realitet. Og lysten til at komme ud og rive i bedene bliver med tiden større og større.

Pigernes værelser blev endelig færdige, og vi kan se tilbage på tiden i kælderen som et overstået kapitel. Nu er der lavet hems, købt gamle skabe og malet i vildskab. Alle de gamle billeder i anevæggen er kommet op at hænge, sammen med udvalgte nye. Det flotte gamle spejl er kommet op og hænge i gangen, og inde på vores nye badeværelse kan vi glæde os over at kunne bruse og bade på en gang. Det er skønt at hoppe i karbad med ungerne. På endevæggen hænger min samling af nøgne rygge, som godt og langsomt bliver til billeder der er købt med omhu - vi fik et par stykker med hjem fra vores dejlige børnefrie tur til Hamborg, blandt andet.
I det hele taget er 2009 året hvor jeg selv synes jeg har fået styr på detaljerne i mit hjem. Billeder er rammet ind, fejelister hamret fast, entreen malet og fået mine egne knager op, og ikke længere det som var dengang vi flyttede ind.

Året er gået med grill i haven, en mere udviklet diciplin i år. I det hele taget mere tid og mindre hyl. Stemningen omkring aftensbordet er præget af snak, og ikke råben og skrigen længere, og der glider på mirakuløs vis spændende mad ned i børnemaverne. Jeg skal ikke længere høre på "jeg kan ikke li' det" og "jeg gider ikke ha' det". Nu bliver der spist med fornøjelse. Brødbagningen går rigtigt godt igen i år, og der er nu et repetoire som kører fast. Den faste planlægning og indkøbene forløber smertefrit, og betyder at der nogenlunde er styr på økonomien.

Og sidst og absolut ikke mindst, er 2009 året hvor jeg har lært at tøjle mit temperament. Efter et flovt 2008, hvor jeg blandt andet fik baldret en fjernbetjening i et raserianfald under julekalenderen, har jeg nu intensivt arbejdet med mig selv. Lært at lade ting fise ind af det ene øre og ud af det andet. At sige pyt. Og at børnen ikke længere synes mor er sur. Jeg har lært at leve med at man nogle gange berettiget må være skrap mor, hvis man husker at være kærlig mor langt størstedelen af tiden. Og at jeg også skal huske at være kærlig kone og ikke mindst Lina på godt og ondt.

Godt nytår!

KolortelandNEWS

Så er december slut - og dermed også 2008. Når jeg sidder og kigger året igennem har det jo været et år der er sket rigtigt meget i; vi har fået vores dyrebare nattesøvn igen tilnærmelsesvis, Thilde er gået fra en baby til en lille pige med langt hår, og Anna er vokset sig til en stor børnehavepige som kan klare det meste selv - inklusiv morgenmaden! På nogle punkter er der kommet mindre kaos i vores liv, på andre sider kan vi nu mærke at have to store piger der i den grad har taget huset til sig. Vasketøjskurvene og gulvene bærer tydeligt præg af at vores piger kan og vil selv.

Mikkels fødselsdag d. 22. forløb dejligt med både voksenmiddag og biftur uden unger. Det var i den grad tiltrængt at få et måltid uden unger, uden beklagelser og uden at man skulle rejse sig efter gaffel/kniv/ske/hvad der end nu IKKE befinder sig på bordet til stor utilfredshed.

Mikkel havde den første dag i juleferien givet mig en hel sy-dag. Det betød at jeg havde fået lavet noget, og følelsen af at tiden bare siver væk uden nogen form for præstationer andet end endnu flere udtrådte rosiner under sokkerne, udeblev. Det var ellers min helt store frygt, og grunden til adskillige Lina-nedsmeltninger i løbet af november og december. Jeg kan ikke prale af at jeg er superambitiøs og karrieremindet, men alligevel har jeg været ved at dø over at føle at mit liv i den grad er sat på pause. En weekend kan betyde fri fra arbejde, men hvad nytter det at have fri, hvis jeg på en almindelig arbejdsdag når mere end når jeg har fri?

Julen i år skulle foregå hos Familien Risager, og vi ankom fint uden det store bil-besvær d. 24. inden frokost. Hos Faster Mette var der alt det juletræ vi ikke selv havde, og det var meget skønt. Maries kommentar til vores tilsynekomst var: "ej, har I taget gaver med, det havde I ikke behøvet, vi har selv en hel masse"... de kunne kun lige klemmes ind under træet.

Børnene legede forbilledligt hele eftermiddagen, og der var ingen kaos eller tårer hverken under aftensmaden eller juletræstænding. Faktisk var det salmesangen og juletræsdansen de umiddelbart glædede sig allermest til.

Og det var også rigtigt fint. De spændte forældre blev rigtigt overraskede over at høre børnene plage om FLERE julesalmer inden gaveoppakningen. De fik deres vilje...

Da den første gave var pakket ud herskede der imidlertid total kaos. 4 børn der hver især flår gavepapir af synkront fik ihvertfald familien Gaarde til at miste overblikket, og der var indtil flere pakker hvor Anna stod med noget udpakket, og vi spurgte efter kortet fra den glade giver hvortil hun bare kunne sige "hvaaad?".

Til næste år får de lov til at vælge 3, og så gemmer vi resten til dagen efter tror jeg. De kunne slet ikke glædes over den ene ting før de skulle videre til den næste. Og forælderne skulle måske også bare sige at det der med at købe fra Anna til Thilde og omvendt skal droppes - indtil de selv kan finde ud af det. Der er jo ingen grund til at give dem kuller - og de bliver faktisk ikke mere lykkelige er min umiddelbare tanke.

1.juledag blev også brugt i Odense og en lille gåtur blev det da til. Pigerne skulle have prøvet at stå på skøjter, men der var lukket så det blev til støvle-skøjtning istedet. Ellers blev der bare slappet,leget og set dvd - og sovet i krogene.

2. juledag drog vi mod Silkeborg, og det blev til et lynvisit hos Bedste Margit så Thilde personligt kunne aflevere sin julegave. Hun var MEGET stolt. Derefter tog vi i skoven mellem Virklund og Rodelund, og det var en smuk men kold tur.

Der blev tanket op på alle mulige måder inden vi drog hjem om aftenen. Og så var det faktisk dejligt også bare at komme hjem. Der blev leget og kigget på julegaver, Anna fik sit Carl-Emil fiks og jeg fik set Anne fra Grønnebakken - lige indtil at Anna troppede op med ikke mindre end 3 drenge der skulle se hendes Barbie-slot og værelse (med en meget lummer lyserød belysning vi ved en fejl har købt)... den ene af dem fortrak hurtigt fra pige-helvedet, men Carl-Emil og Benjamin er mere vant til kosten, så de blev og lavede skattekort og kuglebane - man er vel dreng?

Og så blev det til sidst til en tur til Vejle, først ned til morgenkaffe hos Olde William, og dernæst til hygge og engelsk julemad hos Anne, Duncan og Holly. Det var superhyggeligt, og Anna skal sent glemme suppeterrinen (eller nærmere sukkerterrinen) fyldt med slik.

Efter flere køreture er vi nu nået til det punkt, hvor vi skal til at i gang igen. Mikkel er på loftet og sætter de sidste brædder på. Jeg skal have strikket min karrygule cardigan færdig, og syet en trøje til Anna. Og pigerne skal lege, skændes og hygge sig sammen og hver for sig.

Nytåret bliver hjemme. Meget kedeligt, men måske også ok. Thilde orker ikke flere mennesker eller fremmede steder, og bliver panisk angst når vi nærmer os bilen "Neeeej, bliv' hjem". Så det gør vi.

Nyt , nyt, nyt

Jeg vil lave om... som kvinde må man bare en gang imellem flytte rundt. Som teenager kom det naturligt, når stilen og fikseringen gik fra Jean Michel Jarre til Beatles til Pink Floyd til... Idolbilleder flyttes.

Nu bor jeg i hus. Jeg (eller rettere min mand) bygger om, og jeg planlægger. Her skal der være det ene og her det andet. Jeg kigger på fede knager og sjove farver, og planlægger. Lige indtil at det skal købes eller flyttes. Min mand siger nej - og hvad nytter det at jeg har 6½ års uddannelse som arkitekt, når nu manden godt kan blive enten "økonomisk bevidst" (som han selv siger det hedder, modsig ham ikke) eller han synes det bare er for grimt eller mærkeligt.

Så nu vil jeg flytte om på bloggen. Den er min! Og jeg bestemmer. Men alligevel bliver jeg i tvivl? Har prøvet at rokere om, finde andre farver. Kan ikke finde ud af at lave mit eget billede som overskrift, og det er måske også fint nok som det er... man ved hvad man har og ikke hvad man får.... Giv besked - hvad siger I?

En dejlig morgen

Fridag... Efter to dage med timer fra 8-9 om morgenen til 16-16:30, uden pauser, er det fedt med en fridag. Eller omsorgsdag som det jo hedder. Omsorg for mig, og Anna.

Vi har bagt. Fra tidlig morgen gik vi i gang med vaniliekransene. De er ikke kørt ud af kødhakkeren endnu, en vis modvillighed er vist sig hos den ene del af teamet i vaniliekranseriet. Nu har hun fået en pause med sine Barbier, efter at have plaget om at komme til at lege med samtlige muligheder i børnehaven, og ingen kunne. Og det var vist egentligt tiltrængt for begge med den pause.

Nu bager honninghjerterne i ovnen, her dufter fantastisk af krydderier, og roen sænker sig. Måske man endda kunne købe en julegave eller to på internettet? Måske man bare kunne sætte sig med strikketøjet og komme lidt videre med det... og kaffe.

KolortelandNEWS

November. Vinter... mellemvejr, som Anna så smukt kalder det. Jeg har arbejdet meget synes jeg selv, har været væk alt for mange aftener. Længes efter at kunne slappe af uden at få ondt i maven over alt det som burde, men som i mit hoved ikke er som det skal være.
December trænger sig på, en måned som jeg både elsker og hader. Måske pga de traditioner og forventninger et liv opbygger, føler jeg at der skal præsteres. Det er NU det skal være hyggeligt, at børnene skal smile sødt og poleret.


Damebladene bugner med forslag til julefrokoster, som på ingen måde ligner dem jeg tidligere har været til - og i år har jeg truffet en let, men også kedelig beslutning: jeg bliver hjemme. Jeg gider ikke sidde til langbord med en masse fulde mennesker, mens jeg tænker på, at jeg belemrer en eller anden med børnepasning af mine børn. Og mens jeg tænker på min dejlige seng der bare venter. Så ingen julefrokost til mig i år. Og dermed ingen "Eeeej, schkal du allerede hjem?" i år. Dejligt!


November har indeholdt alt det den skal. Men manglen på billeder vidner om, at der har været lidt for travlt. Og jeg kan nogengange godt føle, at jeg prøver at indfange røg når livet skal nydes. Det bliver for lidt, og kun i små glimt at jeg sætter pris på det hele. Oveni det hele har der været en del sygdom for mit vedkommende, så det har sikkert også tappet energi-reserverne.


Anna leger nu ikke helt så voldsomt ude i byen. Jeg har været nødt til at kræve restriktioner for at føle at jeg får andet end "tøj på-tøj af igen" med hende. Det er nemlig i morgen og aftensituationerne at en stor del af kampene står. Og jeg vil også have glæden af mit eget barn. Om få år kan jeg slet ikke bestemme over hende, og der kan hun jo bare gå. Hvis vi skal nå at opbygge lidt positivt inden da, må det ske nu - og det har om ikke andet givet mig mere tid med hende. Hun øver sig voldsomt på tallene nu, og mener også selv at have styr på bogstaverne, og var derfor meget stolt over at hun sammen med julemanden til juletræs-tændning kunne stave til jul: S-I-O!

Anna hører dårligt siger ørelægen, og hun har nu fået en slags ballon hun skal puste op med næsen. Det skulle kunne hjælpe på hørelsen, hvis ellers vi får lært pigebarnet hvordan man gør. Alt i alt er øresæsonen rigtigt i gang, og vi er kun lige begyndt.


Thilde har kastet sin kærlighed på potten, og kan tisse på den hver eneste dag. Sidste weekend gik der hele 1½ døgn hvor hun tissede den ene gang efter den anden til stor applaus. Hun vil helst sidde med den foran fjernsynet, så er man jo også godt underholdt imens. Jeg kunne ønske at jeg nogengange kunne gøre det samme.
Ørene går det ikke så godt med. Thilde sover godtnok om natten, men det vælter ud med snask, vi skal både skylle og dryppe hver dag.
Thilde er også stærkt inde i "Neeeej, vil selv" stærkt efterfulgt "'jæ'pe mig"- hun er fræk, hun er sød og hun er meget mor-klistret for tiden. Endnu en morgen skulle hun meget bestemt selv hælde op, og hvad hjælper det at jeg kunne have sagt mig selv hvordan det ville gå... næh nej.



Og når vi nu er ved julen, så må man jo også snakke om katten. Indkøbet af 3 smukke julekugler, to lyserøde (en til hver af pigerne, nøje udvalgt til DEM) og en fin grøn en til mig selv er resulteret i de hurtigst afbrændte penge længe. Katten synes ophængte julekugler er kattelegetøj, og den fik filtret sig selv ind i en snor så voldsomt, at julekuglen (eller resterne af den) fulgte rundt efter katten i hele køkkenet. Så det var det.
Alle potteplanter er gravet op, splittet ad og flænset. Og den nyindkøbte julekrybbe står og bæver i vindueskarmen... indtil videre er jesusbarnet overlevet (mit bud er at han ikke holder julen over), mens barnefaderen (eller rettere, stedfaderen) og den ene hyrde er gået under jorden. Hvis ikke det er katten der har skræmt dem, kender jeg mindst to andre der kunne være mistænkte i denne sag.


I weekenden fandt de så på den nye og ukendte diciplin: Designer-mundprutning. Hvad går det nu ud på? Jo, find et hjem hvor mor lige har brugt adskillige timer på at rense diverse designer-møbler efter fine foreskrifter fra Rud Rasmussen, sæbespåneskum og læderfedt. Tag så to børn, og lad dem finde ud af at lædermøbler så som Svanen og Safaristolen egner sig supergodt til at lave mundprutter på... og så skiftes de ellers til at ligge der med numsen i vejret og prutte løs.
Arne Jacobsen og Kaare Klint roterer i deres grav.

Hvor er jeg heldig...

... Jeg er velsignet med to børn. To smukke børn, som en dejlig formiddag skulle foreviges ude i haven. Hvilken oplagt mulighed for at skabe de famøse og altid kærkomne "barnebarn/oldebarn-foreviget-i-smuk-idyl"-billeder til julegaverne.... Men som I nok ved går det ikke altid som præsten prædiker.

Hvis nogen kender "Steen og Stoffer", vil man måske også huske de striber hvor Steen skal til fotografen. Vandkæmmet og pæn - og ikke ret meget Steen sidder han der på stolen, indtil det øjeblik hvor der trykkes på udløseren og han nyser et kæmpe nys - med det resultat at årets foto er ret grimt.

Sådan cirka var det også for mig... et lille udvalg jeg kan vælge imellem.... Men hvilket ligner mest?

Når katten er ude...

Vi kæmper... Hver nat er en kamp. I den sidste uge har vores børn været forfærdeligt forvirrede over konceptet sommer/vintertids-skift, og de står op på de mest ugudelige tidspunkter. En nat sad Anna lysvågen, med alt lys tændt kl 01:21 og læste for sine bamser. Thilde skriger hver morgen fra ved 5-tiden og frem... Og vi har indtil i går morges forbarmet os og taget hende over i vores seng, med det resultat at ingen rigtigt sov og alle var mugne omkring kl 18, nogengang før!

Nu er krigen mod tidlige morgenbørn begyndt, og indtil nu har begge lejre sårede. I dag skreg Thilde i næsten 1½ time. Men vi vil ikke mere stå tidligt op. Og fordelingen af sofaen er begyndt igen, det er ikke en straf at sove på sofaen i vores hus - her er det en belønning. For tro tjeneste natten før.

Resultatet var at jeg havde glæden af ungerne, og hun kom først over i min seng da hun havde forstået at hun ikke skulle skrige for at komme derover - og så at klokken skulle passere 6. Klokken 7:30 sender jeg begge unger op til deres far, for lige selv at få en halv time på øjet...

...og klokken 8:15 vågner jeg ved et kæmpe støn sammenblandet med "Thilde!!!!".. Jeg stormer op, og finder... en far der har sovet lige så længe som jeg. To småpiger der selv har fundet morgenmaden frem - jep, det hele (inklusiv selv hældt sukker op i sukkerskålen, sådan da)... Og et hus der i den grad bærer præg af 45 minutter med to småpiger uden voksent opsyn...




Thilde var drønstolt, og vi kunne kun grine... Havregryn overalt. Alt bestik ude af skuffen og ud på bordet (det er også svært at finde det rigtige), sukker ud over hele bordet. Mælk i en stor sø. To glade tøser der faktisk var svært tilfredse med deres egne evner.. Jamen det er da.... flot!

KolortelandNEWS

Oktober er hastigt draget forbi, med travlhed, arbejde, ferie og fødselsdag. Jeg har ikke rigtigt nået alt det jeg gerne ville i oktober... men kan se at det vist altid er sådan. Nu har jeg fri, og jeg har tid til at lege. Og det er godt! - så godt!

Først kan jeg jo berette om det mere trælse. De vågne nætter, børnene (flertal, ja!) i sengen. De tidlige morgner på skift kl. 05, hvor man sidder og tænder op i brændeovnen og tænker på den dejlige varme seng man kunne have ligget i... Thilde har haft et par omgange øreproblemer igen igen, og vi er nu i gang med 3 omgang morgenrod indenfor en måned. Vi regner med at det er ørene igen, men orker faktisk ikke at tage turen ind til ørelægen igen.

Ferien brugte vi på at arbejde med huset, det blev til 2½ effektive dage med hjælp fra Vejle. Nu begynder jeg at kunne arbejde med, og der er blevet malet vindueslysninger, pudset et dørhul op, rettet forskalling op, sat gipsplader på skunken. Snart kommer der vindueskarme og vi begynder at sætte træloftet op. Det skal males hvidt, og det kan jeg også gøre, så nu er problemet at komme af med ungerne så vi kan få noget fra hånden begge to. En dag i ferien blev også brugt på at snakke med banken, og vi kom derfra med et godt og rigeligt lån så vi kan blive færdige. Ingen ko på isen der længere.

Og så blev det til et par dage med ungerne hvor vi nåede ingenting. Det var "bare" ferie... og det var godt. Og sidst blev det til to dage i Silkeborg hvor vi fejrede farmor Bodils 60 års fødselsdag på behørig vis.

I den sidste weekend kom så endelig løsningen på alle mine problemer.... og i dag, her til morgen kunne jeg for første gang rigtigt komme i gang... Hvilken ro der falder over mit liv igen... Specielt fordi jeg ikke skal snakke med den tumpede fotobutik igen... Ordet snegl forekommer mig helt relevant! Først ville de ikke sende kameraet ind til tjek. Derefter tog det 2½ uge at stille en diagnose der lød på 3000 kr som minimumsbeløb for reparation - foruden de 600 kr de ville have for at sende kameraet afsted. På en uge kunne det lykkes mig at kontakte forsikring, få en check i hånden, bestille et nyt kamera OG få det.... og nu sidder fotobutikken så og påstår at de heller ikke kan få mit gamle kamera tilbage før engang i næste uge. Det kamera hvor mit almindelige objektiv vel at mærke sidder på. Så derfor lidt tæt på i denne omgang, men det beviser at det kan det jeg købte det for: portrætter og blomster, farver og lys. Jeg er meget glad!

Den er der...

Ja jeg ved godt det er svært, men nu har jeg zoomet ind.... det er nemt at finde det ene barn, men det andet kan jeg faktisk heller ikke finde selv længere. Jeg ved dog at der var en hårtot på et tidspunkt på det billede der var Annas....

KolortelandNEWS

September... den måned jeg helliger mig sokkestrikkeriet... Den måned hvor min datter baldrede mit kamera og jeg måtte ligge i forhandlinger med forsikring og fotohandler... September... Den måned hvor min yngste datter blev født, hvor min mor havde fødselsdag, hvor man høster, samler og konserverer sommer på glas og flasker.

Hele september ligger på mit fotokort til kameraet... og der ligger det jo godt. Lidt kan det dog alligevel blive til.

Da jeg var barn havde vi en bog derhjemme som var fyldt med den slags billeder hvor man skal anstrenge sig. Find vildsvinet, jægeren eller de to børn kunne være komandoen man måtte rette sig efter, og så kunne man ellers sidde i hele og halve timer og forsøge at finde det ene eller det andet. Gemt højt oppe ved trætoppen var der måske pludselig nogle kviste der kunne ligne to små børn... og nu er det sådan, at det er lykkedes mig at gøre kunsten efter. Endda med et fotoapparat...

Find de to frække børn... (og lad være med at tænke på hvor langt ned der er til de hårde fliser).

Lykken er...

I går hørte jeg om "den bedste fest nogensinde". En kollega havde været til et bryllup hos en nær veninde, og det havde været helt fantastisk. Om det var min misundelse over ikke at have lige så tjekkede venner, eller noget andet der satte tankerne i gang ved jeg ikke helt. Måske lidt begge dele...

Der var en lind strøm af lækkerier som jeg helt sikkert gladeligt ville have sat tænderne i... til en kuvertpris på 1000 kr stykket. Jeg var simpelthen ved at falde død om da jeg hørte prisen. Og jeg bliver simpelthen voldsomt provokeret over kuvertpriser på 1000 kr. Det tænder noget i mig... måske er det fordi min egen udbetalte løn ville række til 9½ kuvert, men jeg synes der er noget absurd i at helt almindelige mennesker brænder penge af på den måde. Nu lyder det jo meget formynderisk og dømmende, og jeg står gerne ved det. Ja! Det er faktisk ikke op til mig hvordan andre bruger deres dejlige sammensparede penge. Måske disse mennesker har levet af havregrød hele livet for at kunne forkæle alle deres venner denne ene aften? Det er klart en mulighed...

I mit job i Elbeks papirhandel var min kontakt med kommende brudepar meget stor. Det var her butikken hev pengene ind i form af hjemmelavede invitationer med et touch af personligt præg og hygge. At de fleste brude diktatorisk stod og bestemte "demokratisk" sammen deres kommende ægtemænd (for de var jo frivilligt gået med ind i butikken, og det er jo også deres bryllup), kommer jo ikke til udtryk i invitationerne. Og det var heller ikke ukendt, at en brud fik et amok-anfald fordi vi ikke kunne skaffe "den rigtige" flødefarvede karton hjem til tiden, men kun havde den man kunne se farveforskel på, hvis man stod i direkte sollys og sammenlignede... (hvilket vi ofte prøvede at forklare at de færreste gæster brugte tiden på)...
En del af underholdningen under diverse kaffepauser gik på, at grine af brude og forsikre hinanden i, at brylluppet forhåbentligt ikke skulle overskygge ægteskabet når det engang var vores tur, og derudover diskurtere hvad "det rigtige" så egentligt er? For hvad der er rigtigt for mig er jo ikke nødvendigvis rigtigt for resten af menneskeheden....

Diskutionen omkring "det rigtige" bryllup fra weekenden fortsatte herhjemme, hvor jeg prøvede at lufte min forargelse for min mand. At prøvede at plædere for at det var snobberi når to såkaldte "almindelige" mennesker skal have den samme kage som Joakim og Marie, "bare bedre" som det blev beskrevet. At man ikke bliver hverken adelig eller at festen bliver bedre af at man får "det rigtige"... Men han bed ikke rigtigt på den. Han syntes nu det var helt ok "at lade som om", og han nævnte også prinsessedrømmen flere gange. Og måske han har ret. Der er sikkert mange der bare vil prøve det denne ene dag...

Til mit eget bryllup havde jeg muligheden for at få præcis den kjole jeg gerne ville have. Kort tid efter min mors død havde min veninde Anna sagt at hun til enhver tid ville sy min brudekjole.
Så her var der muligheder for både at komme ud og prøve noget helt vildt, og få det som jeg ville. Men da vi skulle ud og kigge, så syntes jeg jo det var direkte latterligt. Jeg kunne overhovedet ikke visualisere mig selv i diverse flødeskumskjoler, og jeg anede overhovedet ikke hvad jeg ville have. Jeg har altid drømmen om at se brandgodt ud, men jeg er måske alligevel så meget pessimist, at jeg ikke tror på at jeg er skabt til den røde løber. Men måske også fordi jeg synes det er enormt uærligt. Jeg er ikke prinsesse (i så fald skal der være sket en markant ombytning på fødegangen), jeg er heller ikke rig (og hvis min mand havde hørt mig foreslå kuvertpriser på 1000 kr, så var han faldet død om i nærighed). Jeg er mig, Lina, en tilfreds kvinde der gerne vil bruge penge på tøj og sko. Jeg er snobbet og vil gerne have noget der er dyrt og lækkert - "det rigtige"... men alligevel ret praktisk anlagt. Jeg brugte for eksempel mine gamle-men-jeg-elsker-stadigvæk-hvordan-de-ser-ud-også-selvom-jeg-har-brugt-dem-sko med perlemors-skær til mit bryllup. For jeg vidste at det i sidste ende blev os der skulle betale regningen af over en årrække, og hvem har brug for to par hvide sko? Når jeg ikke engang går med det første par?

Over aftensmaden udviklede snakken sig, og tanken om ærlighed lå og puslede. Hvorfor er det vi så gerne vil noget andet end det vi faktisk er? Når vi er unge vil vi gerne være ældre, og når vi så bliver ældre vil vi gerne være unge igen. Hvorfor ikke bare nyde der hvor man er? Og er et ægteskab bedre fordi man har brugt 25.000 kr alene på mad? Jeg tænker bare, at det er fint at lade som om. Men for at jeg virkelig skulle kunne føle mig royal, så skulle jeg også vide at der er en der gør rent for mig, lægger mit tøj sammen (nårh ja, det har jeg jo), laver min mad og bygger mit hus. Uden vi behøvede at stå og bekymre os om det. Så skulle jeg have en nanny der kunne ta' ungerne når jeg fik nok. Alt det der ligger bagved en høj bryllupskage skulle også være der. For ellers ville jeg nok have en fornemmelse af, at det ikke var mig der blev holdt bryllup for. Det er fint at lade som om, men altså.... skal det være så perfekt? Jeg kan da sagtens lade som om at jeg spiser foire gras når jeg i virkeligheden sidder hjemme i mit køkken og æder spaghetti bolognese for anden dag i træk. Men man kunne også lade som om at man sad og nød en perfekt spaghetti bolognese hjemme... det behøver det jo ikke være forkert af... eller dårligt.

Grønt

I Hornslet, tæt på mit hus, har vi en Alta. Det har alle dage vi er kommet der en lettere snusket butik, og man har kunne være sikker på, at minimum 2 af de varer man kom hjem med var enten rådne eller en dag fra/over sidste salgsdato. Udvalget var rimeligt simpelt, og det er absolut ikker her man skal finde sine specialiteter.... Nu har man valgt at Alta skal skifte navn til KIWI (Mikkel siger det er norsk, hvilket måske forklarer det lidt tumpede navn - jeg mener: enten en mystisk fugl med langt næb og som ikke kan flyve, eller en frugt med hår??).

Nå men allerede for en måned siden begyndte transformationen af Alta i Skødstrup, og dette var en af de emner jeg havde en samtale med 7 årige Thomas om. Han siger: "Lina, har du været nede i den nye KIWI?"... Jeg må erkende at det har jeg ikke. "Nå, men den er altså så pæn, der er slet ikke nogen kasser der flyder, de har nogen lækre ting, og gulvet er bare så pænt"... Aha! At en 7 årig dreng bemærker dette kunne give mistanke om en forælder der har sagt det, men nu kender jeg faktisk Thomas, og han kunne godt lægge mærke til det af sig selv...

Men min modstand var der alligevel. Hvorfor nu dette? Var det ikke bare et nyt forsøg på at indpakke en lidt skrammet butik i noget prangende? Da de så begyndte at transformere Hornslets Alta stod jeg helt af. Sikke et spild! Hvor er vi forkælede bare at smide ud for at sætte nyt op. Og så åbningstider fra 8-22. Hvem fanden har brug for at handle kl. 21:50? Og hvis man har, skulle man så ikke tage og finde på noget andet med sit liv? Jeg husker ihvertfald endeløse dage i Føtex som kassedame, med midnatsåbent - og alligevel kommer den åndsvage stodder og jamrer "jeg skal bare ha' en liter mælk" kl. 23:59:59...

Nu har jeg været der. Den åbnede i går. Først var jeg skeptisk over at se den halvtykke mand i skriggrønne bukser, skriggrønne skø, og en uklædeligt grøntternet skjorte.
Men Thomas fik ret: der var pænt, og gulvet var lækkert rent. Grøntsagerne var friske, ingen brune pletter og et udvidet sortiment - og garanti "2x prisen tilbage hvis du finder noget dårligt"... Der var ægte italiensk parmesanost - endda 2 slags... Kalvekød... Økologiske bananer... Kanelknækbrød. Alt i alt et opgør med de endeløse hyldemeter kage, og så endda sukkerærter i børnehøjde ved kassen... Og bedst/værst af alt: Jeg fik et KIWI-farvet kort så jeg kan få hver 4. pakke Libero-bleer gratis... Et kort de har døbt: BUMMELUM-KORT....

Hvor er kagen?

I lørdags fejrede vi Thildes fødselsdag med alt hvad dertilhører af sang og gaver. Hen på eftermiddagen skulle vi så på picnic til Rosenholm slot. Haven derude er skøn og meget engelsk (siger jeg der kun har været på et enkelt engelsk gods), med store Robinier og røde gamle murstensmurede haveskure.

Op til picnic'en var der kaos. Hvilke børn skulle sove hvornår, hvor var det ene og det andet? Vi har til denne fødselsdag absolut ikke styr på noget. Mikkel brugte nemlig fra mandag til fredag aften på at ligge med 40 i feber.

Det indebar et uoverkomligt puslespil hvor jeg både skulle hente og bringe. Nogengange skulle jeg hente inden jeg faktisk fik fri.... og ikke nok med det, men torsdag lå Thilde så og brækkede sig ud i sengen (med dertilhørende nat-kogevask) og en unge der lå og rodede rundt i sengen... selvfølgelig skulle jeg også på studietur til Sorø, med afgang fra Hornslet 05:25... det gav igen problemer med børneaflevering, for i hvilken institution kan man aflevere kl 05? Så naboen måtte aflevere Anna, og dagplejen kunne selv komme og hente Thilde... men altså, pyyyh hvor trængte vi til at sidde ned. Så derfor var der ikke styr på en skid. Og marengspien blev hevet direkte ud af ovnen for at blive pakket ned...

Afsted kom vi dog, og faktisk også til den planlagte tid. En gåtur på 20-25 minutter ud af en lang grusvej med kornmark på den ene side og togskinner og smukt landskab på den anden... Jeg går og skubber cykelvognen der i dagens anledning bliver brugt til børneopbevaring. Thilde har fået besøg af naboens dreng Benjamin, og han ville slet ikke hjem, så ham havde vi også med ud.... og så er det jeg tænker: Hvor er kagen? For der sidder jo to børn der hvor jeg egentligt troede at kagen var... og jeg kan se at ingen har en marengs-pie med brombær i hænderne? Mikkel råber: "den stillede jeg i cykelvognen" (åhh, pyh, vi har altså ikke glemt den derhjemme, men hov, der kan den jo ikke være).... og så er det Mikkel kommer og haler Thilde op.... og under hendes numse gemmer sig nu en temmeligt røvformet marengspie med brombær... og en hvid kjole der nu er lilla. Nå men op med kagen og ned med ungen.

Ude i parken kan vi nu se at kagen er 100% udmast. Barnet har tilsyneladende intet imod at have siddet i en tærte i 15 minutter, og kagen smager da også udemærket, om end det æstetiske (og moralske) ved at spise en smadret tærte måske kan anes- en tærte der er blevet smadret af en numse vel at mærke!

Vel hjemme igen, og efter et par lækre købepizzaer kommer tiden hvor Thilde skal sove... og så opdager vi brændmærker efter tærteformen rundt på hendes lår i et fint bølgemønster, og to store røde pletter lige der hvor man sidder aller mest (og hvor tærteformen er mest synlig)... stakkels unge! Hun lod sig dog ikke mærke med det, men vi vil nok for evigt mht Thilde og kage komme til at storgrine...

Og så et sidste suk... skal vi starte en indsamling til fordel for mit stakkels kamera og stakkels mig? Jeg har jo fået guf for ca det samme som kameraet stod i for 2 år siden... micro-guf af den helt store kaliber der kan tage de skønneste billeder af alle mine blomster. Jeg er lykkelig! Og så er det en eftermiddag med nedgående sol at jeg tager lidt billeder... pludselig kan jeg lugte blomkålen brænde på i køkkenet og jeg lægger kameraet for at redde maden. I samme øjeblik kommer Mikkel og Thilde hjem fra en tur på genbrugspladsen, og søde smukke Thilde beslutter at hun selv vil bære mors elskede kamera op til hende... Mikkel fanger hende først da hun har gået halvdelen af haven samt alle 10 betontrappetrin... Og som Mikkel beskrev det sagde det bonk ved hvert trin. Sødt barn.... meeen mit nye objektiv har masser af ridser, heldigvis ikke på linsen.
Umiddelbart virkede kameraet ok, men nu har det to gange pludselig fået en sygdom. Det slår blitzen på i programmer der er helt uden blitz. Det kan ikke indstille på lukketid og blænde i de to programmer hvor man kan det. Det laver hele tiden op på mine zoom-indstillinger til det trælse "closest object". Og jeg kan ikke indstille ISO og hvidbalance på genvejs-tasterne. Min søde nabo Jesper (der faktisk har stået i Interfoto i Silkeborg og sikkert ekspederet både min far, bror, mig og min mand 100 gange) kiggede på det og ved healende hænder blev det godt... men nu er den gal igen, og han siger det skal til doktoren. Kan jeg overhovedet leve uden mit kamera?

Hip hip hurra!

Så er det i dag at min lille datter bliver 2 år. Og hun er pludselig ikke så lille igen. Det er fornemmelsen når man går rundt med en hel favnfuld unge og leger "vuggebaby", og man opdager at hendes ben er ret så lange. Det er når hun skal have dryppet ører, og hun flygter over stok og sten, og hun skriger "Naaaaj, vil ikkk', gijer ikkkkk'". Det er når rundstykker smøres, og hun klapser en over fingrene og "vil selv 'møre"...

Og det er når hun kaster sig ned på gulvet og i den grad flipper ud. Det er meget hårdt at blive 2 år gammel.

KolortelandNEWS

August... den sidste sommermåned. Alligevel føles det dejligt, for de to bedste solskinsdage i august må nærmest ha' været i denne weekend. Ihvertfald blev haven optimeret en del i går, og der kalkuleres stærkt med endnu en omgang i dag. Der bliver klippet kanter, luget og revet. Køkkenhavens bede er nogen steder ganske flotte, men de tomme rækker vidner alligevel om et år, hvor en stor del af mine ting ikke rigtigt er blevet til noget: af de 20 ærteplanter jeg har i bedet (hvoraf nogen af dem er blevet sået 4 gange), står nu en gul og nedædt pind tilbage. Jeg har spist i alt 5 bittesmå ærtebælge, ingen af dem var blå som ventet, og der var heller ikke nogen der smagte af asparges. Mine bønner er ok, men de er blevet sået alt for sent igen i år, og det er først nu jeg kan plukke - til gengæld er alle 3 slags kommet, både de blå, de pink/grønne og de almindelige grønne. Og de smager forrygende dampede med kogte borlotti-bønner til, lidt feta og en klat hjemmelavet pesto - ahhh!

Salat, rødbeder, bladbeder, gulerødder, spinat og rucola - intet er kommet. Der står en enkelt af hver i rækken og griner af mig. Squashene står i græskarbeddet, og jeg mistænker at jeg til gengæld har en græskar i squash-beddet. De ser nu fine ud, men min ordenssans er blevet voldsomt forstyrret. Tomaterne vælter til gengæld ud af drivhuset, de er hverken gnaskede af kållarver eller andet kryb, og der er nok at tage af! Det er himlen...

Og hvad har vi så lavet? Ud over at sidde og kigge ud på regnvejret og fise forvildet rundt på arbejdet?... Tja, så lidt som muligt vil jeg sige. Travle dage på jobbet betyder en stor brug for total afslapning i hjemmet.

Projekt "lær mine børn lidt mere om mad" blev endnu en gang søsat, denne gang sammen med Anna. Vi skulle lave hjemmelavet pasta... med hjemmeavlet basilikum. Jeg var lidt nervøs for projektet, for det ender ofte med mig der bliver muggen, og mine børn der bliver kede af det - mine ambitioner for hvad 1- og 4-årige synes at kunne klare er nogen gange for høje. Det er i høj grad noget jeg arbejder med, og det lykkes lykkeligt 60% af gangene - denne gang blev det et helt fantastisk projekt. Anna var med fra starten, hun æltede løs af durum-mel og æg, og jeg kunne knapt få fingrene i dejen. Vi måtte indgå aftaler om minut-ur for at dejen også kunne blive æltet af voksenhånd. Og det var keeeedeligt at dejen skulle vente i 30 minutter på dejen...

Og så skulle der rulles... det er jo faktisk lidt vanskeligt, først skal man rulle det tykt ud, og når dejen er parat kan man langsomt begynde at rulle det tyndere og tyndere ud. Resultatet er en elastisk og lækker pasta, og ens små dejklumper bliver pludselig til meterlange lasagneplader der klister sammen som lim.

Men Anna, hun var frisk, og det eneste jeg skulle bidrage med var lidt meldrys her og der, så det ikke klisterede for meget sammen. Resultatet var pasta til to dage, og en pavestolt Anna der nu ved hvordan man laver spaghetti - eller også kaldet "basketti" her i hjemmet.

Og så er der jo georgine-festen i haven. En eftermiddag drog Thilde og jeg i haven for at afprøve det nye guf til kameraet. Det endte i en række smukke billeder synes jeg selv, og det har været rart at kunne finde dem frem når det pisser ned - Ja, der har været sol og dejligt i vores have, men jeg synes nu alligevel at sommeren har været våd i år igen.

Jeg ved ikke om det er fordi jeg bare elsker sommeren, men den var alt for hurtigt ovre. Nu er der 9 måneder tilbage til det bliver fantastisk igen....

Den nært forestående fødseldag giver altid anledning til haveaktivitet, og selvom det ofte ender med at dem der kommer har set haven så ofte, at vi ikke rigtigt kommer ud og beundre mine anstrengelser, så får den lige en skalle mere. Det er jo den oplagte mulighed for at komme til bunds - ligesom med rengøringen her i huset...

Og når vi nu er i gang med smukke blomster, så er der jo de to hjemmelavede af slagsen.. den smukke eftermiddag blev også brugt til at fange en Thilde, som vokser sig stor og fræk. Selvom en ørelægetur kunne konstatere at hørelsen igen er i bund, og nattesøvnen utallige gange blev ødelagt af væskende ører, så er hun nu meget smuk. Og hun ved det godt selv, specielt når hun har været inde hos Anna og stjæle en halskæde eller 15... Humøret er præget af ørene, og så af det faktum at hun fylder 2. Jeg havde fuldstændig glemt de der anfald som 2-årige kan få, helt ude af proportioner kaster hun sig på gulvet og hyler som om vi rykkede en arm af hende - når vi i virkeligheden bare (endnu en gang) har sagt "nej" til "sliskk" (også bedre kendt som slik). I dag blev hun så gal over noget jeg end ikke helt ved hvad var (måske fordi jeg ikke gad høre endnu en omgang YouTube Kirk Franklin, som hun åbenbart er fuldstændigt forelsket i), hun kastede sig hylende ned mens hun både skreg "siiikkk" (som betyder musik/Kirk Franklin) og "sliiiisk". Hun sparkede vildt omkring sig, og fik sparket en stol ned i fjæset på sig selv.... Oh, ulykke! Og så bliver man for alvor ulykkelig.

Anna derimod ser vi sjældent. Hun tilbringer alle døgnets vågne timer sammen med nogen - oftest børnehaven og Carl-Emil. Hun kommer dårligt nok hjem, inden hun er hos ham, og de leger, leger og leger. At han foretækker sit eget hjem er selvfølgelig lidt æreligt, men engang imellem kommer de forbi for at tjekke madsituationen ud - er der kager i farvandet, kan man nok lokkes til at komme over til os - At vores datter leger med drenge mest, giver sig nogengang til udtryk i de ting hun kan fortælle om... Hun ved blandt andet hvordan man skyder spind (ligesom Spiderman), og hun vil helst gynge i en tazangynge... ja ja da! Hvem sagde drengepige?

Men hun er en skat, hende Anna. Vi sad og krammede en dag, og jeg siger til hende at jeg elsker hende. Hun svarer "jeg elsker også dig meeeeget, Mor..... helt i kor!"...

Jeg, en samler..

Så er en idé spiret... jeg har længe gået med den i hovedet, men det tog først rigtigt form for nogle måneder siden. Jeg har besluttet mig for at samle på postkort der giver mig inspiration for længe siden, og på et tidspunkt gik det fra antikke arkitektur-elementer til menneske-kroppen.

Nu har jeg besluttet mig for at samle på kort med nøgne rygge - og så sætte dem pænt op i mit nye badeværelse. Længe har jeg haft et Johannes Holbek kort hængende på vores lille lokum, men der skal udviddes. Jeg har lige fundet mit Vilhelm Lundstrøm kort frem, og faldt samtidigt over nogle meget smukke Ancher kort, der nok viser kvinder fra ryggen, men de har altså alt for meget tøj på. Jeg må gå efter kunstnere der ikke var så snerpede som nogle tidsaldre lægger op til - ofte er det ikke de skøre, vilde kunstneres nøgne og frivole skitser der bliver trykt, men derimod deres pæne og mere tæmmede værker der når frem.

Det næste kort i min samling må blive Eckersberg, og nu er jagten gået ind!
Er der andre der kender nogle jeg skal gå efter?

Altså!

Denne sommer har moden været præget af kjoler med empiresnit, skjorter med bindebånd under barmen og i det hele taget poset-tunika-kækt-strammet-omkring-hvepsetalje-med-drønlækkert-resultat. Og om jeg er hoppet med på moden...

I håbet om at skjule kødterrassen under flagrende gevandter har jeg vimset rundt denne sommer, og følt mig stor, men alligevel lækker på en sensuel måde.

I dag kom dommen så, da lederen i Annas børnehave kom til at nævne at jeg da vist snart kom til at sidde og slappe af derhjemme - der kunne da ikke være langt igen fik han vist rodet sig ud i... Altså! Ligner jeg en højgravid?? Eller har han glemt hvor store kvinder faktisk bliver når de er gravide? Hvorfor er det at vi bliver fornærmede over at blive mistænkt for graviditet når vi ikke er det, men samtidig meeeeget fornærmede når man så er gravid, og folk ikke bemærker det? Jeg husker ihvertfald jeg var ret mopset da jeg havde to måneder tilbage, og Annas tandlæge påstod "at man slet ikke bemærker det" da jeg henkastet måtte forklare hende hvorfor Anna hele tiden trillede ned af min mave under tandeftersyn - små børn skal nemlig ligge ovenpå deres forældre i tandlægestolen de første gange.... Altså!

Nå, men nu ryger den kjole så ud, inden nogen af børnene i år kan spørge om jeg ikke snart skal have den baby ud.... Altså!

KolortelandNEWS

Du danske sommer, jeg elsker dig! Juli er min absolutte favorit... Tanken om juli kan varme hele året... juli betyder fødselsdag, varme, solskin, svømme - og FERIE! Jeg har haft den store luksus at have 5½ uges ferie denne sommer, og det lakker mod enden... Det samme har juli gjort, og inden jeg så mig om var den væk. Det er første gang jeg har misset at oprette et kolortelandNEWS til tiden, så derfor måtte jeg ind og fuske et gammelt uudgivet indlæg om til dette... datoen ændrer sig nemlig ikke! (det forklarer også hvorfor jeg kan virke synsk og fortælle om ting, jeg ikke burde have oplevet ifølge datoen - det sker jeg skriver videre inden jeg udgiver!).

Med ferien i gang og ungerne i institution en lille uge, blev det til en del børnetøj i symaskinen. Skønt at have tid og lyst! Produktiviteten gav mig en fornemmelse af at ferien ikke er helt spildt på dasen og børnetid.

Den første uge Anna var hjemme kedede hun sig voldsomt. Der var mange ting hun ikke gad, mest af alt at være hjemme - alene med sin familie. Hun ville lege med alle sine kammerater som desværre var på ferie - eller i børnehaven.

Min fødselsdag kom og gik. En dejlig dag med gæster forinden var den fest jeg gerne ville have, og havde selv lagt op til at den rigtige dag bare var som alle andre... Vi tog dog til Randers for at spise kinesisk wok -buffet - jeg er jo helt syg med sådan noget "mongolian barbeque"-noget. Vi valgte den upædagogiske Camilla Plum-model med is til hovedret til børnene for at købe os ihvertfald 15 minutters ro ved bordet. Efter 2 minutter havde Thilde bestemt at hun ikke kunne lide is med pandekager, og så begyndte hun ellers at brokke sig. Anna skulle hele tiden på wc, så det endte i den klassiske forældre-diciplin "skovl-i-fjæset-mens-den-anden-forælder-render-forvildet-rundt-og-så-er-det-min-tur". Til sidst gik vi uden dessert, for vi kunne ikke holde ud at Thilde skulle skrige mere - og at Anna skulle nedstirre flere kunder og spørge dem hvad de fik at spise.

I hjemmet har den stået på opretning af strøer og lægning af nyt undergulv - Mikkel har aset i varmen, og nu kan man rigtigt rende rundt deroppe. Projektet varer jo ved længe endnu, men der er stadigvæk gang i skuden. Nu står den på isolering af det sidste, dampspærre og profilbrædder. Der er blevet bygget vindueskasser... og det er i det hele taget lidt mere gennemskueligt pt.

Og så var der jo vores ferie - den "rigtige" ferie, hvor man er udenlands, spiser fremmed mad og høre folk snakke på fremmede sprog. Dette år gik ture endnu en gang til Framnäs i Sveriges skønne Småland - i Metodistkirkens "semesterhem". Det er den sublime blanding af lejerskole og hotel - ikke for fint, men absolut fremmed og eksotisk. Herhjemme bor vi ihvertfald ikke i grevinde-gemakker (det er testamenteret til kirken af en gammel grevinde engang i 1800-tallet).

Det er ude på landet, der er ro. Der er udsigt til marker, skovsø og 6 måltider om dagen... Det eneste man skal overkomme er at møde op for at spise - ingen andre forpligtelser. I år var det sammen med begge Mikkels søstre og deres mænd. Så Anna fik 6 dage i Marie-paradis.

Den første morgen drog vores lille familie ned for at tage en morgendukkert - og mens pigerne sad og kiggede på Mikkel der svømmede rundt, fangede jeg dette smukke billede af smukke Anna der nyder morgensolen.

Den første dag brugte de voksne tøser på en temmeligt sjov (og udgiftsrig) shoppe-dag. Vi gik alle amok i diverse retro-børnetøjsbutikker (nogen mere end andre), og vi kom hjem adskillige timer senere til mænd og unger, end vi havde lovet. Strategien om, at vi så ville være udshoppede viste sig senere at være helt fejlslået.

Den årlige fotosession med "børn i smukke antikke omgivelser" gav mig knopper, eftersom ingen af mine børn opførte sig særligt eksemplarisk - måske fordi moren heller ikke var særligt pædagogisk? Ihverfald var der ikke nogen fællesbilleder hvor Thilde ikke pillede næse.

Det er ikke til at forstå, for hun er ellers så sød - se bare!

Dagene blev tilbragt i selskab med Mikkels fætter Klaus + familie, så der var masser af børn der passede sig selv, hinanden og masser af voksne der kunne sidde og læse, strikke, sove...

En eftermiddag drog vi på kanotur med medbragt "Fika" (6 slags kage, kaffe, saft til børnene - alt sammen behændigt nedpakket til vores fornøjelse). Vi sejlede over til Axeløen, bedre kendt som Myreøen - en fin lille ø i midten af den store sø. Turen gik rigtigt godt (ud over alle de åndsvage myrer), og begge piger sad pænt stille i kanoen - og de våde bukser skyldtes ene og alene det vand der var i kanoen. Der blev læst "Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla" og historien om Hr. Blås båd - så mere svenskt kan det næppe blive. Og så er det jo skønt at komme hjem fra tur, for at gå direkte op og sætte sig ned for at spise endnu et aftensmåltid... ah, ferie!

En aften var der skumfiduser for alle pengene på det nærliggende bjerg. Der blev udviklet strategier for ristning af flest fiuser på en gang, og børnene blev mere og mere sukkerspeedede som aftenen gik. Det endelige resultat var, som man næsten kan regne ud - skumfiduser over det hele...

Dagene gik med småture rundt, blandt andet til Tranås og Vadstena, eller med at slappe af og hygge.

Mikkel og Thomas havde medbragt deres kajakker, og det blev til et par småture på søen til dem. Den sidste aften var der lejrbål for alle ved "Sjöstuga" og der blev igen lavet skumfiduser, snobrød og pølser. Vejret hele ugen var det man kan kalde "ustadigt" for det både regnede og var solskin samme dag - den sidste aften var smuk (efter det havde regnet), og som fyrene kom ind, kom der den flotteste dobbelte regnbue.

Og som vi gik hjem, kom den smukkeste aftenhimmel i skumringen. Det var en smuk afslutning på en skøn uge. Framnäs er det som ferie i mine øjne bør være: rekreation. Stilhed. Leg. Mad som jeg ikke selv har lavet. Vand. Venner og familie. Reflektion over hvem jeg er - og hvordan jeg er.

Vi drog mod Värnamo selv, en dejlig by hvor vi også var for 2 år siden - dengang lå jeg i en stegehed bil, højgravid, og brækkede mig. Denne gang var jeg med rundt og spise is på konditori. Det var dejligt at gå rundt i den smukke by, og vi gik ned på det egnsmuseum hvor også Mikkel og Anna var sidst. Her købte vi det skønneste dobbeltdækker fuglehus i svensker-stil, og det glæder vi os meget til at der flytter gæster ind i.

Aftenen blev brugt i Hjärtared, vores absolutte foretrukne teltsted. Her har vi camperet for 3. år i træk, og selvom det småregnede under aftensmaden i det fri, var det dejligt at være tilbage. Da de sidste bidder var slugt i al hast, begyndte det for alvor at regne... og det fortsatte det så ellers med resten af natten. Inden da blev ungerne puttet til stor glæde - Thilde var fuldstændig ekstatisk over at skulle sove i en sovepose - i et telt! Hun kunne næsten ikke holde op med at grine over det. Og næste morgen følte vi da også at det var en smule latterligt, specielt da vi så
mængden af vand i vores telt! Heldigvis var det mellem de to kabiner med fast bund - men sådan en omgang snask bliver hurtigt slæbt rundt i hele teltet med de to rollinger.

Anna og jeg sov sammen, og hun var jo godt klar over at ferien snart var slut. Dermed var hun også klar over, at hun skulle hjem og hente en kattekilling. Bedst som jeg ligger og sover vækker hun mig midt om natten og spørger: "Mor, kan katte godt lide pinde?"... Noget groggy må jeg spørge hvad hun mener... "jo, sådan at rende efter?"... Og dertil kan jeg kun svare "nej, læg dig ned og sov!". Hjernen var fuldstændigt opslugt af tanken om katten og dens vaner - døgnet rundt.

Vejen hjem ombord på færgen til Grenå var laaaaang. Thilde skreg så hele båden ikke var i tvivl om at her var der et møgbarn. Jeg så flere midaldrende mænd skumle i vores retning, mens deres midaldrende koner kiggede efter mig med et blik der både beskrev ynk, medlidenhed og had. Efter 4½ time indespærret med to mugne, overtrætte og hylende unger var det en lise at kunne lempe dem ind i vores bil og rulle vinduerne op så ingen kunne høre dem længere - og knapt er vi kørt af rampen inden de begge sover som små englebasser... Alligevel lykkedes det mig at indfange et enkelt smukt øjeblik (uden børn).

Vel hjemme igen, 6 tøjvaske og en telt-tørring senere kunne vi drage ud til Rigmor og Erik efter vores kattekilling. Efter 14 dage som en Gaarde-kat, er hun nu en rigtig kælepot som skal lære at man ikke hvæsser kløer i arkitekt-tegnede møbler, at man ikke spiser havregrød direkte ud af skålene på bordet og at mine potteplanter ikke er skabt for hendes fornøjelse (læs: hun æder dem)... Anna render rundt og siger "hvor er den tossede/åndssvage/putte-kat henne (de to første ord kom efter den dag hvor den havde gemt sig en hel dag under de nylagte gulvplader på 1.salen - og hvor Mikkel ikke kunne arbejde der oppe, fordi den var kravlet ned på den 1/4 m2 som han manglede at lægge). Thilde render rundt og råber "Dron-teee" (Trunte) eller "miiiiaaaa-vvvv". Det er altsammen meget sødt.

Og hun er sød... hun jagter rundt i huset på samme tidspunkt hvor musene plejer at holde os vågne - nu er det bare et endnu større dyr der render rundt i køkkenet. Men jeg tror stadig på hende - og hendes muse-evner.

Og så fik vi en dejlig dag i det fynske, nærmere Svinø, hvor vi endelig kom til at møde den lille nye Konrad, lillebror til Kamma og søn af Anna og Kim. Han var rigtig dejlig, og de store tøser legede bare rigtigt godt. Stedet er skønt, og der er mulighed for badning, afslapning og smuk udsigt. Så det blev en hel dag i skyggen under et kæmpe valnøddetræ.

Et besøg fra Claus, Bettina, Kaare og Anne Sophie resulterede i et frygteligt indkøb af gejl til kameraet... Alt for dyrt, alt for fedt... resultatet af en forhandling med min mand der kostede en GPS.

GPS'en fik vi brugt på den næste tur, en Ålborg-tur op til min halv-søster Susannes 50 års fødselsdag-åbent-hus-halløj.

Det var rigtigt hyggeligt, og også dejligt at se hvad det er for nogle mennesker hun omgiver sig med - det siger jo også noget om folk. Da lejligheden var ved at være fyldt drog vi videre op til Anne og Duncan i Måstrup, hvor vi aller nådigst havde fået lov til at slå telt op i haven. Det blev en rigtig dejlig dag/aften/nat/morgen/middag, som blandt andet resulterede i en badetur til Bratten Strand. Her blev der leget til den store guldmedalje, og imens kunne forældrene bade (alene!) og slappe af - hvilken luksus!

Turen hjem var stegehed, og foregik for nedrullede vinduer fra Frederikshavn - og så er der faktisk ret langt til Hornslet (jeg ved godt der er længere andre steder hen, men det larmer helt vildt).

De sidste 3 dage fik vi besøg fra Stenløse, Kristian kom for at hjælpe med at bygge oppe på loftet. Men mændene havde gang i boremaskiner og rundsav, gik konerne og forsøgte at holde 4 unger fra hinanden. Det var ikke gnidningsløst, til trods for at pigerne lige havde været sammen ugen forinden. Men et enkelt idyllisk billede eller to kan man da godt ryste op med...

Og så, pludselig, er ferien slut. Ungerne skal i institution igen, og min sidste feriedag er i morgen tirsdag d. 5/8. Så skal man tilbage til trædemøllen igen.... i denne ferie har jeg virkelig fået afklaret mine kompetencer - jeg er god til at læse, ligge i haven, luge, bage, strikke og holde ferie. Det er bare vildt mærkeligt at ingen endnu har opdaget mine kernekompetencer (og dog, min leder har indset at det kan betale sig at lade mig strikke til møderne, for så holder jeg min mund så længe)... Ja ja da, man må vel indse at jobbet skal til, så man kan holde fri.