søndag, december 30, 2007

KolortelandNEWS

Farvel 2007 - velkommen 2008! Et helt år er gået lynhurtigt, jeg forstår ikke helt hvordan det kan gå så stærkt. Og den december som jeg har gået og mentalt forberedt siden sidste december, er forbi. Jeg glæder mig altid til decemberhyggen, for dernæst at ville aflyse og helst sidde mutters alene - og svinger gerne frem og tilbage et par gange. Denne gang kom decemberpanikken kun en enkelt gang, hvor jeg var sur på verden generelt og mand/børn i en blanding jeg ikke helt husker... Det har klart hjulpet at have børn, som man kan se glæde sig. Og december er jo blandt andet af få en bytur med far - ind på skøjtebanen (dog uden skøjter, men alligevel med en balletpiges ynde)...

I Annas børnehave har de haft besøg af "Tage og Rosa", to nisser der hver morgen havde fundet på noget nyt sjovt - det gik hun MEGET op i. Vi fik spist de obligatoriske æbleskiver og lavet den obligatoriske juledesperation i børnehaven også - en ny diciplin for os. Hver morgen har hun jublet over Mikkels Bramming-kravlenisser som han pligtskyldigt har hængt op.. og hver gang ejendele er forsvundet, eller ting som de sure forældre har manet til forbud om MANGE GANGE er sket igen, har hun fundet ud af smuthullet: "Det nok en nisse der har gjort det"... for vi kan ligesom ikke sige at de ikke findes vel?

Thilde har drevet os til vanvid - hun har jo altid stået tidligt op, men toppede sidst inden jueldagene med at stå op 4:20 som det tidligste - og kl. 5 som noget af det seneste... vi var begge totalt nedkørte over det, for det er godtnok hårdt også at passe et normalt arbejde. Lunterne var korte, og Thilde MEGET billigt til salg. Jeg overvejde et langt øjeblik at blive hjemme istedet for at tage til Odense for at fejre jul. For med en unge der står tidligt op, så er der bare superlangt til kl 8- 8:30 hvor alle andre begynder at stå op - nogengange op til 4 timer! Jeg orkede bare ikke tanken om at skulle sidde og kukke med en unge, der ikke gad andet end op tidligt om morgnen... men vi endte alligevel med at tage afsted - og Thilde og jeg var på gåtur 1. juledag i Odenses øde gader ved 6-tiden. Da vi mødte en skraldemand der forbavset sagde "Neeej, glædelig jul - I er de første jeg ser" vidste jeg at mit liv var på et skråplan.
Men nu er hun pludselig begyndt at sove til kl. 7, og vi kan ikke få armene ned igen. Om min stakkels sundhedsplejerske har sendt gode vibrationer ved jeg ikke - det kan være hun er ved at være træt af at jeg ringer hele tiden! Men det er den bedste julegave vi har fået endnu! Billedet er fra en tidlig morgen hvor vi stod op 5:30 - for at lave ris a l'armande (hvad ellers kan man lave en tidlig december morgen?).
Nu mangler vi bare at komme over hendes hærgen: hun kravler rundt til alt der kan rages på gulvet - gør det - og kravler videre til det næste objekt. Vores gulv er dækket af lego/legemad/gryder/sko/barbietøj/Schleicdyr... og vi hader det!

Og så var der jo lige 3 uger med sygemelding - jeg fik en ordentlig omgang bihulebetændelse som fik mig ned med nakken adskillige gange... så jeg fik set alle mine Harry Potter-film, og Jane Austen dvd'er igen og igen... Mikkel fik bræksyge to gange - Anna øjenbetændelse... Vores arbejdsgiver må tro at vi har haft den fedeste afslapningsdecember, for hele herligheden blev krydret med 5 omsorgsdage ind imellem alt det andet. Anna og jeg benyttede chancen og fik lavet småkager og luciabrød. I år var hun en stor hjæp ved udstiksformene, og forelskede sig meget i en kringleform (for så kunne hun spise midten af kringlerne)... Og som en anden lille hausfrau stod hun og smurte luciaboller til Mikkel og Thilde om eftermiddagen - det var meget ømt!
Vi har jo også en enkelt fødselsdag i december, og Mikkel blev fejret på behørig vis - med lagkage og gæster den 22. december. Alle havde en fin dag, men vi må sande at voksenfødselsdage ikke helt har den samme fokus som børnefødselsdagene... og når de så er der, så er det ungerne der pakker gaverne ud alligevel, som render rundt om bordet... og som har strålende øjne når der bliver sunget "I dag er det....". Men hele 36 år kunne det blive til, og han må for alvor se at han er nærmere de 40 end 30... vist ret hårdt for manden, der er en dreng.

Og så blev det jo pludselig juleaften. Vi drog til Odense for at fejre julen hos familien Risager, med både Olde William og farfar og farmor med. Anna havde glædet sig på sin egen Anna-måde, og det hun snakkede mest om var at hun skulle pynte juletræ... det må vi se om ikke vi kan råde bod på ved at købe vores eget til næste år, for der var absolut ikke plads til flere kugler på faster Mettes juletræ (bortset fra dem der blev smadret undervejs). Men gaverne fyldte forholdsvis lidt i hendes bevisthed, det var også indpakningen og maden og alt det andet der trak.

Efter en dejlig juleand og lige præcis så meget ris a l'armande som man kan klare uden at blive dårlig, sang vi og dansede om juletræ... Thilde var blevet puttet, så der var ro over landet. Og så blev der pakket ud... eftersom at vi havde taget toppen af spændingen ved at lade de to store piger pakke deres Barbie-gaver ud, så havde de knapt tid til alt det andet. For Annas vedkommende tror jeg faktisk hun kunne have nøjedes med den ene gave... men når der nu var andre at pakke ud, stillede hun da villigt op til formålet.

Og efter 2 dage i Odense, efterfulgt at en fødselsdagstur til min bror i vestjylland, dernæst en tur til Silkeborg for at rengøre og aflevere min fars lejlighed, ja så er det ved at være på tide at komme til at sidde ned.
Salget af min fars hus er gået hurtigt, hvilket har været dejligt men også stressende. Da vi skulle rydde bulen faldt det sammen med at Margit dagen før styrtede ned af sin trappe med efterfølgende benbrud og operation i Århus - det har givet lidt dårlig samvittighed, for der er sikkert ting vi skulle have taget fra til hende, men som vi ikke ved om hun ville have eller ej... men sket er sket, og fra i morgen er stedet ikke længere vores ansvar.
Derfor har vi også med god samvittighed parkeret ungerne foran fjerneren, for ferie er også at lave ingenting... Det er første gang i to dage at Anna har andet end nattøj på, og om 5 minutter er min mand gået ud for at flyve med sin nye fjernstyrede flyver - sammen med ungerne. Kransekagen er bagt - vi har droppet fest hos vennerne for at sidde og stene i hjemmet - og regner med at den første dag i januar skal bringe lidt strikning, barbieleg, legoleg, Emil fra Lønneberg, Harry Potter og måske en lækker hjemmelavet Pariserbøf... Jeg kan næsten ikke vente!

mandag, december 10, 2007

En af de dage...

Klokken 05:03 lød der et "Moar... jeg har tisset i sengen".... Og så må man jo i gang med at skifte det helt store sengeeventyr. Men Anna har kun været totalt blefri i 3 nætter, så det er jo okay. Klokken 6:30 var der gang i hytten... Anna og Thilde har allerede flået deres adventskalendre op - en lille pose chokoladekranse - og de har også ædt dem. Da jeg finder Thilde i stuen, kan jeg se at chokoladekransene igen er kommet til syne - nu i form af bræk nede i Thildes nissehue. Hun må være facineret over det at have muligheden for at spise den kulørte krymmel en gang til, for hun er i fuld gang med at æde nissehuens indhold endnu en gang.... Addddd!

Klokken 07 er Mikkel stået op, og han er ved at klippe sit eget hår. Jeg står og er ved at trimme ham i nakken, da vi opdager at Thilde i løbet af 20 nano-sekunder har rullet en hel rulle toiletpapir ud, har kommet en bog ned i lokummet - og er godt i gang med at få toiletrullen derned også....

Kvart over syv har Thilde skubbet sin lille skammel hen til køkkenbordet og er i fuld gang med at smage på alle småkagerne der står deroppe... Nam nam....
Og så var det vi tænkte at NU kan det ikke blive meget værre...

Men så er det at Anna kommer en perle op i næsen omkring klokken 10... og hun har tilsyneladende selv prøvet at få den ud først, for den sidder laaaaangt oppe. Forældrene må konkludere, at den kan de ikke få ud, og efter en kort telefonsamtale med vagtlægen er vi nu på vej ind til Århus for at få træperlen demonteret.... Hos vagtlægen i Århus er der altid godt med ventetid, og vi når da også at sidde og blomstre i tre kvarter. Vi har nummer 271, og nummer 270 er lige kommet ind, de andre i "vores" lægeværelse er kommet ud - med andre ord, vi skal ind om 30 sekunder - da Anna siger "aaaaa-tju" og perlen flyver ud helt af sig selv....

Det er simpelthen ren Madicken - eller Emil.... det giver mindelser om suppeterriner på hovedet, og ærter i næsen - vores liv er en Astrid Lindgren historie.

tirsdag, november 27, 2007

KolortelandNEWS

Så er november snart væk - og december lurer forude. Den sidste rest efterår er blevet til en slags forsmag på vinteren. Anna hopper glad og gerne rundt i frosne vandpytter, rimen ligger tæt på græsset - og jeg har været nødt til at finde min "Irina Swetlovskaja"-hue frem (Mikkels navn til min russiske pelshue med øreklapper - han synes bare den er mega-grim og at jeg ligner en der hedder sådan, når jeg har den på).
Jeg har jo skrevet en del under måneden, så der kan man se mere og af samme skuffe...
Vi kan starte med Anna, der jo er fræk som få. Jeg har taget dette skønne billede af hende, måske det burde hedde at der er lys for enden af tunnelen? Hun er blevet umådeligt omsorgsfuld og sød, det har jo nok været der hele tiden, vi har måske bare glemt at se efter. Men konfrontationerne er rimeligt små, selvom vi for tiden har kampe om toilettet og maden... grundstenene i selvbestemmelsen. Hun nægtede f.eks. at spise blodpølse i sidste uge (som var døbt det mere politisk korrekte og mere appetitlige "sortpølse")... Hun græd og peb "Neeejheej, jeg vil ikke have noget" osv... men vi er blevet hårde (og nej, jeg spiser ikke selv blodpølse, men eftersom jeg lå i sengen med influenza var det Mikkel der for en gangs skyld havde fået lov at bestemme), og hun SKAL smage. Hun må gerne sige nej når hun har smagt, men at dømme noget for ulækkert eller uden for ens smagsløg uden at vide hvad man siger nej til, det må man ikke. Nå, men som hun sad der og skreg med sin ene sortpølseskive på tallerknen, så måtte hun jo tage den og klemme den ind mellem læberne. Det var det mest morsomme længe... fra et "uhaaaa-haaa..." lød det i samme åndedrag "umm-umm" (forestil jer Homer Simpson når han spiser doughnuts)... behøver jeg sige mere end at hun spiste 5 skiver (og glemte endda at få sirup og kanelsukker på nogen af dem). Det var selvfølgelig det bedste hun "nogensinde havde fået".. Tja!
Hun fortæller og snakker, og stadigvæk tager hun udgangspunkt i Madicken - i morges sagde hun at en fra børnehaven var en "lortetante", hvilket ikke helt passer forældrene - hvad tænker de ikke dernede i børnehaven? Og hvad med de andre børn?

Og så har vi Houdini - også bedre kendt som Thildeberg. Hun kan komme op hvorsomhelst nu, og gør det! Hun er stadigvæk en natteroder - faktisk har hun endnu kun sovet en nat igennem i sit snart 15 måneder lange liv (meeeget laaaange liv - og hvis hun ikke snart stopper med skrigeriet om natten, så bliver hendes liv ikke helt så langt! Mikkel svor i sengen i nat kl. 01:45 at vi "aldrig nogen sinde overhovedet mere skal have flere børn"). Det må hun så tage op med sin psykolog når hun bliver voksen, at hun er grunden til hendes forældres modstand mod flere små poder. Men jeg vil faktisk (næsten) give ham ret (ihvertfald om natten).

Lige et billede mere af hendes skønne færdigheder - man ser stoltheden lyse ud af pigebarnets øjne. Der er sådan lidt "hæ - hæ, se hvad jeg gør, jeg tror næsten selv ikke helt på det" over hendes blik. Hun er nem at aflevere, hun er igen tryg hos vildt fremmede, og det er jo rart i en snæver vending.

Hun bliver mere og mere fræk, og min frygt for at hun skulle blive den kedelige pind i familien, er gjort til skamme. Det viser bare endnu en gang, at man ikke skal bekymre sig på forhånd, for det er højest sandsynligt spildt tid. Hun kan nu sende en et blik, der i den grad viser at hun udemærket ved at hun er på vej mod endnu et forbud... Nogen gange sidder hun endda og ryster på hovedet med himmelvendte øjne, mens hun piller - f.eks når hun står og drejer på knapperne på komfuret (NEJ, ikke ret smart Thilde, sådan at brænde dine forældres hus af...).

Til sidst, et lille billede fra en familiesammenkomst den sidste lørdag i november. En frokost for ALLE Andersen-børnene - det var rigtigt hyggeligt, og også specielt at møde mine nye gamle halvsøskende igen. Jeg følte det nu meget normalt, og forsøgte da også at bare være til stede... det er jo svært, for hvordan opfatter man at komme som "nye" bekendte til mig og mit hjem? Opfanger man, at vi faktisk ER ligeglade med om man har sko på eller ej, at man bare skal slå sig ned og flyde med? Og at jeg kun forventer at man deltager med det man vil, men at man så stadigvæk også må erkende at jeg heller ikke disker op med 3 retter og tændte lys på lokummet (man er heldig hvis jeg når at støvsuge). Og vil man noget anderledes, kan man jo høre om man må få indflydelse (ergo: jeg er superdiktator som samtidigt er doven). Jeg håber det. Hvis man studerer billedet nøje, vil man se at vi har fået et ekstra barn - det er lånebarnet Carl-Emil, som jo er naboens - men vi forventer at Anna bliver gift med ham, så han er allerede lidt familie.

søndag, november 25, 2007

Nye skridt

Hun har udviklet sig, hende Thildeberg. I mange uger har jeg sukket efter at hun fandt på noget andet end at hænge grædende omkring mine ben og knæhaser - men det var åbenbart det hun ville. Efter et besøg i mødregruppen hvor de andre og yngre/jævnaldrende børn tøffede rundt og snakkede, var jeg dybt deprimeret på mit barns vegne. Det eneste Thilde kunne brillere med var at drikke selv af en kop - ellers ingen tænder, ingen gang, ingen ord. Nu siger hun "du-du" som betyder sut, og "bo-bo" som betyder hund/vov-vov. Og så et laaangt "mmmmaaa" som betyder mor. Hun fik den første tand i sidste weekend... Hun har selv skubbet skamlen hen til køkkenbordet og vil nu videre. Hun kravler ud af det vi har bundet hende fast til barnestolen, og videre op på spisebordet. Hun spiser selv og kan selv spidde kartofler på gaflen. Og hun er stolt!


Vi har tigget... vi har øvet... vi har presset hårdt som forældre med ambitioner ud i elitegymnast eller skønhedsdronning. Men benene forblev som kogt spaghetti lige meget hvad vi har prøvet. Og så, pludselig her til morgen gjorde hun det bare - stod helt selv! Og ja, vi fik det skønne øjeblik foreviget sammen med Anna der klappede og hujede i den flotteste storesøsterstil.
Og her til aften, omkring 12 timer efter den første vaklende selvstændighed, er hun begyndt at tage sine første skridt.

Anna har fået et flot Harry Potter-lyn på næsen. Hun faldt ned af en stensætning fordi hun skulle slåsse med "Georg Poulsen" som hun oplyste om... Og det var jo denneher weekend vi skulle tage "dekorative billeder til bedsteforældre/older og andre til julegaver"... vi venter lige en uge for at se om ikke det bliver lidt pænere - men ellers må hun jo se ud som hun gør - og fræk, det er hun.

Suk, hvor er mine piger bare skønne!

lørdag, november 17, 2007

I mit vindue...

I min vindueskarm ligger et smukt æg. Det er lavet af oliventræ, og købt på mit livs sikkert eneste tur til Israel for 10 år siden. Ægget er købt til min mor, som samlede på stenæg - måske en slags forsoning efter mange års pubertets-stridigheder. Denne tur var faktisk, overraskende nok, noget min mor syntes jeg skulle - hun havde altid selv drømt om at komme afsted efter nogle unge år i København hvor hun havde en eller anden forbindelse med noget Pundik-familie... Så hun bakkede projektet op. Og jeg tog afsted...

Da vi var landet igen i København skyndte jeg mig at ringe til mine forældre. De var taget til Frankrig på ferie, og jeg husker tydeligt at det sidste jeg sagde til min far, da han spurgte om jeg lige skulle snakke med mor, var at det kostede frygteligt mange penge at ringe til Frankrig, når man er på SU.
Om mandagen fik min mor en hjerneblødning, og hun kom aldrig ud af komaens tåger - og nu er det så ved at være 10 år siden hun døde - hun blev begravet 1. december, så meget husker jeg da!

Men hvad er der så sket på de 10 år? Jeg har haft to store kriser inde på livet, og er blevet begge forældre fattigere. Jeg er gudsketakoglov blevet mere moden, og tænker ikke længere ret meget over hvordan andre nu synes jeg er - kan de ikke holde mig ud, må de gå et andet sted hen. Jeg er ikke længere så sort/hvid i min verdensopfattelse, men ser og forstår ting fra flere sider. Jeg har udviklet et følsomhed som gør mig ude af stand til at se TV-avisen og DR2 programmer om Holocaust - jeg vil ikke svælge i livets aller mest grimme sider, men ved at den findes og tager afstand. Jeg har fået to børn - endnu to kriser i mit liv hvor jeg nu befinder mig yderst i orkanen, konfronteres med mine grimmeste sider af min personlighed, de smukkeste sider ved at videregive kærlighed. Jeg er blevet gift med den mand jeg har været forelsket i i længst tid. Jeg er opgraderet fra 16 m2 på Åboulevarden til 209 m2 i Hornslet - fra lejer til ejer.

Jeg er ikke længere studerende, men arbejder hver dag - og er afhængig af at lønnen kommer ind, der findes ikke længere nogen overbærende forældre der kan redde mig fra falittens rand. Jeg kan selv bestemme hvad jeg vil - jeg skal heller ikke længere tænke over hvad min familie nu vil sige til mine valg. Min krop er forsvundet - og blevet erstattet af en fremmeds. Jeg har måtte sande at folk i boligreportager enten har flere penge end mig, eller også er deres liv kun optaget af at rydde op og gøre rent - for mit "Bo Bedre"-hjem er endnu ikke kommet, og jeg bor stadigvæk mod min vilje i de tidligere ejeres efterladenskaber. Jeg er begyndt at kunne lide at se Søren Ryges haveprogrammer, og elsker DR2 - noget jeg tidligere syntes var enormt højpandet. Jeg syer og nusser have - noget mine forældre gjorde!

Hvad mon de næste 10 indebærer? Kan der overhovedet ske mere? Det må tiden jo vise...

søndag, november 11, 2007

Hip hip hurra

På onsdag ville Astrid Lindgren været fyldt 100 år - en stor dag! Da jeg jo nu arbejder på en skole, så vælter det ind med Astrid Lindgren dit og dat... Men også herhjemme gennemsyres vi at det barnlige, lyse og lettere romantiske univers... Jeg, som er så principfast og fordomsfuld, har tvunget mit barn ind i den smålandske verden, istedet for at tilbede Disneyfilm... Hun ved hvem der bor i Bullerby, men aner ikke hvem Snehvide er... Men nu ser jeg bagsiden af medaljen, nemlig hvad det er der optager mit barn.


Når hun leger med sig selv, og specielt sin lillesøster, hører vi ord som "Snotunge" og "Djævleunge"... præcis som Luse-Mia fra Madicken.. Når hun leger skole, så indebærer det "Frøken" og "Overlæreren". Når hun leger køkken, så kan vi få chokoladepraliner (heller ikke det mest nudanske ord), og i går, da vi var ude og gå en tur, stillede hun sig op til et ældre ægtepar og sagde: "Nu er vi blevet afluset"... så var det jo bare om at drøne hjem til fattiggården i flovskab!


Men jeg er alligevel glad for at det går rent ind hos hende. Den lethed og fornemmelse der er i Astrid Lindgrens univers, giver en god kontrast til den hverdag vi omgiver os med. Her møder vi faktisk nogen der gør noget for andre, som Emil der inviterer alle fattiglemmer til juletamtam hjemme på Katholt. Eller Madickens lettere fine mor, der efterhånden bliver mere og mere politisk bevidst... Og hvor man ikke skal tænke på faldsikkert underlag, overvågning og pylder - børnene leger selv i deres verden, og bygger verdner op hvor man selv kan bestemme....


Jeg må skynde mig at skrive den store Astrid Lindgren bog på ønskelisten!

tirsdag, november 06, 2007

Det kribler og krabler...

Nu er jeg ikke stærk i min bibel, men jeg husker alligevel noget med nogen plager... jeg tror vi er inde i sådan en stime. Og som jeg husker det, så er det sådan at den ene plage efterfølger den anden - bedst som vi i familien Havregryn tror at NU er vi ovenpå igen - så kommer der endnu en plage... Ikke død af den førstefødte, græshopper eller myg... men lus! Nu arbejder jeg jo i en SFO, hvilket har resulteret i de første to fede lus! AD.... det hjælper ihvertfald ikke på følelsen af at være sexy!
Anna syntes det var fedt, hun jublede "Mor haaar luuus" med en skøn hæs stemmen hun har fået, og så måtte vi ellers igang med indkøbte midler. Det sidste nye på markedet er noget man smører i det tørre hår, lader sidde i 8 timer, og så vasker almindeligt som man plejer... I bedste Astrid Lindgren-stil sad hele familien Havregryn og smurte sig ind i det til lejligheden døbte "sabadille-eddike" - for når man ser "Madicken" hele tiden, er 3 år, og skal overbevises om at det her er fedt, så må man smøre på... Så mens vi sad der med vores indsmurte hår, kunne vi lige nå at se afsnittet hvor Madicken, Lisbet, Mattis og Luse-Mia får håret smurt ind i sabadille, spiser kødboller og synger: "vi gynger med vores lopper.."... Hvad bliver den næste plage mon?

fredag, november 02, 2007

Forældreskabet....

Jeg drømmer om et skab... et mørkt, gammelt træskab med en enkelt gammel låge. Det er pænt, men heller ikke mere pænt end at man fornemmer det gamle i det. Der må gerne være patina, jeg elsker at man kan se at ting har en historie. Derfor tror jeg heller ikke på ting der bliver malet hvide, krakelerede eller andet i den dur... nej, det behøver ikke være så skide pænt og comme-il-faut... for hvad er det egentligt der er vigtigt? I dag afleverede jeg igen i børnehaven, og der sad sådan et pænt hvidt skab inde i forældrestuen... jeg har snakket med moren før, og hun er af den overbevisning at børnene er alt for meget udenfor... og at børnehaven er alt for stor og åben (de voksne ved jo slet ikke hvor børnene er)... imens sad hun og gav sit barn havrefras og tog tøjet af det... Så det er jo en slags forældreskab. Men hvad så med mit eget? En ting er hvad jeg drømmer om, men noget andet er virkeligheden? Hvad indeholder skabet?


Aller forrest ligger der en blazerjakke, som faktisk nok er lidt lille - den føles nogengange som en spændetrøje. Jeg tænker at den er min morrolle, når jeg har travlt, er sur og hverdagsagtig. Kunne jeg tænke mig noget andet? Ja! Jeg ønsker at være rolig, stille og afbalanceret - at jeg kan se mine børn uden at skrige og råbe, og at "det-at-tage-tøj-på-og-som-ikke-bliver-til-noget-i-løbet-af-5-minutter"ikke behøver at blive det jeg slår mine børn ihjel for - med andre ord, jeg ville ønske at jeg kunne være mere ligeglad.

Jakken skulle istedet være med broderede guldstjerner, mørkerødt fløjel... og til at bevæge sig i. Den skulle give mig mere lyst til at bage pandekager og putte med dynen, glemme nullermænd og se mine sjove unger...

Så har jeg jo nattøjet... et sæt gammelt afdanket thermo-undertøj... hvor sexet kan det blive? At min mand stadigvæk synes jeg er lækker, kommer som en gåde - specielt når jeg ifører mig det. Hvor blev lysten af? Skal det forsvinde med de der børn? Jeg synes faktisk det er ok at sove i thermotøj.... usselt! Inde bagved ligger der sexede blonder (som jeg jo ikke kan være i længere, og som hænge-maven bare overskygger)... og drømmen om at blive sådan en gammel kvinde med lyst til hele livet. Lige for tiden har jeg bare lyst til at sove.... i thermotøjet. Og jeg er faktisk rigtig skuffet over mig selv.
Strømperne er hullede, umage par - måske et symbol på min sportslige udfoldelser sammen med mine børn?
Jeg må hellere skifte garderoben ud: Jeg vil have flere dejlige sokker, stribede knæstrømper og sexede nyloner (som hverken går i stykker eller gnaver)... Jeg gider ikke blive ved med at gå i bomuldsunderhyler - jeg vil have lækkert dyrt undertøj der holder lidt sammen på de sidste rester af en smuk ungpigekrop. Jeg vil have bukser der fremhæver min numse, kjoler der får mig til at ligne en million... Mit forældreskab skal være festligt uden at være fint, hvor jeg har tid til mine børn. Jeg vil være en rar mor, der griner og smilier, som gerne vil hygge og som samtidigt kan sige hvor skabet skal stå... Er der nogen der ved hvor jeg kan få det?

mandag, oktober 29, 2007

kolortelandNEWS

Oktober... det kunne være så smukt. Men ulykkerne er væltet ned over familien. Vandskade... Gipsarm... Mikkel sygemeldt i 1½ uge... og sidst (og nok desværre heller ikke mindst) strømfejl, så den ene halvdel af køkkenet og hele entreen henligger i mørke. Travlhed på arbejdet... Dybtfrosne geoginer... Sur mor og sure børn... En computer der skulle genstartes fra bunden for 3. gang.... og en ekstern harddisk med ALLE mine billeder fra 2003 og frem til september i år, der ikke duer (ja, det kan godt være derfor at julekortet bliver tyndt og at DU ikke har fået de kopier jeg har lovet dig)... HULK!

Men lidt godt har der da været midt i kaoset. Det startede smukt ud med en gang pitabrød og en Thilde smurt ind fra top til tå... Hun elsker mad! Hvidløg, ingefær - chilli - you name it, bare det kommer ind i hendes mund! Denne aften havde jeg lavet noget aubergine-splat med hvidløg, og hun kunne ikke få nok. Til sidst sad hun og slikkede det af tallerknen... med hele mulen nede i truget.
Og madmor her elsker det jo! Jeg er vild med min meget sultne og udforskende datter... Den store derimod skal lokkes med desserter og udlovede fjernsynspauser, for at tage noget lidt mærkeligt i munden... ofte finder hun ud af at hun "æææælsker" det, men det skal man jo ikke sige for højt, vel?

En anden eftermiddag oplevede vi et mirakel - intet mindre. Anna og jeg skulle bage kanelsnegle, og i opskriften stod der at der blev 10-12 stk. Da vi skulle have gæster dagen efter, tænkte jeg at jeg ville doble den op, så vi også kunne guffe lidt til aftenskaffen... Anna er skrap til at hjælpe, og hun lavede dej, rullede ud, rørte remonce og kom sneglekagerne i formene... Hun var faktisk en rigtig god hjælp. Men kagerne voksede og voksede... og selvom jeg prøvede at lave dem store og tykke, så blev der alligevel 100 kager! Det må være et under... Så der var kager nok... både til Mikkel og Duncan som kom på besøg..
Og det var rigtigt hyggeligt. Vi havde indskrevet Anne og Duncan til et besøg - faktisk var det lidt en opfølgning på min sokke-september, for Anne skulle lære at lave sokker selv. Og når hun nu har en handy mand, så kunne han jo lige hjælpe Mikkel lidt... i virkeligheden føler vi at vi udnytter dem under påskud af at være gæstfrie - de passer vores børn, laver vores hus - og vi sidder og snakker (kan det overhovedet blive meget bedre?)... men da de kommer igen og igen, må de jo synes at det ikke helt er bondefangeri fra vores side... Ungerne og os elsker det ihvertfald, og Anna og Thilde er jo fuldstændigt solgt når så "Polly-hunden" kommer på besøg også... man kan desværre ikke høre Thilde le, hunden gø og Anna hvine på billedet - men alle havde det ret sjovt!

De desperate forældre må have lydt meget udmattede, for vi fik tilbuddet om at droppe ungerne engang ved lejlighed hos Anne og Duncan til overnatning. At Anna nok tror at hun skal sove i Duncans seng (med Duncan) og Thilde tror hun skal sove i Pollys seng - med Polly... det er noget andet. Hvor Anne skal være i dette puslespil må vi håbe hun selv kan finde ud af - måske et kosteskab er til rådighed? For Anna og Thilde er meget forelskede i hver deres Thompson... Og det forstår vi jo godt!
Vi fik også et par timer i haven en eftermiddag... det resulterede i mange kogte snegleæg (ikke kanelsnegle), oprydning i hjørnerne og flere skønne fund: en lille nuttet snegleunge (en såkaldt baby-unge her i huset)... Den var bare lillebitte, og det lykkedes Anna at kramme den uden at kvase den. Måske man ikke kan se det på billedet, men hvis man klikker på det for at få en stor udgave kan man måske ane den fastklemt mellem to fingre... livet er farligt!
Og pludselig kom Anna ud for at ordne have sammen med os andre... I et noget særpræget udstyr, javist, men altså hvorfor skal vi allesammen være så ordinære? Hvorfor kan man ikke rive have iført små silkesko, med prinsessekjole og diadem? Vær nu ikke så kedelig mor!


Og pludselig må man finde flyverdragterne frem... Det bliver koldt, og man kan ikke længere ligge i haven... Snøft! Heldigvis fandt vi nu alligevel den gamle babygynge frem, og spørg om Thilde kunne lide det! Det var sjovt både for Anna og Thilde - for Anna kan skubbe og Thilde blive gynget - den ideelle søstrediciplin, i en tid hvor to pigers temperamenter møder hinanden.
Og så var der jo efterårsferien... egentligt forsvandt den bare, men det var nu rart nok at være fri for arbejdet. Men med to unger hjemme, så er det så som så med "ferien".... Til sidst var vi dog i Silkeborg en tur, og Anna nød i fulde drag at være sammen med hendes "bedste veninde Marie" som hun selv sagde... Beundringen oser ihvertfald ud af hende! Anna (og vi andre) har ellers været ret bekymrede for Farmor Bodil som har haft ondt og været syg... hos os skaber det jo frygt når nogen er syge, for Anna kan godt huske at Morfar også var syg. Så det fromme barn har selv bedt til Gud om at gøre Farmor rask igen - hvilket ser ud til at have hjulpet... at Far Mikkel så også blev dårlig, det var jo slet ikke nemt for en lille pige... "farmor må ikke bære mig, og far må heller ikke bære mig"... det er vist hårdt.
En enkelt tur rundt om Almindsø blev det dog til dumme ben til trods, og smukt var det med den efterårsklædte skov. Det er altid dejligt at gå den tur, for det minder mig om de gode stunder da jeg var teenager... svømmeture om sommeren, solnedgange - og løbeture i skoletiden.

Det sidste epokegørende for os her i oktober, har været vores ældste datters udfoldelser. Vi har i mange måneder bekymret os om hendes manglende tegneevner... Anna har aldrig siddet stille, og indtil i går var alt hvad hun tegnede efter princippet: en farve er pæn - alle farver blandet sammen er meeeget pænt. Helst i et stort krusedullemønster... Men så, i går aftes, sad hun endnu en gang og fabulerede over hvad det var hun tegnede (det gør hun altid)... "en pige med sokker og en dreng med en meeeget laaaang tissemand".... Og da Mikkel kiggede ned på papiret var han målløs - det var vi begge. For pludselig kan hun tegne! Og vi kan se hvad det er! Jamen er det ikke stor kunst på højt niveau? Vi har besluttet at få den indrammet, for vi var begge så rørte - måske vi alligevel kan håbe på lidt kunstværkeri familien alligevel?


onsdag, oktober 24, 2007

Hvilket ynkeligt liv...

Vi er fattige... ikke bankerot, men temmeligt blanket af... huset er ved at vokse os op over begge ører - istandsættelsen går ikke baglæns - men det går MEGET langsomt! Og nu er Mikkels arm så gået i udu - hans albue er dobbelt størrelse, den er rød og tyk og gør ondt... og for at toppe hele ynkeligheden, stod der i dag en stråle ud af opvaskemaskinen. Ind under vores grimme pergogulv, ind imellem det gamle trægulv - så gulvet har nu et buet udseende og kun Gud ved hvor meget vand der stadigvæk ligger og søbber derinde. En mus har gnavet hul i vandslangen til opvaskeren - og der kan først komme en mand og lave den i næste uge...
Bed til at det enten er så slemt, at der kommer håndværkere og laver det for os og forsikringen betaler, eller at det overhovedet ikke kan ses (jeg vil dog helst det første - men orker det dog ikke alligevel).
Og nu har Mikkel væltet 6 olielamper ned i vores seng... hvor er det hele bare godt?

onsdag, september 26, 2007

KolortelandNEWS

Pyyyyhhh - endnu en måned er gået. Mit liv passerer revy for mine øjne, mens mine børn vokser og min mand bliver ældre - ligesom jeg selv! På mit arbejde bliver jeg dagligt konfronteret med børn der synes at jeg er ligeså tusse-gammel som deres mødre - "eej, 31 - min mor hun er også gammel, hun er 36!"... Og så var der en enkelt pige fra anden klasse, som spurgte om ikke jeg snart skulle have baby'en ud... jeg mener, jeg ved godt at jeg stadigvæk mangler 2 kg fra sidste graviditet (og vistnok også to fra den forrige, men lad det nu ligge), og jeg havde da også en kjole med empire-snit på... men altså! Men jeg er rigtigt glad for mit arbejde, hver dag! Det er sjovt, og jeg tror også nogen dage på, at jeg faktisk er god til det. Jeg har fået drenge fra 0. klasse til at tigge deres mødre om at købe symaskiner - det er vist et succes-kriterium opfyldt. Og det er dem der vil sy, ikke deres mødre... Og når vi nu er i håndarbejdsregi, så havde jeg helliget september til sokke-strikningen... for det begynder at blive koldt, jeg får aldrig strikket sokker tidsnok til at de kan blive brugt i vintersæsonen, så jeg tænkte: sokkeseptember. 3½ par er det blevet til - to til Anna, og lidt til Thilde. Ingen af dem gider at gå med dem, Thilde piller sine af lige så snart jeg vender mig om efter sok nummer to...

September har været en smuk måned. Haven blomstrer, og squash'ene overtager endnu et år det hele. Alligevel er der lidt mere styr på det i år - højbedene har gjort sit, og der er faktisk øjeblikke hvor jeg kan kigge ud på min drømmehave... resten af haven ligger i ruiner, der er snerle overalt, det kvæler mine fine stauder. Men beslutningen om at tage en del af gangen virker rigtig, vi har ikke overskuddet til at luge i bund over det hele. Men georgine-orgiet er skønt, alle bliver belemret med blomster, og vi plukker og plukker. Snart er det forbi, jeg håber på en oktober uden frost så vi kan nyde det i så lang tid endnu.Og for blot lige at "prale" med mine squash, så fandt vi to som havde puttet sig - og de havde desværre ikke puttet ret længe... Anna kunne bruge den ene som stol, nu står de på trappestenen og pynter, for de er godtnok uspiseligt store.

Hvad ellers? Vi har været snottede hele bundtet, Thilde snart en måned. Man kan undre sig over at et så lille hoved kan indeholde BÅDE hjerne og så meget snot. Hun var en dag så udmattet og sløv, at hun faldt i søvn hos Mikkel. Thilde er aldrig været sådan en vi puttede i søvn, når hun fik flaske var hun lysvågen indtil hun blev puttet - Anna derimod kunne knapt falde i søvn hvis ikke hun åd sig i søvne - så det var også hyggeligt at prøve omstændighederne til trods.

Farfar Uffe kom og hjalp med at sætte lidt isolering op - ikke at vi er færdige, men det hjalp godtnok! Det var vist et kløende arbejde, men det rykkede virkeligt at være to istedet for en. Og ungerne var også ellevilde, det var vist godt for både Anna og Thilde at få farfar "on the rocks", dvs uden farmor - for så er det jo så nemt at gøre som man plejer (Faaaar-Mooooarrr). At Thilde var ret vild synes jeg man kan se på blikket på billedet.... Jeg tror der bliver sagt: "Hæ hæ, se lige her mor hvor jeg er havnet.... Ahhh!" Det er en af de glæder jeg er glad for mine børn oplever, som jeg selv synes jeg har manglet - bedsteforældre. Samtidigt synes jeg, at vi godt kan mærke nu at der ikke er nogen på min side længere. Før virkede det som en lind strøm hele tiden, også selvom det nok kun var i min bevidsthed. Jeg så ikke min far tit, men jeg ringede ofte og fortalte hvad der skete. Det mangler jeg voldsomt, for det handler jo om at have nogen der interesserer sig for ens gøren og laden. Jeg ved godt at rampelyset ikke skal skinne på mig altid, og heller ikke på mine børn, men den naturlige forbindelse der er i at ringe hjem og sige "Ved du hvad, i dag klarede Anna faktisk 4-års lægeundersøgelsen selvom hun kun er tre" er vigtig for mit liv og min opfattelse af mig selv som forælder. Den accept der kun kan komme fra ens egen familie og ophav kan jeg godt savne, det var noget jeg tog for givet og som ikke kan erstattes af nogen andre.

Nå, men hovedpunktet på denne måned må jo absolut gå til månedens fest: Thildes 1 års fødselsdag! En mere rolig fødselar skal man lede længe efter. Hun tog dagen med ophøjet Thilde-ro og en lille smule overraskelse. Det var dog ok at pakke gaver ud, selvom det kunne være svært at komme til fadet, når man har en energisk og ret ældre søster. Det er faktisk hjemmets største konflikt for tiden: At Thilde skal have lov, at Anna ikke skal bestemme over Thilde, og at Anna heller ikke altid skal trækkes med en dum lillesøster - ergo en uløselig knude. Jeg er nået frem til at være lige uretfærdig istedet for at forsøge at dele retfærdigt og harmoniskt. Det kan man nemlig ikke!
Thildes fødselsdag var noget helt andet end Annas. Jeg havde troet af børnefødselsdag var en børnefødselsdag, men stemningen var en anden. Vejret var desværre ikke til det udendørs, men sensommerstemningen og æblerne, brombærene og de brændte ris gav en dejlig dag (et ristaffel uden ris, men med pasta var resultatet efter 1 times forsøg på at stable et aftensmåltid på benene - jeg der ellers altid har styr på mad følte mig som den ultimative køkkennovice, da jeg ikke engang kunne koge ris!).
Thilde fik en masse fine gaver - både noget til nu, og til om lidt tid - hun elsker al sin legetøjsmad som hun fik bunker af! Hun kan sidde i timer og putte mad i gryder og tage det ud, stå og røre, hamre i plastiktallerkner med dukkebestik. Og så elsker hun at prøve tøj og sko... man er vel en pige!

Hun fik også en dukke og en aldeles skøn dukkevogn + en rigtig fin dukkeseng - hun har dog ikke helt fattet konceptet bag nogen af delene - det er stadigvæk meget sjovere at sidde og forsøge at ligge på dukkens dyne, og at gå bagved en dukkevogn, hvorfor skulle man dog det? Hvis man kan sidde på sin flade istedet?
Hun havde en rigtig dejlig dag, og der var ingen tvivl om at hun vidste at det drejede sig om hende.

Anna lærer unoder i børnehaven, og snakker om tis hele tiden. Hun leger godt selv, virker glad og harmonisk og er fyldt med ballade. Hun kan pludselig et væld af sange, elsker at danse til "Åh Abe" og synger om den "festlig jæger" der skød den stakkels krage. Hun kan næsten tælle til 20, øver sig på højre og venstre hele tiden - og så har hun lært at fløjte rigtigt. Alt bliver brugt til at kravle på, hoppe fra - det er rigtigt at det er legealderen nu. På den negative side må vi sige, at ørene virker rigtigt dårligt! Ikke sådan fysisk, men det er utroligt hvor mange gange man skal sige at hun skal have tøj på/sko på/ gøre sig færdig - hun leger, leger, leger.

Sidst i september var vi til kusine Adeas barnedåb, en rigtig fin dag. Hun er en rigtig dejlig unge, der er bare så mange børn at jeg synes det bliver sværere og sværere at fordybe sig rigtigt i dem. Heldigvis kommer det lige så stille, men det tager længere tid at lære dem at kende. Nå, men Adeas dag var dejlig, vejret var skønt og hun klarede dagen rigtigt fint. Børnene legede bro, bro, brille i haven, der var masser af lækker mad, og jeg fik pigernes meget yndige, ens kjoler færdige (man kan jo ikke strikke sokker hele tiden, vel?).

lørdag, september 15, 2007

Ravnemor slår til igen...

Det var en mørk og stormfuld septembernat. Vinden ruskede i træerne, og de visne blade fløj hen over græsset. Duggen glinsede i måneskinnet, og slimede dræbersnegle smøg sig rundt i det græs der i den grad trængte til at blive klippet.
Indenfor lå Ravnefar og Ravnemor og sov. Trygt under den varme dyne, mens clockradionens neontal viste 1:45...
Natten blev skåret i stykker af barneskrig... igen og igen og igen. Ville det barn aldrig stoppe? Hvorfor var der ingen der tog sig af det stakkels barn?

Ravnemor drømte at hun sov, og at hendes yngste datter vågnede og skreg. Heldigvis havde Ravnemor en skøn mand der hed Ravnefar, og han plejede at klare ærterne når det var nat og ungen skreg. I denne drøm blev barnet dog ved med at skrige, og Ravnemor nåede at tænke, at det var da også utroligt ufølsomt af både mand og barn, sådan at vække hende.
Pludselig kom Ravnemor i tanke om, at hun jo havde taget den lille skrigebanan over i forældresengen, for hun havde skreget ret meget tidligere på aftenen... Men hvor var barnet henne?

Nede i hullet mellem sengen og bogreolen var der ikke meget plads. Og den plads der var, blev delt mellem gamle snotklude, hår, spindelvæv og ederkopper, samt gamle hår-elastikker og omslag til en Harry Potter-bog... og så et spil backgammon. Dernede lå Thilde og skreg og skreg og skreg... 'hvorfor kommer min mor ikke og tager mig op?' tænkte hun, mens hun følte kulden og ederkopperne og alt det andet klamme, som hendes forældre ikke havde gjort rent... hun kaldte mere og mere... Men lige meget hjalp det...

Ravnemor ledte og ledte i sengen, og pludselig fik hun den lyse idé at tænde lyset... og se, der lå den stakkels forsømte datter og græd, faldet ud af sengen og klemt inde mellem et backgammonspil og en masse skrammel. Det kan nok være at begge forældre skammede sig!

torsdag, august 30, 2007

KolortelandNEWS

Så er vi her igen... en travl august er snart til ende. Og hvad er så sket?


Ja vi må jo sige at vores hverdag er radikalt ændret. Fra at have god tid, har vi nu mere travlt. Vores børn er institutionsbørn begge to. Jeg er begyndt at arbejde... Vi overlever dog!

Vi starter NEWS'et med gamle nyheder, vi var nemlig til den årligt tilbagevendende Fjordholm-weekend i det fynske. Der var super dejligt, og vejret var skønt! Anna og Kamma gav et nummer ovenpå septik-tanken, det var overhovedet ikke til at stå for. Myggene tændte landingslysene ret tidligt, og det resulterede i 42(!) myggestik på mine ben. Ungerne var umulige, Thilde tog rekorden og var en rigtig lille skrighals - det endte med det vi ikke vil, nemlig mig der lå og snorksov i teltet mens alle andre voksne hyggede sig ved middagsbordet, bare fordi Thilde skulle holde i hånd mens hun faldt i søvn. Men når man kigger tilbage så var det bare godt vejr, søde børn og hygge (jeg kom jo også op igen).

Så er der huset. Det er endelig blevet splittet fuldstændigt ad, nu har vi fået sat nye døre i terrassen/altanen, et ovenlysvindue i det der engang bliver Thildes halvdel, muret op udvendigt i det gamle badeværelsesvindue...
Vi har fået hevet alt isolering af taget, Mikkel understryger tagsten som en gal hver gang han har en halv time fri... for selvom vi stadigvæk skriver august, så er det temmeligt koldt uden isolering, og med luften pibende ind mellem tagstenene. De skal allesammen bindes fast (eller rettere, hver anden skal), det er et kæmpe-projekt. Vi bor fint nok i kælderen, det er ikke det, men hele hytten bliver iskold lige så snart vi går under 15 grader udenfor... Så her i weekenden skal der tages fat.

Og så er der ungerne; Thilde er blevet helt vild med at møffe stille rundt langs kanten på sofabordet, og hun rejser sig ved det hele. Hun er en rigtig pilfinger, og på billedet ses hvordan hun lige har pillet ved børnesikringen på den brandvarme ovn. Nogen vil sikkert tænke "hvad er det da for en mor der giver sig til at tage billeder istedet for at opdrage barnet", og det er måske også rigtigt - men med vores gode komfur så skulle hun ikke kunne komme noget til... håber jeg! Thilde skriger stadigvæk højt og meget, men efter samtaler med sundhedsplejersken så er det blevet bedre. Hun var vist inde i en "hej, her er jeg også" periode, og jeg må jo desværre indrømme at jeg godt forstår hende. Vi andre er så vant til at Anna kan alt selv, at hun bare spørger efter hjælp hvis hun har brug for det. Og Thilde har jo længe været stille - det må være hårdt at skulle komme efter en så charmerende søster, og snakkende far og mor... Så jeg arbejder virkeligt med mig selv for at se Thilde som hun er.

Nu bliver hun jo snart 1 år, og hun kan rigtigt meget. Når Mikkel kører på arbejde på cyklen så sidder hun og vinker med en stiv arm og siger "aaarh-aaarh" i en lys "hej-hej" lyd... det er MEGET sødt!

Anna hun leger med Carl-Emil, i denne weekend var de sammen hele søndagen. De rendte mellem vores to huse selv (og vi håbede på at de så gik hjem istedet for at gå på opdagelse i nabolaget). Da det blev aften og vi skulle spise græd de begge to - faktisk var Carl-Emil så ked af det at han slet ikke ville spise noget hjemme, men ville "over til Anna". Hun hygger sig i børnehaven, og har det godt. Når vi kommer ned og slukker lyset hos hende om aftenen, så finder vi hende nogengange sådan her... i skyggen af yndlingsparaplyen med alle dyrene bænket ved siden af... også MEGET sødt!

Og så er der haven. Den er som den skal -ihvertfald køkkenhaven. Squash-tsunamien slår til igen i år, og græskarene er helt vilde. Geoginerne blomstrer som besatte. Æblerne vælter ned. Og tomaterne er IKKE ædt af kållarver i år - en fryd! Jeg får ikke luget som jeg vil, og dræbersneglene er overalt - men jeg tror jeg får ungerne med i haven i weekenden når Mikkel og hans far skal ordne vores tag - hvis ellers ungerne vil lade mig lave mit eget mens vi går rundt...

Sidst: Et billede af jordens sødeste piger! Mine to smukke og dejlige tøser, som giver mig glæde hver dag. I tirsdags, hvor alt lige fra morgenstunden gik galt (f.eks. havde jeg misforstået tiden hos lægen, så jeg troppede op med begge unger til henholdsvis 1-og 3-års undersøgelse den forkerte dag - og havde endda taget fri til det)... jeg havde også glemt at Mikkel skulle til aftenmøde... og så sidder vi der i sofaen og skal hygge lidt. Anna har fået en lille skål med cornflakes med ind til at guffe som chips, og så vil Thilde jo også! Hun får et par stykker (for Anna er meget sød til at dele), og så lige pludselig står der en tyk stråle med bræk ud af pigebarnet! Ud i hånden på mig (ja, jeg "greb"), ud på dynen, ud over det hele... Febrilsk siger jeg til Anna: "skynd dig ud og hent noget til at tørre op med", og hun drøner ud i køkkenet, skramler lidt og kommer tilbage med et stykke køkkenrulle på ca. 5x5 cm- ikke ret stort! Jeg siger til hende at hun skal hente hele køkkenrullen, og hun kigger lidt på mig og siger så "okay"... og kommer tilbage med KAGERULLEN! (Hvad skal Mor mon med den?? har hun nok tænkt). Jeg tørrer hænderne i dynen og smider hele baduljen til en gang kogevask... og griner over en åndsvag dag med dejlige unger.

onsdag, august 22, 2007

work, work, work...

Den travle hverdag er startet igen, og mine børn vokser mens jeg passer andres børn... Anna er totalt ligeglad med tingenes tilstand, bare hun får lov til at komme i børnehave. Thilde derimod er ikke sønderligt imponeret over at være kommet i dagpleje, men det begynder efterhånden at ligne noget... Meeen, når hun får øje på Heidi så sender hun hende onde blikke der siger: "Dame, jeg ved godt hvad du er ude på - og ellers tak, jeg bliver her ved min Mor!"

Mit nye arbejde er super, jeg glæder mig (næsten) til at komme på arbejde - og har ikke så travlt med at komme hjem igen. Det jeg savnede ved mit gamle arbejde, nemlig voksenkontakt, får jeg til fulde her. Her kan man åbenbart godt kombinere det at være sammen med børn, med også at tale sammen som voksne kolleger. Jeg syntes aldrig rigtig at jeg sådan faldt i hak på fritidshjemmet. Jeg følte mig som sådan en tør pind, de forstod ikke min form for humor, vi havde ikke nogen fælles interesser - og jeg var også den eneste der havde behov for at fortælle om min familie - jeg kendte dem ikke, og de kendte heller ikke mig. Efter en uge har jeg allerede snakket mere med dem jeg arbejder med nu, end jeg føler jeg nogensinde har snakket med dem på det gamle arbejde.
Jeg føler mig værdsat, og så, vigtigst af alt: de er totalt ligeglade med at jeg "kun" er medhjælper, de synes jeg er sej og jeg er allerede blevet klassepædagog. Det var ikke fordi at jeg ikke kunne få ansvar før, men det var over oprydningen i køkkenet, eller tømning af vaskemaskinen...

Og så er der børnene... jeg har allerede givet 3 eftersidninger (kan man det?), OG fået en dreng i 3. klasse til at græde den anden dag jeg var der - til gengæld har der ikke været noget som helst vrøvl med dem siden. Og så har jeg på mirakuløs vis fået drengene til at sidde lige så stille og skrive, ved at introducere dem til kalligrafi (orv, mand - seje bogstaver til rollespil), i næste uge skal jeg designe rollespilskostumer med pigerne og få dem alle til at sy... jeg har allerede travlt.

mandag, august 13, 2007

Kønsroller

Min datter har fået en legekammerat.. sådan en rigtig lille drengeven. Det er første gang vi har haft "nogen hjemme", og han blev endda og spise. At det er naboens dreng Carl-Emil, gør det hele endnu nemmere, og nu, efter at Anna og han går i børnehave sammen, er de kommet til at kende hinanden bedre.

Så jeg sad i haven med endnu en Harry Potter-bog, og selvom den er spændende, så kunne jeg ikke lade være med at smuglytte - mest fordi sådan nogle børn taler så højt (ihvertfald Anna), men sandkassen er også lige ved siden af. Og her fik jeg et syn af de værre... Min datter ligner mig! Og jeg ligner min egen mor! Yaaak!

Legen gik ud på far-mor-og-baby, og Carl-Emil (der var udnævnt til far) gik rundt og sagde: "jeg skal male, male, male.... nu skal jeg have noget maling" osv. Anna gik rundt med hænderne i siden (hvor har hun set det?), mens hun dikterede legen (hvor har hun hørt det?) og kommanderede. . "nu skal jeg have baby'en ud, du skal køre bilen" fik han besked på, og blev kostet hen på bænken hvor han villigt satte sig med udstrakte arme og kørte hende på 'spitalet.. og derhenne fik han besked på at han skulle vente udenfor, mens han fik smækket døren i hovedet - så ordnede hun den baby selv. Og så gik han ellers rundt derhenne og skulle male, male, male... At se hans meget undrende blik, hvor man kunne se at han absolut ikke fattede hvad der foregik omkring sig, men han erkendte sin skæbne og hoppede med på vognen, og se hendes triumf da hun (selvfølgeligt) fik ret igen - ja, det har givet stof til eftertanke.


Måske vi kvinder ikke skal bestemme alt. Måske jeg skal lære mine børn, at det er vigtigere at træffe valg der resulterer i fred og fordragelighed, end valg der endnu engang giver mig ret. For vi er ærligt talt ikke ret smukke, når vi står der og koster rundt. Jeg synes virkelig jeg er skrækkelig, når jeg bestemmer. Samtidigt ønsker jeg mig evner, så jeg kan argumentere og diskutere uden at det bliver en viljernes kamp - for uden kam til begges hår, så bliver det vel lidt kedeligt. Og så må mændene også erkende, at man godt kan "snakke" om tingene uden at resultatet er kendt på forhånd. For jeg tror egentligt ikke at vi kvinder selv synes at tingene er afgjort fra første færd. Vil vi ikke gerne høre mændenes mening? Jo, men kun på vores måde... Pyyyyh, jeg er blevet min mor.... Så fra i dag, som jo er en ny start (jeg skal starte på arbejde om 1½ time), vil jeg forsøge at være mere ligeglad med detaljer og petitesser, og gemme krudtet til de virkelig store sværdslag hvor jeg umuligt kan gå på kompromis. Jeg vil ikke hele tiden påpege fejl ved mine børn og mand, for jeg fejler også selv (men glemmer det i kampens hede)... og jeg vil være gladere, fordi livet er værd at leve, solen skinner mere når man smiler, og ens børn og mand er sødere, når jeg selv er sød.

tirsdag, august 07, 2007

Suuuuk...

Så er det blevet næsten hverdag igen. Og begge mine børn er blevet institutionsbørn. En æra er forbi, men inden jeg starter på arbejde på mandag har jeg 1000 ting at nå - uden børn (og det skal vel også nydes lidt).
Anna startede i Mosegården i onsdags, hun kom i hippie-børnehaven med dyr, udeliv og selvforvaltning - og det ser ud til lige at være Anna. Den første dag drønede hun derned, og det er bestemt ingen straf at komme i børnehave - tværtimod! Hun kom i gruppen "kagerullerne" (røg de hash da de gav grupperne navne?), og hun er en rigtigt lille kagerulle, må vi sige. Der har ingen problemer været, hun elsker det simpelthen. Faktisk står hun op om morgenen og hiver i dynen på os og siger "jeg skal i børnehave"... og selvom de åbner 6:30, så skal vi altså lige have tøj på og morgenmad i maven. Det kan godt være frygtelig lang tid for en Anna.
I går startede Thilde så i dagpleje hos Heidi, og hun har være skrækkeligt mor-syg de sidste 14 dage, så jeg var ret spændt. Men også her blev frygten gjort til skamme, hun rakte tungen ud og ville ned til de andre børn, og så så jeg ellers rumpen af hende - så heller ikke her var der tårevædede afskeds-scener (hvad er det for nogle afstumpede børn jeg har?). Jeg må vist bare nyde freden, nu skal jeg strikke, læse og sy en hel uge, og jeg vil prøve at gøre det uden dårlig samvittighed (spild af tid)! Men med et helt år sammen med Thilde, så venter min krop ubevidst på at hun snart vågner... hvor lang tid mon det tager, at vænne den fra at gå og lytte efter hende? De er nu skønne, mine to elskede piger, og i går eftermiddags var det skønt at tage dem hjem og hælde dem i badekarret ude i haven - sådan skulle livet være hver eneste dag!