Jeg havde svoret at 2011 skulle være året hvor tingene kom rettidigt i jorden. Jeg er allerede bagud så, for sneen ligger stadigvæk tykt i haven, og bremser lysten til at gå udenfor. Det er såmænd ikke fordi jeg ikke har lyst. Jeg har meget lyst - i teorien. Og så sent som i sidste uge besluttede jeg, at nu skulle det være. Frøene frem og igang... men hov. Først skulle den grimme flamingo-såkasse lokaliseres under sneen. Det kan godt tage et stykke tid, når den er hvid. Så skulle den graves ud.... men det gik, og de sidste rester af strandede ærteblomster røg ud (det var vist også på tide). Op i huset med det, tænde for kaffen (så man kunne hygge med kaffe og jord... mmmm). Ned efter såjorden.... som var 100% bundfrossen. Stivt som et bræt. Op i huset med det... og det tager så 3 dage at tø op, kan jeg hilse og sige. Omtrent lige så lang tid som en mellemstor kalkun. Og vupti, så var februar gået, og jord og potter ligger stadig ude i min entre.
Nå, men kan kan da også lave noget andet. Lære børnene at spille spil... vi har fundet kortspillet frem, og lærer Anna at spille 31. Som hjemme hos mig, i sengen, med tændstikker til point og hygge.
I dag kunne jeg vælge at så mine frø. Men jeg kom til at love at vi skulle spille Matador. Jeg arvede min mors gamle spil, med tin-biler fra 40'erne, håndmalede terninger, kul&koks-priser samt pengesedler på 1 kr. Nu skal vi ha' det frem, for Anna er stor nok. Thekrus, Matador og brændeovn. Frøene kan vente lidt endnu. Bare lige en dag... eller to.
3 kommentarer:
Vel kan de så! Matador og thekrus passer også meget bedre til det her vejr!!
Hæ, grinede af din kommentar på Karlssons blog med din beskrivelse af din mors fantastiske måde at håndtere pletter på og så havnede jeg her :o)
Og ja, det der have-arbejde løber garanteret ingen steder alligevel, så ingen grund til at stresse over dét..
Nej hvor er det et flot Matador-spil, og sjovt! Hyg jer endelig. Det er ikke forår endnu alligevel.
Send en kommentar