mandag, marts 01, 2010

KolortelandNEWS

Sørens osse! Det skete igen! Jeg glemte at skrive et kolortelandNEWS i tide, for at det kunne ligge i den rigtige måned i kalenderen.... 2010 har slet ikke haft et NEWS endnu. Det er pinligt! Ihvertfald synes jeg det er irriterende at have så travlt, at tiden forsvinder. Det sker nogle gange om året (eller faktisk hver dag), at vi har så travlt, at vi snurrer rundt om os selv. Med hvad dog?

Tja, jeg fandt pludselig ud af at det var fastelavn. Jeg der de andre år møjsommeligt har siddet og syet i ugerne op til. Jeg tog en hurtig beslutning i år, og manipulerede dem til at tro, at de gerne ville være det samme som sidste år. Dermed også et spinkelt håb om at modtage Hornslet-award for fineste udklædning ligesom sidste år, men blot med den forskel IKKE at gå fra pladsen før det hele var afgjort, så vi også kunne modtage præmien...


Lad os bare konkludere, at planen slog fejl. Ugen op til fastelavn lå pigerne med ondt i ørene og feber, efterfulgt af mig og pigerne med ondt i ørene og feber... Lørdag kravlede vi ned i byen, Thilde som kaktus, Anna som hurtigt-improviseret-bondepige, og Mikkel og jeg som det tynde øl. Lørdag eftermiddag blev Mikkel syg... og vi lå derfor alle hele ferien brak og så Barbie-film.

Vi har lært følgende:

1. Lad være med at planlægge at du skal bygge på 1.saleni ferien, det bliver alligevel ikke til noget.
2. En 3-personers sofa er helt klart for lille, når man er 4 - også selvom de to af dem kun er i halv størrelse.
3. Penicilin er en god opfindelse, og vi havde rig mulighed for at afprøve hvilken farvorit-yoghurt hver især har.


Omkring 6. februar blev det til en tur til Silkeborg, da farfar Uffe havde fødselsdag. Det var superhyggeligt, og en dejlig kold søndag formiddag gik vi en tur ud på en stivfrossen Silkeborg Langsø. Det er ikke så tit man oplever det, og pigerne syntes det var sjovt. Det gjorde vi andre osse.

Der var lavet en stor skøjtebane rundt, turen tog 45 min at gå, så det var pænt stort. Det var lige før vi havde lyst til at ønske os skøjter, og Anna har besluttet at hun både vil ønske sig ski og skøjter i fødselsdagsgave - måske vi kan få det billigt der i juni?

Vinterferien forsvandt som sagt i dynerne, men en enkelt dag ude blev det alligevel til. Den sidste søndag besluttede vi at gå en vintertur, for vejret var så smukt. Der blev pakket picnic-taske med varm kakao, hjemmebagte cookies og varmt tøj.
Det var monsterglat, og vi gled rundt. Da vi kom til det åbne landskab blev det hundekoldt, og sneen var rigtig dyb. Vi sled for at få slæderne til at køre, og vi anede at denne tur ikke helt ville blive det vi havde troet.
Mens vi går kommer der 23 hvide svaner flyvende forbi. Så bliver det vist ikke mere idyllisk, vel?

Humøret var stadigvæk højt, og tanken om varm kakao og cookies lunede. Men det var hårdt og koldt at gå, og ungerne blev mere og mere mugne. Vi kom præcis til mit 1 km mærke på løberuten inden vi opgav og satte os ned for at proviantere.


Det var skønt, og efter optankningen virkede det som om at det nok skulle gå alligevel. Maverne var lune og ny energi flød...


Alligevel endte hjemturen som noget fra "Det lille hus på prærien"... man skal høre vindens susen for sig, en far (bredskuldrede Mikkel "Charles Ingalls" Gaarde) der slæber på en slæde med knækket snor, med en stor hylende unge i. Mor Lina "Caroline", slæbende på lille unge der helt har mistet sine lemmers fulde brug, i en strøm af snot og tårer. Tabte vanter, en mor der vender om for at redde den fra det knæhøje sne, unge der skriger... og alligevel bliver de alle reddet til idyl.
For Thilde fik en snetap at sutte på... hvorefter Anna (som stadigvæk er temmelig muggen) surt siger "det må man altså ikke, nede i børnehaven siger de at der kan være fuglelort på dem"!...
Nå meeeen... det er jo også rigtigt. Hun er så klog. Men prøv lige at vriste den elskede istap fra Thilde? Hellere tage et par dage med maveonde så, blev konklusionen.

Og efter denne sindsoprivende fortælling, ja så er der ikke så meget mere at sige. Vi er indendøre. Kigger ud på snevejret. Har bygget en enkelt snemand. Leger "Shanes verden" med limpistol og gamle toiletruller. Bager kager, laver kødboller og bager croissanter der ser lækre ud, men som bliver tørre når man vender ryggen til. Vi snotter og hoster, gør pletvis rent. Mikkel murer det sidste ovenpå og har fået tapetseret pigernes værelser.
Vi har mus alle vegne, og særligt i Thildes Harry-Potterværelse under trappen, og resultatet er, at Thilde er flyttet ind på Annas værelse, til begges store fornøjelse. De har faktisk besluttet at de også vil sove sammen ovenpå, og så have et legeværelse.. Det er skønt! Kun 1 godnat-historie, et sæt-jeg-vil-høre-tre-sange-fra-oldemors-højskolesangbog, et sæt fadervor. Og de har det endda godt med det...
Jeg tror vi overlever!

2 kommentarer:

Anne Thompson sagde ...

Det gør I garanteret!! Glæder mig til at se væreslerne!!

Tro Håb og Kærlighed sagde ...

Dejligt, at høre fra jer. Det er altid mistænkeligt, når "News" ikke kommer til tiden:-) Og endnu engang tak for de herlige billeder af dine skønne piger!