Haven er i gang lige nu! Og vejret i weekenden var så fantastisk, at det næsten ikke var til at forstå. Bare tæer i sandaler, korte ærmer, tæpper og dyner på plænen. Jeg har mange drømme om min have i år. Sidste år flyttede jeg en stor del af mine stauder rundt, og jeg er fuldstændigt overspændt på at se resultatet. Det er næsten lidt sygeligt. Samtidigt er idéen opstået, et nyt bed skal fødes. Meeeen...
Min have har fuldstændig ændret karaktér. Det er kun en overgang, jeg ved det godt, men jeg savner mine hække. Ligenu er der helt nøgent og bart, kun de små stubbe står tilbage. I påsken graves rødderne fra tjørnehækken op, og nye, store ligusterplanter skal plantes. Og derfor skal jeg måske ikke bruge mit sparsomme krudt på at anlægge nyt bed der hvor en rendegraver skal køre rundt.
I stedet vil jeg bruge krudt på at organisere lidt mere. Jeg har flyttet mine stauder rundt, så de passer bedre sammen i farver. Knapt så meget tivoli, lidt mere bevidst placering. Jeg vil også have mine georginer i staudebedene i år. I de farver de passer til. Og derfor har jeg et problem: løgplanterne. Mine gamle tulipaner står hulter til bulter, og jeg har før villet grave op og placere efter bedre farveholdning. Narcisser som stod her dengang vi flyttede ind, er blinde og trænger til deling. Men skal skidtet ikke først visne ned? Og hvordan hulen finder jeg så ud af hvad er hvad? Og hvor højt det er? Kan jeg grave det op, mens jeg kan holde styr på det? Og så lade det visne ned på den nye plads?
Uhhhh, der er tusind spørgsmål der trænger sig på...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar