mandag, november 27, 2006

KolortelandNEWS

Så er det blevet tid til at kigge på en november måned, der har bragt en hel masse! Vi startede jo som sagt med tre dage i vinterdanmark, men sidenhen er det blevet lidt mere normalt. Vi har haft travlt med besøg og forberedelse til barnedåb. Der har været en hel del aftenmøder for Mikkel, han har minimum været væk 2 aftener hver uge. Anna, Thilde og jeg har dog hygget herhjemme, og Anna brugte en aften på at undre sig over hvor hendes mælk i brysterne blev af...? Hun ville nemlig gerne "ham spis ved mig" - altså Thilde.

Mortensaften glemte vi alt om, og endte med at sidde og spise pasta - jeg havde også undret mig over alle de reklamer for andesteg rundt om i byen. Men når man nu ikke modtager reklamer, og lokalaviserne ryger direkte til papirindsamlingen, så det kan glippe - til gengæld er jeg jo dejligt fri for at SKULLE overholde traditionerne... Heldigvis blev vi inviteret til snyde-mortens-and hos min Far og Bedste Margit om søndagen, så det endte lykkeligt alligevel!

Ugen op til barnedåben bød på et hyggeligt besøg fra Sjælland. Min mors fætter Peter kom sammen med Ingrid, hans kone, og det var superhyggeligt. Det er sjældent vi ses, så endnu større var glæden da de overnattede to nætter hos os. Anna blev hurtigt fortrolig med dem, og hun har siddet og spurgt hver dag siden: "hvor Peter-Ingrid henne?", hvorefter hun hurtigt får konkluderet "sover hjemme egen seng".
Besøget betød også at vi fik lokket min Far og Margit til Hornslet, da de alligevel skulle til Århus-egnen. Det blev til en hyggelig frokost og kaffe onsdag. Jeg tror det var meget godt at vi lige fik samlet tropperne her en gang. Det er alt for sjældent vi ses, men sådan er det vist bare med familie - men der er da gået noget tid siden vi blet gift, og livet har udviklet sig meget i de år - så det er dejligt at kunne dele det "live", selvom Kolorteland-bloggen også har sin funktion!

Anna hjalp med at bage æblestænger, og det var første gang jeg har følt at hun rent faktisk hjalp med noget i køkkenet. Hun kunne "male æg på kager", og dryssede sukker på - og hvis mit perfekte øje glemmer, at der var områder hvor der var meget æg og rigtigt meget sukker, mens der var andre hvor der slet ikke var noget - ja, så var det faktisk rigtig, rigtig fint det hun gjorde. Og kagerne smagte temmeligt godt under alle omstændigheder! Noget Anna var helt enig med os i...

Dåben søndag d. 26. november var rigtig fin. Vi havde en fin dag i kirken, Thilde opførte sig rigtigt pænt, bortset fra at hun rakte tunge af præsten. Heldigvis bliver det i familien, og vi er ret sikre på at Onkel Thomas kan klare mosten! Og hun sked da i det mindste ikke, ligesom ham Thomas engang døbte...

Lovsangen var lige lovlig langtrukken efter hendes mening - hun var nemlig død-sulten, og vi var jo nødt til at blive pænt siddende. Jeg tror de fleste kunne høre hendes smaskelyde, og min finger var helt flad af at blive suttet på! (Hvorfor ungen ikke vil tage en sut er stadig til stor forundring for både forældre og ikke mindst storesøster - men altså nej! ). Men det gik alt sammen, og der var bryst til den heldige, og kage til de andre.

Bagefter havde vi en hyggelig eftermiddag, ungerne legede rigtigt godt, og der var ingen der græd over at være blevet slået, eller holdt udenfor - så vi går ud fra at det gik godt. Thilde fik en masse flotte gaver, og hun er ihvertfald blevet flot begavet! Anna led absolut heller ingen nød på den front - og hun faldt udmattet i søvn i bilen på vej hjem - der er også hele 5 km fra Løgten til Hornslet! Da hun blev pillet ud af bilen sagde hun i søvne "..Rie", hendes store idol kusine Marie er hele tiden på hjernen efter sådan en dag. Det andet store stil-ikon Farmor var heller ikke glemt, og Anna var meget optaget af at Farmor var hjemme og spise morgenmad hos sig selv næste morgen.

Det var også hyggeligt at have begge familier + venner samlet, og jeg ville ønske at vi kunne holde "barnedåb" hvert år. Jeg tror bare ikke at det ville være det samme, hvis folk ved at der ikke er et nyt barn der skal døbes... og 9 måneders graviditet hvert år, det orker jeg altså ikke!
Dagen efter fik vi græskar-suppe (ja, vi har nok, I må gerne komme og spise med), og Anna sad, inspireret af gårsdagens begivenheder, og dyppede sit brød ned i suppen. Hun sad lige så stille og sagde "jeg døber dig... i bagerens navn"!

Efter sådan en fest, og sådanne fine gaver bliver det nok svært at skulle være opfindsom igen her en måned senere.... men mon ikke vi finder på noget? Vi er temmeligt godt med på julegave-fronten, og alle hemmelighederne brygger rundt omkring i krogene. Anna er efterhånden så stor at hun ved hvad det går ud på, om ikke andet så kan vi voksne piske en stemning op...

fredag, november 03, 2006

Så kommer sne...!!

Som Anna har spurgt hele sidste måned "så kommer snevejr..?", så fik vi det da også! Her på 3. dag ligger der stadigvæk 5 cm sne. Og til de vantro, så kommer et friskt billede fra i morges... jo den er god nok!
Jeg sidder indendørs og steger hanekyllinger - det er hyggeligt med brændeovn, men den skal holdes igang, og så bliver der temmeligt hedt herinde. Håber det må være godt for den "ondt i rygge" som jeg har tilranet mig - højest sandsynligt af at slæbe den benløse terrorist hjem fra dagplejen i onsdags. Hun nægter simpelthen at gå, og vi har prøvet alt: skæld ud, lokkemidler, gå vores vej (i det omfang vores nerver kan holde til det)... i onsdags gav jeg op, og bar hende HELE vejen hjem, alt imens hun skraldgrinede - spørg om det var provokerende?


Heldigvis har vi Thilde den milde til at lette lidt på det hele. Vi kommer alle til at grine og pludre, når vi får et af de sjældne, men gode smil.... den fåes nu heldigvis på dåse, så derfor deler vi den gerne med jer alle!
I går var det som om at hun var vokset adskillige centimeter natten over, og hun var nu pludselig vild med at lege små lege. Vi kan rigtigt kommunikere, men hun siger ikke så meget. Det er mest vræl og hyl, ikke rigtigt så megen pludren endnu. Anna er vild med sin lillesøster - og det forstår vi jo godt... "ej, kigger på mig, ham ikke glyp på hånden" er hvad hun har at sige til det...