Folk har sagt at jeg er heldig jeg har Mikkel og pigerne. Og jeg er taknemmelig for at der dog er det lyspunkt i mit liv. Men de kan ikke erstatte det tab jeg føler ved at jeg hverken har min far eller mor mere. Jeg har min bror, men han har aldrig været den der oprigtigt interesseret fulgte med i mit liv og mine følelser. Og det skal han jo have lov til, jeg vil hellere have en oprigtig interesse end en påtaget pligt. Ham ringer jeg til hvis der er håndgribelige ting der kan tages hånd om: en computer der bøvler, en bil der skal købes - den slags.
I denne tid ville min far ha' fået gækkebrev fra Anna og Thilde, han ville ha' kommet til påskefrokost og bagefter ville vi ha' gået en tur i haven bare ham og jeg. Vi ville have snakket om haven, pillet lidt i ukrudtet, og jeg ville have haft den der følelse af at her var der en der kendte mig og som elskede mig på godt og ondt. Min far kunne til dels fortælle sjove babyhistorier fra før jeg kendte mig selv, han kunne opklare gamle familieaner og fortælle mig om dem der levede og døde før jeg blev født. Nu føler jeg et kæmpe tab over ikke at have ham som sparringspartner. Hele mit fundament er blevet fjernet, og jeg skal pludselig til selv at være den nederste sten i fundamentet. Og jeg føler mig slet ikke "gammel" nok til at være der endnu.Når jeg kigger ud gennem det lille vindue ser jeg solskin, forår og liv. Jeg ved godt at hele verden ikke drejer sig om mig, men det kan være svært at forstå hvordan folk kan leve deres liv uden at føle smerten. Det kan være svært at forstå hvordan folk kan være sammen med mig uden at se og spørge til det kæmpe tomrum som min far har efterladt - for for mig er det jo åbentlyst. Han var her jo lige for et øjeblik siden, og det er først nu at jeg mærker at han ikke er her mere. Det må jo være tydeligt. Måske også fordi jeg har prøvet at miste en forælder før, og ved at det tager lang tid. Men alle burde jo tage del i det, for han var jo så vigtig her i livet....
Nu skal vi selv danne traditioner, og vi har jo været i gang længe. Men jeg føler en uligevægt, for alt det jeg kan byde på er noget der var engang, og som jeg ikke engang kan følge tilbage gennem mine forældre længere. Jeg har ikke min familie til at sparre med, danne nye historier, mærke dem følge mig, interessere sig for mig og kende mig. Godtnok er jeg en anden i dag end dengang, men vi har vel alle behov for at vores familie erkender og godtager os som de mennesker vi udvikler os til (selvom at det ofte ender med at man bliver den man var - den irriterende lillesøster, eller den påståelige bror - også selvom man ellers normalt er kommet videre).
Det minder mig lidt om denne TV2 sang, hvor Steffen Brandt rammer lidt af den følelse som jeg har ved at sidde og kigge ud af vinduet - også selvom dette også er en hyldestsang til kvinden som sådan... med få omskrivninger vil den kunne bruges om det at miste generelt...
Hele Verden Fra Forstanden
Åh denne himmel, disse øjne
denne svimlende længsel efter noget
dette glimt af gensynsglæde
med det øjeblik som lige er gået
ku jeg standse tiden
ville jeg leve livetforfra en gang til
Jeg vil starte med at elske
hvert sekund og hver en kvinde
måske hænge lidt omkring
og se hvad livet ville bringe
uden at mærke tiden
ville jeg lære at leve lige nu og her
Uret tikker, hjertet banker
hele verden fra forstanden
gør dog noget, løb for livet
brug dog tiden, elsk hinanden
Åh jeg hader disse sange
om hvor smukt det kunne være
dette åbenlyse selvbedrag
som intet håb kan bære
ku jeg tro på noget
ville jeg starte helt fra bunden
en gang til
Jeg ville ta dig som en chance
for at glemme alle mine løgne
jeg ville følge himlens flugt
i dine længselsfulde øjne
jeg vil mærke tiden
mærke hvert sekund der går forbi
Uret tikker, hjertet banker
hele verden fra forstanden
gør dog noget, løb for livet
brug dog tiden, elsk hinanden
Steffen Brandt/TV2
2 kommentarer:
Hej Lina
Vi kender ikke hinanden, men jeg har engang været babysitter for Mikkel, han kan informere dig.
Du skriver smukt og sørgeligt om din smerte og dit savn. Jeg kom til at tænke på den engelske digter Audens sorgdigt. Hvis du har set "4 bryllupper og en begravelse" har du hørt noget af det før.
Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.
Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead,
Put crêpe bows round the white necks of the public
doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.
He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last for ever: I was wrong.
The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood.
For nothing now can ever come to any good.
Sorg kan ikke trøstes væk, kun leves og mildnes. Gud velsigne dig.
Ole Birch
Som privatpraktiserende psykolog arbejder jeg daglig med mennesker i sorg og krise. Og jeg har også selv prøvet at miste min mor.
Det kinesisk skrifttegn ( det kan jeg vist ikke få frem her ) for krise, synes jeg er så smukt. Det betyder både "fare" og "muligheder".
Sorgprocessen er smertefuld, men helt naturlig. Det tager tid at gennemleve den og rummer nye muligheder for udvikling, hvis man give sig selv lov og tid til at gennemleve processen med dens mange facetter.
I modsat fald, hvis man "stritter imod" og har svært ved at acceptere sorg og krise som et helt naturlig resultat af tab, kan man risikere at komme i "fare" for at blive låst fast i sine følelser og gå i stå.
Det lyder som om du er på godt på vej hen imod nye udviklingsmuligheder.
Du har børn og nogle gange kan de faktisk hjælpe én, idét de har en meget konkret og naturlig måde at forholde sig til sorg på - i hvert tilfælde små børn.
Må Gud velsigne dig og hjælpe til med at lindre din sorg og smerte!
Send en kommentar