Pyhhh....

Sikken et vejr! Jeg er blevet solskoldet af at være ude i haven i 30 (ja, tredive!!) minutter! Ungerne var ved at koge over, så vi legede med vand og spiste is i haven i går.
Så det er helt sikkert noget at sige pyhhh over. Der kommer lige en hel masse bade-billeder af mine børn på siden, også selvom det måske ikke handler om dem altid...

I dag skal vi have en VVS-mand, der skal komme og starte projekt ombygning af hus - også noget at sige pyhh til! Jeg har generelt en mistro til håndværkere, baseret på indtil flere aftaler som endte med ikke at være aftaler alligevel. Og er der noget jeg hader, så er det aftalebrud: at komme for sent, andre der kommer for sent, planer der ændre sig - det gør mig fuldstændig elektrisk, og jeg bliver decideret stresset af det.

Og så det sidste pyhhh, nemlig hele denne sag med min far, og alle hans børn. Det har jo op til fars død været noget der prægede mine tanker, for det eneste vi har hørt fra ham og mor var jo "der er jo de her børn"... Jeg forstår virkelig ikke mine forældre (ja, tanken har endda strejfet mig igen, efter 20 år - tænk hvis jeg i virkeligheden var adopteret, så forklarede det hvorfor jeg synes mine forældre har hul i hovedet - noget jeg ellers ikke har drømt om siden jeg var 12. Men jeg kan nok desværre ikke rende fra, at jeg vist ligner dem begge to lidt for meget til det er tilfældigt).

I sidste uge fik jeg endelig taget hul på bylden, og skrev et brev. Men hvad skriver man? Det var faktisk skrevet en hel uge før, og så lå det og ventede lidt... men det ER svært, for vil man blive forstået? Skriftsprog er jo svært at lægge tryk og venlige smil ind i, og kommunikation er jo 80% nonverbalt - dvs at dit kropssprog, betoninger, mimik osv i virkeligheden bærer en overvældende stor del af hvordan det bliver forstået.
Men jeg var vist heldig - og det ser ud til at jeg har ramt rigtigt. For nu har jeg og Claus modtaget breve fra begge mine halvsøskende, og de virker jo som helt almindelige mennesker som jeg selv. Vi skal mødes på søndag hjemme hos far, og jeg glæder mig; til at snakke sammen, til at få sat ansigt (selvom jeg har set billeder) på, til at få kostet disse spøgelser væk, så vi alle kan komme videre i vores liv.

Det eneste jeg sidder tilbage med er, at jeg ærger mig på fars vegne. Sådan en torsk! De ville jo gerne have kontakt med ham, hvorfor kunne han dog ikke bare ha' taget det ansvar. Det slap han jo for, kan man sige - og selvom mange har forsikret mig, at det ikke er mit ansvar, så bliver det jo mit ansvar, når nu far er død. Nogen skal jo gøre det, og jeg har også lyst, men ansvaret er jo mærkeligt når man ikke ved nogetsomhelst om nogen ting.

Jeg forventer ikke at jeg fra nu af og til evig tid skal fejre både jul og fødselsdag med dem. Jeg har set tilstrækkeligt mange "sporløs" til at tro, at det måske ikke bare fungerer på den måde. Samtidigt sidder man jo og kigger efter ligheder, sammenfald og fælles træk - og de er der! I høj grad endda... Men dem tager vi lige sammen inden de kommer i bloggerland - men jeg går nu og smiler lidt hø hø-agtigt. Det var ligegodt.....