søndag, juni 29, 2008
KolortelandNEWS
Juni... forsommeren er ovre, og vi har højsommer. Der er noget magisk over "sommer", som giver mig mindelser om varm luft, koldt græs mod mine tæer, at vandre rundt i haven en tidlig morgen i underhyler og gummistøvler og bare mærke den lune luft mod huden. Jeg har forsøgt at indfange nogle af indtrykkene som jeg elsker ved den danske sommer.... At sidde ved terrassen, parasolen oppe og en god bog på bordet... iskaffe i glasset og så nyde synet af hvordan vasketøjet vejer i vinden, mens man ved at det er gratis, at det dufter himmelsk når man skal i tøjet, mærke bierne summe i alle blomsterne i højbedene.. Det må være en af grundene til livet!
Og starten af juni var netop sådan. Haven var fin (der er sørme også blevet knoklet meget), vejret godt og dagene lange. Vi havde en tur til Silkeborg Grundlovsdag 5. juni, som traditionen tro blev fejret som en familien Andersen tradition. Vi endte i AQUA, og bagefter et smut til Margit på terrassen. Det blev en fin dag, hvor ungerne primært legede i vandparken hvor man må plaske, og vi andre sad og slappede af på en bænk i skyggen. Det var lige hvad man kunne klare... Afsluttet med en tur på "Østre" - det ene søbad ud af tre ved Almind sø, var intet mindre end fantastisk. Og mens vi leger i vandet kommer en smuk, stor guldsmed flyvende og sætter sig på Thilde. Den sad der længe, og jeg kom til at tænke på at hun er sådan lidt en stille sniger, måske hun er et rigtigt alfebarn?
Weekenden efter blev det til endnu en tur til Almindsø, denne gang med Mikkels familie. Det var rigtigt hyggeligt, selvom jeg stadigvæk kan få kuldegysninger af at tænke på Thilde, der pludselig jokkede rundt i vand til halsen, mens hun storgrinede sådan rigtigt Thilde-fjoget.
Hun kræver i den grad et øje på hver finger, og har også præsteret at slå tænderne 3 gange på tre uger. Senest her til morgen hvor hun bløder ud af 2 tænder, har hamret tandkødet af... og ingen ved hvordan. Så den står på flydende kost indtil vi kan komme til tandlægen... Jeg overvejer stærkt at købe en mini-styrthjelm til hende. Og tænderne sidder ensomt rundt i de bare gummer som hos en rigtigt subsistensløs.. Frækt, lidt tumpet og meget charmerende ser det ud!
Skt. Hans blev fejret i Annas børnehave i storm og blæst. Vi nåede at få adskillige byger mens alle spiste medbragt mad, heldigvis er det jo en udebørnehave, så mange af bordene står i skure og under halvtage så man kan indtage sin madpakke i ly for regn og sne. At det så nogengange er i miniformat må man tage med... Bålet brændte overraskende godt, og Anna blev bange og vi endte med at tage hjem. Selvom hun havde været med til at lave heksen, og havde lavet "hekse-bryster" selvsamme formiddag, er Skt. Hans ikke rigtigt hendes kop the. De sidste 2 år har hun været skrækslagen, hun forstår ikke hvorfor hende heksen skal futtes af. Og gør vi andre så egentligt det?
Annas fødselsdag er omtalt andet sted på denne side, men vi har jo holdt mange fødseldage for hende. Torsdag hentede vi de 4 bedste venner i børnehaven, Aino, Carl-Emil, Magne og Sara. Det blev en laaaaang tur hjem (1 barn tager lang tid, 5 tager frygteligt lang tid), indtil vi fik mokket de to dagdrømmere Aino og Magne op i cykelvognen til Thilde. Og det blev en afslappet forestilling med obligatorisk kagekone, skattejagt og fri leg. Faktisk blev det så afslappet, at både Mikkel og jeg nåede at ordne have mens ungerne morede sig alene.
Vi har brugt meget tid på at ordne og rydde op - årets store fest, Annas fødselsdag ligger og lurer sidst i juni. I år var dejen slået op til stor Andersen reunion, hvor mine nye søskende skulle møde Mikkels, samt Margit, men det hele endte i sidste øjeblik med at blive Anna Panna, Bodil og Uffe og så min storebror med familie. De fleste var væk, havde travlt eller var forhindret på anden vis, så vi gemmer de store tårevædede scener til en anden gang. Ihvertfald endte vi med at bruge lang tid i haven, og Thilde gav mig en hånd en eftermiddag med at feje trappen. Og det føles jo rart at bruge ekstra tid til at komme til bunds - ærgeligt at hverdagen er sådan, at man kun kommer ud i krogene to gange om året!
Vejret på dagen efterlod heller ikke mindelser om tidligere Anna-fødselsdage, så måske det var ok at vi havde valgt at ændre konceptet lidt. Det var grå-skyet-måske-sol-måske-regn-vejr, men det holdt indtil sen aften hvor det begyndte at øse ned. Da vi havde dyre-passe-tjans i børnehaven var det lille selskab med nede og nusse kaniner og geder, og så spiste vi vores sandwich der. Det betød at vi faktisk kunne sidde i nogenlunde fred og spise, da ungerne kunne drøne rundt uden at vi skulle holde væsentligt øje med dem - dejligt!
Eftermiddagen bød på det storslåede lagkageprojekt Barbie, jeg der hader lagkage, havde besluttet at lave den mest overdådige kage i 17 lag - som en kjole for Barbie. Og jeg ved at andre brutalt har skåret hendes ben af, men denne her skulle Anna kunne lege med bagefter, så det betød lag på lag på lag.... Barbie-ben er nemlig MEGET lange! Det var et hit, Anna styrtede fjoget rundt på græsplænen da hun så den, og Barbie blev puttet på behørig vis i sengen da hun skulle sove i går. Alt i alt har det været en skøn omgang fødselsdage vi har været igennem og gaverne er lige faldet i hendes smag.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar