onsdag, april 20, 2011

Planer...

Kender du det? Du planlægger, bevidst eller ubevidst, dit liv flere år ud i fremtiden. Om to år så.... Til næste år da.... Engang vil jeg...

Jeg er verdensmester i at planlægge. Jeg drømmer, planlægger og tænker en stor del af min dag på ting ude i fremtiden. Jeg har allerede indrettet det drivhus, der måske engang kommer nede i haven. I mine tanker har vi allerede fjernet det træflis der ligger mellem højbedene, og som faktisk er forgået i store partier, og erstattet det med slots-grus og fine kanter. Når jeg lukker øjene og tænker på ombygningen af vores 1. sal, ser jeg to fine pigeværelser og et superlækkert soveværelse, møbleret (og ikke mindst opryddet). Når pigerne er lidt større lejer vi en autocamper, kører europa tyndt et par måneder, tager på dannelsesrejse og nyder hinanden. Alt i alt er mine drømme noget præget af "styr på det" og gerne 6-12 måneder mindst, ud i fremtiden.

Men hov! Skal ting ende som drømmen? Eller er det sundt nok at der bliver vendt op og ned på al den planlægning? Er planer en sutteklud til jeg ustabile menneske, som har brug for en krykke? Eller er det et tegn på en stærk, indre kraft som vil skabe og føre ud i livet?

Jeg tror faktisk på, at det er sundt at blive rystet. Jeg har haft kriser inde på livet, som i den grad har rystet min grundvold. Men jeg har formået at se det positive i det, fordi jeg for lang tid siden har besluttet mig for, at det er sådan jeg vil takle den slags. Ikke dermed sagt at jeg bryder mig nævneværdigt om det, når ting ikke fungerer som det plejer. Jeg skal bruge tid til at tage forandringer ind. Lang tid. Men jeg vil fokusere på taknemmelighed over livet der former sig. At jeg er del af noget større. At jeg har styrken indeni. Og at drømme er gode at have.

Ligenu prøver jeg at få nye, uventede planer på plads i mit hoved. Der er planer for indretningen af vores næsten færdige overetage som i den grad skal omtænkes. Planer for mit firma, som nok skal gentænkes. Planer for vores familie. Jeg prøver at planlægge en fremtid hvor vi er 5 i stedet for 4. Jeg har heldigvis frem til december at få brikkerne på plads.

12 kommentarer:

Tro Håb og Kærlighed sagde ...

Hvor er det en dejlig nyhed! Stort til lykke til hele familien. Alt godt til dig og dine - med og uden planer:-)

Fru Schwartz sagde ...

Det ser ud til at det bliver verdens bedste planer...stort tillykke

Anonym sagde ...

Og vi glæder os! Det er sejt at vænne sine tanker til nye planer - men forcen ved at kunne drømme, planlægge og agere er vel netop at det er muligt at drømme nyt og ændre det, men forestillede sig? Kram, Anne

Helle sagde ...

Jeg faldt over din blog for første gang i dag - og med de to streger slynget lige ind i synet, er jeg da nødt til at blive hængende som fast læser :) Det er da en cliffhanger, der vil noget!
Kh Helle

Louise Aaen sagde ...

tillykke med endnu en Gaarde, fantastsik dejlig nyhed

Linda Jakobsen sagde ...

Sikke en nyhed! Stort tillykke til jer begge og de 2x kommende storesøstre.

Ane Kathrine Thorgård sagde ...

kære Lina
af hjertet tillykke. Barn nr. 3 er en gave, en luksus. Fuldendelsen - den berømte prik over i`et. Kaos og lykke blandet rundt i et stort sammensurium. Ønsker dig al mulig held og lykke.
Ane Kathrine (fra den nedlagte Kagekasse)

Lina sagde ...

Kære alle!
Tak! Jeg forsøger at vænne mig til tanken, og mærker hver dag nyt land blive indtaget i mit hoved - det kommer til at blive godt!

Torben Kirkegaard sagde ...

Jamen altså! Meget stort tillykke skal lyde fra os tre! Det bliver vildt, det bliver stort!
Knus fra Pia

Henning sagde ...

Børn er livets største gave, så tillykke med det :)

Påskehilsen

Henning
Restauranter København
http://restauranter-københavn.dk/

Jane sagde ...

Et stort tillykke fra Tolne Bakker! Drømme er dejlige. Men virkeligheden er heldigvis af og til bedre end drømmen og som du skriver har du jo frem til december til nye drømme og planer;-)Pøj-pøj med det hele!!

heidi sagde ...

Et stort tillykke herfra :o)