søndag, januar 07, 2007

En farlig ting...

Nytårsfortsætter er en farlig ting, man skal passe på hvad man lover. Men måske det er meget godt at opsummere for en selv hvilke mål man har. Og så kan I jo ryste på hovedet og synes jeg er dum, dette her er vist mest en huskeseddel til mig selv - men bloggerlivet forpligter!

1. Huske at kysse min mand godmorgen hver morgen i sengen, og godnat hver aften inden jeg går i seng (også selvom han lugter af øl).

2. Læse mindst en bog om måneden (fedt, jeg har allerede læst en!)

3. Lave madplan for 14 dage af gangen, så der igen bliver styr på aftensmaden. Og i det ligger der fisk 1-2 gange om ugen samt en vegetar-dag! Til gengæld ingen lever-dag eller grød!

4. Bage mere af mit eget brød igen. Bage større portioner så der ligger noget i fryseren, istedet for drømmen om friskt hjemmebag flere gange om ugen.

5. Være bedre til at smide billeder på digitalkameraet ud!

6. Strikke og sy noget af alt det jeg har til at ligge (ærgeligt, for jeg har liiige fået 4 nye fede opskrifter...).

7. Komme igang med at lave vores hus!!!!!

8. Være overbærende, tilgivende og mere ligeglad istedet for at blande mig i ting jeg ikke skal blande mig i!

9. Spise flere måltider udendørs, grille noget mere og huske at sidde i skumringen med en øl eller hylde/gin-drink sammen med Mikkel.

10. Lære at elske min kød-terrasse i højere grad, og så desuden komme ud og løbe (ingen dårlige undskyldninger længere, nu har vi fået cykeltrailer så jeg kan jogge med ungerne på slæb).

11. Bage flere pandekager til aftensmad

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Nu er jeg muligvis en anelse miljøskadet, eftersom jeg både er computernørd og arbejder på et bibliotek...

At smide ting ud er noget, der hører den fysiske verden til. Vi er opflasket med at "smide ud" er en del af at "rydde op". Det giver vældig mening ved fysiske ting: Hvis vi ikke smider ud, får vi mindre plads og vi får sværere ved at finde guldet blandt skramlet.

Data er ikke fysiske.

Med dagens priser er datalagerplads intet problem. Det giver mening at tænke på tilgængelig plads som værende uendelig. Medmindre man da sidder og roder med kæmpe videofiler (host). Det fjerner den ene grund til at smide ud.

Den anden grund til at smide ud er for at skabe orden. Her deles vandene, for for nogen handler udsmidning også om at tingene forsvinder fra ens bevidsthed. Her giver det fint mening at slette data.

For andre, som undertegnede, er det nok blot at sortere. Her er en mappe med navnet "Dårlige billeder" glimrende. Den bliver hurtigt stor, men hvad gør det - der er jo uendelig plads og billederne deri roder ikke mellem de andre billeder.

Fidusen er - og her kommer bibliotekarpåvirkningen frem i mig - at man ikke ved hvad der er guld i fremtiden. Det dårlige billede af tipoldemor i København bliver slet ikke så dårligt, når man sidder med børnebørnene og det er et af kun 10 billeder man har af hende. Det dårligt komponerede billede af træet i baghaven bliver sjovt, når et lyn har flækket det og man laver en før-efter serie.

For sådan en som mig betyder tanken at jeg tager en masse billeder af ting, der i øjeblikket kan forekomme ligegyldige. Hvorfor er en telefonboks eller en postkasse interessante? Tjaeh... Måske eksisterer de slet ikke om 20 år?

Andre er måske mindre besatte af at fastfryse øjeblikke, men mon ikke der sniger sig sådanne billeder med alligevel? Det er nok de færreste med digitalkameraer, der er lige så konservative i deres aktivitet, som de var med analog. Der kommer billeder med, der i øjeblikket virker dårlige eller ligegyldige. Gem dem! En promille af dem bliver guld en dag og plads er som bekendt gratis.

Alt dette ordflommeri, blot for at kommentere ét af dine nytårsfortsætter. Ved gennemlæsning bliver det tydeligt at "muligvis" er overflødig i den første sætning.

Lina Gaarde sagde ...

Hej Toke.
Du har ret, og jeg mener det samme som dig. Jeg har allerede taget 3500 billeder med mit nye digitale spejlrefleks, der kan tage temmeligt mange billeder i træk. Men de underbelyste, overbelyste, og dem hvor man ikke engang kan identificere oldemor fordi de er rystede må ryge i det nye år. Mit mål er at nå de 10.000 billeder, og så få en større harddisk!
Og så tak for sidst - og iøvrigt hyggeligt at få kommentarer!
Kram Lina

Thomas Risager sagde ...

Kære Lina

Pyha, man bliver jo helt forpustet af at læse dine nytårsløfter. Held og lykke med at holde dem. Og ekstra held og lykke til at kysse Mikkel godnat - selvom han lugter af hjemmebrygget øl.

Nus Thomas