torsdag, maj 15, 2008

Svæver...

For 15-20 år siden - da jeg var ung, smuk og MEGET musikinteresseret, hørte jeg en hel del Jean Michel Jarre, Mike Oldfield, Beatles og Pink Floyd.

I 1994 havde jeg min første store koncert-oplevelse, netop med Pink Floyd (eller rettere, hvad der var tilbage af dem)... Det var enormt stort, og alt har derefter ikke været helt så sublimt. Der var ingen der skubbede (måske fordi tyskerne er så rare), der var god plads, lyden var fantastisk og bandet godt.

I tirsdags blev en af mine helt store drømme så opfyldt, for selvom jeg ikke hører så meget musik som jeg har gjort, så er Roger Waters stadigvæk en af de store farvoritter på Ipod'en.

Mikkel og jeg var til en helt ovenud fantastisk koncert i Odense. Det var med surround-sound (selvfølgeligt), flyvende kæmpegris (og jeg stod lige ved siden af ham manden der slap den løs - når man nu ikke kan få lov til at stå ved siden af ham der faktisk var rigtig sej på scenen, må det være det jeg kan prale med - ynkeligt), et helt set med "Dark side of the moon" og mit absolutte favoritnummer "Perfect sense"+"The bravery of being out of range" spillet på et stadion... det var en drøm at få lov til at være med, nummeret er en parodi over en amerikansk sportskamp med en atom-ubåd contra en boreplatform... Imens står publikum og hepper hovedløst og jubler... og det gjorde jeg også.
Sidste nummer var Pink Floyds "Comfortably Numb" som også er en af mine absolutte farvoritter.
Så jeg gik glad derfra, jeg kunne have hørt 10 gange så meget.
Min eneste klage er det hold i nakken jeg har fået af at stå og strække hals - jeg så ham da indtil flere gange. Nu er musikken jo det helt primære, og folk omkring havde måske forventet mere showman-ship. Men det er virkelig total-oplevelsen, musik og sceneshow der er det primære i denne musik - og så selvfølgelig det politiske budskab.

Og til alle jer der synes at Danmark er et land på vej det forkerte sted hen, kan jeg fortælle om den meget langhårede og ildelugtende spritter der stod ved siden af mig... Han var i ekstase og kendte alle de gamle numre, og rockede med. Mikkel snakkede med ham under pausen, og det viste sig at en barmhjertig sjæl havde foræret ham en billet - billetter der starter til en bundpris af 715 kr. De havde spurgt om han helst ville samle flasker udenfor, eller om han ville ind og høre musikken... og det kan godt være at han var glad for bajere, men dum var han ikke.... Fedt at der er nogen der kan finde på sådan noget!

Så nu kører der igen Roger Waters på Itunes, og jeg nyder musikken fra denne tonedøve musiker (ja, så kan jeg også blive til noget, kan man jo så tænke).
Samtidigt prøver jeg at komme i tanke om hvem jeg mangler at opleve til stadion-koncert... Nu har jeg oplevet hele Pink Floyd, Paul McCartney, Sting, Aerosmith, Rolling Stones... Måske Peter Gabriel mangler? Hvornår mon han kommer?

2 kommentarer:

Louise Aaen sagde ...

eller en Åh Abe koncert....

Anonym sagde ...

Fed oplevelse, I har haft der, dig og manden.. dejligt ;)