Ahhhh! Det er endelig lykkedes... Efter snart 3 års søgen og sorg er det endelig lykkedes... Jeg har fundet et par cowboybukser der sidder godt!! Min krop forsvandt den dag Anna blev født, jeg har været sammen med noget som passede bedre på en kvinde på 60 - eller 70. Det, som engang var min mave, er nu en tom "sok" hvor der engang har været et par børn - og mit ellers så frivole jeg fik en ordentlig en på sinkadusen. Pludselig synes jeg ikke det er skønt at være uden tøj, og jeg vil helst snige mig fra badet med lukkede øjne, for straks at iføre mig noget tøj der kan dække skaderne. Det er ikke noget der passer mig.
Samtidigt vil jeg jo gerne signalere en glæde ved mig selv og min krop til mine piger, der måske kunne afsmitte et naturligt og frit forhold til kroppen.
Det hjalp lidt at jeg spurgte min læge efter en forklaring på, hvorfor min mave IKKE bliver mindre ved maverulninger, og hun kiggede på mig og sagde "Den der? De maverulninger der kan få den til at gå væk er ikke opfundet".... Hun kunne så diagnostisere den til et-eller-andet-latinsk pga dens form og "længde" (ja, den er laaaaang), hvilket gav mig lidt selvtillid igen. Så er det altså ikke bare mig der er dum, når jeg synes den er grim, og at den bare ikke bliver mindre, tværtimod. Hun sagde til mig at sygesikringen vil dække at få den fjernet fordi den er så stor - men efter at have nærstuderet et sådan indgreb er jeg ikke helt sikker på at det skal ske for mig.. Og det må minimum ske efter et år efter graviditeten.
Men det hjælper jo ikke på tøjsituationen...
Sidenhen har jeg fundet ud af, at der findes flere af min slags. Kvinder, som jeg synes er smukke og stærke, render rundt med lignende "kødterrasser" under kjolerne. De prøver at dække de uformelige buler i bukserne med "tunika"er og "lange toppe" og andre modebegreber. Med mere eller mindre held.
I går var jeg ude og shoppe, og efter at Thilde havde skylle-gylpet ned i mine to par bukser (og jeg derfor var nødt til at gå rundt med en kæmpe klat gylp, fordi jeg ikke havde flere bukser), så skulle det være: Jeg ville være smart, og jeg ville være det nu! Min erfaring i "smarthed i bukser" kunne ellers godt ligge på et meget lille sted. Jeg husker tydeligt et besøg i Cowboyland i Silkeborg efter Annas fødsel. Her ville jeg ind og købe et par bukser et nummer eller to større (jeg var ung, jeg var dum - og jeg troede at dellen sagtens kunne klemmes ned i hvadsomhelst). Den meget unge ekspedient var yderst behjælpelig da jeg sagde at jeg ville gerne have et par Lee "som jeg plejer at bruge 29/32 i". Hun fandt det ene par bukser efter det andet. Efter tre størrelser siger hun "jeg tror du skal have fat i en anden model, en med noget stræk i".... Det var der jeg gav op, og endte med at købe et par højtaljede kone-bukser med masser af stræk.
Så i går var jeg ikke vild, da den 20-årige ekspedient (med meeeeget lange og kunstige negle) skulle se min kødpølse. Men allerede da hun sagde "ej, ja, den er ikke pæn, det er noget gamle damer har" var jeg solgt. Endelig en der kalder en spade for en spade, og en delle for noget dumt! Da hun så sagde "den skal vi nok få af vejen", var jeg lykkelig. Og så gik hun ellers ud og kiggede, kom med det ene og det andet, gav gode råd (og sagde "den sidder pænt, men hvis du ikke synes at det er rart så finder vi da bare en anden") og vuggede pænt Thilde imens.
Og nu er jeg den lykkelige ejer af et par Lee med mellemlav talje, de er sorte, de har pink lommefoer, og min kødpølse kan slet ikke ses! Jeg ser så lækker ud!!! Jeg elsker de bukser, og Mikkel synes jeg jo bare som altid er lækker - men jeg overvejede faktisk i går aftes at sove i dem (men sprang over, da jeg jo så ikke så godt kunne have dem på her til morgen)...
I må komme og se dem - men bare rolig, jeg har sikkert ikke andet på de næste 4 år (med mindre Thilde gylper igen).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar