Jeg har lige læst sidste års nytårsforsætter... og jeg var til en foredragsholder i går, som hævdede at hvis man forestillede sig målet, og vejen derhen, ville man blive totalt udmattet bare ved tanken om alt det man skal ændre (og alt det man ikke formår). Derfor vil jeg, istedet for at remse op alt det jeg burde, forstille mig mit liv i december 2008.... For hvis man mentalt kan være der, og føle hvordan det føles, så er man (ifølge foredragsholderinden) allerede på vej til at ændre sig mentalt. Så må i jo regne ud hvad der er mine nytårsforsætter....
Det er gråt udenfor, lettere diset. Heldigvis har jeg tændt op i brændeovnen, og de varme hjemmestrikkede, sorte strømper luner mine tæer. Jeg nuller stille rundt med en kop kaffe, og Mikkel har kørt pigerne i dagpleje og børnehave... hele formiddagen er derfor min egen. Jeg er i gang med at lime fotos ind i vores album. Jeg kan se tilbage på et år, hvor der er sket meget... Pigernes værelser er blevet færdige - det kom lidt som en overraskelse, men der var mange af vores dejlige venner som hjalp. Vi hyggede os endda mens vi fik det færdigt, og resultatet er overvældende! Skønne nye værelser med hems, Annas i en lyserød farve som hun elsker overalt på jorden - Thildes fyldt med hendes egne sager hun kan rode i. Og vores soveværelse med karnap og det hele - det hjalp godtnok også da vi tilfældigt vandt en halv million (den ene gang vi har spillet lotto). At vi i foråret holdt en fest i vores "nye" hus, og med lækker mad og gode venner - superfedt.
Billederne viser også en have, der er blevet strammet lidt op. Der er blevet plantet kaprifolie "Rubens" ved de grimme rækværk, kanterne på græsset er skåret... køkkenhaven spirer med få, men sjove arter. Jeg valgte at satse på mange blomster igen i år, og mangfoldigheden er fantastisk. At jeg kunne bytte mig frem til så meget var utroligt, men jeg havde jo også selv en del at give igen - og at finde nye interesser hos folk man allerede kender er jo dejligt.
Anna lærte at lege selv i haven, så der var plads til at jeg gik igang med mit hængekøje-projekt. Vi fik renset op ved min fars springvand, og det føltes godt at lave en krog som han havde sat igang - og med hængekøje ovenover hans vandrislen, så var det jo bare hans i ånden!
Jeg kigger på et billede af Thilde der sidder og spiser hjemmebagt rugbrød med Mosegårds-pølse på... Man kan se alle hendes tænder! Tænk at hun alligevel fik nogen, for i starten af året havde hun jo kun en. Nu render hun rundt, og hun snakker - hun er skøn! Hun er meget fræk, men også rolig og fordybet i sine ting.
Anna lærte til gengæld at cykle - hun fik også den helt rigtige cykel i fødselsdagsgave. Det var fedt, for vi fandt den i den blå avis - og med lidt opfriskning kom den til at være 10 gange federe end dem man ellers kan købe - og Anna fik pompom'er på styret i lyserød som hun havde ønsket sig. Hun lærte også at lege selv - og har nu sin faste hule omme bagved vores Forsythia. Der er der plads til at være hemmelig og barn, og man kan gå ud og plukke lidt skovjordbær lige udenfor døren... Hun er blevet rigtigt stor på det år - heldigvis giver mit arbejde mig nogle fridage, så jeg kan nyde børnene. Sidst bagte vi julesmåkager alle tre, drak varm kakao og så Emil fra Lønneberg.
Nåh, jeg må hellere videre. Min madplan siger at jeg lige skal koge en skibberlabskovs til aftensmaden - det er fedt at vi har fået styr på at handle en gang om ugen, og madplaner for 14 dage af gangen. Det føles fedt. Og bare kunne stikke armen ned i fryseren efter øko-kylle og hjemmebagt brød - hurra for kummefryseren...
Jeg glæder mig til 2009!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar