lørdag, november 28, 2009

KolortelandNEWS

Jeg havde helt glemt det - at jeg faktisk havde nået at oprette en kladde til NovemberNEWS. Det siger lidt om hvordan vi har det for tiden. Vi er simpelthen ophængte i den grad.

Vi er snottede, trætte, fortravlede, stressede, sure, forurettede, nærtagne, ørepineplagede, opkastende og bare fuldstændigt brugte. November har været en måned med alle de udsving der kan tåles på følelsesbarometeret. Der er ved at være ro på. Jeg er ikke blevet klogere, men ting bundfælder sig langsomt, løsninger overvejes for og imod.


Alligevel kom vi imellem sygdomsanfald til Olde Wills 80 års fødselsdag i Vejle. Det var en rigtig hyggelig dag som vi havde glædet os rigtigt meget til. Det var vist også sidste gang hele familien var samlet i år, så der blev leget igennem.

Vi havde også en weekend i Silkeborg som var helliget dukketeater-festival. Det blev til en rigtig flot forestilling med et lille russisk enmands-cirkus... med maaange dukker med rigtigt mange snore! Det var vildt imponerende, og indebar blandt andet en flyvende kamel der kunne spy ild, en sabelsluger og storbarmede damer på ethjulet cykel som jonglerede - med marionetdukker....




Nu er jeg begynder at tænke på hvordan vi når igennem december helskindede. Arbejdet fylder en del, der er gang i den og stor udskiftning på min afdeling. Mikkel har haft studerende der har optaget hans undervisning og nedskrevet det ord for ord. Det er sådan noget man bliver stresset af. Alligevel synes jeg at jeg formår at nyde julestemningen lidt mere i år. Julegaver - nårh ja, vi når det nok (og DET ligner ikke mig).... kager og chokolade - vi når det vi når... rengøring? Der er vel et nyt og bedre år lige rundt om hjørnet, ikke?

tirsdag, november 24, 2009

Hinkesten

Jeg har aldrig været i tvivl om, at Thilde er et smukt barn. Hun kom til verden, lille fin og stille, med spinkle træk og helt modsat sin større søster, der på alle måder er mere bastant. Men mens Anna har den forfinede følelse med andre mennesker, så er Thilde noget mere grov på det punkt. Vi kan se, at de begge har skønne kvaliteter, på hver deres facon.

Når folk møder hende, hører vi tit hun er yndig. Folk ser hende jo ikke køre det store show i stilling omkring aftenbordet, eller hører sømandsbøvserne som hun kan slå på komando. Og det gode udseende får hun måske brug for, for vi har haft hende til øjenlægen. Hun ser dårligt på det ene øje, +2,5 som vi synes er en del. Men øjenlægen lød fattet og rolig, og ville ikke skrive en brille ud lige med det samme. Vi skal vente til januar, for at få den endelige dom. Vi tror dog på, at et par briller måske kunne hjælpe på hendes forsigtighed når hun færdes.

Og ligegyldigt om hun så får briller eller ej, så ved vi hun kan bære dem med charme, frækhed og fuld af sømandsbøvser!

torsdag, november 19, 2009

Stemmer

Sådan så det ud. Jeg fik jo forviklet mig ind i lokalpolitik pga. læserbreve og debatter jeg har deltaget i. Og en forespørgsel fra Det Radikale Venstre var umiddelbart ikke noget jeg tænkte jeg ville. Men jeg blev alligevel smirget over, at andre syntes mine holdninger var fornuftige og kunne bruges i forvaltningen af vores lokalsamfund. Og jeg syntes jeg var nødt til at bruge de midler jeg får stillet til rådighed for at have inflydelse. Så jeg skrev under, mod lovning på at jeg IKKE kom i byrådet, men at jeg kunne bruges til at fiske stemmer ind til et parti, der ville arbejde for et rødt flertal.

Bagefter fik jeg ondt i maven - for jeg har siddet til politiske debatter angående børnehaven med politikere, hvor jeg bare overhovedet ikke fatter hvor de opbevarer deres hjerne. Hvor de tror at nedskæringer gavner børn og ansatte, og at borgerne åbenbart er så torskedumme, at de ikke bemærker en halvering af medarbejderstaben. Tænk hvis det blev mig der skulle sidde og flytte rundt med de ikke-eksisterende midler, som vores stakkels kommune får stillet til rådighed.

Sådan blev det nu ikke. Det blev faktisk lige til "skraldespanden" som Thilde kaldte stemmeseddel-boksen. For selvom SF, Socialdemokratiet og De Radikale kunne ha' taget magten uden problemer som aftalt, valgte Socialdemokratiet at gå udenom - og lave noget Konservative og Venstre.
Mit personlige mål var inddelt i følgende kategorier: 5 stemmer var acceptabelt, 15 var ovenud godt! Jeg har nemlig ikke reklameret for mig selv på nogen måde - til dels pga influenza, til dels pga skræk for at blive stemt ind! Jeg har selvfølgelig sagt at folk kunne stemme hvis vi har diskuteret politik, men jeg har hverken udfyldt profiler på dr eller lagt billeder ud på Syddjursradikale.dk - det var nemlig det vi aftalte.
Tirsdag slæbte jeg mig ned i stemmeboksen, og det føltes faktisk godt at kunne sætte kryds ud for eget navn. Bagefter føltes det godt at kunne sige til folk, at det var godt de stemte på mig og derved undgå at blive alt for skuffede over Socialdemokratiets vendekåberi. Og ja, der var andre end mig selv der stemte - faktisk 14! Det synes jeg er ganske udemærket, og jeg endte som valgets 5. største Radikale medlem - ud af 12! Godtnok er det små tal..... meeeen alligevel.

lørdag, november 07, 2009

Klavertimer

Jeg ville gerne vise dem alle sammen, men de virker ikke - billederne. De bliver grå og triste, og derfor kun dette ene foto af Anna der spiller klaver. Hun er nemlig begyndt at spille sammen med sin far - og kan allerede spille "jeg har fanget mig en myg"... Livet er stort, og hendes harddisk er stadigvæk fuld af plads - og det virker som om at det næsten er ligegyldigt hvad vi fylder på i øjeblikket, så bliver det hængende..