KolortelandNEWS

Juni... forsommeren er ovre, og vi har højsommer. Der er noget magisk over "sommer", som giver mig mindelser om varm luft, koldt græs mod mine tæer, at vandre rundt i haven en tidlig morgen i underhyler og gummistøvler og bare mærke den lune luft mod huden. Jeg har forsøgt at indfange nogle af indtrykkene som jeg elsker ved den danske sommer.... At sidde ved terrassen, parasolen oppe og en god bog på bordet... iskaffe i glasset og så nyde synet af hvordan vasketøjet vejer i vinden, mens man ved at det er gratis, at det dufter himmelsk når man skal i tøjet, mærke bierne summe i alle blomsterne i højbedene.. Det må være en af grundene til livet!

Og starten af juni var netop sådan. Haven var fin (der er sørme også blevet knoklet meget), vejret godt og dagene lange. Vi havde en tur til Silkeborg Grundlovsdag 5. juni, som traditionen tro blev fejret som en familien Andersen tradition. Vi endte i AQUA, og bagefter et smut til Margit på terrassen. Det blev en fin dag, hvor ungerne primært legede i vandparken hvor man må plaske, og vi andre sad og slappede af på en bænk i skyggen. Det var lige hvad man kunne klare... Afsluttet med en tur på "Østre" - det ene søbad ud af tre ved Almind sø, var intet mindre end fantastisk. Og mens vi leger i vandet kommer en smuk, stor guldsmed flyvende og sætter sig på Thilde. Den sad der længe, og jeg kom til at tænke på at hun er sådan lidt en stille sniger, måske hun er et rigtigt alfebarn?

Weekenden efter blev det til endnu en tur til Almindsø, denne gang med Mikkels familie. Det var rigtigt hyggeligt, selvom jeg stadigvæk kan få kuldegysninger af at tænke på Thilde, der pludselig jokkede rundt i vand til halsen, mens hun storgrinede sådan rigtigt Thilde-fjoget.


Hun kræver i den grad et øje på hver finger, og har også præsteret at slå tænderne 3 gange på tre uger. Senest her til morgen hvor hun bløder ud af 2 tænder, har hamret tandkødet af... og ingen ved hvordan. Så den står på flydende kost indtil vi kan komme til tandlægen... Jeg overvejer stærkt at købe en mini-styrthjelm til hende. Og tænderne sidder ensomt rundt i de bare gummer som hos en rigtigt subsistensløs.. Frækt, lidt tumpet og meget charmerende ser det ud!





























Skt. Hans blev fejret i Annas børnehave i storm og blæst. Vi nåede at få adskillige byger mens alle spiste medbragt mad, heldigvis er det jo en udebørnehave, så mange af bordene står i skure og under halvtage så man kan indtage sin madpakke i ly for regn og sne. At det så nogengange er i miniformat må man tage med... Bålet brændte overraskende godt, og Anna blev bange og vi endte med at tage hjem. Selvom hun havde været med til at lave heksen, og havde lavet "hekse-bryster" selvsamme formiddag, er Skt. Hans ikke rigtigt hendes kop the. De sidste 2 år har hun været skrækslagen, hun forstår ikke hvorfor hende heksen skal futtes af. Og gør vi andre så egentligt det?

Annas fødselsdag er omtalt andet sted på denne side, men vi har jo holdt mange fødseldage for hende. Torsdag hentede vi de 4 bedste venner i børnehaven, Aino, Carl-Emil, Magne og Sara. Det blev en laaaaang tur hjem (1 barn tager lang tid, 5 tager frygteligt lang tid), indtil vi fik mokket de to dagdrømmere Aino og Magne op i cykelvognen til Thilde. Og det blev en afslappet forestilling med obligatorisk kagekone, skattejagt og fri leg. Faktisk blev det så afslappet, at både Mikkel og jeg nåede at ordne have mens ungerne morede sig alene.

Vi har brugt meget tid på at ordne og rydde op - årets store fest, Annas fødselsdag ligger og lurer sidst i juni. I år var dejen slået op til stor Andersen reunion, hvor mine nye søskende skulle møde Mikkels, samt Margit, men det hele endte i sidste øjeblik med at blive Anna Panna, Bodil og Uffe og så min storebror med familie. De fleste var væk, havde travlt eller var forhindret på anden vis, så vi gemmer de store tårevædede scener til en anden gang. Ihvertfald endte vi med at bruge lang tid i haven, og Thilde gav mig en hånd en eftermiddag med at feje trappen. Og det føles jo rart at bruge ekstra tid til at komme til bunds - ærgeligt at hverdagen er sådan, at man kun kommer ud i krogene to gange om året!

Vejret på dagen efterlod heller ikke mindelser om tidligere Anna-fødselsdage, så måske det var ok at vi havde valgt at ændre konceptet lidt. Det var grå-skyet-måske-sol-måske-regn-vejr, men det holdt indtil sen aften hvor det begyndte at øse ned. Da vi havde dyre-passe-tjans i børnehaven var det lille selskab med nede og nusse kaniner og geder, og så spiste vi vores sandwich der. Det betød at vi faktisk kunne sidde i nogenlunde fred og spise, da ungerne kunne drøne rundt uden at vi skulle holde væsentligt øje med dem - dejligt!



Eftermiddagen bød på det storslåede lagkageprojekt Barbie, jeg der hader lagkage, havde besluttet at lave den mest overdådige kage i 17 lag - som en kjole for Barbie. Og jeg ved at andre brutalt har skåret hendes ben af, men denne her skulle Anna kunne lege med bagefter, så det betød lag på lag på lag.... Barbie-ben er nemlig MEGET lange! Det var et hit, Anna styrtede fjoget rundt på græsplænen da hun så den, og Barbie blev puttet på behørig vis i sengen da hun skulle sove i går. Alt i alt har det været en skøn omgang fødselsdage vi har været igennem og gaverne er lige faldet i hendes smag.

Åbent brev

Jeg har skrevet dette brev til dagplejeledelsen, byrådet og andre der gider læse det, da jeg er sur og træt af dagplejens nedprioritering i kommunen. Brevet er nu kommet i avisen, og har resulteret i et møde med tillidsrepræsentanter og ledelsen på mandag med børn og unge-udvalget. Alle dagplejere er blevet opfordret til at læse det, fordi "det er værd at bruge 5 minutter på" som afdelingen her i Hornslet formulerede det.

Til ledelsen af dagplejeområdet i Syddjurs Kommune, byrådet og Lokalavisen

Det er kommet mig for øre, at man fra ledelsens side ikke længere vil tilbyde svømning til dagplejebørnene i Hornslet. Jeg har spurgt min dagplejemor, hun kan ikke uddybe dette yderligere, end at det skyldes ”sikkerhedshensyn”.
Jeg reagerer alligevel, da jeg har hørt at der fra august ikke længere vil være en livredder til rådighed. Jeg ville jo så håbe på, at det er fordi, at I, de generøse og visionære ledere, har tænkt jer at give dagplejerne selv et livredderkursus…

…Desværre tror jeg ikke, at det er det, I ønsker, men derimod endnu en forringelse af de i forvejen udtømte, og rent ud sagt, kedelige muligheder for voksne og børn, der har deres gang i dagplejen. Den flotte pakke, som kommunesammenlægningen blev præsenteret som, har vist sig at indeholde luft og rene ”byttere”.

Jeg forsøger at forstå hvorfor børnene ikke må gå til svømning. Jeg har i sin tid valgt forhenværende Rosenholm Kommune til, fordi jeg kunne se, at man havde dagplejere, der var engagerede, aktive og glade. Der var både cirkustur årligt, ridning, svømning, hal-aktiviteter i vinterperioden og den årlige tur ”et sted hen” (f.eks. Skandinaviens Dyrepark). Dette blev afvekslet med hygge i hjemmet, gåture og legestuen i hverdagen. Der blev lagt vægt på, at man skulle starte en sund og aktiv livsstil allerede i dagplejen.

Men genne sammenlægningen er tingene forsvundet, nedskåret eller i fare og åget på vores kære dagplejere bliver større. Det forekommer mig mildest talt mærkeligt. I en tid hvor man som leder er ved at vågne op af døsen, og finde ud af, at medarbejderpleje er den primære grund til, at folk forbliver trofaste medarbejdere, ser jeg, at I gang på gang svigter jeres folk. Og dermed svigter I også de primære kunder – børnene.

Det synes jeg ikke blot er uartigt, men det er utilgiveligt. Det ansvar, man som leder har i netop børneafdelingen, bør være præget af ildhu, indsigt og vilje. At fjerne svømning viser derimod at frygten for det ”farlige” og ukendte åbenbart har overtaget.
Ja, børnene kan drukne, ja, de kan falde ned fra hesten og slå hovedet. Men helt ærligt, de kan også blive ramt af en vildfaren bil under gåturen (så skynd jer at stoppe det også), de kan også blive kvalt i en perle (så slut med perleplader). At pakke børnene ind i vat, forskåne dem for det eventuelt farlige og begrænse dem er ikke, hvad jeg ser som udvikling for børnene. Det er jo netop der, hvor de overkommer noget, som kilder lidt i maven, at de store spring kommer.

I Hornslet er vi en by med mange muligheder, og jeg finder vigtigt, at børnene allerede fra starten får muligheden for at bruge det. Hvis kommunen ønsker aktive og sunde borgere, der gider blive boende, må man prioritere anderledes. En stor kommune kræver at man kan tilgodese i nærmiljøet og udnytte de ressourcer, der er – må dagplejerne i Ebeltoft så heller ikke gå på stranden? Svømmehallen er vores strand, ridning er vores kontakt til landbruget og dyrene lige udenfor vores vinduer. Et barn, der kan begå sig, er meget bedre rustet til den verden der ligger lige udenfor vores trygge rammer. Vi skal ikke altid feje forhindringerne væk foran vores børn, så de kan gå den lige vej. Det er i omvejen og mødet med udfordringer, at udvikling og læring ligger.

Og som betalende bruger forventer jeg faktisk også en vis kvalitet i det, jeg betaler for. Som jeg ser det nu, er vi ved at være nede og skrabe bunden – og det er desværre gået hen og blevet hverdag og aldrig fest. Der bliver lagt op til en kedelig gang leverpostejs-pædagogik, hvor dagplejemødrene ikke kan vrikke med ørene. Selvbestemmelsen og indflydelsen fiser ud, og der kommer krav og begrænsninger fra oven – fra jer. Hvis dette var en vare, jeg havde købt alle mulige andre steder, ville jeg faktisk kontakte forbrugerorganisationen og klage over indholdet.

Hvad skal der så ske? Jeg forventer selvfølgelig, at få et svar på mit brev. Jeg er ikke interesseret i at høre lange forklaringer om besparelser og vasken hænder, men jeg vil gerne høre, hvad jeres visioner for dagplejen i Hornslet er – der hvor jeg som forælder kan få at høre, at I faktisk vil noget. Jeg ønsker at se det fremadrettede i jeres planer og forventer også, at det ikke kun er den langsigtede planlægning, jeg får præsenteret – jeg har brug for her og nu løsningerne. Hvad skal mit barn næste år? Hvad kan vi glæde os til? Hvilke fantastiske ting har I oppe i ærmet?... for der må være noget mere, så det ikke bare går hen og bliver børneopbevaring vores og jeres kommune står for.

Hvis Syddjurs Kommune ønsker borgere, der tør tage ansvar, udfordre og være kreative, bør man allerede i barneårene satse på alsidighed. Jeg håber, at I, ledelsen i Syddjurs, tør prøve noget andet og gå forrest på dagplejefeltet – at I tror på, at aktive dagplejere, der selv kan præge deres hverdag, giver aktive, glade og sunde børn. Og at I tror på, at engagerede medarbejdere kommer gennem en vekslende hverdag med både aktivitet og leg – og medbestemmelse.
Lad os få en dagpleje, hvor det ikke kun går op i at sidde skræmte indendørs og klippe-klistre, men komme ud og opleve på trods af buler og skrammer. Vær med til at skabe en generation, der tør!


Med venlig hilsen


Lina Gaarde

Tingvej 60
8543 Hornslet
lina@linagaarde.dk

Hip hip hurra!

I dag blev min dejlige store datter 4 år... og som vi sidder der og tænker os om, så er der virkelig løbet meget vand i åen på bare 4 år. Jeg kan næsten ikke huske hvad jeg fik tiden til at gå med dengang jeg ikke havde børn... og alligevel kan jeg se, at de venner jeg har (og som ikke har børn) kan få tiden til at gå... Ja det kunne man vel?

Og Thilde, der jo fik lagt dræn i ørene i går, kvitterede med endnu en nat med hyl og suttekasteri. Så jeg fik den tvivlsomme ære at ligge og kigge på clockradioens røde tal lyse 02:58, hvor Anna blev født for 4 år siden. Går vi tilbage til dengang, så husker jeg absolut intet af 02:58, og lægerne kunne gøre med min krop hvad de ville, bare jeg fik lov til at sove... Kejsersnit længe leve, også selvom jeg fik en kødterrasse ud af det - men den unge var aldrig kommet ud selv!

Nu er hun stor, lang og fræk. Og hun sov længe, så vi slap for at krybe ud af fjerene kl 05 for at synge, vi fik den store glæde at vække hende med hurra og gaver. Hun var glad, og hun fik lige hvad hun havde drømt om: Et lyserødt løbehjul med lys i, som hun har fablet om i måneder.

Dagen skulle gå i Ebeltoft Safari, for alle ville ud og kigge på dyr. Så vi pakkede bilen og drog afsted. Her gik ungerne omkuld i alle de plysdyr der skal være i zoologiske haver, og for en gangs skyld gav jeg mig selv lov til at drønforkæle mine børn. Det var skønt at se deres glade ansigter, og begge fik lov til at vælge den de helst ville have; en ged og en skildpadde... Anna mente hendes ged skulle hedde "Trylle-Ole", men ombestemte sig da hun så vores forkrampede ansigter - og så fik den det noget mere kedelige navn "Lammi"... Thilde kunne til gengæld bevise at man godt kan tungekysse med "Skilde", for hun var godtnok glad for sin også.

Vi indtog et absolut minimalt måltid på stedet, gik sultne og temmeligt fattigere fra bordet, for derefter at kigge på alle dyrene. De fleste gemte sig ret godt - de havde åbenbart siesta, men dem der var var meget søde. Oddere, påfugle, aber, skildpadder og fuglene var klar. Anna syntes nu at det var legepladsen der var det mest spændende, og vi tilbragte en del tid dernede hende og jeg... Jeg får altid hurtigt nok af at kigge, jeg plejer også at pløje kunstmuseerne igennem på rekordtid, så det var fint at have Anna som undskyldning for at sidde og glo lidt - skal jeg være helt ærlig var jeg temmeligt baldret ovenpå det minimale søvntilskud om natten.

Anna nåede at spørge efter is 50 gange, og vi lavede til sidst en aftale om at kigge på den sydamerikanske slette inden isen... Det skulle vise sig at blive en hurtig fornøjelse, vi som ellers er så regelrette og høflige (synes vi selv), stod pænt og kiggede på nogen Nandu'er, som er nogen strudselignende tingester... Thilde var glad, pegede ivrigt.... og så går de temmeligt hurtigt amok. Den ene hapser Thilde i fingeren, dvs at den faktisk æder hele den lille pølsefinger ind i næbbet, og bider hende nogen gange i den der lækre lille fedt-bule hun har mellem tommel og pegefinger. Resultatet var 3 tandsæt - eller rettere næbsæt og et sår, og en Thilde i chok - Anna sagde mange gange at hun aldrig ville til Sydamerika igen. Nu skal sydamerika heldigvis ikke kun måles på sultne nandu'er... Og Thilde blev hurtigt god igen, hun kom dog i tanke om at det gjorde ondt da hun skulle i seng og sagde selv "paster på".... (om ikke andet, så har drænet hjulpet på hørelsen, og de lange sætninger hun har liret af på uforståeligt volapyk er med et forvandlet til sætninger på dansk).

Og så er der ellers blevet kørt på løbehjul, leget med dyr, spist spaghetti og sovet. Nu er der ro, Mikkel er til dimmisionsfest, og børnehavefødselsdagen venter i morgen.

Æv!

Jeg hader facebook - intet mindre! Nu er det jo voldsomt negativt at skrive om alt det man ikke vil, istedet for det man vil, men jeg er inde i en verden som jeg føler jeg ikke kan slippe for.... For jeg vil jo gerne finde gamle gymnasiekammerater og skolevenner, og så kan man jo lige høre hvad der sker i deres liv... men min mailbakke bliver bombarderet med diverse invitationer til ting som jeg overhovedet ikke gider tage stilling til.

Nu er facebook jo kommet for at blive, og det bliver brugt heftigt. Men hvem er facebook? Hvem bestemmer hvad man skal kunne? Og hvorfor er det opbygget så tumpet? Hver gang nogen sender mig noget jeg skal til at kigge på, skal jeg pludselig til at sende det til mine venner - jeg kan ikke slippe!
Det er kædebrevet om igen... og dem der kender mig godt, ved hvad min holdning til kædebreve er... Eller spam, som jeg hader voldsomt! så jeg får aldrig tjekket det folk (måske) vil mig.

Så er der det der med "venner".... jeg kunne godt tænke mig at holde venner fra bekendte og omvendt. Men kan man overhovedet tillade sig at sige nej, hvis en bekendt spørger om man skal være "venner"? Er jeg så uhøflig? Hvad er venner egentligt for noget? Og hvordan kan der gå sport i at finde så mange man kender som muligt? Er det fordi man føler man har højere værdi, fordi man har en stor omgangskreds? ... Jeg forstår det bare ikke, men det har heller aldrig været mig der havde 100 nære venner.

Hvad jeg godt forstår, er at det er sjovt at høre hvad en eller anden man ikke har set (og heller ikke har tænkt mig at se foreløbigt) laver, men altså... det røver tid, meget tid, og jeg overvejer stærkt at sige:
FACEBOOK- nej tak!

Så er vi dernede igen....

Hurra - dette er indlæg nummer 100 på min blog!
Og hvilket indlæg... Anna har snart fødselsdag, og i dag er vi gået i gang med at kreere 5 fødselsdagsinvitationer til de 5 bedste venner i børnehaven. Anna sidder og venter spændt, vi har samlet alt hvad hun har af glimmertusser, hjerteklistermærker, lyserøde "flyv-heste" glimmer-mærkater og engleglansbilleder - med andre ord, der er gjort klart til at pigen, hvis ønskeseddel bestod af 2/3 hvor tillægsordet "lyserød" var foran navneordet, skal lave sine første invitationer.

Og hvad tegner hun så? På den første tegner hun en tissemand, den næste en numse, og den tredie et toilet og en tissekone... Jeg mener bare... Det er da heldigt at hun ikke er supertegner, så der er en vis chance for at diverse forældre måske ikke opdager hvad der er på kortene...

Svup...

Et længe ventet mareridt er overstået... efter 12 års frygt og bæven skal jeg aldrig mere i tandlægestolen for at få rykket visdomstænder ud. De to første sad godt fast, og jeg var ikke vild med tanken, da jeg for 3 år siden skulle have den tredie ud. Men min meget sympatiske tandlæge forklarede om anderledes kæbestruktur, overmund kontra undermund og konkluderede flere gange at det normalt ikke tog mere end 15 minutter. Det samme gjorde sekretæren, så jeg hoppede på limpinden.... men jeg skulle blive klogere; allerede ved røntgenbilledet gik det galt, og han måtte tage det om. Bedøvelsen gik i stykker og flød ud i munden på mig... og da jeg endelig var bedøvet, rodede manden rundt i munden på mig længe... så begyndte han at spørge efter andre værktøjer - værktøj som klinikassistenten spurgte "en hvad for en" til (og så er det jo man tænker, at den bruger de ikke for tit). Det endte med han selv måtte hente den.

Så skiftede han side, åbnede vinduet, rodede i skraldespanden efter de gamle billeder og stod og kløede sig i håret... og han sagde: "det kommer nok til at tage lige lidt mere end et kvarter"... Jo tak, det havde jeg næsten regnet ud. Og som han roder, hiver, aser og maser, bliver min frygt forvandlet til nærmest hysterisk latter... det er urkomisk. Sekretæren ringer ind flere gange med nye patienter, og spøger efter den tredie om hun skal aflyse resten... "Jah" brøler han.

Efter 1½ time i tandlægestolen kommer visdomstanden ud - rødderne ligger vandret i alle 4 verdenshjørner, og han siger at den sørme er speciel... aha, ja, det kan man jo så se... Det er en historie jeg altid kan underholde med (den, og så den om hvordan min tante Lizzy fik brækket benet i toilettet), og jeg har leet meget. Mit forhold til tandlægen har været præget af at han skulle have mig hurtigt ud af døren.... men så her i foråret begyndte den sidste at gøre ondt... og jeg vidste hvad der stod og ventede.

I mandags kom den så ud, og selvom at det tog en halv time kunne min tandlæge jublende sige: "det gik da hurtigere end sidst, hva?"... Og nu sidder jeg så herhjemme, jeg har ligget med feber mandag - tirsdag, og er nu oppe og gå rundt. Jeg ligner en lettere oppustet melon i den ene side af hovedet, men skidt med det - den er væk! For altid!

Og tiden bliver så brugt på at surfe lidt på nettet... ordne løse ender... sove, sove, sove... og læse.
Se disse smukke links: og bliv inspireret...

http://lmnop.com.au/download.html
http://floedehesten.blogspot.com/