en junidag...

Et halvt år er gået. Og alligevel virker det IKKE som om vi skulle være i en af årets varmeste måneder. Mine tanker går mindst en måned tilbage, og selvom jeg i år synes jeg var lidt på forkant med køkkenhaven, og faktisk havde husket at få forkultiveret både bønner og ærter, salater og tomater, så nytter det jo ikke noget. Alt står nærmest stille.

Dog har mine asparges givet flittigt, omend lidt sent. De sidste blev spist i søndags. Med manér: sammen med sommerkål med kørvel, estragon og dild, en helt aldeles friskfanget multe og så aftenens clou: hjemmelavet sauce mousseline, som bare er hollandaise med en klat flødeskum.

Ved den dumpe, dunk-dunk lyd man kan lave i en portion hollandaise/bernaise, blev jeg henført til mit barndomshjem, hvor jeg også husker de gange der blev lave hollandaise-sovs. Smagen af smør, lyden og duften... mmmmm! Nu fik mine egne unger lov til at nyde.

I går aftes var det så årets længste dag, og jeg tænkte det skulle fejres i min have. Det blev til lidt lugning, men alligevel var det terrassen som trak. Ikke mindst skulle "regatta-lamperne" indvies (man er vel fra Silkeborg)... det blev en stille aften, med fuglesang, lyden af hidsige myg parat til landing, levende lys og dameblad.

Udsigten fra mit sted er god. Man kan se køkkenhaven, en snip af staudebedene (og på afstand ser man slet ikke al skvalderkålen), og det nye flotte tag.

Der er snart ferie. Torsdag er sidste arbejdsdag. Og det trænger jeg virkelig til. Mit arbejde fylder både i hovedet og maven. Jeg har givetvis selv været en aktiv medspiller i, at få ondt i maven over det. Men jeg er skabt sådan, at jeg ikke bare kan tie stille. Er der et problem, er jeg bare nødt til at brokke mig - højtlydt. Det giver knubs at stikke næsen frem, og selvtilliden er faktisk ikke særligt høj. Jeg tænker altid at det er mig der er for fintfølende, for kritisk eller for krævende. Men oplever jeg at andre faktisk har det lige som jeg, og det gør jeg, må jeg jo bare skubbe det bagud i hjernen og tage boksehanskerne på...

Måske jeg bliver sendt til tælling allerede i dag... måske i morgen. Måske slet ikke. Men hvem vil ikke gerne vågne op fra koma til sommerferie og udsigten fra min yndlingsplads i haven?