I min vindueskarm ligger et smukt æg. Det er lavet af oliventræ, og købt på mit livs sikkert eneste tur til Israel for 10 år siden. Ægget er købt til min mor, som samlede på stenæg - måske en slags forsoning efter mange års pubertets-stridigheder. Denne tur var faktisk, overraskende nok, noget min mor syntes jeg skulle - hun havde altid selv drømt om at komme afsted efter nogle unge år i København hvor hun havde en eller anden forbindelse med noget Pundik-familie... Så hun bakkede projektet op. Og jeg tog afsted...
Da vi var landet igen i København skyndte jeg mig at ringe til mine forældre. De var taget til Frankrig på ferie, og jeg husker tydeligt at det sidste jeg sagde til min far, da han spurgte om jeg lige skulle snakke med mor, var at det kostede frygteligt mange penge at ringe til Frankrig, når man er på SU.
Om mandagen fik min mor en hjerneblødning, og hun kom aldrig ud af komaens tåger - og nu er det så ved at være 10 år siden hun døde - hun blev begravet 1. december, så meget husker jeg da!
Men hvad er der så sket på de 10 år? Jeg har haft to store kriser inde på livet, og er blevet begge forældre fattigere. Jeg er gudsketakoglov blevet mere moden, og tænker ikke længere ret meget over hvordan andre nu synes jeg er - kan de ikke holde mig ud, må de gå et andet sted hen. Jeg er ikke længere så sort/hvid i min verdensopfattelse, men ser og forstår ting fra flere sider. Jeg har udviklet et følsomhed som gør mig ude af stand til at se TV-avisen og DR2 programmer om Holocaust - jeg vil ikke svælge i livets aller mest grimme sider, men ved at den findes og tager afstand. Jeg har fået to børn - endnu to kriser i mit liv hvor jeg nu befinder mig yderst i orkanen, konfronteres med mine grimmeste sider af min personlighed, de smukkeste sider ved at videregive kærlighed. Jeg er blevet gift med den mand jeg har været forelsket i i længst tid. Jeg er opgraderet fra 16 m2 på Åboulevarden til 209 m2 i Hornslet - fra lejer til ejer.
Jeg er ikke længere studerende, men arbejder hver dag - og er afhængig af at lønnen kommer ind, der findes ikke længere nogen overbærende forældre der kan redde mig fra falittens rand. Jeg kan selv bestemme hvad jeg vil - jeg skal heller ikke længere tænke over hvad min familie nu vil sige til mine valg. Min krop er forsvundet - og blevet erstattet af en fremmeds. Jeg har måtte sande at folk i boligreportager enten har flere penge end mig, eller også er deres liv kun optaget af at rydde op og gøre rent - for mit "Bo Bedre"-hjem er endnu ikke kommet, og jeg bor stadigvæk mod min vilje i de tidligere ejeres efterladenskaber. Jeg er begyndt at kunne lide at se Søren Ryges haveprogrammer, og elsker DR2 - noget jeg tidligere syntes var enormt højpandet. Jeg syer og nusser have - noget mine forældre gjorde!
Hvad mon de næste 10 indebærer? Kan der overhovedet ske mere? Det må tiden jo vise...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar