Chokoladeknappen

Vi var i Billund og hente Anne og Duncan hjem... MED chokoladeknappen, som vi har længtes efter uden at vide hvem det var. Nu var de her, pludeslig, og med en kæmpe velkomst-kommité. Det var fantastisk, klump-i-halsen-agtigt at gå og spejde efter dem igennem glasruden. Pigerne var spændte, og havde siden vi stod op sagt "hvornår kommer Samuel"?

Og så kom de ud til os alle sammen. Jeg synes dette billede tangerer "årets pressefoto" (specielt fordi året er så nyt endnu). Anne og Samuel kom roligt ud til os alle - og et spejlvindue kom pludselig til at se ud som et billede på væggen - et billede med alle de ventende, spændte familiemedlemmer og venner. Det hele lidt kaotisk, fyldt med flag - danske og engelske - banner, hoveder og dynamik. Jeg er vild med det billede - og jeg har selv taget det!

Og han tog det så pænt, ham Samuel. Han havde endda overskud til at smile til os. Jeg har et utal af billeder af folk der nænsomt stryger ham på kinden.
Han var smuk og dejlig, og specielt Anna blev vist lidt forelsket. Det gør heller ikke noget, for indtil videre har hendes forelskelse været i Duncan. Det har jo givet os lidt betænkeligheder ved at kunne li' Anne så meget, for flerkoneri er endnu ikke en mulighed... Men Samuel, han er da lige til at blive helt forelsket i.
Thilde - hun fik sig nogle kager. En hel del faktisk. Og på vejen hjem var der helt stille i bilen. Jeg tror børnene sover, da det tørt kommer fra bagsædet: "Jeg har spist 100 kager - mindst!"... Det tror vi på!