Nu med mere familie...

Nogen venter med spænding - andre er lidt mere ligeglade... men her er billedet af "os 4 søskende" - og så er det endda taget i fars have. Jeg synes det er lidt sjovt, selvom billedet ville ha' været sjovere med far på også. Men som vi alle snakkede om, så var det møde måske også nemmere uden nogen forældre mere. Nu er vi "kun" os børn tilbage.

Mødet var godt, ihvertfald for mig. Det var sjovt, underligt og hyggeligt at snakke med mine halvsøskende. Jeg har tænkt meget over det siden, for hvad er familie egentligt? Jeg føler helt klart en forbindelse til Lars og Susanne, men jo mere jeg tænker over det, så virker det mere underligt; jeg kender dem ikke personligt og indgående, jeg har aldrig hørt mine forældre tale om dem i mere end fem ord af gangen, de indgår ikke i min barndom og opvækst. Hvorfor føler jeg så en eller anden forbindelse? Den (forbindelsen) har jo alle odds mod sig.

Men som vi hver især sidder der og snakker om far, så får jeg pludselig den her følelse af at nogle brikker falder på plads. Min fars ungdom, som han aldrig rigtig har snakket om bliver pludselig mere tydelig - det følelse man har, når man sidder i PhotoShop og arbejder med et billede, og ved at gøre et område mere skarpt på billedet, står der detaljer pludselig frem - måske billedet aldrig bliver et supergodt billede, men nu er det blevet meget mere tydeligt og nuanceret. Ligesådan har jeg det med far - eller nærmere forståelsen af hans liv - også det jeg ikke var en del af. Nu kan jeg se, at han også var et fjollehoved overfor dem. Han lavede fis og ballade. Han var vild med nye ting - grillkul, mærkelige sovser til maden, rejser, elektroniske gadgets - også dengang. Jeg kommer jo aldrig til at kende, forstå og vide det hele - sådan er det jo. Men det bliver bedre.

Også hans handlinger virker en anelse mere forstålige, selvom jeg ikke synes han skal undskyldes. Jeg sad i morges og prøvede at forestille mig, at jeg om 4 år skulle forlade begge mine piger. Når jeg tænker på hvor meget de fylder allerede nu, så virker tanken for det første utænkelig. Men at jeg derudover skulle kunne lade være med at snakke om dem, følge dem intenst - jeg forstår det bare ikke. Men nu snakker jeg jo heller ikke om ret meget andet! Man må da tage hatten af for hans stædighed. Men nu tror jeg at jeg vil begrave spekulationerne om det - slut. Vi tager det herfra. Så må vi se hvad det kan ende med.


Efter en tur på kirkegården, endte vi ovre hos farmor og farfar. Anna var knapt kommet ind af døren for at hilse på farfar, inden hun fræsede ind for at hente dukken Sisse. Og så fimsede hun ellers rundt resten af dagen mens hun hyggede sig.

Da farmor kom hjem ventede der dejlig mad, jeg tror aldrig jeg har set Thilde æde så meget. Tre portioner moussaka og derefter uanede mængder af farfars koldskål. Hun gik helt i koma over koldskålen - hun sad faktisk og rystede over hele kroppen i de få sekunder det tog at skovle en ny mundfuld ind i hovedet på hende. Hun skreg, græd og stønnede i, indtil nu, ukendte utålmodigheds-hyl. Som billedet viser, er der lige præcis henholdsvis 8 og 6 sekunder mellem de tre billeder - det er ret tydeligt at se, hvordan humøret stiger omvendt proportionalt med afstanden til koldskåls-skeen....