onsdag, april 27, 2011

Min baby

Jeg kan ikke komme udenom, at Thilde (indtil nu) har været min baby. Sådan i mit hoved er hun stadig en lille putte, som man sidder og krammer og nusser. Når hun lægger sine tynde, små arme om halsen på mig, risler det ned af ryggen på mig. Det bliver sikkert forstærket af, at hun er lille af sin alder. Med sine 13 kg og 4½ år hører hun ikke til de største. Men hun er stor på andre måder.

I nat drømte hun. Hun lider af mareridt om natten for tiden, og hun lå og kaldte. Jeg gik ind og trøstede, nussede og aede på ryggen. Hun fortalte om grimme slanger der spiste hende, og at det var en meget uhyggelig film hun så inde i øjnene. Jeg sagde til hende, at nu skulle hun lægge sig ned og sove, og tænke på dejlige ting. Is, gyngeture i hængekøjen, blomster, sommerfugle og dejligt vejr. Hun lå lidt, og så greb hun min arm som jeg ville rejse mig og gå. "Mor, så vil jeg tænke på dig!"...

I børnehaven skal hun altid vinke oppe ved hoveddøren. Hun stikker hovedet ud, vinker og råber et eller andet fyndord med på vejen. I dag var det: "Mor, husk nu ikke at køre galt"... det kunne jeg jo love det bedste jeg havde lært, så jow jow. "Og Moar, husk nu at jeg er dejlig og sød, og at det er du også"...

Hun er min baby. Og der går heldigvis et stykke tid, hvor hun får lov til at være lille lidt endnu. Men hun er også på vej til at blive temmelig stor og fornuftig - og dejlig!

onsdag, april 20, 2011

Planer...

Kender du det? Du planlægger, bevidst eller ubevidst, dit liv flere år ud i fremtiden. Om to år så.... Til næste år da.... Engang vil jeg...

Jeg er verdensmester i at planlægge. Jeg drømmer, planlægger og tænker en stor del af min dag på ting ude i fremtiden. Jeg har allerede indrettet det drivhus, der måske engang kommer nede i haven. I mine tanker har vi allerede fjernet det træflis der ligger mellem højbedene, og som faktisk er forgået i store partier, og erstattet det med slots-grus og fine kanter. Når jeg lukker øjene og tænker på ombygningen af vores 1. sal, ser jeg to fine pigeværelser og et superlækkert soveværelse, møbleret (og ikke mindst opryddet). Når pigerne er lidt større lejer vi en autocamper, kører europa tyndt et par måneder, tager på dannelsesrejse og nyder hinanden. Alt i alt er mine drømme noget præget af "styr på det" og gerne 6-12 måneder mindst, ud i fremtiden.

Men hov! Skal ting ende som drømmen? Eller er det sundt nok at der bliver vendt op og ned på al den planlægning? Er planer en sutteklud til jeg ustabile menneske, som har brug for en krykke? Eller er det et tegn på en stærk, indre kraft som vil skabe og føre ud i livet?

Jeg tror faktisk på, at det er sundt at blive rystet. Jeg har haft kriser inde på livet, som i den grad har rystet min grundvold. Men jeg har formået at se det positive i det, fordi jeg for lang tid siden har besluttet mig for, at det er sådan jeg vil takle den slags. Ikke dermed sagt at jeg bryder mig nævneværdigt om det, når ting ikke fungerer som det plejer. Jeg skal bruge tid til at tage forandringer ind. Lang tid. Men jeg vil fokusere på taknemmelighed over livet der former sig. At jeg er del af noget større. At jeg har styrken indeni. Og at drømme er gode at have.

Ligenu prøver jeg at få nye, uventede planer på plads i mit hoved. Der er planer for indretningen af vores næsten færdige overetage som i den grad skal omtænkes. Planer for mit firma, som nok skal gentænkes. Planer for vores familie. Jeg prøver at planlægge en fremtid hvor vi er 5 i stedet for 4. Jeg har heldigvis frem til december at få brikkerne på plads.

mandag, april 11, 2011

Ahhhhhhh!


Haven er i gang lige nu! Og vejret i weekenden var så fantastisk, at det næsten ikke var til at forstå. Bare tæer i sandaler, korte ærmer, tæpper og dyner på plænen. Jeg har mange drømme om min have i år. Sidste år flyttede jeg en stor del af mine stauder rundt, og jeg er fuldstændigt overspændt på at se resultatet. Det er næsten lidt sygeligt. Samtidigt er idéen opstået, et nyt bed skal fødes. Meeeen...

Min have har fuldstændig ændret karaktér. Det er kun en overgang, jeg ved det godt, men jeg savner mine hække. Ligenu er der helt nøgent og bart, kun de små stubbe står tilbage. I påsken graves rødderne fra tjørnehækken op, og nye, store ligusterplanter skal plantes. Og derfor skal jeg måske ikke bruge mit sparsomme krudt på at anlægge nyt bed der hvor en rendegraver skal køre rundt.

I stedet vil jeg bruge krudt på at organisere lidt mere. Jeg har flyttet mine stauder rundt, så de passer bedre sammen i farver. Knapt så meget tivoli, lidt mere bevidst placering. Jeg vil også have mine georginer i staudebedene i år. I de farver de passer til. Og derfor har jeg et problem: løgplanterne. Mine gamle tulipaner står hulter til bulter, og jeg har før villet grave op og placere efter bedre farveholdning. Narcisser som stod her dengang vi flyttede ind, er blinde og trænger til deling. Men skal skidtet ikke først visne ned? Og hvordan hulen finder jeg så ud af hvad er hvad? Og hvor højt det er? Kan jeg grave det op, mens jeg kan holde styr på det? Og så lade det visne ned på den nye plads?

Uhhhh, der er tusind spørgsmål der trænger sig på...