tirsdag, december 22, 2009

Forventninger

Lige om lidt, rundt om hjørnet, ligger juleaften og lurer. Det er sjovt i år, for begge piger er så store at det er noget ved. Thilde glæder sig for første gang, og hopper op og ned. Hun forstår ikke helt, at det ikke er nu, og det er svært at vente. Derfor har vi også måtte lukke ørene meget for ikke at høre hvad der var i pakken til Mor og Far nede fra børnehaven.

Anna derimod har nået en alder, hvor der tælles dage på de små neglelaksbemalede fingre. Hun planlægger og har været i gang længe. Der er hevet gaver hjem fra børnehaven som ikke er blevet afsløret. Hun har syet i en uge (on and off - mere off end on)... 4 små gaver til farfar, farmor, Olde William og Bedste Margit. Hun har samlet nødder i børnehaven i oktober og lagt ved... hun har stukket sig, grædt, blødt og mugget. Men de blev færdige, og i går aftes sent, da alle gaver skulle pakkes ind sammen med fars fødselsdagsgaver, sad vi og havde en rigtigt hyggelig stund.
Hun pakkede dem helt selv ind, flot og fint. Hun skrev små til og fra kort, underskrevet AnnaG. Vi hyggede og snakkede, og talte om løst og fast. Hun bliver så stor, dygtig og dejlig, at det er svært at forstå. Et nyt år venter klar til brug... det bliver dejligt!
Lige om lidt er det jul. Glædelig jul til dig også!

Ingen kommentarer: