onsdag, maj 28, 2008

KolortelandNEWS

Så er det blevet sommer! Maj har været ovenud fantastisk, og der har været masser af dejlige stunder - solen skinner, ukrudtet gror fuldstændigt uhæmmet sammen med græsplænen. Mikkel har haft travlt med at forberede eksamen, så ham har vi ikke set så meget til. Hans dårlige samvittighed med 1. salen har også hevet i ham, så nu er vi der hvor han ikke længere skal binde tagsten fast - der mangler 3 fag til understrygning, og tømmeren kommer snart og lægger gulv over hele etagen - undergulv vel at mærke. Men så skal vi faktisk også kun til at bygge op. Der skal nivelleres til gipsloftet, trækkes strøm til hele etagen (og vi har faktisk fået snakket med elektrikeren som kommer). Vi skal sætte vægge op, der skal mures små steder hvor der mangler sten. Så skal der sættes væg til bruseniche op.... og, og, og. Vi har altså lang vej igen, og jeg er begyndt at vænne mig til tanken om endnu en vinter i kælderen. Hellere tage den med ro, og vi så beholder sundhed, forstand og hinanden.

Der er blevet brugt meget tid i haven. Anna har leget hule (indtil en dræbersnegl kom kravlende hen til hendes pølsehorn og ketchup, som hun sad og hyggede med).. Jeg har luget som en gal, flettet romantiske (og ikke helt så pæne som i mine drømme) stativer i pileflet til mine ærteblomster. Køkkenhaven er luget i bund, jeg mangler 1 bed - så er resten sået til med squash , græskar, ærter, bønner, gulerødder, koriander, dild, rødbeder, bladbeder og en masse salat - og så årets nye hit: asparges. To bede blev det til, så nu har jeg faktisk kun 4 højbede som kan indgå i rotationen. Resten står med jordbær, jordskokker, artiskskokker og georginer. Der er blevet plantet i krukker, plantet i staudebedende, og virkelig gået til den med grovfilen. I går gik jeg i gang med at fjerne sidste års nedfaldne blade, tjørnehækafklip og visne påskeliljer i håbet om at jage dræbersneglene ind til de naboer der hævder at det kun er mig der har dem. Måske det er fordi min have bare er for lækker at æde af! Men i år føler jeg mig en lille smule med i havelivet. Så halter det jo bare indendørs istedet, men vi får da gjort rent en gang imellem.
Det blev også en tur til Kalø slotsruin med farmor og farfar. Anna var glad, hun havde lige fået nye sandaler og var rigtigt ude og lufte tærene. At få lov til at have farmor en hel dag er simplethen drømmen for hende, og det var rigtigt hyggeligt. Thilde er som sædvanligt inde i en dum periode, og hun har den ene skrigetur efter den anden når hun skal i seng og om natten - denne dag var ingen undtagelse. Vi er simpelthen ved at gå op i limningen - i nat var det 2 timer med høje skrig og gråd. At hun er ved at få 2 kindtænder hjælper ikke, men vi er nu ret sikre på at det ikke kun er tænder - der må være noget andet galt. I morgen står den på ørelæge igen for begge piger, og hvis det ikke er problemet, så må vi til lægen og få hende tjekket. Måske tror jeg det kunne være polypper, for hun snorker som en hest når hun endelig sover.
Nå, men det betyder jo også at man kan falde i søvn de mærkeligste steder! Hun er begyndt at gå ind og putte på sofaen når hun bliver lidt træt. Nogen gange kan det endda hænde at man falder i søvn på fliserne... eller når man leger i cykelvognen. Pludselig bliver der så stille, og man bemærker at der ikke længere er en der glædesstrålende kommer og viser de tømte urtepotter frem (argh, hun har vendt alle mine squash, græskar og agurker ud i en stor bunke 100 gange, og jeg aner derfor ikke hvor jeg har hvad i år)... eller som kommer halvdruknet fordi hun har badet (og drukket) af regnvandstønden... adddr!
Vi havde også en skøn aften på vores foretrukne strandplet ved gl. løgten strand. Med madkurv, sopning og aftensol... Anna smed selvfølgelig klunset, men Thilde skulle ikke have noget klinket - hun skreg som en stukket gris lige så snart hun nærmede sig vandet. Alle kom lykkelige hjem efter både sol, sand og så til en omgang Disney-sjov - sådan burde livet være altid.
Sidst kan vi jo fortælle om de dejlige børn vi har - Thilde snakker konstant, desværre på et sprog vi ikke forstår. Der kommer nu flere og flere ord og sætninger, og hun lader til at snakke lige så meget som sin søster. Hun kan nu sige "go-go" (værsgo), "lål-lååå" (hallo), "MUUarrh" (mor), "daad-dee maad" (tak for mad). Anna brillierer ved at komme med gode betragtninger, som f.eks da hun spurgte sin far "Far, hvordan kan der egentligt komme snot ud af din næse, når du har så mange hår i den?"... Ja, hvordan kan der det? Hendes politiske bevidsthed, parret med hendes lidt teenage-agtige opførsel i hjemmet ("nej, jeg gider ikke", samt "nææ-hææj") og hendes fravær hos vennerne, giver en forsmag på livet om 10 år. Hun proklamerede ihvertfald ved aftensbordet: "Skrot arvefølgen!"... Aha... var der nogen der sagde hippie-børnehave? Det næste bliver vel at hun kan sitere "den lille røde" eller nogen af de der kampsange som børn lærte dengang...


Anna leger stadigvæk meget med Carl-Emil, og forleden havde han sin lillebror Benjamin med herind - det blev til en ægte dobbeltdate i sandkassen, og der er lidt billeder af hvordan mine børn aldrig sidder stille, mens andres er artige... godt jeg har et hurtigt kamera!

torsdag, maj 15, 2008

Svæver...

For 15-20 år siden - da jeg var ung, smuk og MEGET musikinteresseret, hørte jeg en hel del Jean Michel Jarre, Mike Oldfield, Beatles og Pink Floyd.

I 1994 havde jeg min første store koncert-oplevelse, netop med Pink Floyd (eller rettere, hvad der var tilbage af dem)... Det var enormt stort, og alt har derefter ikke været helt så sublimt. Der var ingen der skubbede (måske fordi tyskerne er så rare), der var god plads, lyden var fantastisk og bandet godt.

I tirsdags blev en af mine helt store drømme så opfyldt, for selvom jeg ikke hører så meget musik som jeg har gjort, så er Roger Waters stadigvæk en af de store farvoritter på Ipod'en.

Mikkel og jeg var til en helt ovenud fantastisk koncert i Odense. Det var med surround-sound (selvfølgeligt), flyvende kæmpegris (og jeg stod lige ved siden af ham manden der slap den løs - når man nu ikke kan få lov til at stå ved siden af ham der faktisk var rigtig sej på scenen, må det være det jeg kan prale med - ynkeligt), et helt set med "Dark side of the moon" og mit absolutte favoritnummer "Perfect sense"+"The bravery of being out of range" spillet på et stadion... det var en drøm at få lov til at være med, nummeret er en parodi over en amerikansk sportskamp med en atom-ubåd contra en boreplatform... Imens står publikum og hepper hovedløst og jubler... og det gjorde jeg også.
Sidste nummer var Pink Floyds "Comfortably Numb" som også er en af mine absolutte farvoritter.
Så jeg gik glad derfra, jeg kunne have hørt 10 gange så meget.
Min eneste klage er det hold i nakken jeg har fået af at stå og strække hals - jeg så ham da indtil flere gange. Nu er musikken jo det helt primære, og folk omkring havde måske forventet mere showman-ship. Men det er virkelig total-oplevelsen, musik og sceneshow der er det primære i denne musik - og så selvfølgelig det politiske budskab.

Og til alle jer der synes at Danmark er et land på vej det forkerte sted hen, kan jeg fortælle om den meget langhårede og ildelugtende spritter der stod ved siden af mig... Han var i ekstase og kendte alle de gamle numre, og rockede med. Mikkel snakkede med ham under pausen, og det viste sig at en barmhjertig sjæl havde foræret ham en billet - billetter der starter til en bundpris af 715 kr. De havde spurgt om han helst ville samle flasker udenfor, eller om han ville ind og høre musikken... og det kan godt være at han var glad for bajere, men dum var han ikke.... Fedt at der er nogen der kan finde på sådan noget!

Så nu kører der igen Roger Waters på Itunes, og jeg nyder musikken fra denne tonedøve musiker (ja, så kan jeg også blive til noget, kan man jo så tænke).
Samtidigt prøver jeg at komme i tanke om hvem jeg mangler at opleve til stadion-koncert... Nu har jeg oplevet hele Pink Floyd, Paul McCartney, Sting, Aerosmith, Rolling Stones... Måske Peter Gabriel mangler? Hvornår mon han kommer?

onsdag, maj 07, 2008

Feber, feber...

Jeg har de sidste 3 år drømt om et bed i skyggen, fyldt med høstanemoner, akelejer og geranium. Nogen har kigget skørt på mig, når jeg har flyttet rundt på vildfarne akelejer, og resolut plantet dem hulter til bulter i mit halvskyggebed. I år er det 3 sæson for min høstanemone, og jeg har fået to mere sidste år der ser godt ud på vej... Drømmen indebar også sølvblå hosta'er, men dem kan jeg ikke finde og jeg fik istedet nogle mere almindelige... sidste år kom de sent og var halv spist af snegle - i år er der endnu ikke noget på vej og jeg frygter det værste....

Men akelejerne er over det hele, og det fik mig ud og købe 4 små geranium i weekenden. Jeg er jo ellers lidt for nærig til at købe nemme planter, men nu skal det være! Og jeg har surfet på internettet, læst mine haveblade og drømt - der er så mange jeg bare må have (undtaget den lilla'e jeg har og som vælter ud over det hele)...

Står du og luger, så sendt det til mig: hvide, rosa, spættede eller sorte - små og halvstore! Jeg tager det hele! Åh hvor kan jeg se det for mig.... Drømme, drømme...