KolortelandNEWS

Så er november snart væk - og december lurer forude. Den sidste rest efterår er blevet til en slags forsmag på vinteren. Anna hopper glad og gerne rundt i frosne vandpytter, rimen ligger tæt på græsset - og jeg har været nødt til at finde min "Irina Swetlovskaja"-hue frem (Mikkels navn til min russiske pelshue med øreklapper - han synes bare den er mega-grim og at jeg ligner en der hedder sådan, når jeg har den på).

Jeg har jo skrevet en del under måneden, så der kan man se mere og af samme skuffe...

Vi kan starte med Anna, der jo er fræk som få. Jeg har taget dette skønne billede af hende, måske det burde hedde at der er lys for enden af tunnelen? Hun er blevet umådeligt omsorgsfuld og sød, det har jo nok været der hele tiden, vi har måske bare glemt at se efter. Men konfrontationerne er rimeligt små, selvom vi for tiden har kampe om toilettet og maden... grundstenene i selvbestemmelsen. Hun nægtede f.eks. at spise blodpølse i sidste uge (som var døbt det mere politisk korrekte og mere appetitlige "sortpølse")... Hun græd og peb "Neeejheej, jeg vil ikke have noget" osv... men vi er blevet hårde (og nej, jeg spiser ikke selv blodpølse, men eftersom jeg lå i sengen med influenza var det Mikkel der for en gangs skyld havde fået lov at bestemme), og hun SKAL smage. Hun må gerne sige nej når hun har smagt, men at dømme noget for ulækkert eller uden for ens smagsløg uden at vide hvad man siger nej til, det må man ikke. Nå, men som hun sad der og skreg med sin ene sortpølseskive på tallerknen, så måtte hun jo tage den og klemme den ind mellem læberne. Det var det mest morsomme længe... fra et "uhaaaa-haaa..." lød det i samme åndedrag "umm-umm" (forestil jer Homer Simpson når han spiser doughnuts)... behøver jeg sige mere end at hun spiste 5 skiver (og glemte endda at få sirup og kanelsukker på nogen af dem). Det var selvfølgelig det bedste hun "nogensinde havde fået".. Tja!

Hun fortæller og snakker, og stadigvæk tager hun udgangspunkt i Madicken - i morges sagde hun at en fra børnehaven var en "lortetante", hvilket ikke helt passer forældrene - hvad tænker de ikke dernede i børnehaven? Og hvad med de andre børn?

Og så har vi Houdini - også bedre kendt som Thildeberg. Hun kan komme op hvorsomhelst nu, og gør det! Hun er stadigvæk en natteroder - faktisk har hun endnu kun sovet en nat igennem i sit snart 15 måneder lange liv (meeeget laaaange liv - og hvis hun ikke snart stopper med skrigeriet om natten, så bliver hendes liv ikke helt så langt! Mikkel svor i sengen i nat kl. 01:45 at vi "aldrig nogen sinde overhovedet mere skal have flere børn"). Det må hun så tage op med sin psykolog når hun bliver voksen, at hun er grunden til hendes forældres modstand mod flere små poder. Men jeg vil faktisk (næsten) give ham ret (ihvertfald om natten).

Lige et billede mere af hendes skønne færdigheder - man ser stoltheden lyse ud af pigebarnets øjne. Der er sådan lidt "hæ - hæ, se hvad jeg gør, jeg tror næsten selv ikke helt på det" over hendes blik. Hun er nem at aflevere, hun er igen tryg hos vildt fremmede, og det er jo rart i en snæver vending.

Hun bliver mere og mere fræk, og min frygt for at hun skulle blive den kedelige pind i familien, er gjort til skamme. Det viser bare endnu en gang, at man ikke skal bekymre sig på forhånd, for det er højest sandsynligt spildt tid. Hun kan nu sende en et blik, der i den grad viser at hun udemærket ved at hun er på vej mod endnu et forbud... Nogen gange sidder hun endda og ryster på hovedet med himmelvendte øjne, mens hun piller - f.eks når hun står og drejer på knapperne på komfuret (NEJ, ikke ret smart Thilde, sådan at brænde dine forældres hus af...).

Til sidst, et lille billede fra en familiesammenkomst den sidste lørdag i november. En frokost for ALLE Andersen-børnene - det var rigtigt hyggeligt, og også specielt at møde mine nye gamle halvsøskende igen. Jeg følte det nu meget normalt, og forsøgte da også at bare være til stede... det er jo svært, for hvordan opfatter man at komme som "nye" bekendte til mig og mit hjem? Opfanger man, at vi faktisk ER ligeglade med om man har sko på eller ej, at man bare skal slå sig ned og flyde med? Og at jeg kun forventer at man deltager med det man vil, men at man så stadigvæk også må erkende at jeg heller ikke disker op med 3 retter og tændte lys på lokummet (man er heldig hvis jeg når at støvsuge). Og vil man noget anderledes, kan man jo høre om man må få indflydelse (ergo: jeg er superdiktator som samtidigt er doven). Jeg håber det. Hvis man studerer billedet nøje, vil man se at vi har fået et ekstra barn - det er lånebarnet Carl-Emil, som jo er naboens - men vi forventer at Anna bliver gift med ham, så han er allerede lidt familie.