Øredræn, velsignelse og ulykke...

I tirsdags drog vi mod Aalborg sygehus. Vi skulle være der kl 7, så vi kørte tidligt afsted. Det endte med Aalborg fordi det var her der var kortest ventetid på dræn. Og selvom vi har prøvet det hele før mange gange med de to store piger, så var det alligevel nyt - for nu var det Selmas tur, og fordi hun skulle på sygehuset. Det skulle hun fordi hun stadig er så lille - og så ville vores vanlige ørelæge ikke lægge dræn (det har noget med narkosen at gøre).

Hun tog det pænt. Og det hele gik så godt. Vel hjemme igen fik vi pludselig en helt anden Selma at se. Hun grinede hele tiden - som i HELE tiden. Godtnok holdt hun nattefest allerede den første nat, men denne gang var det ikke fordi hun skreg af smerte i 1½ time - næh, ungen skreg af GRIN! (Og så er det bare lidt svært at blive muggen, også kl 02).

Allerede samme dag som indgrebet begynder det sædvanlige dumme øre at flyde. Hurra! Dagen efter begynder det andet øre... Og vi skylle med saltvand i store mængder for at holde dræn rensede, flere gange om dagen. I går ringede jeg efter øredråber fordi øreflåd ikke var blevet bedre, tværtimod.

Jeg har faktisk haft mareridt om natten. Både før, under og efter. Før dræn drømte jeg om telefonopkald hvor de oplyste mig om, at proceduren var lavet om og det nu først var når barnet var 4 år at man kunne få dræn. Natten op til drømte jeg, at vi ankom for blot at finde en flok måbende sygeplejersker der sagde "næh, det har vi ikke hørt om". Og i dagene efter har jeg drømt at drænet kom flydende ud af øret i en klat øresnask.

Her til morgen skete det så - det ene dræn KOM ud med flåd. Og jeg fik ondt i maven og begyndte at tude. For vi havde jo lige fået vores gode Selski tilbage - hende som vi godt vidste var derinde, men som bare også har været så langt væk. Hende grinemaskinen som bare er så skøn. Som er en humørbombe. Og som på 3½ dag har lavet et kæææmpe udviklings-spring fordi der pludselig var luft til det. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at hun skal have så ondt igen. Og at vi skal kæmpe igen for at få en tid laaaangt ude i fremtiden. Eller bare i næste uge. For vi var jo endelig på den anden side.

Siden starten af februar har hun haft konstante mellemørebetændelser. Vi har max 6 dage uden flåd som rekord, og trommehinden er sprængt så mange gange at vi ikke tæller længere - en slem uge var det 3 gange det skete. Og det er så forbandet synd for hende - og det er ski ærligt talt også lidt synd for os andre - jeg indrømmer ihvertfald gerne at jeg bliver bims i låget af konstante skrigedage, natlige hyleture i timer og nærmest ingen lure over 20 minutter. Som i godt gammeldags bimmelim.
Nå, men der er jo ikke andet at gøre end at hoppe ud på det dybe vand og flyde med strømmen. Mandag står den på telefonopkald til hospitalet først - jeg går lige efter hjertet - og så må jeg jo bide mig godt fast... eller tigge... eller græde.... eller?