Hvor er kagen?

I lørdags fejrede vi Thildes fødselsdag med alt hvad dertilhører af sang og gaver. Hen på eftermiddagen skulle vi så på picnic til Rosenholm slot. Haven derude er skøn og meget engelsk (siger jeg der kun har været på et enkelt engelsk gods), med store Robinier og røde gamle murstensmurede haveskure.

Op til picnic'en var der kaos. Hvilke børn skulle sove hvornår, hvor var det ene og det andet? Vi har til denne fødselsdag absolut ikke styr på noget. Mikkel brugte nemlig fra mandag til fredag aften på at ligge med 40 i feber.

Det indebar et uoverkomligt puslespil hvor jeg både skulle hente og bringe. Nogengange skulle jeg hente inden jeg faktisk fik fri.... og ikke nok med det, men torsdag lå Thilde så og brækkede sig ud i sengen (med dertilhørende nat-kogevask) og en unge der lå og rodede rundt i sengen... selvfølgelig skulle jeg også på studietur til Sorø, med afgang fra Hornslet 05:25... det gav igen problemer med børneaflevering, for i hvilken institution kan man aflevere kl 05? Så naboen måtte aflevere Anna, og dagplejen kunne selv komme og hente Thilde... men altså, pyyyh hvor trængte vi til at sidde ned. Så derfor var der ikke styr på en skid. Og marengspien blev hevet direkte ud af ovnen for at blive pakket ned...

Afsted kom vi dog, og faktisk også til den planlagte tid. En gåtur på 20-25 minutter ud af en lang grusvej med kornmark på den ene side og togskinner og smukt landskab på den anden... Jeg går og skubber cykelvognen der i dagens anledning bliver brugt til børneopbevaring. Thilde har fået besøg af naboens dreng Benjamin, og han ville slet ikke hjem, så ham havde vi også med ud.... og så er det jeg tænker: Hvor er kagen? For der sidder jo to børn der hvor jeg egentligt troede at kagen var... og jeg kan se at ingen har en marengs-pie med brombær i hænderne? Mikkel råber: "den stillede jeg i cykelvognen" (åhh, pyh, vi har altså ikke glemt den derhjemme, men hov, der kan den jo ikke være).... og så er det Mikkel kommer og haler Thilde op.... og under hendes numse gemmer sig nu en temmeligt røvformet marengspie med brombær... og en hvid kjole der nu er lilla. Nå men op med kagen og ned med ungen.

Ude i parken kan vi nu se at kagen er 100% udmast. Barnet har tilsyneladende intet imod at have siddet i en tærte i 15 minutter, og kagen smager da også udemærket, om end det æstetiske (og moralske) ved at spise en smadret tærte måske kan anes- en tærte der er blevet smadret af en numse vel at mærke!

Vel hjemme igen, og efter et par lækre købepizzaer kommer tiden hvor Thilde skal sove... og så opdager vi brændmærker efter tærteformen rundt på hendes lår i et fint bølgemønster, og to store røde pletter lige der hvor man sidder aller mest (og hvor tærteformen er mest synlig)... stakkels unge! Hun lod sig dog ikke mærke med det, men vi vil nok for evigt mht Thilde og kage komme til at storgrine...

Og så et sidste suk... skal vi starte en indsamling til fordel for mit stakkels kamera og stakkels mig? Jeg har jo fået guf for ca det samme som kameraet stod i for 2 år siden... micro-guf af den helt store kaliber der kan tage de skønneste billeder af alle mine blomster. Jeg er lykkelig! Og så er det en eftermiddag med nedgående sol at jeg tager lidt billeder... pludselig kan jeg lugte blomkålen brænde på i køkkenet og jeg lægger kameraet for at redde maden. I samme øjeblik kommer Mikkel og Thilde hjem fra en tur på genbrugspladsen, og søde smukke Thilde beslutter at hun selv vil bære mors elskede kamera op til hende... Mikkel fanger hende først da hun har gået halvdelen af haven samt alle 10 betontrappetrin... Og som Mikkel beskrev det sagde det bonk ved hvert trin. Sødt barn.... meeen mit nye objektiv har masser af ridser, heldigvis ikke på linsen.
Umiddelbart virkede kameraet ok, men nu har det to gange pludselig fået en sygdom. Det slår blitzen på i programmer der er helt uden blitz. Det kan ikke indstille på lukketid og blænde i de to programmer hvor man kan det. Det laver hele tiden op på mine zoom-indstillinger til det trælse "closest object". Og jeg kan ikke indstille ISO og hvidbalance på genvejs-tasterne. Min søde nabo Jesper (der faktisk har stået i Interfoto i Silkeborg og sikkert ekspederet både min far, bror, mig og min mand 100 gange) kiggede på det og ved healende hænder blev det godt... men nu er den gal igen, og han siger det skal til doktoren. Kan jeg overhovedet leve uden mit kamera?