fredag, februar 02, 2007

Med blandede følelser

Så har vi haft en blandet uge, hvor sorgen over morfar Gunnars død har præget os. Selvom jeg føler mig meget afklaret, og har grædt meget få tårer, så har det alligevel siddet i os. Samtidigt føler jeg, at vi endelig kan skue fremad, noget som vi ikke har kunnet i lang tid. Det føles befriende at kunne lave planer for vinterferien uden at skulle tage det forbehold "at hvis nu der sker noget...".


Onsdag kl. 13 skulle far begraves fra Alderslyst kirke, og det blev en smuk højtidelighed hvor vi kunne mindes min skøre far. Han har vist aldrig været det man kan kalde almindelig, og tak for det!
Præsten Kristian Skovmose holdt en fin tale, hvor han fremhævede min fars interesser og skøre påfund. Jeg kan stadigvæk grine af, da han troppede op for at hente mig på det lokale Silkeborg-diskotek klokken 1 om natten. Vi havde aftalt at han skulle holde udenfor, og normalt var det ikke et problem. Men han var åbenbart kommet hurtigt ud af døren, eller også var jeg langsom, for han gik ind for at hente mig. Normale forældre ville være blevet afkrævet entre, men min fars job som kriminalassistent gav han et indgående kendskab til alle i byen, og dørmændene lukkede ham ind med et muntert "Hej Gunnar", og så sjoskede han over til mig - iført jakke, pyjamas og bare tæer i hytteskoene. Spørg om det er pinligt når man er 17 år?



Det var sådanne minder som vi havde lagt vægt på, og det var en højtidelighed hvor vi ønskede at man skulle sidde med et smil på læben, og gode minder. Der var rigtigt mange flok, jeg kendte måske 1/3, og det var også glædelige gensyn med nogle af fars gamle kolleger, vores rengøringshjælp, og andre af fars og mors venner jeg ikke har set i 10-15 år. Hans spejdervenner som han har set hvert år siden han var 14. Og et væld af nye venner fra vandreklubben, fra bowlingholdet og så alt det løse.


Alt i alt ønskede vi, at min far fik en bisættelse som gav os efterladte håb og latter, fordi min far ikke var en kedelig gammel knark der sad og puttede med gamle traditioner.


Det hjalp også betydeligt at have Anna og Thilde med. Anna syntes hun skulle posere som en anden turist foran de smagfulde billeder i kirken, så nu ser det ud som om at en engel (en hyper-speedet Anna-engel) drøner rundt foran kisten. Alt imens hun gjorde det, sagde hun "Morfar ikk' kravler mere, Morfar bare død - ham inde i kisten", hvilket kan virke morbidt. Men jeg har valgt at smile og sige ja, for det er jo sådan det ser ud når man er 2½. Og hvorfor skal døden være så tabu-belagt? Dagen efter sagde hun også "det var hyggeligt inde i kirke med morfar", hvilket vi måske ikke er helt enige i. Men så alligevel... Så jeg håber ikke nogen vil tage anstød af det, men sådan er det nu engang i vores lille familie. Og det betyder også at jeg kan se min far leve videre i mine børn - Anna har ihvertfald nogle "fare omkring"-tendenser som kan stamme fra den del af familien.


Efter bisættelsen var vi til en bid mad og kage på "Skovbakken", et fint sted med udsigt over Silkeborg havn. Det var hyggeligt, jeg fik rigtigt talt med gamle venner og familie - det er bare ærgeligt at vi kun ses til begravelser!


Da vi havde afsluttet på "Skovbakken", tog Mikkel, jeg og pigerne ud for at se alle blomsterne der var blevet lagt ud hvor min fars urne engang skal sættes ned. Der var rigtigt, rigtigt mange blomster, og de var blevet lagt fint ud. Generelt ser det ud som om de er meget dygtige til at passe kirkegården og pynte pænt.
Endnu en gang skulle linselusen Anna med, og hun syntes endda at vi også skulle tage billeder af hende ovre ved en anden ny grav med blomster på...


Spøg til side, så var der mange flotte blomster, og selvom min far ikke var vild med at spendere penge på "sådan noget", så var han også vild med blomster - så hvem andre end ham skulle have så mange og så flotte?


Livet fortsætter her i Kolorteland, og jeg vil også vise lidt lækkert, så det hele ikke kun handler om begravelse. Derfor vil jeg vise disse lækre billeder af vores Thildeberg, som er taget med mit nye objektiv. I søndags kom Mikkel til at rage til nogle af mine mapper, så vores nye og dyre digitalkamera gik i gulvet - og objektivet gik i stykker. Øv! Men vi valgte at købe et nyt objektiv istedet for at bruge 1000 kr på at reparere, og det tager nogle superlækre billeder - også bedre end det gamle. Jeg kan ikke forklare hvorfor, da det har samme lysfølsomhed, men mere zoom. Måske er det bare mere kvali-vare.

Pigerne er ihvertfald en glæde der overskygger sorgen, og jeg tror også at jeg har haft så lang tid til at vænne mig til tanken, at det bliver til at klare.
Thilde er begyndt at grine en smule, men det kræver både skeløjede forældre og mundprutter i armhulerne, før at hun gør det. Hun er generelt sød til at passe sig selv på tæppet for tiden, hun er vild med sin "saurus" som Anna siger - en skrig-kulørt dinosaurus som hun fik af Onkel Claus, Tante Bettina og Fætter Kaare.

Jeg tror snart at vi prøver med grød igen, for natte-showet er begyndt igen. Hun vågner kl. 11, kl. 01, kl. 04 og igen klokken 7... og det er vist ikke fordi at det kun er mad hun ønsker, nej det er også bare det at ligge i arm med mor. Men mor her vil nu forbeholde sig retten til IKKE at ville ligge i arm 4-5 gange hver nat!

Anna er bare sædvanligt sjov, hun stikker af hver gang vi skal noget, vil ikke have tøj på, vil ikke sove, børste tænder, spise, ja - you name it. Hun er begyndt at gemme sig, så Mikkel og jeg må liste ind i vores soveværelse og sige højt "hvor er Anna", og IKKE finde hende alt for hurtigt under den der store bule i dynen (der griner højt og hviner, og siger "nejjj, kan ikk' finde mig").

Sidst vil jeg slutte af med den salme som vi gerne ville have sunget til fars bisættelse, men som vi droppede fordi den er "moderne" og derfor ville ingen kunne synge den. Præsten havde den heldigvis med i sin tale til far, hvilket vi er taknemmelige for. Den beskriver meget godt hvordan jeg har det lige nu.


1. Nu har du taget fra os,
hvad du engang har givet.
Nu favner døden den,
der for os var selve livet.
Og intet bliver mere helt,
som det var, herefter,
for sorgen river i os
med kærlighedens kræfter.


2. Nu er vi fyldt af savnet
og gruer for i morgen.
Men, Gud, du kommer til os
og trøster os i sorgen.
Vel er vi alle ramt af
den gådefulde stilhed,
men du er også nær med
din nådefulde mildhed.


3. Du griber os i mørket
og blidt mod lyset vender.
For selv om vi er adskilt,
er vi i dine hænder.
Og du var selv i mørket
den dag, da Kristus døde,
du rejste ham til livet
i påskens morgenrøde.


4. Se, døden er forandret.
Nu kan den ikke vinde!
Da Kristus tog den på sig,
blev den en slagen fjende.
Og derfor kan vi håbe,
at også vi får givet
at gå i morgensolen
og glæde os ved livet.


5. Så lad kun sorgen synge,
få luft for al sin klage,
og lad kun savnet tynge,
din godhed blir tilbage.
Du gir os nye kræfter.
Du knytter nye tråde.
Og hvad så sker derefter,
må komme af din nåde.


Holger Lissner 1999

3 kommentarer:

Pia sagde ...

Kære Lina
Det hele ser meget smukt ud, med kirkerummet som ramme og de mange blomster - og selvfølgelig Anna, der tager det hele med en umiddelbarhed, der kan få en til at smile. Det kan føles lidt forbudt at tænke, sige og høre den slags umiddelbare betragtninger, og alligevel er det befriende. Vi udviklede i tiden efter min fars død en særlig humor, men det var med til at gøre mindet nærværende på en udholdelig måde. Du er en unik formidler af jeres følelser og betragtninger fra både hverdag, fest og sorg.
Knus P

Louise Aaen sagde ...

Åh jeg synes det er så livsbekræftende med børn til begravelser. Især da hvis det er den dødes børnebørn eller oldebørn. Og skovture med picnictæppe og frokost på Assistenskirkegården. Livet er stort - større end døden.

1000 knus til dig Lina
fra Louise

Anna sagde ...

HEj LIna
Hvor er Anna bare fin og jeg tror på frække såvel som søde engler. Hvad for en slags tror du din far er nu? Nok ikke en der spiller harpe....
Det ser meget smukt ud med blomsterne på begavelsen og det var også meget overvældende i kirken. jeg synes du skal være glad for at du tog dine børn med. De husker en på livet og så var det også en oplevelse for dem og alt forløb jo uden problemer, for de er jo nogle dejlige piger.. Knus Anna