KolortelandNEWS

Efter en måned med en masse tumult, døde min far i onsdags. Det gik rigtigt stærkt efter at han var kommet på Sct. Maria Hospice Center (SMHC). Vi blev ringet op onsdag ved halv to-tiden, og sygeplejersken syntes at vi skulle komme derned. Han var besvimet under et toiletbesøg, og var ikke rigtigt vågnet op til bevisthed igen. Margit var hos ham, og vi kom derned ved 16-tiden. Claus kom også næsten samtidigt med os. Vi holdt ham lidt i hånden, han ville gerne et stykke tid, men så var det som om han syntes det var for varmt, og han tog hånden til sig. Vi snakkede lidt til ham, men han kunne ikke svare, og han reagerede heller ikke rigtigt.

Lidt over 18-tiden hentede vi lidt mad, og satte os ud i spisekrogen alle sammen, og vi fik os også et glas godt rødvin. Lidt over syv, da vi skulle til at pakke væk kom Fars faste sygeplejerske Bente og hentede os, fordi hun syntes hans vejrtrækning havde ændret sig. Jeg var ved at amme, men nåede da lige ind, og vi, Margit, Claus og jeg holdt ham i hånden da han 19:20 trak vejret for sidste gang. Det var en underlig oplevelse, som jeg både gerne ville være foruden, men som jeg samtidig er glad for ikke at være gået glip af.

Jeg har ikke kunne græde over hans død, jeg har kun været lettet og glad for at han ikke skulle ligge der og lide. Og jeg er 100% sikker på at Far havde nået det han ville, med de forudsætninger han havde fået. Ikke at han var færdig med at leve, men det sidste år har været hårdt for ham, og han har haft det slemt. Så midt i alt det slemme, så er der lidt håb og lidt at kunne glædes over: at han nåede at opleve sine børn blive voksne, få børnebørn, være aktiv i sin alderdom, at nyde livet i 73 år til fulde, at lave fis og ballade og sprede masser af morskab. Og han fik lov til at komme på hospice som han havde ønsket, og fik lov til at dø hurtigt som han ønskede det.

Torsdag havde jeg samtale med bedemanden, som er en kvinde (så hun hedder bededamen). Vi sang ham ud fra hans værelse og ned i kapellet torsdag eftermiddag, og så er det ellers gået slag i slag. Der er mange ting at tage stilling til, her til formiddag har vi talt med præsten som virkede meget rar. Nu er der så lidt ro, og vi skal til at finde os selv igen. Heldigvis kan man næsten sige, har vi haft tid til at vænne os til tanken, og det er lang tid siden at min far "forsvandt" som den mand jeg kendte som min far. Han har længe været stille og lille, ikke det livsstykke som vi ellers har været vant til.

Min far bliver begravet fra Alderslyst kirke i Silkeborg, kl. 13 onsdag d. 31/1-07

Delfinen er landet...

Jeg har jo proklameret at ville ud at løbe med vores cykelvogn under mine nytårsforsætter, da jeg jo troede at vi havde købt en... men det havde vi ikke! I weekenden fik vi så fat i en brugt, kun 2½ år gammel og ingen ridser (det har vi allerede ordnet). Så ungerne skulle ud og prøve "cykelvogn/cykelbil", den ene væsentlig mere imponeret end den anden! Jeg synes Thilde har et ret beskrivende udtryk i hovedet der siger "Altså, hvad er det nu for noget skørt noget I har fundet på... mærkelige hippie-forældre!".

Det var rigtigt fint, vi kørte heeeelt ned til tanken og tilbage igen, og i går blev Anna kørt i dagpleje. Det var noget der kunne passe damen. Om faren syntes det var så fedt vides ikke, han var nødt til at cykle på min lille kone-cykel, eftersom han i et anfald af morskab søndag monterede det ENE beslag til vognen på min cykel (jeg tror han synes jeg trænger til mest motion). Den slags hævner sig som regel... Men han synes jo også han er ved at få "mave", og han vejer også hele 77 kg nu - noget han aldrig har prøvet før....

Og så blev det snevejr! Jeg tror vi skal ud i haven og bygge en snemand, når Anna kommer hjem. Det vil vist være sundt for os alle..

I går var vi nede og besøge min far på Sct. Maria Hospice Center, han havde fået et fint værelse og det så rigtigt godt ud. Det var så nok også det eneste positive man kan sige, fjolset Gunnar Andersen var selv stået op tirsdag morgen for at gå på toilettet, og var faldet og havde slået hovedet på fliserne. Nu er det jo ikke noget nyt at min far har slået hovedet, hele min opvækst husker jeg ham med huller i hovedet - det ene afløste nærmest det andet, og det forklarer sikkert også en hel del... Men spøg til side, så så han ikke ret godt ud. Han lå og sov i sin seng som et lille barn, vi snakkede en 5-10 sætninger med ham, ingen af dem var hele. Måske han bare har fået fred og ro, nu hvor "målet" er nået... Men vi, min bror og jeg, snakkede med den sygeplejerske der har passet ham de sidste 2 eftermiddage, og hun synes det ser ud til at lakke mod enden. Hun sagde at hun ikke ville blive overrasket, hvis han døde engang i næste uge. Det må vi næsten håbe. Bortset fra at Mikkel har skolekomedie, og Claus, min storebror skal på skiferie i Norge.... Vi må vist bare se tiden an.

Fra fulde folk og børn...

Så blev det weekend igen - og en bedre en af slagsen. Først lidt billeder af Thilde der i høj grad har fundet ud af, at hun har en tunge - og derfor skal den jo bruges! Hele tiden! Hun ser mere sjov ud end køn, men hun er begyndt at charme rigtigt. Og i torsdags hørte vi noget der måske kunne betegnes som det første grin. Det er noget der smelter et Lina-hjerte...

Den gode weekend startede allerede fredag med shoppetur med Store Anna-Panna (det blev dyrt), trendy kaffe og det hele. Så et laaaangt møde med Hospicet i Vejle, Far har en plads fra på mandag. Så fred med det...

Shoppeturen gav også pote i form af en lyserød Barbapapa-sparebøsse som Anna har ønsket sig rigtigt meget... og som hun er MEGET glad for! Hun fortalte at den snakkede med hende, den sagde hej... og kan kysse.

Og så tilbage til Kolorteland, hvor Anna-Panna ventede med både Kamma og lille-Anna, samt en ordentlig gang sushi. Det kan nu ikke anbefales helt det der med at spise sushi med et brystbarn på armen. Dels er det svært at smøre wasabi ud på sushien, dels giver spisepindene et problem når man som leverpostejsdansker ikke er 110% i træning....

Vores Anna spiste en med en "musse-skaller" på (musling - som så var en æggekage-dej-agtig ting udenom)... Thilde var bare sur... Kamma fik sammen med Anna en leverpostejsmad (og så var der så meget desto mere sushi til de voksne!! Haaa!).

Så ungerne i seng og så ind og sove på sofaen foran fjerneren, som Anna og jeg gjorde i "gamle dage", da jeg studerede og Anna boede lige ved siden af.. Jeg tror aldrig vi nåede at se en eneste film færdig sammen. Men det var sørme hyggeligt!

Sjovt nok er det der med at sove med veninder åbenbart noget jeg har gjort meget i, jeg husker også at være nede ved Signes 1½mands box-madras under dynen mens vi "hørte" P4.. og sov. Det passede altid med at vi vågnede ved 21-tiden hvor jeg skulle have en mad, og så kunne komme ned og få en hjemmebagt rugbrød med spegepølse. Uhm!

Derfor kom det heller ikke som en overraskelse at Anna (vores lille Anna) forklarede Far Mikkel forleden, at "han skulle sove i mors seng".

Meget beskrivende så er det vist mig der opholder mig der mest... Og bedst som vi sidder ved morgenbordet næste morgen, så snakker hun med Mikkel om hans skæg. Han forklarer, at det har drenge, og at Fætter Kaare får det når han bliver stor... så sidder hun lidt og kigger, og siger så: "Far, du har oss' skæg i næsen".... Hø! Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden...

Et lys i mørket..

Så besøgte vi Morfar Gunnar i går. Det blev til en lille time, og det var meget deprimerende. Han faldt i søvn mens han snakkede med os, og sov faktisk det meste af tiden. Jeg tror vi snakkede 10-20 hele sætninger med ham på den time. Han har tydeligtvis fået mere medicin, og det er nok også derfor han er så sløv.

Vi får en plads på hospicet i Vejle på mandag, og i dag skal jeg til samtale oppe på hospitalet. Margit er begyndt at bakke ud, og synes ikke at han skal afsted overhovedet. Men vi holder nu fast i beslutningen, og en af de ting han sagde i går var, "at det holder vi fast ved, ikke?", da jeg sagde han havde fået plads. Så han ønsker det.

Nu skal jeg på veninde-date inde i Århus, og det vil jeg glæde mig til!

Lidt godt i det trælse...

Så kan jeg melde at min far blev indlagt i går på Silkeborg Centralsygehus. Jeg kunne høre på ham at han lød friskere i går aftes end han lød i går frokost... Måske har visheden om at der sker noget fået ham til at slappe af.

Og der bliver arbejdet på at få ham på Hospice, det var der allerede godt gang i igår. Sjovt nok var han faktisk blevet indstillet i fredags, så vi har ikke været helt galt på den. Det har givet mig noget ro, selvom jeg stadigvæk er ked af at have skændes med Fars kæreste. Men når jeg ved at hans vilje bliver fulgt, så kan jeg nok godt leve med at være den dumme datter der ikke forstår at komme springende lige når der bliver ringet (specielt når der bliver ringet hele tiden). Far er ihvertfald ikke sur på mig.

Nu må vi bare håbe at vi når at få ham på hospice.

Og så skulle det ikke være løgn, Annas dagplejemor Heidi er syg for første gang i dag og i morgen, og jeg syntes det var synd at sende Anna et fremmed sted hen. Hun mærker i høj grad også at overskuddet er lig nul herhjemme... men det er nu også synd at hun skal være sammen med Sure-Mor i to dage!
Og så har jeg slået min storetå noget så skrækkeligt - på barnevognskassen (spørg ikke hvordan man kan gøre det!!).

Øv!

Endnu en weekend... og en rigtig lorteweekend endda! Alting hober sig op, og fredag kulminerede i årets endnu værste dag. Først ringede Globus biler og nægtede at reparere de ting på vores bil, der har været i stykker. Det første halve år er vi som forbrugere ellers dækket af købeloven der siger, at fejlene må formodes at have været der da vi købte bilen. Men magen til øregas og varm luft skal man lede længe efter. Vi kunne ikke få det lavet fordi vi havde haft bilen til FDM-test, hvis han skulle lave fejl på de brugte biler han solgte, så kunne han jo have en mand til at gå og lave det hver dag..!!? Jeg kan umuligt se at det er vores problem, hvordan han vil overholde sine forpligtelser. Sådan en spasser!

Og så skulle vi til Silkeborg og køre nogle ting på genbrugspladsen for min far. Han er blevet meget dårlig, og et besøg er ikke det mest opmuntrende i verden. Men det var hyggeligt nok, og det er jo dejligt hver gang vi får set ham.
Men efter besøget gik det helt galt, og det blev tydeligt for mig at hans kæreste slet ikke magter situationen mere. Hun vil ikke tage imod professionel hjælp til ham, men have at vi, hans nærmeste, skal gøre det. Det gav en masse ondt i maven hele weekenden, for tænk hvis jeg havde taget fejl? Tænk hvis jeg fejlvurderede min fars evner. Og er jeg en dårlig datter fordi jeg kategorisk nægter at pleje min gamle far?

Resultatet blev, at vi i går aftes holdt et familieråd hos min storebror, og fandt ud af hvad min far gerne vil. Han bad selv om at blive indlagt på sygehuset, og nu har vi kontakt til hans egen læge som vil vurdere situationen. Vi har kontakt med Hospicet i Århus, der er ikke plads lige nu, men min far er blevet indstillet til det. Forhåbentligt vil der komme en plads snarest muligt. Det er hårdt at ønske et andet menneske skal dø, for at min far kan komme til, men det er vores højeste ønske lige nu. Og set i det lys, ved jeg at min far måske har 4-8 uger tilbage at leve i. Heldigvis siger han selv, at han føler sig klar til at dø.
Og mærkeligt nok havde vi faktisk en hyggelig aften i går.

Og forresten så fik Mikkel hold i ryggen fredag også....!Lortedag!

Næhhhh!

Så var stolte-Mor ved lægen i går med Thilde, og det lille pus var forkølet og havde haft en virus der var på tilbagetog... og gylperiet var vist hvad det var, men det var fint nok at få snakket med Lone, min læge, om det.

Og bedst som vi står der og kigger på bettePjevs, som ligger på maven på briksen, så giver hun sig til at kravle væk! Jeg har godt set det et par gange før, men det var jo skøøøøønt at høre læge-Lone udbryde "Jamen, hun kravler jo, det var jo... det er jo helt VILDT!, hun er jo kun 4 måneder.... Hun kommer til at kravle tidligt!!" Jaaah, det er min unge... Som jeg sidder her og tænker mig om, kan jeg ikke komme i tanke om hvorfor det er så fedt at hun allerede gerne vil krabbe rundt. Som jeg husker det med Anna var det 3 måneders frustrationer og vredesudbrud, før hun knækkede koden og kunne komme rundt.... Og så er intet helligt mere (igen).

Men jeg er nu stolt alligevel. Og ungen har IKKE taget ekstraordinært på, nej hun ligger stadigvæk i den nederste kurve og skraber rundt, jeg synes jo hun var blevet så stor fordi hun vejer 5,6 kg nu... Da Anna var 6 måneder fik hun en ny autostol, og vejede 9 kg - uden at de skal sammenlignes yderligere!

Og forresten, til dem der kunne have lyst, så kan man jo stjæle billederne herindefra ved at klikke på dem og gemme dem - så har man de billeder vi ellers ville have sendt rundt...

Så kan Mor her lige prale med sine to store piger, den ene har vi nået at forevige mens hun ligger på maven. Noget som hun er rigtigt god til, det er vist bare så spændende at man slet ikke kan lade være! Og samtidigt kan I jo se, at hun er ved at skifte hårpragten helt ud - nu er det noget kort, stridt hvidt hår der er vokset ud, men hun har nu stadigvæk det lange sorte ved ørene...

I dag skal Thilde til lægen og lyttes på, nu har hun hostet i 4 uger. Jeg sad og snakkede med Anna om det inde i sofaen her til morgen, og så snakkede vi om da hun var en lille baby var hun også ved lægen. Anna sad lidt og sagde så "Thilde ikke lille baby"... Nå? "Anna har Annas baby, Thilde er Thildeberg"! Det er ikke sådan med alle de familiemedlemmer her i huset!
Så med en Thildeberg (eller Thilde-B, eller ThildeBørge - behøver jeg sige at det er Mikkel der har fundet på navnene, eller at Anna nu også bruger dem??) så går det nok.

Og så er der hende den store AnnaBørge, der hele tiden går i køkkenskabene, og som skal pjaske med vand. Hun ved lige hvor køkkentingene er... derfor gik det heller hverken værre eller bedre end i går, da de havde været ved Pizzamanden, og Mikkel var ved at tage sit våde overtøj af, at der gik en hvirvelvind gennem køkkenet. Slask, bam, og Anna sad bænket ved bordet, havde fundet pizzahjulet frem, åbnet for kassen og var i færd med at skære stykker ud til os. Det var med store øjne forældrene kiggede på (lidt ligesom de øjne hun sender på billedet).

Det er ikke sådan, når de bliver så store de der piger... lige pludselig kan de det hele selv!
(Ingen af dem kan dog smide tøj i vaskemaskinen OG tænde for den, men viljen er der)!

En farlig ting...

Nytårsfortsætter er en farlig ting, man skal passe på hvad man lover. Men måske det er meget godt at opsummere for en selv hvilke mål man har. Og så kan I jo ryste på hovedet og synes jeg er dum, dette her er vist mest en huskeseddel til mig selv - men bloggerlivet forpligter!

1. Huske at kysse min mand godmorgen hver morgen i sengen, og godnat hver aften inden jeg går i seng (også selvom han lugter af øl).

2. Læse mindst en bog om måneden (fedt, jeg har allerede læst en!)

3. Lave madplan for 14 dage af gangen, så der igen bliver styr på aftensmaden. Og i det ligger der fisk 1-2 gange om ugen samt en vegetar-dag! Til gengæld ingen lever-dag eller grød!

4. Bage mere af mit eget brød igen. Bage større portioner så der ligger noget i fryseren, istedet for drømmen om friskt hjemmebag flere gange om ugen.

5. Være bedre til at smide billeder på digitalkameraet ud!

6. Strikke og sy noget af alt det jeg har til at ligge (ærgeligt, for jeg har liiige fået 4 nye fede opskrifter...).

7. Komme igang med at lave vores hus!!!!!

8. Være overbærende, tilgivende og mere ligeglad istedet for at blande mig i ting jeg ikke skal blande mig i!

9. Spise flere måltider udendørs, grille noget mere og huske at sidde i skumringen med en øl eller hylde/gin-drink sammen med Mikkel.

10. Lære at elske min kød-terrasse i højere grad, og så desuden komme ud og løbe (ingen dårlige undskyldninger længere, nu har vi fået cykeltrailer så jeg kan jogge med ungerne på slæb).

11. Bage flere pandekager til aftensmad

Godt nytår!

Så skriver vi 2007, og et nyt år venter. Vi har fejret jul i Silkeborg hos Morfar Gunnar, og det var lige sagen. Først var Bedste Margit der og hjalp med at pynte verdens mindste juletræ, så kom Fætter Kaare og hjalp med at pakke gaver op, så var der superlækker julemad, og så skulle vi synge "leluja" (også bedre kendt som "Et barn er født i Bethlehem"). Efter lidt oprydning tog vi over til Farfar Uffe og Farmor Bodils hus, og her fortsatte gaveorgiet et lille stykke tid. Alt i alt en perfekt aften! Og vi glemte ikke hvorfor det lige var at vi holdt jul, selvom min Far ikke kunne overkomme at tage i kirke, vi startede dagen med en vaskeægte fødselsdagssang for... Jesus!

Skulle jeg lave noget om, er det endnu en gang at stoppe gaveregnen. Jeg stod udenfor en boghandel, og hørte en mors snak med et andet familiemedlem, og hun opsummerede:"Jeg har 6 til Jonas, og kun 5 til Kasper, så jeg må lige finde een mere".. Vor Herre til hest! Jeg har i år valgt at købe en dyr gave til Anna, 600 kr, og så gik vi sammen flere om den. For det er ihvertfald endnu ikke antallet af gaver, men kvaliteten der er vigtig. At gaven er fundet specielt til hende, eller mig, eller hvem der ellers måtte få en gave. Hun ville ha' været lige så glad for 3 gode gaver, som for de mange hun fik. Ikke at der er noget i vejen med det hun har fået, hun var meget glad for det hele. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at vores børn bliver vænnet til at det er mængden der er altafgørende. Og at vi som forældre skal dække både de store og små behov - altså både give noget kæmpestort og så masser af det. Jeg håber at mine piger bliver vænnet til at de ting man ønsker sig, er noget man gerne vil have. I dag har vi så mange penge, at hvis vi ville, kunne vi nok købe det meste selv. Men vi gør det ikke, og derfor er store som små ønsker lige gode. Men man får ikke det hele på en gang. Og at samværet er det vigtigste, sangene er vigtige, den dejlige mad er vigtig, turen i kirke er vigtig (ja, hos mig ligger mad før kirke... høm høm), og så får man iøvrigt nogle dejlige gaver. Nåh, slut med brok...

Ovenpå sådan en omgang bliver man træt, og juledagene blev holdt herhjemme i Kolorteland. Vi slappede af, Mikkel var i haven og jeg lavede mad efter min nye Jamie Oliver-kogebog. Og efter et par dages rekonvalens, tog vi til julefest i kirken, til 37-års fødelsdag hos min storebror, til besøg hos Farmor og Farfar, til cafébesøg med veninde-Signe, og så til nytårskalas i Odense... pyhh et program!

Godt vi havde fri, for vi har alt for travlt til at gå på arbejde!

Nytåret var rigtigt dejligt som det plejer. Hos faster Mette (der af en eller anden grund bliver kaldt for Faster Lotte, og omvendt) og onkel Thomas samt kusinerne var det godt at være. Maden var god, gæsterne hyggelige som sædvanligt, og det dejlige er at vi alle ikke gider at holde nytår! Altså sådan noget med at drikke og være oppe til langt ud på natten.. Så jeg kunne endnu et år gå i seng uden at høre den sædvanlige "ej hvor kedeligt, bliv lidt længere". Og det blev da også både til Baileys og et spil Cranium igen i år. Ingen hylende unger før efter 24, så det var næsten som at være børne-fri.

Og hvad skal 2007 så bringe? Nytårsfortsætterne kommer i næste udgave...

Smukke Thildeberg bliver skønnere og skønnere for hver dag. Hvis ikke det var fordi hun gylper mega-meget hele tiden var hun ufatteligt lækker. Men lækkerierene er til at overse, når trøje nr. 3 er på vej i vasketøjskurven, og ungen er smurt ind i mælk fra top til tå. For ikke at snakke om sofaen, moren og faren. Men hun griner tit, og afslører nu at hun har humor. Om hun dog helt forstår den familie hun er landet i vides ikke helt endnu. I morges sad hun hos mig og kiggede på sin storesøster der lavede pruttelyde mens hun hoppede op, rundt, ned i sofaen. Thilde sendte Anna et sigende blik der sagde "Vor Herre bevares, skulle det nu være moderne?". Jeg må egentligt være enig med hende...

Anna derimod synes at Thilde er det mest skønne Gud har skabt. Hun har nu udviklet en høj pibestemme der kun er beregnet til kommunikation til Thilde: "Ej, heeej lille Thilde-berg, har du godt Thilde-B"... kommer det, og så "Ej, ham kigger på dig Anna" (dejligt at kunne omtale sig selv på den måde). Hun er en meget villig storesøster der gerne vil hjælpe med at passe på lillesøster. Og så kommer de overraskende angreb af høflighed også nogen gange. Hun sad en dag med en Rasmus Klump-pixibog og spurgte hvem hun havde fået den af. Jeg fortalte hende at den havde jeg købt til hende engang. "Ej, tak Mooor" sagde hun med den største taknemmelighed i stemmen, mens hun faldt mig om halsen. Skulle det være en anden gang...

Og når man har to børn, så er der hele tiden en at holde øje med. Pludselig har den ene været i køkkenskabet og fundet "larmer" (også kendt som håndmixeren). Og så skal der jo piskes i egne gryder, ligesom Mor.

Det er både skønt og skræmmende at opdage hvor meget de efterligner os voksne. Det er vist bare at krydse fingrene og huske, håbe og bede til at 2007 bliver det år, hvor jeg bliver endnu mere tålmodig, glad, retfærdig, fuld af overskud og rengøringsiver. Hvor jeg i endnu højere grad vågner hver morgen og husker på, at det er mig der er den voksne og derfor har ansvaret og retten til at bestemme nogle ting, men som samtidigt skal forvalte det ansvar med en respekt og ømhed overfor børnene.

De giver mig grå hår, men hvor er de også bare skønne, mine to piger.