tirsdag, december 28, 2010

Enden er nær!

På mere end en måde er enden nær! Et år er gået, og løber snart ud og bliver til 2011. En sygdomsperiode ophører, og bliver til almindelig hverdag. December sluttes med al den hygge, kagekrummer, kalveleverpostej og julekugler den har kunnet indeholde... og små nøgne rygge sidder i sofaen, med enderne helt nær.


Det hele føles godt. Jeg afslutter året et rigtigt godt sted kan jeg mærke. Der arbejdes hårdt, måske ikke sådan fysisk, men mentalt. Jeg er selvfølgelig spændt på at skulle starte på jobbet igen - er alt som før? Falder jeg tilbage i den rolle jeg havde tidligere? Har jeg virkelig ændret mig som jeg selv tror jeg har?... jeg er stadig fortrøstningfuld. Og tror på projektet.

Men indtil den står på mandag morgen med ud af fjerene og sure miner, så rå-nyder vi alt hvad vi kan. Samvær, nærvær og tilvalgt ensomhed står på programmet. Jeg er begyndt at komme i vanligt mad-gear, og er såmænd også begyndt at planlægge lidt hvad min have skal indeholde til næste år... UHM!

onsdag, december 08, 2010

En gave sendt fra himlen...

For flere måneder siden blev der åbnet for salget af billetter til Roger Waters i Parken og Herning. En komplet gennemspilning af hele mesterværket "The wall"... det kombinerer flere af mine største musik-drømme. Roger Waters er ikke nogen stor sangstjerne på den klassiske facon, onde rygter lyder at han faktisk er tonedøv. Hvis han er, har han nu klaret det meget godt...
Men musikalsk rammer det noget i mig, og jeg elsker hans langstrakte episke fortællinger der fylder et helt album.

Jeg sad klar til at købe billetter da salget gik i gang kl. 10 engang i august... der var udsolgt kl. 12... og jeg fik ingen billetter. Jeg har sjældent græmmet mig så meget. Jeg skrev mig i ren og skær frustration op på venteliste, som jeg sad der 12:15 og stirrede på en computer der bare meldte udsolgt.

I forgårs fik jeg en mail fra billetfirmaet. Om jeg ville købe billetter der var tilovers? Først til mølle-og-så-videre. Jeg fræsede ind og bestilte to. De landede på mit køkkenbord i dag... Fryd og glæde....



Jeg glæder mig helt vildt - og deler gerne et af mine absolutte farvoritnumre med Pink Floyd. Nyd musikken og glæd dig til de absolut bedste 3 sidste minutter. Jeg kan ihvertfald næsten ikke vente til det bliver den 13. juni 2011...

Veje...

Jeg har længe gået med en mørk kappe over mig, som både var tung og svær at se igennem. Der er ikke meget Harry Potter-usynlighedskappe over den, måske bortset fra det faktum at jeg nogengange har følt jeg var nærmest usynlig - eller ønskede at jeg var det. Det mest underlige er, at jeg slet ikke mærkede at den var der i det daglige. Jeg troede det var en del af mig, ligesom mit hår, eller en arm. Måske bevidst om at den var til stede, men jeg stillede slet ikke spørgsmålstegn ved dens berettigelse, eller om det kunne være anderledes. Jeg tænker heller ikke så meget over at mine ben sidder der hvor de gør, og kan det de kan.


I den sidste 1½ uge har jeg mærket at kappen er smidt. Den er væk, og har kun lagt sig på mine skuldre en enkelt dag. Det er en fuldstændig vanvittig følelse at slippe noget jeg troede var permanent. Som jeg måske nok ønskede jeg kunne slippe, men ikke anede hvordan jeg skulle håndtere.
Jeg har en veninde som er præst i folkekirken. Vi fandt hinanden på et arbejdsløshedskursus før jeg fik børn, og vi har fulgt hinanden lige siden. Hun har mistet sin far, ligesom jeg også har mistet min mor, sådan cirka samtidigt i livet. Det betyder meget for mig at kunne snakke med en, der forstår den sorg det er at miste når man er ung. I en af vores mange samtaler sagde hun noget til mig, som jeg virkelig har taget til mig. I diskussionen om problemer der dukker op igen og igen sagde hun "den sten du ikke kan flytte, skal du gå udenom".
Jeg tror jeg endelig er ved at finde en vej forbi stenen. Der er ingen der siger at vejen er nemmere, eller at den ikke vil være hård at gå. Jeg er forberedt på blod, sved og tårer. Men blot den følelse at flytte sig er fantastisk. Jeg kan se mig selv, som jeg stod der foran en kæmpemæssig sten. Jeg har stået så meget det samme sted, og gået frem og tilbage foran den sten, at der er et helt hul i jorden foran den. Jeg har forsøgt at flytte på den så meget, at mine hænder bløder. Det er også hårdt arbejde.
Måske kommer min nye vej til at føre andre steder hen end jeg havde tænkt mig. Jeg håber på at oplevet smukke ting på min vej, som kan få det til at boble i maven. I går førte vejen fra min psykolog mig forbi dette smukke syn. Jeg kan mærke at kappen ligger og roder rundt i bunden af min bil, den er både krøllet og fuld af jord og krummer. Til gengæld sidder jeg selv op, og kan være taknemmlig for vejen og det den fører mig forbi.