Uden sammenligning

Sammenligning er af det onde, jeg ved det godt. Og mit moderskab kan heller ikke sammenlignes denne gang med de andre. Ikke fordi de to andre har været til rotterne, men fordi at jeg denne gang har to erfaringer med i bagagen. Det kan mærkes. Måske er Selma nem at aflæse - eller også har jeg bare træningen i at se om det er bøvs eller bæ der giver mavepine. Jeg synes ihvertfald det går godt. Men jeg når stadigvæk lige så lidt som i de andre barsler. Dagene går, og julekort og barnedåbs invitation (til senere denne måned) ligger stadigvæk på skrivebordet. Men også denne gang kan jeg mærke en forskel. " Det går nok" er mantraet. "Kommer tid, kommer råd".

Jeg kunne fortsætte. I dag når jeg at skrive på min blog. Og komme til samtale i børnehaven om vores skolemodne barn - Thilde er blevet indskrevet i skolen. Uha! De bliver så store. Og mens jeg kan se Selma vokse mellem fingrene på mig, får jeg øje på mit ældste barn.

 Sådan så hun ud, da hun for 7½ år siden lå i liften på Edouard Suensonsgade i Århus. Og skreg, og ville spise. Det virker som i går.
Nu? Det er hende der går rundt med sin identiske, forsinkede tvilling, som elsker at kramme med sin storesøster. Og uden sammenligning, så bliver Selma vist vores alles rosin i pølseenden, som bliver overøst med kærlighed. For når Annas arme er blevet lange af at bære, står der en villig Thilde i kø til at blive den næste til at holde, synge og ae.
Uden sammenligning, så er vi vist heldige alle sammen!