At forberede sig...

Her går det slag i slag. Jeg har en stopfyldt sommerferie som indebærer både Danmarks største cirkustelt og et bryllup. Det sidste er det første, og jeg har samtidigt tid til at redigere nogen af de billeder jeg tog i januar. Jeg var ude og lege med Maja, og jeg har en mængde gode billeder liggende. Men der gik dårlige ører i den, og jeg har ikke fået rørt ved det. NU skal det være!

Så jeg leger. Laver sjov og ballade. Det er faktisk ret festligt at arbejde med billeder hvor der var -8 grader og masser af sne! Nu glæder jeg mig til at tage billeder i højsommeren. Det skal nok blive godt!

Mere end 1000 ord...

Afslappet og stilfuldt. Er det ikke det en kat kan? Med en arrogance som vi andre bare ikke kan levere. Jeg synes Trunte udviser 100% katteadfærd - man ser i hendes blik den overlegenhed som præger en kat. "Er det der virkeligt nødvendigt?"...

Om lidt har vi sommer. Trunte har været hos os i snart 4 år. Hun startede som en forskræmt lille killing. Nu? Hun ejer os - ikke omvendt. Der er lange perioder hvor hun kun kommer ind for at æde, og går så snart kun kan. Og vi har bare at diske op med den foretrukne ENE slags katteknas der spises - glem resten. Katten som kan sortere sin mad, og kun spiser de HELE katteknas, og efterlader dem der er gået i stykker på gulvet.
Man er vel dronning.

Hvor er kagen?

Min topskat fylder 8 år idag. 8! Det virker på den ene side som en evighed siden jeg fik hende, og på den anden side var det i går. Forstår pludselig den voksne "hvor er du vokset siden sidst" som jeg altid syntes var skørt da jeg var barn. Men hun er vokset siden sidst.

I dag er lidt mere stille end de plejer. Farmand (Annas eeelskede farmand) har lige fået fjernet mandler, og er temmeligt slatten. Ihvertfald i dag. Og derfor er store fester også aflyst. Heldigvis endte det med at farmor og farfar kunne kigge forbi lidt. Det gav ihvertfald moren her lidt ro på, for jeg syntes det var synd at hun slet ikke fik nogen fest.
Gode venner tog pigerne med i sommerhus allerede fredag, og det viste sig at være så heldigt, at vi har lånebedsteforældre der stiller op til fest - Annes farmor ville være blevet 100år, og i den andledning kunne man jo lige spise noget lagkage. Og så fejrede de Anna med. Så lagkage blev det til i weekenden.

Jeg er ikke den store lagkagoman, og derfor har farmor lovet at tage en med i eftermiddag. Men frokosten står jeg for. Og hvad andet kan man lave, når ens datter elsker: flødeost, rejer og røget laks? Sandwich selvfølgelig! Men ikke bare sandwich... en sandwich cake - eller smörgåstårta blev det til. Jeg synes den ser god ud... mmmmm

Tågen letter... håber jeg!

Som skrevet i sidste indlæg, så gik jeg i krig mandag. Jeg ringede først til sygehuset, for jeg var overbevist om at de kunne se det vanvittige i vores situation. Næsten to måneder på venteliste for at få et dræn. Sygeplejersken var helt med på vores problematik, men skulle høre en læge ad... Da hun ringede tilbage kunne jeg høre at hun ikke var vild med at give besked - men vi måtte altså få en ny henvisning for at få nyt dræn, og derfor måtte vi ind til egen ørelæge først. Sukkkkk. Jeg tudbrølede en halv times tid, og ringede så til egen ørelæge (og tudbrølede lidt mere).

Vi er med tre ørebørn det man må kalde "kendte ansigter", og jeg behøver bare sige mine børns navn, så ved de liiiige præcis hvem vi er (godt eller skidt??). Sekretæren sukkede højlydt og sagde at det simpelthen ikke kunne passe. Nu skulle hun lige snakke med ørelægen... og de besluttede at de ville klemme Selma ind næste morgen i egen klinik til dræn. Narkoselægen blev ringet op og spurgt om han ville gå med til det - og en time efter havde vi tid til nyt dræn. For Selma har ventet så længe på dræn, at hun nu er over 6 måneder, og så kan narkoselægen godt selv klare ærterne (eller æteren?).
Voila!

Tirsdag - præcis en uge efter første dræn - fik hun nyt dræn. Denne gang en slags der skulle kunne sidde længere. Og en penicillin-kur oveni, da venstre øre er fuldstændigt inficeret og "flæsket". Spørgsmålet er om det overhovedet har været raskt, det tror jeg ikke.
Nu sover hun nogenlunde, øjnene lyser og hun kan fortsætte hvor hun slap - øve sig i at sidde op!
Og jeg kan slappe af - for falder dræn ud, så kan jeg gribe knoglen og få en ny tid i den nærmeste fremtid. Det er en befrielse. Og det skaber måske luft - til syprojekter og strik. Til have-nul og bagning... Meeen. Om en uge skal min mand have fjernet mandler (endnu et skridt i retningen mod færre halsbetændelser). At narkoselæge og ørelæge kiggede medlidende på mig i tirsdags og sagde "Uha, han bliver SÅ dårlig, han er intet værd i laaang tid, uha uha" har jeg ikke sagt højt.

Øredræn, velsignelse og ulykke...

I tirsdags drog vi mod Aalborg sygehus. Vi skulle være der kl 7, så vi kørte tidligt afsted. Det endte med Aalborg fordi det var her der var kortest ventetid på dræn. Og selvom vi har prøvet det hele før mange gange med de to store piger, så var det alligevel nyt - for nu var det Selmas tur, og fordi hun skulle på sygehuset. Det skulle hun fordi hun stadig er så lille - og så ville vores vanlige ørelæge ikke lægge dræn (det har noget med narkosen at gøre).

Hun tog det pænt. Og det hele gik så godt. Vel hjemme igen fik vi pludselig en helt anden Selma at se. Hun grinede hele tiden - som i HELE tiden. Godtnok holdt hun nattefest allerede den første nat, men denne gang var det ikke fordi hun skreg af smerte i 1½ time - næh, ungen skreg af GRIN! (Og så er det bare lidt svært at blive muggen, også kl 02).

Allerede samme dag som indgrebet begynder det sædvanlige dumme øre at flyde. Hurra! Dagen efter begynder det andet øre... Og vi skylle med saltvand i store mængder for at holde dræn rensede, flere gange om dagen. I går ringede jeg efter øredråber fordi øreflåd ikke var blevet bedre, tværtimod.

Jeg har faktisk haft mareridt om natten. Både før, under og efter. Før dræn drømte jeg om telefonopkald hvor de oplyste mig om, at proceduren var lavet om og det nu først var når barnet var 4 år at man kunne få dræn. Natten op til drømte jeg, at vi ankom for blot at finde en flok måbende sygeplejersker der sagde "næh, det har vi ikke hørt om". Og i dagene efter har jeg drømt at drænet kom flydende ud af øret i en klat øresnask.

Her til morgen skete det så - det ene dræn KOM ud med flåd. Og jeg fik ondt i maven og begyndte at tude. For vi havde jo lige fået vores gode Selski tilbage - hende som vi godt vidste var derinde, men som bare også har været så langt væk. Hende grinemaskinen som bare er så skøn. Som er en humørbombe. Og som på 3½ dag har lavet et kæææmpe udviklings-spring fordi der pludselig var luft til det. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at hun skal have så ondt igen. Og at vi skal kæmpe igen for at få en tid laaaangt ude i fremtiden. Eller bare i næste uge. For vi var jo endelig på den anden side.

Siden starten af februar har hun haft konstante mellemørebetændelser. Vi har max 6 dage uden flåd som rekord, og trommehinden er sprængt så mange gange at vi ikke tæller længere - en slem uge var det 3 gange det skete. Og det er så forbandet synd for hende - og det er ski ærligt talt også lidt synd for os andre - jeg indrømmer ihvertfald gerne at jeg bliver bims i låget af konstante skrigedage, natlige hyleture i timer og nærmest ingen lure over 20 minutter. Som i godt gammeldags bimmelim.
Nå, men der er jo ikke andet at gøre end at hoppe ud på det dybe vand og flyde med strømmen. Mandag står den på telefonopkald til hospitalet først - jeg går lige efter hjertet - og så må jeg jo bide mig godt fast... eller tigge... eller græde.... eller?