Ravnemor slår til igen...

Det var en mørk og stormfuld septembernat. Vinden ruskede i træerne, og de visne blade fløj hen over græsset. Duggen glinsede i måneskinnet, og slimede dræbersnegle smøg sig rundt i det græs der i den grad trængte til at blive klippet.
Indenfor lå Ravnefar og Ravnemor og sov. Trygt under den varme dyne, mens clockradionens neontal viste 1:45...
Natten blev skåret i stykker af barneskrig... igen og igen og igen. Ville det barn aldrig stoppe? Hvorfor var der ingen der tog sig af det stakkels barn?

Ravnemor drømte at hun sov, og at hendes yngste datter vågnede og skreg. Heldigvis havde Ravnemor en skøn mand der hed Ravnefar, og han plejede at klare ærterne når det var nat og ungen skreg. I denne drøm blev barnet dog ved med at skrige, og Ravnemor nåede at tænke, at det var da også utroligt ufølsomt af både mand og barn, sådan at vække hende.
Pludselig kom Ravnemor i tanke om, at hun jo havde taget den lille skrigebanan over i forældresengen, for hun havde skreget ret meget tidligere på aftenen... Men hvor var barnet henne?

Nede i hullet mellem sengen og bogreolen var der ikke meget plads. Og den plads der var, blev delt mellem gamle snotklude, hår, spindelvæv og ederkopper, samt gamle hår-elastikker og omslag til en Harry Potter-bog... og så et spil backgammon. Dernede lå Thilde og skreg og skreg og skreg... 'hvorfor kommer min mor ikke og tager mig op?' tænkte hun, mens hun følte kulden og ederkopperne og alt det andet klamme, som hendes forældre ikke havde gjort rent... hun kaldte mere og mere... Men lige meget hjalp det...

Ravnemor ledte og ledte i sengen, og pludselig fik hun den lyse idé at tænde lyset... og se, der lå den stakkels forsømte datter og græd, faldet ud af sengen og klemt inde mellem et backgammonspil og en masse skrammel. Det kan nok være at begge forældre skammede sig!