KolortelandNEWS

Efter en måned med en masse tumult, døde min far i onsdags. Det gik rigtigt stærkt efter at han var kommet på Sct. Maria Hospice Center (SMHC). Vi blev ringet op onsdag ved halv to-tiden, og sygeplejersken syntes at vi skulle komme derned. Han var besvimet under et toiletbesøg, og var ikke rigtigt vågnet op til bevisthed igen. Margit var hos ham, og vi kom derned ved 16-tiden. Claus kom også næsten samtidigt med os. Vi holdt ham lidt i hånden, han ville gerne et stykke tid, men så var det som om han syntes det var for varmt, og han tog hånden til sig. Vi snakkede lidt til ham, men han kunne ikke svare, og han reagerede heller ikke rigtigt.

Lidt over 18-tiden hentede vi lidt mad, og satte os ud i spisekrogen alle sammen, og vi fik os også et glas godt rødvin. Lidt over syv, da vi skulle til at pakke væk kom Fars faste sygeplejerske Bente og hentede os, fordi hun syntes hans vejrtrækning havde ændret sig. Jeg var ved at amme, men nåede da lige ind, og vi, Margit, Claus og jeg holdt ham i hånden da han 19:20 trak vejret for sidste gang. Det var en underlig oplevelse, som jeg både gerne ville være foruden, men som jeg samtidig er glad for ikke at være gået glip af.

Jeg har ikke kunne græde over hans død, jeg har kun været lettet og glad for at han ikke skulle ligge der og lide. Og jeg er 100% sikker på at Far havde nået det han ville, med de forudsætninger han havde fået. Ikke at han var færdig med at leve, men det sidste år har været hårdt for ham, og han har haft det slemt. Så midt i alt det slemme, så er der lidt håb og lidt at kunne glædes over: at han nåede at opleve sine børn blive voksne, få børnebørn, være aktiv i sin alderdom, at nyde livet i 73 år til fulde, at lave fis og ballade og sprede masser af morskab. Og han fik lov til at komme på hospice som han havde ønsket, og fik lov til at dø hurtigt som han ønskede det.

Torsdag havde jeg samtale med bedemanden, som er en kvinde (så hun hedder bededamen). Vi sang ham ud fra hans værelse og ned i kapellet torsdag eftermiddag, og så er det ellers gået slag i slag. Der er mange ting at tage stilling til, her til formiddag har vi talt med præsten som virkede meget rar. Nu er der så lidt ro, og vi skal til at finde os selv igen. Heldigvis kan man næsten sige, har vi haft tid til at vænne os til tanken, og det er lang tid siden at min far "forsvandt" som den mand jeg kendte som min far. Han har længe været stille og lille, ikke det livsstykke som vi ellers har været vant til.

Min far bliver begravet fra Alderslyst kirke i Silkeborg, kl. 13 onsdag d. 31/1-07