mandag, december 17, 2012

I denne søde juletid...

Lige om lidt er det juleaften - der er ret præcist en uge til. Er jeg klar? Har jeg nået det jeg skal? Næh... men i år tager jeg det pænt afslappet. Måske skyldes det, at min psykolog har givet mig noget hypnoterapi (som lyder som noget værre humbug-halløj), måske skyldes det at jeg er sygemeldt pga operation... måske skyldes det... tja?

Lad mig startet med første mulighed. Jeg er sådan en, som er til god, solid vestlig medicin - tag en pille og fiks det. Har du ondt, har du mulighed for at gøre noget til en vis grænse. Jeg tror på psykens indvirken på fysikken, og har du ondt i benet, kan det sagtens skyldes at du har ondt i livet - groft sagt. Jeg tror også på at jeg selv alene kan gøre mig selv lykkelig - dvs jeg forventer ikke at andre mennesker skal omlægge deres liv for at jeg kan være her, selvom hensyn er godt.
Da jeg for to år siden blev sygemeldt med stress og depression var det med følelsen af at være jordens dårligste menneneske - uden tvivl. En følelse som klæbede fast siden al den tid jeg kunne huske tilbage. At andres lykke afhang af mig. Peger man fingre af andre, ja så peger der jo tre tilbage på en selv - og mine fingre var store, fede, tykke medisterpølser i forhold til den pegende lille cocktailpølse.
For to år siden blev jeg bare for træt af at forsøge at lave mig selv om, passe ind, banke mig selv i hovedet med alle de ting der kunne gøres anderledes, og jeg begyndte i terapi hos Ingrid Lund i Rønde.

Uden at vi nu skal gå ind i dybden, og bestemme om jeg blev pottetrænet for lidt eller meget, så er der sket ting og sager. Alligevel var der mønstre som var mig umulige at bryde. Jeg røg i gamle handlemønstre om og om igen - og for et par måneder siden foreslog hun mig så hypnoterapi. Alene ordet får mine hår på armene til at stritte lidt - og hvis ikke det var hende der havde foreslået det, så ville jeg nok ha' tænkt "farvel og tak". Men det virker. Som i VIRKER. At sidde i ti minutter og visualisere sig det ene og andet gør, at 36 års kamp bare er forbi. Er det fedt? JA! Føler jeg mig pludselig som en succes? JA DA! Og er det værd at fortsætte kampen for at finde det mig, som jeg ved er derinde? OHHH JA!

Men det leder mig videre til min næste anke - hurtige løsninger. Det har vist aldrig været mig. Jeg tager gerne den laaaange, snoede vej for at komme i mål med et godt resultat. Jeg bager selv mit eget brød - ikke for at lyde spelt-agtig, men fordi det bare smager bedre i min mund, når jeg ved hvad der er i. Jeg kunne godt købe mine vanilliekranse. De smager godt. Men jeg ville gå glip af at se pigerne blomstre når de selv (som i HELT selv) styrer kødhakker og bageplader.
Hvilket leder videre til min næste mulighed - operation. Som også så fint hægter sig på både vanilliekranse og hurtige løsninger. Jeg har fået plastikkirugi. Jep. Og pludselig føler jeg at jeg ryger i en kategori med botox-læber, ældningsfornægtelse og dårligt selvværd...

For 9 år siden gik jeg lykkeligt rundt med en lille mave, der senere skulle blive en stor mave, en stor Anna - efterfulgt af både en Thilde og en Selma. Maven blev efterladt som en tom pose, og det var VIRKELIGT svært at acceptere en hængevom i en alder af 27 år. Ikke bare en lille bule, men decideret en pølse som hang ud over underbukser, buksekanter og nederdele. Som bulede ud som en ekstra barm når jeg tog en stram kjole på - hvilket jeg så ikke gjorde. Som gjorde at min mave lignede en dame på 80 års. Flere velmenende mennesker fik sagt at det ikke var så slemt, og at jeg sikkert bare skulle lave nogen maveøvelser... og jeg blev virkelig ked af det. For nogengange så er positiv tilgang til tingene bare noget...forbandet sludder. Den var grim, i vejen og upassende. Ingen tvivl!
Tanken om at få den fjernet har poppet op mange gange. Men jeg er ikke til hurtige løsninger. Jeg tager billeder af kvinder for at de kan få et andet billede af sig selv, og hvor hyklerisk er det lige at jeg så selv vil under kniven? Tankerne var der...

Min egen læge sagde at jeg ligesågodt kunne forsøge at få det gjort, at det jo ingen skade gjorde at prøve. 11 måneder på venteliste til forundersøgelse. Og pludselig en dag i oktober stod jeg i underhyler foran en ung læge der hev i min vom, fandt et målebånd frem og sagde "den der skal du NOK få fjernet"... og så var det ligesom om min modstand forsvandt. For måden han sagde det på, bekræftede at jeg ikke var hysterisk, perfektionistisk.
Jeg fik godkendelsen ret hurtigt - mini maveplastik på det offentliges regning - og 4 uger efter - i tirsdags - fik jeg fjernet lidt over 1kg løst hud. Lægen som opererede opgraderede det til en stor maveplastik, jeg fik syet mavemuskler sammen (så forstår man jo pludselig hvorfor jeg har haft ondt i lænden/ryggen de sidste mange år), flyttet navlen lidt og et langt ar fra hofteben til hofteben.
Men ved I hvad? Jeg kan se min egen krop! Jeg har ikke set mit kejsersnitsar, jeg har ikke mødt mit venusbjerg de sidste 9 år. Det er genkendelsens glæde! Hurtige løsninger.... eller holdbare løsninger. Nogen gange må man gøre op med sine fordomme. Måske hypnoterapi lyder fusket, men hvis det virker, hvorfor så kæmpe imod? Måske plastikkirugi kan være en hurtigere løsning end 1000vis af maverulninger, men nogen gange må der andre midler til.

søndag, december 02, 2012

Smuksak


Tiden går så ufatteligt hurtigt... For bare 8 (!) år siden stod jeg med en næsten 6 måneder gammel Anna, der skulle fejre sin første jul. Det gjorde vi, mens vi målløse kiggede på tsunamibilleder fra den anden side af jorden, og verdens kontraster blev tydelige...

Anna stillede forleden velvilligt op til forskellige forsøg i studiet, og som jeg sidder her og kigger på billederne af hende, så slår det mig hvor stor, klog og smuk hun er - ja, ja - jeg ved godt det er min egen datter. Men hun er så uspoleret, barnlig, glad og totalt en usleben diamant. Det er ikke hende der klager over at hendes tøj er beskidt, hullet eller uordentligt. Hun opdager det ALDRIG. Og man kan være sikker på at har jeg købt et par nye strømpebukser til hende, så er bunden hullet eller rumpen ligner en si anden gang de er på. Sådan ER det bare - jeg har efterhånden lært det.

Men hun er også den der har lavet julekalender til sin mindste lillesøster. Hun har et hjerte af guld, hun elsker ALLE mennesker - og hun viser det gladeligt. Hun deler kram ud, hun skriver laaange kærlighedserklæringer og hun er god som dagen er lang.
Smukke, smukke Anna.