Kønsroller

Min datter har fået en legekammerat.. sådan en rigtig lille drengeven. Det er første gang vi har haft "nogen hjemme", og han blev endda og spise. At det er naboens dreng Carl-Emil, gør det hele endnu nemmere, og nu, efter at Anna og han går i børnehave sammen, er de kommet til at kende hinanden bedre.

Så jeg sad i haven med endnu en Harry Potter-bog, og selvom den er spændende, så kunne jeg ikke lade være med at smuglytte - mest fordi sådan nogle børn taler så højt (ihvertfald Anna), men sandkassen er også lige ved siden af. Og her fik jeg et syn af de værre... Min datter ligner mig! Og jeg ligner min egen mor! Yaaak!

Legen gik ud på far-mor-og-baby, og Carl-Emil (der var udnævnt til far) gik rundt og sagde: "jeg skal male, male, male.... nu skal jeg have noget maling" osv. Anna gik rundt med hænderne i siden (hvor har hun set det?), mens hun dikterede legen (hvor har hun hørt det?) og kommanderede. . "nu skal jeg have baby'en ud, du skal køre bilen" fik han besked på, og blev kostet hen på bænken hvor han villigt satte sig med udstrakte arme og kørte hende på 'spitalet.. og derhenne fik han besked på at han skulle vente udenfor, mens han fik smækket døren i hovedet - så ordnede hun den baby selv. Og så gik han ellers rundt derhenne og skulle male, male, male... At se hans meget undrende blik, hvor man kunne se at han absolut ikke fattede hvad der foregik omkring sig, men han erkendte sin skæbne og hoppede med på vognen, og se hendes triumf da hun (selvfølgeligt) fik ret igen - ja, det har givet stof til eftertanke.

Måske vi kvinder ikke skal bestemme alt. Måske jeg skal lære mine børn, at det er vigtigere at træffe valg der resulterer i fred og fordragelighed, end valg der endnu engang giver mig ret. For vi er ærligt talt ikke ret smukke, når vi står der og koster rundt. Jeg synes virkelig jeg er skrækkelig, når jeg bestemmer. Samtidigt ønsker jeg mig evner, så jeg kan argumentere og diskutere uden at det bliver en viljernes kamp - for uden kam til begges hår, så bliver det vel lidt kedeligt. Og så må mændene også erkende, at man godt kan "snakke" om tingene uden at resultatet er kendt på forhånd. For jeg tror egentligt ikke at vi kvinder selv synes at tingene er afgjort fra første færd. Vil vi ikke gerne høre mændenes mening? Jo, men kun på vores måde... Pyyyyh, jeg er blevet min mor.... Så fra i dag, som jo er en ny start (jeg skal starte på arbejde om 1½ time), vil jeg forsøge at være mere ligeglad med detaljer og petitesser, og gemme krudtet til de virkelig store sværdslag hvor jeg umuligt kan gå på kompromis. Jeg vil ikke hele tiden påpege fejl ved mine børn og mand, for jeg fejler også selv (men glemmer det i kampens hede)... og jeg vil være gladere, fordi livet er værd at leve, solen skinner mere når man smiler, og ens børn og mand er sødere, når jeg selv er sød.