I går hørte jeg om "den bedste fest nogensinde". En kollega havde været til et bryllup hos en nær veninde, og det havde været helt fantastisk. Om det var min misundelse over ikke at have lige så tjekkede venner, eller noget andet der satte tankerne i gang ved jeg ikke helt. Måske lidt begge dele...
Der var en lind strøm af lækkerier som jeg helt sikkert gladeligt ville have sat tænderne i... til en kuvertpris på 1000 kr stykket. Jeg var simpelthen ved at falde død om da jeg hørte prisen. Og jeg bliver simpelthen voldsomt provokeret over kuvertpriser på 1000 kr. Det tænder noget i mig... måske er det fordi min egen udbetalte løn ville række til 9½ kuvert, men jeg synes der er noget absurd i at helt almindelige mennesker brænder penge af på den måde. Nu lyder det jo meget formynderisk og dømmende, og jeg står gerne ved det. Ja! Det er faktisk ikke op til mig hvordan andre bruger deres dejlige sammensparede penge. Måske disse mennesker har levet af havregrød hele livet for at kunne forkæle alle deres venner denne ene aften? Det er klart en mulighed...
I mit job i Elbeks papirhandel var min kontakt med kommende brudepar meget stor. Det var her butikken hev pengene ind i form af hjemmelavede invitationer med et touch af personligt præg og hygge. At de fleste brude diktatorisk stod og bestemte "demokratisk" sammen deres kommende ægtemænd (for de var jo frivilligt gået med ind i butikken, og det er jo også deres bryllup), kommer jo ikke til udtryk i invitationerne. Og det var heller ikke ukendt, at en brud fik et amok-anfald fordi vi ikke kunne skaffe "den rigtige" flødefarvede karton hjem til tiden, men kun havde den man kunne se farveforskel på, hvis man stod i direkte sollys og sammenlignede... (hvilket vi ofte prøvede at forklare at de færreste gæster brugte tiden på)...
En del af underholdningen under diverse kaffepauser gik på, at grine af brude og forsikre hinanden i, at brylluppet forhåbentligt ikke skulle overskygge ægteskabet når det engang var vores tur, og derudover diskurtere hvad "det rigtige" så egentligt er? For hvad der er rigtigt for mig er jo ikke nødvendigvis rigtigt for resten af menneskeheden....
Diskutionen omkring "det rigtige" bryllup fra weekenden fortsatte herhjemme, hvor jeg prøvede at lufte min forargelse for min mand. At prøvede at plædere for at det var snobberi når to såkaldte "almindelige" mennesker skal have den samme kage som Joakim og Marie, "bare bedre" som det blev beskrevet. At man ikke bliver hverken adelig eller at festen bliver bedre af at man får "det rigtige"... Men han bed ikke rigtigt på den. Han syntes nu det var helt ok "at lade som om", og han nævnte også prinsessedrømmen flere gange. Og måske han har ret. Der er sikkert mange der bare vil prøve det denne ene dag...
Til mit eget bryllup havde jeg muligheden for at få præcis den kjole jeg gerne ville have. Kort tid efter min mors død havde min veninde Anna sagt at hun til enhver tid ville sy min brudekjole.
Så her var der muligheder for både at komme ud og prøve noget helt vildt, og få det som jeg ville. Men da vi skulle ud og kigge, så syntes jeg jo det var direkte latterligt. Jeg kunne overhovedet ikke visualisere mig selv i diverse flødeskumskjoler, og jeg anede overhovedet ikke hvad jeg ville have. Jeg har altid drømmen om at se brandgodt ud, men jeg er måske alligevel så meget pessimist, at jeg ikke tror på at jeg er skabt til den røde løber. Men måske også fordi jeg synes det er enormt uærligt. Jeg er ikke prinsesse (i så fald skal der være sket en markant ombytning på fødegangen), jeg er heller ikke rig (og hvis min mand havde hørt mig foreslå kuvertpriser på 1000 kr, så var han faldet død om i nærighed). Jeg er mig, Lina, en tilfreds kvinde der gerne vil bruge penge på tøj og sko. Jeg er snobbet og vil gerne have noget der er dyrt og lækkert - "det rigtige"... men alligevel ret praktisk anlagt. Jeg brugte for eksempel mine gamle-men-jeg-elsker-stadigvæk-hvordan-de-ser-ud-også-selvom-jeg-har-brugt-dem-sko med perlemors-skær til mit bryllup. For jeg vidste at det i sidste ende blev os der skulle betale regningen af over en årrække, og hvem har brug for to par hvide sko? Når jeg ikke engang går med det første par?
Over aftensmaden udviklede snakken sig, og tanken om ærlighed lå og puslede. Hvorfor er det vi så gerne vil noget andet end det vi faktisk er? Når vi er unge vil vi gerne være ældre, og når vi så bliver ældre vil vi gerne være unge igen. Hvorfor ikke bare nyde der hvor man er? Og er et ægteskab bedre fordi man har brugt 25.000 kr alene på mad? Jeg tænker bare, at det er fint at lade som om. Men for at jeg virkelig skulle kunne føle mig royal, så skulle jeg også vide at der er en der gør rent for mig, lægger mit tøj sammen (nårh ja, det har jeg jo), laver min mad og bygger mit hus. Uden vi behøvede at stå og bekymre os om det. Så skulle jeg have en nanny der kunne ta' ungerne når jeg fik nok. Alt det der ligger bagved en høj bryllupskage skulle også være der. For ellers ville jeg nok have en fornemmelse af, at det ikke var mig der blev holdt bryllup for. Det er fint at lade som om, men altså.... skal det være så perfekt? Jeg kan da sagtens lade som om at jeg spiser foire gras når jeg i virkeligheden sidder hjemme i mit køkken og æder spaghetti bolognese for anden dag i træk. Men man kunne også lade som om at man sad og nød en perfekt spaghetti bolognese hjemme... det behøver det jo ikke være forkert af... eller dårligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar