Sidste år var feber-redningens år for fastelavnskostumer. Med 4. omgang halsbetændelse til begge forældre siden nytår, var vi intet værd på den front. Den stod på genbrug fra klæd-ud-kassen og forrige fastelavn.
I år har Thilde proklameret at hun vil være kaktus... for 3. år i træk. Desværre kan hun ikke klemmes ned i kostumet mere (hvilket ellers ville være 3. forsøg på at vinde Hornslets lokale mesterskab i fastelavn, en titel JEG vandt første år vi deltog med kaktusdragten, men som jeg aldrig modtog fordi det var så djævelsk koldt at vi var gået indendørs... hmprfff). Der er intet at gøre. Barnet har fuldstændigt nægtet at tænke i andre baner, og det har ikke været før jeg satte stolen for døren og sagde "snehvide eller engel", at hun kunne tage stilling til andet end kaktussen. Vi har både snehvider og engle på lager, så den er i skabet.
Anna, hun ville allerede sidste år være lagkage. Jeg har haft laaaang tid til at tænke. Og jeg har skam forsøgt at sy en lagkage til hovedet. Det var bare for bøvlet, for "jeg-vil-bare-vise-alt-det-jeg-overkommer-at-sy"-agtigt, så jeg greb den noget nemmere papkasse-strategi...
Det skal nok blive godt! Om ikke andet er jeg blevet ret kagesulten her i formiddag, hvor jeg har været i gang... På lørdag går det løs!
1 kommentar:
Ja, det er lige til at blive lækkersulten af!
Send en kommentar