sol i sigte...

Efter en weekend på fyn (Assens) til kombineret 90 års fødselsdag er vi vel hjemme igen. Vi havde en fin weekend, hvor vi ankom allerede fredag eftermiddag til det sydfynske. Anna havde glædet sig rigtigt meget - så meget at hun til forældrenes overraskelse havde lavet en fin uro-gave til farfar. Hun sad med den i hånden fra Hornslet til Assens, MEGET påpasselig med at den ikke gik i stykker... Det er faktisk lang tid for en Anna, så jeg er ikke i tvivl om gavens vigtighed for hende.


Vel ankomne til Kastanjegården, en fin stråtækt 4-længet bindingsværksgård, blev vi indkvarteret var der kaffe og brunsviger (specielt til Kamilles store fornøjelse). Der blev hoppet i farmoster Jettes seng til Annas og Simones jubel (og allerede her var Anna og Jette igen perlevenner - den anden farmor er næsten lige så god som den ægte vare, og man må jo dele - desværre).

Vi hyggede med pizza og for mit vedkommende strikning til sent på aftenen, og jeg fortrød at jeg ikke var gået tidligere i seng - for så kunne jeg i endnu højere grad have nydt, at Thilde sov HELE natten igennem! Mikkel og jeg var klar til at rykke teltpælene op og flytte til fyn med det samme!


Næste formiddag var vi på tur, om end at den blev kraftigt beskåret, eftersom forbindelsen til den ø vi skulle ud og gå på var oversvømmet. Men vi gik rundt i den smukke by Torø Huse, og bagefter var det hjem til frokost og putten unger. En del af gæsterne kom ved 15-tiden, og så var der ellers fest. Med en masse unger var det ret forbavsende at der ikke var et eneste skænderi - det må siges at være sjældent!


Vejret var smukt, og de to smukke kusiner Kamille og Marie er fanget i en solstråle. Den ene er fræk, den anden vil vist gerne være prinsesse når hun bliver stor - gæt selv hvem? Anna er vild med kusine Marie, og hun følger beundrende med rundt - et åg der må siges at være et tveægget sværd, for det er vist skønt nok at have en fanskare, samtidigt med at det er lidt træls at blive forfulgt hele tiden. Vi må stoppe det når Anna begynder at klippe små bogstaver ud af avisen, eller får andre mystiske træk.


Efter kaffen blev der leget, læst, spillet fodbold og hygget i det smukke vejr. Nogen flyttede ind, her Kristians søster Lise og Simones største kusine. Andre lavede kaffeselskab i haven med "jordbær"-kager, med streg under jord, Anna og Simone havde ihvertfald gang i sandkagerne.


Og så var det tid til den store fest, med tre retter, taler og festlige indslag. Blandt andet sang Kristian for både Uffe og Lotte. Det var rigtigt fint, maden var god - og selvom oplevelsen var noget opbrudt af renden frem og tilbage for at tjekke både den ene og anden unge, så var det en festlig aften. Faktisk blev jeg oppe i noget længere tid end det jeg ellers havde lovet mig selv. Jeg plejer at kunne høre sengen kalde temmeligt højt, men jeg ville ikke være kedelig eller gå glip af noget, så jeg blev oppe. Måske også med et håb om at Thildebergsen ville sove hele natten igen - men tag ikke fejl, det gjorde hun skam slet ikke!


Vi fik brunch og pakket vores ting sammen - et større udstyrsstykke og altid til enormt stress for mit vedkommende. Tingene skal passe sammen, der skal koordineres med to børn og spisetider der skal holde - men det så ud til at passe for de sov begge hele vejen hjem. Anna ville først slet ikke ud af bilen...


Vi løb straks ud i haven for at rykke i det hele, Anna fik sit nye regntøj på og pjaskede i vand, jeg ryddede op i drivhuset og Mikkel fik bygget endnu et højbed. Det var jo dejligt at komme hjem igen, og så endda i sådan noget skønt vejr. Så er det man spørger sig selv hvad vi skal med vinteren, når det kan være forår. Måske det er nødvendigt med det onde for at virkeligt kunne nyde det gode.